tirsdag den 16. maj 2017

[eftertanke] hold on

Denne skrev jeg til mine gymnasieelever i år. Jeg afslutter med alle eleverne her til sommer, og jeg ville så gerne give dem nogle særlige ord med på vejen. Så de fik alle dette, læst op i de sidste moduler vi havde sammen. Sådan er det jo når man er lærer - man skal sige farvel til de unge mennesker, og håbe, at man på trods af alt får sendt dem videre lidt klogere end de var før ... lidt stærkere måske også. Så er det lidt nemmere at sende dem videre i verden, trods alt. 




Hold on

To something
(anyone really)


There was just so much we did not understand
back when it all started


Back when everything was on its way
and when we had to step back a bit too far


To make the ends meet

Back when we fought for happiness
until there was nothing left but raw flesh


Back when we did not quite see
that getting it right is an inherent oxymoron
deceitful at its core


And corefully we went on to fight for happiness

Happiness because of and despite of and offhandedly

close

Sitting in the park with our cheap beers and our to dos

Completely missing the sweet little electrocutions from the needlepoint grass
Completely missing the flirts in the spaces between the people sitting next to us
Completely missing that the beer was good and that the beat of the city
paced itself perfectly

To what really mattered

Holding on to dear life

To what really matters

Hold on










torsdag den 11. maj 2017

[eftertanke] ord i Karens Minde II


Alle billederne er i øvrigt taget af Cecil Photography.

Den første onsdag i maj tog jeg igen til Karens Minde, til den lille blå scene. Til ord. 
Jeg var helt sikker på, at jeg ikke havde noget der var godt nok til at læse op. Jeg har været så pokkers travl, at jeg simpelthen ikke har kunnet finde roen til at skrive. Hvad der også altid sker, når jeg er i sådan en travlhedsperiode er, at jeg slet ikke kan se noget godt i mine gamle tekster. Det er lidt en litterær version af "jeg har ikke noget at tage på". Selvkritik er ikke min bedste ven.

Der sker bare det, at når man kommer til sådan en scene som Ord i Karens Minde, så punkteres sådan en selvkritiksboble, og det bliver godt og trygt igen.
Jeg endte med at læse op alligevel. To ældre tekster, og den seneste nye fra bloggen. Jeg lagde lidt ekstra føling i ordene, for det tør jeg nu, og teksterne blev til noget andet for mig. 

I får dem her, samlet og i rækkefølge. 





[eftertanke] tilløbsstykke

Han brølede det ud på den mest stilfærdige måde, så det kun var hende der hørte raseriet. "Hvad giver dig lov til at bestemme hvordan jeg skal definere min lykke?"

Hun svarede med et ikke-svar der blev sagt så luftigt at han kunne skære sig på det. "Hvorfor skal du bruge mig til at definere din lykke?"

Der lugtede af sæbe på caféen hvor de sad, og solen var forårskold igennem vinduet. De sad omgivet af en masse andre der også havde taget deres smil på som var det et modetilbehør. Som var livet et tilløbsstykke.

Fornemmelsen havde sneget sig ind over længere tid, med endeløse kopper kaffe og kulturoplevelser. Med korrekte lørdage og karrieretilfredshed. Med overforbrug af frihed.

Nu sad de og forsøgte på et nyt tilløbsstykke. "Jeg er begyndt at foragte dig. Det er kommet lidt bag på mig, men jeg har måske foragtet dig fra starten." Havde han lyst til at sige.
"Jeg vil noget andet. Noget mere. Den eneste grund til at jeg stadig er her er, at jeg ikke ved hvad det "noget" er. Og fordi jeg er en kryster. En forbandet kryster." Havde hun lyst til at sige.

Og caféen lugtede af sæbe, og solen var forårskold. Og de blev siddende og ventede på, at nogen anden tog affære.





