søndag den 12. november 2017

[eftertanke] sorgmasker

Det er hende, jeg lægger mærke til. Hende for enden af sengen.
Hun står i blå maske i sit mørke, mens lyset får lov til at spille i de andres ansigter.
De er alle masker. Ingen af dem er ægte. Hun står for enden af sengen, og ligner som den eneste en, der burde være ved et dødsleje. Hendes øjne virker tomme. Hun kigger på mig, mens hun kigger ned. Hun ser på den døde, som jeg ikke må se. Hun er trængt op i en krog. Sammenmast af de andres påtrængende sorg.
Hun fortæller mig, at hun vil ud. Have ro for Guds skyld, fortæller hun mig. De andres masker er groteske. Hvem bærer så meget liv, når de er i sorg? Hvem er så detaljerede? Hvem er malet i gule og røde farver i sorgen? Kun hun er ægte. Flad. Blå. Underligt udvasket og toneløs. Mast og uden dybde.
Det er hende, der er den ægte sorg.
Kunsten skal vise vej til en højere virkelighed. Hun vil ud i det ægte.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar