tirsdag den 26. december 2017

[eftertanke] timer

Der tikker jævnligt små beskeder ind. Små, klare elektroniske lyde, der på en eller anden måde virker verdensfjerne og utilpassede.
Hver gang løfter hun hovedet og ser mod døråbningen. Som var der nogen, der gik forbi derude.
Det er en rutine der sidder i hendes nakke og i hendes baghoved. Hun tænker ikke længere nærmere over det.
Telefonen ligger på kommoden ved døren. Neden under den, bag de lyse trælåger, ligger de pænt foldede duge til fint brug, dækkeservietterne og de håndbroderede løbere. Hun stod så møjsommeligt og strøg det hele inden det blev lagt derind. Ordentligt, og væk fra sollyset så de ikke falmer. Duften af varmt bomuld trak hende ind som en sløjfe i sig selv. Rund og fin. Den kom med ind i skabet og prøvede at stå imod støvet. Sølvtøjet i skabet ved siden af. De pæne glas i vitrinen. De klirrer når hun går forbi, og hun har for lang tid siden undladt at gøre noget ved det. De lyder som hån.
Pling!
Hun kigger op og lader øjet ramme det, der ikke er på den anden side af karmen. Fylder lungerne syv-otte gange. Hendes fingre føles ikke helt som hendes egne.
Regnen fjerner muligheden for at gå udenfor. Hun sætter vand over til te og tørrer bordet over en gang til, selvom hun ikke har siddet ved det, siden hun fik morgenmad for efterhånden mange timer siden. Hun sover ikke tungt eller længe længere.
Hun har det bedst om aftenen, for der er dagen ikke længere med forventninger, som man kan være med barn.
Hun fik aldrig familie.
Telefonen giver lyd fra sig igen. Hun nynner med, lige så fremmed og rytmeløst som de elektroniske åndestød fra kommoden.
Engang, tænker hun, da hun endelig lader sig flyde med. Engang ville jeg gerne blive.










2 kommentarer:

  1. Jeg er vild med de fine ord og fremmede fingre.

    -A

    SvarSlet
    Svar
    1. Ååh, tusind tak, A! Det betyder virkelig meget. Kh Ann

      Slet