[eftertanke] og sådan var det slut

Du maler dem over, sagde hun.
Hun havde siddet og betragtet ham i et stykke tid.
Han så ikke på hende da han svarede hende.
Der er jo ikke noget her der er værd at gemme, sagde han.
Tonen var dobbelttydig. Det var emnet også. Hun lod ham ikke slippe så let.
Tror du ikke at du har misforstået pointen?
Med hvad?
Med hvad der er indenunder.
Han svarede ikke. Det måtte hun så tolke som hun ville. Han gav hende ikke noget mere.
Prøv nu at høre her, sagde hun. Du kan ikke bare male mine ting over.
Nu vendte han sig om, og så på hende. Hans øjne var skarpe.
Der er for mange ansigter på de lærreder, sagde han. Jeg bliver fanme kvalt!
Der er alt for mange her i stuen! Jeg kan ikke få luft!
Og så er den ikke længere, tænkte hun.
Hun tog sin jakke, og fandt sine sko.
Og da hun gik ud ad døren og lukkede den bag sig, så hun sig ikke tilbage og han så hende ikke gå.
Og sådan var det slut.




[eftertanke] guld
Jeg trækker guld ind i mine kinder
ligesom Klimt
bare på Ama'r måden
jeg spejler mig i asfalten når jeg går hjem
kigger på ruderne
og tænker på alle frisørerne på Amagerbrogade
overvejer, om jeg skulle blive klippet
tager forår ind i kinderne
husker på Klimt
minder mig om, at der også er guld
finder affald på vejen
går forbi genbrugsbutikkerne
og alle de dér Nettoer, Aldier, Irmaer
som jeg kan handle ind i
går forbi kirkegården
overvejer, om jeg skal tage på besøg derind
hilse på de gamle
nikke til de nye
græde lidt over de friske blomster
måske lægge mig under træerne
finde lyset i de små mellemrum
trække guld ned på kinderne
ligesom Klimt
tænk sig, at være en af hans kvinder
stiliseret og smuk
tredimensionel i en todimensionel verden
men her omkring ser vi alle så ens ud

















mandag den 24. april 2017

[eftertanke] guld

Jeg trækker guld ind i mine kinder
ligesom Klimt
bare på Ama'r måden
jeg spejler mig i asfalten når jeg går hjem
kigger på ruderne
og tænker på alle frisørerne på Amagerbrogade
overvejer, om jeg skulle blive klippet
tager forår ind i kinderne
husker på Klimt
minder mig om, at der også er guld
finder affald på vejen
går forbi genbrugsbutikkerne
og alle de dér Nettoer, Aldier, Irmaer
som jeg kan handle ind i
går forbi kirkegården
overvejer, om jeg skal tage på besøg derind
hilse på de gamle
nikke til de nye
græde lidt over de friske blomster
måske lægge mig under træerne
finde lyset i de små mellemrum
trække guld ned på kinderne
ligesom Klimt
tænk sig, at være en af hans kvinder
stiliseret og smuk
tredimensionel i en todimensionel verden
men her omkring ser vi alle så ens ud










søndag den 9. april 2017

[eftertanke] ord i karens minde

Der er et virkelig fint poesimiljø i København, og de er simpelthen så søde og gode til at tage imod.
I onsdags var jeg til Ord i Karens Minde i sydhavnen, hvor man får tre minutter til at læse op. Arrangementet er, som Ord på Flisen også var, arrangeret af Michael fra Copenhagen Storytellers - og alle er velkomne. Jeg elsker, at der er små scener som denne i min by.
Rammerne er brede, og folk er forskellige. Det er en styrke, synes jeg, og der er et respektfuldt sammenhold. Jeg tænker, at jeg vil prøve at komme til de arrangementer regelmæssigt.
Det er fedt at læse mine gamle tekster igennem, smage på dem og rette dem lidt til. De får et nyt perspektiv, og jeg får lyst til at skrive mere.

