fredag den 23. december 2016

[eftertanke] brydere

Pulsen kommer fra masterne til højre for bussen. De står forskudt men mod hinanden, som knejsende, stolte fugle, der holder linen oppe for os andre. Nu vi har tabt den.

Pulsen kommer fra vejen, der først trækker vejret, når vi kører på den.

Pulsen kommer fra kysten ved de lave tunger, hvor vandet har elsket med landet og efterladt bølgebørn.

Jeg spiller med. Sandkornene flytter ind under neglene, til de er gravet ind i fingrene, og jeg får ondt i ryggen.

Træk ind, ånd ud.










søndag den 27. november 2016

[eftertanke] advent

I dag spiller vi Holiday og Händel herhjemme.
Hver sin religion.
Jeg har ikke nogen adventskrans.
Jeg har ikke plads.
Alligevel går jeg og nynner
Så tænder vi et lys i kvæld
og tænker, at det er fint
som ensomhed og samvær får lov
til at stå sammen.
De er vel bare venner
tænker jeg.
Jeg har taget min gule kjole på
og flagrer lyset frem på gulvet
i strømpesokker.
These foolish things, synger hun,
remind me of you.









fredag den 11. november 2016

[eftertanke] so long, Mr Cohen

Jeg vil være den bedste
når stilheden kommer
Med afslutningen altid i forsmag
ønsker jeg mig det mørkere
udfordrer mørket til at lade det blive lys
Jeg vil ride på muren når den rammer
og kredser ind
     kradser ind
     kramper op
Så tager jeg fat i stilheden som var den kærligheden

Jeg har prøvet at finde ud af hvad det egentlig var
der holdt mig i live
Jeg har prøvet
på min egen måde
at være fri












torsdag den 29. september 2016

[eftertanke] uden tegn

jeg er på træk men jeg sidder fast
jeg er en modsætning af mig selv
på den måde
kan man sige at jeg lever

jeg øver mig i at synge
når jeg er skinger
lyder jeg smuk
lyder jeg ærlig
lyder jeg virkelig

jeg flyder ned i rav
jeg vil bevares
i et besøg hos orange farver
flyver jeg videre

jeg øver mig i at lytte
men når jeg er ægte
synger jeg klart
synger jeg rent
synger jeg i trækvindene










søndag den 18. september 2016

[eftertanke] løber tør

I et rum står en mand
med bind for øjnene.

Han siger, at han er bange
for at løbe tør.
Han siger, at det vil falde
ud hvis han åbner øjnene.
Han siger, at han ikke
stoler på sine låg.

Han hørte ikke et klik.

Han hørte ikke musikken da
begyndelsen vendte sig om.

Nu står har med den sidste muligheds angst
for øjnene.
Tungens skarpe spids
mod ganen
hvor den langsomt borer sig op.

Og verden er hans rum.
Og væggene rykker nærmere.
De søger også kærlighed
den eneste måde de kender til.










søndag den 21. august 2016

[eftertanke] Dyrekort: Egernkortet

Folkeskolen var i længer og i firkanter.

Skolegården var firlænget. Porten markerede sig i midten af den ene længe, med cyklerne ventende lige udenfor til når klokken ringede os fri. Aulaen var i længen overfor. De to resterende længer så ud mod hinanden og skolegården ad store halvfjerdserruder, inddelt i sorte rammer. Halvdelen af dem punkterede, men de holdt kulden nogenlunde stangen, så udskiftningen blev nedprioriteret.

Klasserummet var et ekko af skolegården. Firlænget. Organiseret leg. Indlæring med hjørner, og med gamle skabe, hvor alting rodede bag ved lågerne, men det gjorde ikke noget, for der var regler om, at der skulle ryddes op inden sommerferien. Bagerst var reolerne med elevernes kasser, alfabetiseret for at skabe en eller anden form for orden, med vores egne tegninger på, for at vise plads til pædagogik. Ovenpå reolerne lå spil, øvelseshæfter, overtøj. Alt sammen sådan nogenlunde komplet.

Sådan var reglerne. Sigtekornet hvilede på sådan nogenlunde komplet, og dem der lå over, lå lunt, og dem der lå under - nåja. Lærerne var enige om, at de ikke kunne nå alle.

Sådan var reglerne. Og sådan var vi en gruppe. Nogle var heldigere stillet end andre. Nogle var trygge i bøgerne og i timerne, og så var resten overlevelse. Andre overlevede kun.
Vi havde vænnet os til, ikke at se os selv i øjnene i spejlet ude på toiletterne, for vi var for ensomme til selv det. Vi byggede venskaber op af nød, sammen med andre der heller ikke kunne se sig selv i øjnene på toilettet. Der var mange dage af ensomhed.
Som dengang dem fra syvende lirkede låsen op til toilettet, og ikke ville gå, men gerne ville grine og bare nedstirre. Og jeg sad der, fjerdeklassesbarn, og var bange og ikke turde gøre noget, eller sige det til nogen. Dengang holdt jeg op med at se mig selv i øjnene i spejlet på toiletterne på skolen.
Sådan kom ensomheden ind. Jeg håbede lidt, at jeg ville vokse fra det. Det gjorde jeg sådan set også. Da jeg kom i syvende var jeg vokset så meget, at spejlet hang for lavt.

