søndag den 21. august 2016

[eftertanke] Dyrekort: Egernkortet

Folkeskolen var i længer og i firkanter.

Skolegården var firlænget. Porten markerede sig i midten af den ene længe, med cyklerne ventende lige udenfor til når klokken ringede os fri. Aulaen var i længen overfor. De to resterende længer så ud mod hinanden og skolegården ad store halvfjerdserruder, inddelt i sorte rammer. Halvdelen af dem punkterede, men de holdt kulden nogenlunde stangen, så udskiftningen blev nedprioriteret.

Klasserummet var et ekko af skolegården. Firlænget. Organiseret leg. Indlæring med hjørner, og med gamle skabe, hvor alting rodede bag ved lågerne, men det gjorde ikke noget, for der var regler om, at der skulle ryddes op inden sommerferien. Bagerst var reolerne med elevernes kasser, alfabetiseret for at skabe en eller anden form for orden, med vores egne tegninger på, for at vise plads til pædagogik. Ovenpå reolerne lå spil, øvelseshæfter, overtøj. Alt sammen sådan nogenlunde komplet.

Sådan var reglerne. Sigtekornet hvilede på sådan nogenlunde komplet, og dem der lå over, lå lunt, og dem der lå under - nåja. Lærerne var enige om, at de ikke kunne nå alle.

Sådan var reglerne. Og sådan var vi en gruppe. Nogle var heldigere stillet end andre. Nogle var trygge i bøgerne og i timerne, og så var resten overlevelse. Andre overlevede kun.
Vi havde vænnet os til, ikke at se os selv i øjnene i spejlet ude på toiletterne, for vi var for ensomme til selv det. Vi byggede venskaber op af nød, sammen med andre der heller ikke kunne se sig selv i øjnene på toilettet. Der var mange dage af ensomhed.
Som dengang dem fra syvende lirkede låsen op til toilettet, og ikke ville gå, men gerne ville grine og bare nedstirre. Og jeg sad der, fjerdeklassesbarn, og var bange og ikke turde gøre noget, eller sige det til nogen. Dengang holdt jeg op med at se mig selv i øjnene i spejlet på toiletterne på skolen.
Sådan kom ensomheden ind. Jeg håbede lidt, at jeg ville vokse fra det. Det gjorde jeg sådan set også. Da jeg kom i syvende var jeg vokset så meget, at spejlet hang for lavt.

Det var i starten af et skoleår, mener jeg. Jeg kan huske, at luften var begyndt at få den snert af kølighed som kommer, når sensommeren får et knæk. Hun var en af dem der lå under sigtekornet. Der var to i klassen med hendes navn, og hun var den anden. Sådan lidt en ekko-elev.
En dag i det lille frikvarter så jeg hende sidde for sig selv bagerst i klasselokalet med sorteperkortene – dem med dyr på. Haremor som leder efter harefar, rævemor som leder efter rævefar. Hun samlede nænsomt par.
Hun sad i skrædderstilling, lettere foroverbøjet, som passede hun på dem, imens de fortalte hende hemmeligheder. Jeg så hende godt, da hun sad tilbage med Egernmorkortet til sidst. Hun var blevet til overs.
Hun sad med kortet i hånden i et par øjeblikke, og lagde det så ned i sin bukselomme. Sådan blev hun siddende indtil klokken ringede ind. 

I spisefrikvarteret blev vi lukket ud imellem længerne. Et tvungent ophold i den større firkant, med gårdvagt og leg i grupper. Vi havde alle kulde i kinderne og på armene, for jakkerne var stædigt blevet efterladt indenfor. Jeg kan huske hende i skolegården den dag. Hun var den stille i den store gruppe, inkluderet sådan lidt i en choktilstand. De spurgte, om hun ikke ville være med, og så blev hun taget ind. Fra bænken hvor jeg sad, syntes jeg det lignede myrer der havde fundet et stykke kage. Et overvældende og grådigt flokangreb, sat i værk af et instinkt hvor ingen rigtigt havde startet noget, men alle havde deltaget.
Jeg ved ikke hvad gårdvagten lavede. Jeg kan ikke huske det. Jeg kan heller ikke huske, hvorfor os børn i kanterne ikke gjorde noget. Måske var vi fastspændt. Såret af de spidse hjørner, og fastspændt af de regler ingen rigtigt kunne udtale og ingen rigtigt gjorde noget ved. 
Måske var det overlevelse. Da klokken ringede os ind, fjernede myrerne sig igen, blev til skolebørn uden et rigtigt begreb om, skadernes omfang. Hun stod tilbage, med ryggen mod en af træerne i skolegården, bundet fast af et af de neonfarvede sjippetov fra legekassen.

Min matematiklærer så hende ud igennem halvfjerdserruderne, da timen var gået i gang. Jeg kan huske hendes udtryk af rædsel, vrede og afmagt, da hun løb ud af døren og ud i skolegården. Jeg kan ikke huske vores. Jeg kan huske neonfarverne og træet. Jeg kan huske de sorte rammer i de firkantede ruder. Jeg kan huske, at hun skiftede skole. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hun måtte have følt sig ensom. Jeg kan huske, at hun må have trøstet sig med egernkortet, og passet godt på dets hemmeligheder. Jeg kan forestille mig hendes lettelse, da hun endelig slap fri af de fire længer. 








Novellen er en del af en serie af fortællinger jeg har skrevet under overskriften "Dyrekort". 

lørdag den 6. august 2016

Stay tuned

For en uges tid siden, fandt jeg Haremor i en bog jeg købte for længe siden i en genbrugsbutik. Der havde hun puttet sig, i en tilværelse som bogmærke, i en gammel antologi med engelske tekster til brug i undervisning. 
Det syntes jeg var så fint, at jeg delte billedet, og en af de gode mennesker i mit liv, plantede tanken hos mig, at det skulle jeg selvfølgelig skrive om. 
Den tanke ville ikke slippe mig. Jeg har flere historier i hovedet, som jeg skal have formet og tænkt færdigt, men den første kommer snart. 
Der kommer ikke til at være så meget børnelitteratur over det, selvom det måske virker oplagt. Jeg har andre planer.

De kommer alle til at være formet om den samme idé, og de kommer alle til at være lidt som mine eftertanker. Men fordi de alle kommer til at udspringe af mit Haremor-fund, så bliver de tilknyttet en anden kategori, ud over [eftertanker]. 
Så kan I søge dem frem, og læse med når I vil. 
Jeg håber sådan, at I vil tage godt imod mine små historier, og I må endelig kommentere hvis de giver jer noget at tænke over, som I har lyst til at dele med mig og de andre læsere, eller hvis I bare har lyst til at efterlade et par ord. 
Stay tuned.