Jeg valgte tre eftertanker, som jeg tog med mig op på scenen. Dem får I her i den rækkefølge jeg læste dem op. De er forskellige, og den ældste er helt tilbage fra februar 2016, hvor jeg var med i february ficiton. Nu har den fået nyt liv.




[eftertanke] jazz

Han var tung og lidt langsom i bevægelserne.
Han smagte af den type jazz der prøver at vække
de overnattende en søndag morgen, men som ender
med at blive smittet af det døsige, der sagtner farten.
Lader sig mærke.
Med forlov.
Må jeg få lov?
Kom. Lad mig vække dig. Jeg har bedt trommerne
blive væk. Jeg har kun ladet basgangen blive tilbage,
og den vil lægge sig lige bag ved rytmen. Det har vi
aftalt.
Kom. Lad mig forføre dig ind i det langsomme. Jeg
vil være bitter på din tunge, som din sorte kaffe.
Med forlov. Jeg kravler ind bag dine øjne og køler
din pande. Løsner dit hårde blik, så det igen kan hvile
med varme.





[eftertanke] sløjfer

Jeg har lagt mærke til dine sko. De står ude i gangen, og når jeg går forbi, passer gulvet bedre til mine fødder. Jeg er i strømpesokker. Dine, tror jeg. De er for store.
Der er plads til at jeg vrikker med tæerne, og bomuldstoffet sætter sig lidt fast hvor det kan. Det vil ikke give slip.
Jeg har fantaseret om, at du forlader mig. Du har også så ofte sagt, at jeg virker bagvent.
Men jeg er ikke bange, bare reel.
Når det sker, så tager du dine sko på og går. Måske tager du dem endda først på ude på trappen, for at undgå at se mig i øjnene. Som et lille barn, med ryggen til mig og knæene oppe ved brystkassen.
Og jeg vil stå bag døren og se på dig igennem dørspionen, og tænke, at du ser latterlig ud.
Du ligner for helvede et børnehavebarn som du sidder der, og binder sløjfer.
Jeg smider strømperne ud ad brevsprækken til dig.
Nu passer gulvet ikke længere.





[eftertanke] 100 ord

Kaffen smager lidt bittert, bemærker hun. Den har måske trukket for længe, før hun fik stemplet trykket ned.
Og kaffepletterne på bordet ligner lidt modermærkerne på hendes arm. Poetiske pletter var de engang blevet kaldt. Nu er de tørret ud på bordet, med daggamle krummer som selskab. Hvad end der er blevet ladt tilbage, tænker hun mens hun drikker den sidste mundfuld kaffe.
Hun kigger op mod køkkenuret. Der er tyve minutter til bussen går. Hun vrider kluden op, og tørrer bordet over, inden hun finder sin jakke.
Når hun lukker hoveddøren bag sig, har støvet allerede lagt sig igen.





Her står jeg, med skarpt spotlight i øjnene og nerver der virker til at have manifesteret sig i min venstre hånd.
Det er Cecil photography der har taget billedet.









mandag den 27. marts 2017

[eftertanke] hilsen

Nogle gange sætter jeg mig forrest i metrovognen 
og holder udkig efter mennesker på den smalle gangsti i tunnellen.
Og når jeg ser, at der måske ville stå en lige dér, 
trækker jeg maven ind og holder vejret og lukker øjnene til vi er forbi.

Det gamle ægtepar på sæderne ved siden af mig 
snakker om deres barnebarn. 
Han besøgte dem i ferien og de tog ham med i metroen.
Han elsker maskiner, siger hun til mig
mens 
hun ser lidt bekymret på mig.
Jeg smiler, og snakker med.
Min niece ville også elske det, siger jeg.

Ude på den smalle gangsti står de i rækker og holder øje med metroen. 

De gør sig tynde som flager når vakuumet rammer, 
og hvirvles med toget et øjeblik i forbifarten.
Vi ser hinanden, hilser ganske kort og så er jeg allerede for langt.

