mandag den 27. marts 2017

[eftertanke] hilsen

Nogle gange sætter jeg mig forrest i metrovognen 
og holder udkig efter mennesker på den smalle gangsti i tunnellen.
Og når jeg ser, at der måske ville stå en lige dér, 
trækker jeg maven ind og holder vejret og lukker øjnene til vi er forbi.

Det gamle ægtepar på sæderne ved siden af mig 
snakker om deres barnebarn. 
Han besøgte dem i ferien og de tog ham med i metroen.
Han elsker maskiner, siger hun til mig
mens 
hun ser lidt bekymret på mig.
Jeg smiler, og snakker med.
Min niece ville også elske det, siger jeg.

Ude på den smalle gangsti står de i rækker og holder øje med metroen. 

De gør sig tynde som flager når vakuumet rammer, 
og hvirvles med toget et øjeblik i forbifarten.
Vi ser hinanden, hilser ganske kort og så er jeg allerede for langt.

Ægteparret skal længere end jeg, og jeg ønsker dem en god dag 

idet jeg tager min taske og rejser mig op. 
Der er støv i luften når dørene åbner sig. 









onsdag den 1. marts 2017

[eftertanke] sløjfer

Jeg har lagt mærke til dine sko. De står ude i gangen, og når jeg går forbi, passer gulvet bedre til mine fødder. Jeg er i strømpesokker. Dine, tror jeg. De er for store.
Der er plads til at jeg vrikker med tæerne, og bomuldstoffet sætter sig lidt fast hvor det kan. Det vil ikke give slip.
Jeg har fantaseret om, at du forlader mig. Du har også så ofte sagt, at jeg virker bagvent.
Men jeg er ikke bange, bare reel.
Når det sker, så tager du dine sko på og går. Måske tager du dem endda først på ude på trappen, for at undgå at se mig i øjnene. Som et lille barn, med ryggen til mig og knæene oppe ved brystkassen.
Og jeg vil stå bag døren og se på dig igennem dørspionen, og tænke, at du ser latterlig ud.
Du ligner for helvede et børnehavebarn som du sidder der, og binder sløjfer.
Jeg smider strømperne ud ad brevsprækken til dig.
Nu passer gulvet ikke længere.