mandag den 27. juni 2016

[eftertanke] amerikanere

Manden ved siden af mig taler om amerikanere.
Hvorfor er der så mange af dem her i byen, spørger han. Kvinden overfor ham foreslår noget med en international sommerskole. Han virker ikke overbevist.
De drikker også kun cola, siger han. Jamen, er det ikke underligt og for galt, ligger der også i hans ord.

Jeg tager på café for at være alene. Anonym. Så kan jeg lytte uden at blive talt til. Bortset fra, når jeg bestiller min mad, selvfølgelig. 
Dagens ret og kaffe bagefter.

Når jeg er løbet tør for caféer jeg kan sidde ubemærket på, flytter jeg til en anden by.

Og jeg øver mig i at sige, at jeg elsker at være social, når jeg mener faktisk mener, at jeg godt kan lidt at være blandt mennesker. Det er næsten ikke at lyve.









torsdag den 9. juni 2016

[eftertanke] hvaler

Jeg tegner hvaler i sorte, tunge streger. Legende, som undervandsballerinaer, knejser de med halen.
De minder mig lidt om de store huse. Jeg er sikker på, at de svajer når jeg ikke ser på dem, men det er jeg den eneste der ved. Det er vores hemmelighed, tænker jeg. Hvalernes og min. Og om natten synger de lange, sorte, tunge toner. Og ånder for byen.

Mine fingre er blevet sorte af tegnekullet, ser jeg pludselig. Støvet har sat sig fast under mine negle og i linjerne i mine fingerspidser. Under min hud.
Pladsen er blevet tom, siden jeg satte mig, bemærker jeg. Jeg ser mig omkring for at tjekke, at den følelse af nærvær, jeg mærker, er ægte nok.
Folk er gået andre steder hen. Videre til parken, ud til caféerne og til værtshusene, hjem.
Mine jeans bliver sorte på lårene, da jeg lægger mine hænder på dem for at rejse mig op. Fingerspidserne ind mod hinanden.
Jeg går fra bænken hen mod et af husene, og lader mine sorte fingre glide over murstenene.
Så lukker jeg øjnene og mærker huset svaje for mig.