Ægteparret skal længere end jeg, og jeg ønsker dem en god dag 

idet jeg tager min taske og rejser mig op. 
Der er støv i luften når dørene åbner sig. 









onsdag den 1. marts 2017

[eftertanke] sløjfer

Jeg har lagt mærke til dine sko. De står ude i gangen, og når jeg går forbi, passer gulvet bedre til mine fødder. Jeg er i strømpesokker. Dine, tror jeg. De er for store.
Der er plads til at jeg vrikker med tæerne, og bomuldstoffet sætter sig lidt fast hvor det kan. Det vil ikke give slip.
Jeg har fantaseret om, at du forlader mig. Du har også så ofte sagt, at jeg virker bagvent.
Men jeg er ikke bange, bare reel.
Når det sker, så tager du dine sko på og går. Måske tager du dem endda først på ude på trappen, for at undgå at se mig i øjnene. Som et lille barn, med ryggen til mig og knæene oppe ved brystkassen.
Og jeg vil stå bag døren og se på dig igennem dørspionen, og tænke, at du ser latterlig ud.
Du ligner for helvede et børnehavebarn som du sidder der, og binder sløjfer.
Jeg smider strømperne ud ad brevsprækken til dig.
Nu passer gulvet ikke længere.










mandag den 27. februar 2017

[eftertanke] fra Ord på flisen




For nogle dage siden - onsdag d. 22. februar - tog jeg ordene ved hornet. Jeg skrev mig selv på listen af oplæsere til open mic på Ord på flisen. Tre frivillige minutter hvor jeg ikke gemte mig bag en skærm under navnet imellemtiden, men stod som Ann foran et publikum der gerne vil høre lyrik. 
Så jeg fik en øl inden. 
Og jeg læste op. Og jeg var mere nervøs end jeg troede jeg ville være. Og det gik bedre end jeg kunne have turde håbe. 
Og jeg fik en øl bagefter. 
Det viste sig, at min første gang som oplæser, skulle være til sidste gang der var Ord på flisen. Stedet er solgt. Men der er stadig virkelig gode muligheder for at læse op. Michael fra forlaget Copenhagen Storytellers, der står bag disse oplæsninger, har også også et lignende arrangement i Karensminde - en scene for folk som jeg, der skriver og gerne vil høre lyrik.
Jeg vil prøve at læse op igen senere her i foråret. Mine digte får en anden virkelighed når de bliver oplæst. Det føles både smukt og rigtigt. 
Jeg tænkte, at jeg ville vise jer de tre digte jeg læste op. De er alle blevet postet her på bloggen før, og er kun blevet justeret en lille smule, men her er de samlet. 
Billederne er taget af Michael fra Copenhagen Storytellers. 


[eftertanke] afsavn

Den gule regnfrakke hænger ude i gangen og lugter lidt af dig. Af regn, af din parfume, og med en lille spids smag af gamle fisk. Det hele lægger sig på spidsen af min tunge, som en lille skarp. Som formiddage med en lille skarp. Den gamle danske på terrassen.

Jeg går forbi den i rutinen. Kommer den helt tæt. Jeg har øvet mig i det her. Det er kun rigtigt, når der er en millimeters luft mellem min hånd og jakken. Nogle gange må jeg gå forbi den i rutinen flere gange. Nogle gange mærker jeg dig ikke.

Jeg har arvet dine bøger. De har fundet deres plads på reolen. Alfabetiseret. Med æselører i dem du ikke kunne lide. Du sidder i mit afsavn inde i stuen med kaffekoppen og venter. Med bogen hvor ryggen er krum af gennemlæsninger, som alle de andre.

Jeg råber op, og spørger, om jeg skal sætte en ny kande over - bare fire kopper. Når jeg ikke får svar, går jeg ud i gangen og lader min hånd næsten strejfe din frakke.






