Sådan er der så meget. De kunne have kaldt det så meget. Det var i
hvert fald to mennesker der bragede sammen. Kolliderede uden forbehold, fordi
det hele skete lidt for hurtigt til, at der var plads til overvejelser.
Han havde altid haft forelskelsen under huden.
Tæt på puls og vitale organer, sagde han til folk.
Han levede for at være i forhold. Han
kunne ikke sove, uden at have en kvinde ved siden af sig.
Den første gang hun var sammen med ham, havde han trukket hende ind til ham
bagefter og sagt dette til hende. Du giver mig luft til at ånde. Hun havde
ligget der, som den lille ske, og ikke helt vidst hvad hun skulle svare.Så hun havde ladet være.
Hun havde bare været i det.
Sengens midte havde slugt dem som kviksand,
og hun var gået til.
Derefter var hun en anden. Hun var nu
under hans hud, en af hans forelskelser, men hun var noget særligt, det vidste
hun med bestemthed, og der var lunt under hans hud, tæt på puls og vitale
organer.
Kom min gæst i stuen ind, havde han
indbudt. Her er ly for regn og vind. Lysten præger pulsens stue. Her ville hun
bo.
Om morgenen var hun vågnet op til duften
af frisk kaffe, der legende sneg sig ind i hendes næsebor. Nyristet
selvfølgelig. Bønner fra Kenya.
Koppen blev efterfulgt af et morgenkys, og
sådan, med en servering af røræg, friske håndværkere og en klase vindruer, var
hun blevet en del af hans interiør.
Hun passede så naturligt ind i designet,
nøje udvalgt efter den korrekte æstetik. Han førte hendes hånd, og hun sad fast
i ham, altid så tæt på ham at hans puls slog taktslag med hendes.
Nogle gange følte hun lidt, at hun mistede
sig selv. At det hele ikke var en udvikling af hvem hun var, men en retten ind.
En korrekturlæsning af en kvinde, der måske havde været tæt på at være nogen,
men så havde endt med at være nogen andens version af hende.
I sådanne tidspunkter fandt hun sig selv
igen i aftrykket i sengen hvor de faldt i søvn sammen. Der hvor sengen havde
slugt dem som kviksand, og hvor de altid blev draget tilbage til, som
fastlænket med en elastisk kæde. Hun fandt sig selv i hans fodspor, altid tunge
og sikre. I hans satin-glatte ord som var hendes alene. I hans efterladte
fingerspidser på hendes hud. Så faldt hun til ro igen.
Hun havde lært af livet. Hun havde lært,
at sammenhold dannes i frygten. Det var hendes frygt for at miste, der havde
gjort forholdet så stærkt, det var hun sikker på. Der var godt, at han var så
standhaftig og sikker. De modvægtede hinanden.
Første gang han sagde, at han elskede
hende, var hun klar. Hun havde ventet på det længe, som når man har ord på
tungen der venter på at komme ud. Det kom indøvet fra ham, og hun svarede forhastet og tumlende i et ekko.
Hun var hans, som kvinden er, i alle de
store kærlighedsfortællinger. Det var smukt. Da de blev gift føltes det som en formalitet.
Da de blev gift var der kun ham, og da hun sagde ja, kom det som et ekko af
hans. Og da de dansede brudevals var hun under hans hud, helt, helt tæt på hans
puls og hans vitale organer.
Sådan passede hun nu så smukt til hans liv, som så meget andet.
