torsdag den 11. maj 2017

[eftertanke] ord i Karens Minde II


Alle billederne er i øvrigt taget af Cecil Photography.

Den første onsdag i maj tog jeg igen til Karens Minde, til den lille blå scene. Til ord. 
Jeg var helt sikker på, at jeg ikke havde noget der var godt nok til at læse op. Jeg har været så pokkers travl, at jeg simpelthen ikke har kunnet finde roen til at skrive. Hvad der også altid sker, når jeg er i sådan en travlhedsperiode er, at jeg slet ikke kan se noget godt i mine gamle tekster. Det er lidt en litterær version af "jeg har ikke noget at tage på". Selvkritik er ikke min bedste ven.

Der sker bare det, at når man kommer til sådan en scene som Ord i Karens Minde, så punkteres sådan en selvkritiksboble, og det bliver godt og trygt igen.
Jeg endte med at læse op alligevel. To ældre tekster, og den seneste nye fra bloggen. Jeg lagde lidt ekstra føling i ordene, for det tør jeg nu, og teksterne blev til noget andet for mig. 

I får dem her, samlet og i rækkefølge. 





[eftertanke] tilløbsstykke

Han brølede det ud på den mest stilfærdige måde, så det kun var hende der hørte raseriet. "Hvad giver dig lov til at bestemme hvordan jeg skal definere min lykke?"
Hun svarede med et ikke-svar der blev sagt så luftigt at han kunne skære sig på det. "Hvorfor skal du bruge mig til at definere din lykke?"
Der lugtede af sæbe på caféen hvor de sad, og solen var forårskold igennem vinduet. De sad omgivet af en masse andre der også havde taget deres smil på som var det et modetilbehør. Som var livet et tilløbsstykke.
Fornemmelsen havde sneget sig ind over længere tid, med endeløse kopper kaffe og kulturoplevelser. Med korrekte lørdage og karrieretilfredshed. Med overforbrug af frihed.
Nu sad de og forsøgte på et nyt tilløbsstykke. "Jeg er begyndt at foragte dig. Det er kommet lidt bag på mig, men jeg har måske foragtet dig fra starten." Havde han lyst til at sige.
"Jeg vil noget andet. Noget mere. Den eneste grund til at jeg stadig er her er, at jeg ikke ved hvad det "noget" er. Og fordi jeg er en kryster. En forbandet kryster." Havde hun lyst til at sige.
Og caféen lugtede af sæbe, og solen var forårskold. Og de blev siddende og ventede på, at nogen anden tog affære.





[eftertanke] og sådan var det slut

Du maler dem over, sagde hun.
Hun havde siddet og betragtet ham i et stykke tid.
Han så ikke på hende da han svarede hende.
Der er jo ikke noget her der er værd at gemme, sagde han.
Tonen var dobbelttydig. Det var emnet også. Hun lod ham ikke slippe så let.
Tror du ikke at du har misforstået pointen?
Med hvad?
Med hvad der er indenunder.
Han svarede ikke. Det måtte hun så tolke som hun ville. Han gav hende ikke noget mere.
Prøv nu at høre her, sagde hun. Du kan ikke bare male mine ting over.
Nu vendte han sig om, og så på hende. Hans øjne var skarpe.
Der er for mange ansigter på de lærreder, sagde han. Jeg bliver fanme kvalt!
Der er alt for mange her i stuen! Jeg kan ikke få luft!
Og så er den ikke længere, tænkte hun.
Hun tog sin jakke, og fandt sine sko.
Og da hun gik ud ad døren og lukkede den bag sig, så hun sig ikke tilbage og han så hende ikke gå.
Og sådan var det slut.




[eftertanke] guld
Jeg trækker guld ind i mine kinder
ligesom Klimt
bare på Ama'r måden
jeg spejler mig i asfalten når jeg går hjem
kigger på ruderne
og tænker på alle frisørerne på Amagerbrogade
overvejer, om jeg skulle blive klippet
tager forår ind i kinderne
husker på Klimt
minder mig om, at der også er guld
finder affald på vejen
går forbi genbrugsbutikkerne
og alle de dér Nettoer, Aldier, Irmaer
som jeg kan handle ind i
går forbi kirkegården
overvejer, om jeg skal tage på besøg derind
hilse på de gamle
nikke til de nye
græde lidt over de friske blomster
måske lægge mig under træerne
finde lyset i de små mellemrum
trække guld ned på kinderne
ligesom Klimt
tænk sig, at være en af hans kvinder
stiliseret og smuk
tredimensionel i en todimensionel verden
men her omkring ser vi alle så ens ud

















Ingen kommentarer:

Send en kommentar