[eftertanke] søndagstid

i går da jeg gik hjem
tog jeg flere dage om det

jeg tog min tid som var den min egen
og så kunne jeg lige så godt tage flere dage
nu nogen var i gang

med at forlade byen
for der var helt stille

og jeg var den eneste ude på vejene

bylivets forladte madrasser stod
op ad indgangene til opgangene

måske er det dér folk er blevet af

jeg har CV i ørerne
han kalder mig tomhændet og blind passager

og jeg overvejer lige et kort sekund
om
alle i virkeligheden er her
og om verden er blevet et tovejsspejl
med mig på den anden side







[eftertanke] vrang


Forstå mig ret, siger du.

Vi har kendt hinanden siden jeg begyndte at få holdninger, og siden jeg begyndte at få holdninger har du sagt at jeg skulle lytte. Sådan er det med to sider. Den ene vejer tungest.

Sådan er vi et godt par. Hvor er det dog vidunderligt at du kan pakke mig ind i dine rettelser. Du kan pynte på mig med røde streger som lidt for stramme gavebånd af plastik. De gnaver i mig, og skærer mig til, så jeg passer dig bedre. Du har ret, jeg tog fejl. Du har ret, jeg har vrangsforestillinger.

Og du elsker mig.

Og jeg kruser rundt i overfladen.

Jeg står ude ved vasken i badeværelset og vasker mine hænder og mine arme febrilsk i varmt vand. Din røde farve skyller af, som tørret ler der får fugt og bliver grumset og mudret. Det falder af og rammer vandet i halvopløste kager.
Jeg vasker af, og lader luft blive til ånde.

Jeg kan bedst lide følelsen af vrangsiden.















mandag den 13. februar 2017

[eftertanke] søndagstid

i går da jeg gik hjem
tog jeg flere dage om det

jeg tog min tid som var den min egen
og så kunne jeg lige så godt tage flere dage
nu nogen var i gang

med at forlade byen
for der var helt stille

og jeg var den eneste ude på vejene

bylivets forladte madrasser stod
op ad indgangene til opgangene

måske er det dér folk er blevet af

jeg har CV i ørerne
han kalder mig tomhændet og blind passager

og jeg overvejer lige et kort sekund
om
alle i virkeligheden er her
og om verden er blevet et tovejsspejl
med mig på den anden side












onsdag den 1. februar 2017

[eftertanke] kængurubarn

Men mit hoved svømmer og min krop er støbt fast
Og tankerne er deres egne og mine ben vil gerne ud

Så jeg går

Tager mig selv med over volden, som solen rammer tagene og frelseren
Jeg vender det ryggen og går hjemad
Som en ægte øboer
Jeg hinker mig frem for at undgå troldene hvis jeg træder på stregerne
For at undgå at falde igennem
fortovet hvis jeg rammer kløften

En dame med en Kiwi-pose skriger
'kængurubarn' efter mig
og ser vred ud

Jeg overvejer, om hun er faldet igennem selv
Eller måske har hun mistet frelsen?
Ladet sig selv blive grumset til af vandet og fuglene
der altid spiser hvidt brød fra børnenes hænder
for så at skide det ud igen senere

Jeg tænker, om hun mon også har siddet på bænkene og drømt
om at flyve væk

Først lande ved groteskerne ved spiret
og så videre op op
i spiral mod de stjerner vi ikke kan se for byens lys

Måske er hun bare en af troldene eller måske
er hun bare et menneske ligesom jeg
der heller ikke har hold i noget som helst










lørdag den 14. januar 2017

[snak] årssnak 2016

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke længere er så meget til de opsummerende indlæg, der pænt pakker et år ind og binder sløjfe.
"Se hvad dette år har budt på!" Og så skal jeg så stille det hele op på række som til parade. Og hvad så? Hvad skal jeg så med det? Skal jeg konkludere? Lade processen stå som et færdigt produkt, selvom jeg stadig i er i gang med at have min hverdag?

