fredag den 18. marts 2016

[eftertanke] tilløbsstykke

Han brølede det ud på den mest stilfærdige måde, så det kun var hende der hørte raseriet. "Hvad giver dig lov til at bestemme hvordan jeg skal definere min lykke?"

Hun svarede med et ikke-svar der blev sagt så luftigt at han kunne skære sig på det. "Hvorfor skal du bruge mig til at definere din lykke?"

Der lugtede af sæbe på caféen hvor de sad, og solen var forårskold igennem vinduet. De sad omgivet af en masse andre der også havde taget deres smil på som var det et modetilbehør. Som var livet et tilløbsstykke.

Fornemmelsen havde sneget sig ind over længere tid, med endeløse kopper kaffe og kulturoplevelser. Med korrekte lørdage og karrieretilfredshed. Med overforbrug af frihed.

Nu sad de og forsøgte på et nyt tilløbsstykke. "Jeg er begyndt at foragte dig. Det er kommet lidt bag på mig, men jeg har måske foragtet dig fra starten." Havde han lyst til at sige.
"Jeg vil noget andet. Noget mere. Den eneste grund til at jeg stadig er her er, at jeg ikke ved hvad det "noget" er. Og fordi jeg er en kryster. En forbandet kryster." Havde hun lyst til at sige.

Og caféen lugtede af sæbe, og solen var forårskold. Og de blev siddende og ventede på, at nogen anden tog affære.










onsdag den 9. marts 2016

[eftertanke] og sådan var det slut

Du maler dem over, sagde hun.
Hun havde siddet og betragtet ham i et stykke tid.

Han så ikke på hende da han svarede hende.
Der er jo ikke noget her der er værd at gemme, sagde han.

Tonen var dobbelttydig. Det var emnet også. Hun lod ham ikke slippe så let.

Tror du ikke at du har misforstået pointen?

Med hvad?

Med hvad der er indenunder.

Han svarede ikke. Det måtte hun så tolke som hun ville. Han gav hende ikke noget mere.

Prøv nu at høre her, sagde hun. Du kan ikke bare male mine ting over.

Nu vendte han sig om, og så på hende. Hans øjne var skarpe.

Der er for mange ansigter på de lærreder, sagde han. Jeg bliver fanme kvalt!
Der er alt for mange her i stuen! Jeg kan ikke få luft!

Og så er den ikke længere, tænkte hun.
Hun tog sin jakke, og fandt sine sko.

Og da hun gik ud ad døren og lukkede den bag sig, så hun sig ikke tilbage og han så hende ikke gå.

Og sådan var det slut.










lørdag den 5. marts 2016

[eftertanke] modefarve

Byen ligner sig selv.
På trods.
Folk går stadig på
   fortove og over
   fodgængerfelter.
De ser stadig og snakker
   stadig.
De er byen
og byen dyrker stadig
hverdagslivet.
Noget om at modefarven
   er gråt i gråt.
Jeg putter det tilbage i poesien.










torsdag den 3. marts 2016

[eftertanke] bare for at lukke den igen

Så kan vi leve i vores egne illusioner
Lige så trygt, siger jeg dig
Så kan vi mødes i hinandens halvmørke
så selv vores ikke så smukke sider 
bliver skønne
Så er der for en stund ingen af os der holder 
sindsygt meget igen
Så behøver du ikke at fortælle mig hvem
jeg heller ikke må have været
for jeg er din version af mig

Bare for at lukke den igen.

















Med inspiration fra Marie Key og God mod nordenvind af Daniel Glattauer.