På en eller anden måde virker det lidt afstumpet for mig. Hvorfor skal et år stå som en ramme omkring en masse små begivenheder der faktisk stod så fint selv, helt i deres egen ret? Jeg kan godt forstå andre gør det, men jeg har ikke behovet.

Og sådanne lister er heller ikke i imellemtidens ånd.

Mine tekster er jo netop ofte uden handlingsforløb. De er små eftertanker - små brudstykker af noget helt ægte, der får lov til at stå selv. Så er det op til dig, kære læser, at tænke ordene ind i en kontekst; at mærke dem som du selv har lyst til.

Så, jeg har tænkt mig at give jer en lille samling af tekststykker fra mine notesbøger. Der kommer ikke til at være meget sammenhæng, og jeg kan ærligt talt ikke huske, om nogle af dem allerede er blevet tænkt ind i en eftertanke, og nogen kommer sikkert med i fremtidige eftertanker. 
Men de kommer her. Som en rodet, lidt tumlende sammenblanding af ord.
Så må de stå her på bloggen og være fine, lidt kaotiske og måske lidt ufærdige, men i hvert fald ægte og i deres egen ret. 
Sådan lidt skønhed på en regnkold januardag. Tak fordi, du læser med.





Jeg får dine ideologier / du sætter kaffe over / og bager kage / så er det en ceremoni.
Du vil gerne have, at jeg tager imod.
Vil du ikke lige tage fat / siger du / som var det et bord / vi skulle flytte for at / gøre klar til gæster.

Velkommen / vi skal have kalvefrikassé / til aftensmad
Jeg byder ordet kalve-fri-kasse tilbage

Hvem må jeg heller ikke have været?

Jeg sidder her og betragter dig som kun en person ser ud, der betragter mænd der ikke må opdage det / jeg gled væk et sted i midten

Jeg spørger / hvad der er at miste / du svarer luft

Glimtvis forstår han det / det (hele) er i al sit nærvær gået hen og blevet så verdensfjernt

Jeg aner ikke / hvad du ser i luften / men jeg forestiller mig / at det er farver

Vi sætter ord til musik / højtlæsning med toner / akutsindssyge / akut sindssyge

Men de valmuer / ikke også / de står stærke og går i stykker lige om lidt

Hun havde brugt tiden på / at sende vrede blikke efter / fluer der sværmede om hendes / øl, og var sikker på, at det / var hende der skræmte dem væk / når de fløj videre. 

Jeg har prøvet at finde ud af, hvad der egentlig holdt mig i live. Jeg har prøvet at finde uf af, hvorfor jeg stadig vågner hver morgen efter at have sovet helt alene i hvad der var vores seng i næsten 20 år.
Jeg sover stadig på min side, for at holde fast i vores. 

glider stille ned i grøftekanten











onsdag den 11. januar 2017

[eftertanke] fastland

Denne eftertanke har jeg skrevet til et af mine vennepar. Et par af de sødeste, mest rummelige og varme mennesker jeg kender. De blev gift i det tidlige efterår, og dette er mine alt for forsinkede ord til dem. De er deres, men de har sagt, at jeg gerne må dele dem med jer. Så her kommer eftertanken Fastland.



Og når lyset vender tilbage, så vil jeg igen kunne se.
Jeg mødte jer i en mellemtid.
Jeg havde glemt at være her. Der. Dengang.
Jeg tænkte, at livet nok skulle starte om lidt.
Sådan kan man også være rodløs.

Jeg mødte jer, da jeg var rodløs.
Jeg var omflagrende og tung
På samme tid. Jeg havde tabt mit anker
Og jeg sejlede rundt, uden så meget at holde fast i.
Sådan kan man også være et skib.

Sådan kan man være et fastland.
Midt i en mellemtid, er I et fastland.
Midt i et liv, er I lyset når det vender tilbage.
Og I er den blå time, for den står klarest.
Sådan kan man også være særlig.

Sådan kan man også være et hjem.

Og I har altid været meningen.