Det var i starten af et skoleår, mener jeg. Jeg kan huske, at luften var begyndt at få den snert af kølighed som kommer, når sensommeren får et knæk. Hun var en af dem der lå under sigtekornet. Der var to i klassen med hendes navn, og hun var den anden. Sådan lidt en ekko-elev.
En dag i det lille frikvarter så jeg hende sidde for sig selv bagerst i klasselokalet med sorteperkortene – dem med dyr på. Haremor som leder efter harefar, rævemor som leder efter rævefar. Hun samlede nænsomt par.
Hun sad i skrædderstilling, lettere foroverbøjet, som passede hun på dem, imens de fortalte hende hemmeligheder. Jeg så hende godt, da hun sad tilbage med Egernmorkortet til sidst. Hun var blevet til overs.
Hun sad med kortet i hånden i et par øjeblikke, og lagde det så ned i sin bukselomme. Sådan blev hun siddende indtil klokken ringede ind. 

I spisefrikvarteret blev vi lukket ud imellem længerne. Et tvungent ophold i den større firkant, med gårdvagt og leg i grupper. Vi havde alle kulde i kinderne og på armene, for jakkerne var stædigt blevet efterladt indenfor. Jeg kan huske hende i skolegården den dag. Hun var den stille i den store gruppe, inkluderet sådan lidt i en choktilstand. De spurgte, om hun ikke ville være med, og så blev hun taget ind. Fra bænken hvor jeg sad, syntes jeg det lignede myrer der havde fundet et stykke kage. Et overvældende og grådigt flokangreb, sat i værk af et instinkt hvor ingen rigtigt havde startet noget, men alle havde deltaget.
Jeg ved ikke hvad gårdvagten lavede. Jeg kan ikke huske det. Jeg kan heller ikke huske, hvorfor os børn i kanterne ikke gjorde noget. Måske var vi fastspændt. Såret af de spidse hjørner, og fastspændt af de regler ingen rigtigt kunne udtale og ingen rigtigt gjorde noget ved. 
Måske var det overlevelse. Da klokken ringede os ind, fjernede myrerne sig igen, blev til skolebørn uden et rigtigt begreb om, skadernes omfang. Hun stod tilbage, med ryggen mod en af træerne i skolegården, bundet fast af et af de neonfarvede sjippetov fra legekassen.

Min matematiklærer så hende ud igennem halvfjerdserruderne, da timen var gået i gang. Jeg kan huske hendes udtryk af rædsel, vrede og afmagt, da hun løb ud af døren og ud i skolegården. Jeg kan ikke huske vores. Jeg kan huske neonfarverne og træet. Jeg kan huske de sorte rammer i de firkantede ruder. Jeg kan huske, at hun skiftede skole. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hun måtte have følt sig ensom. Jeg kan huske, at hun må have trøstet sig med egernkortet, og passet godt på dets hemmeligheder. Jeg kan forestille mig hendes lettelse, da hun endelig slap fri af de fire længer. 








Novellen er en del af en serie af fortællinger jeg har skrevet under overskriften "Dyrekort". 

lørdag den 6. august 2016

Stay tuned

For en uges tid siden, fandt jeg Haremor i en bog jeg købte for længe siden i en genbrugsbutik. Der havde hun puttet sig, i en tilværelse som bogmærke, i en gammel antologi med engelske tekster til brug i undervisning. 
Det syntes jeg var så fint, at jeg delte billedet, og en af de gode mennesker i mit liv, plantede tanken hos mig, at det skulle jeg selvfølgelig skrive om. 
Den tanke ville ikke slippe mig. Jeg har flere historier i hovedet, som jeg skal have formet og tænkt færdigt, men den første kommer snart. 
Der kommer ikke til at være så meget børnelitteratur over det, selvom det måske virker oplagt. Jeg har andre planer.

De kommer alle til at være formet om den samme idé, og de kommer alle til at være lidt som mine eftertanker. Men fordi de alle kommer til at udspringe af mit Haremor-fund, så bliver de tilknyttet en anden kategori, ud over [eftertanker]. 
Så kan I søge dem frem, og læse med når I vil. 
Jeg håber sådan, at I vil tage godt imod mine små historier, og I må endelig kommentere hvis de giver jer noget at tænke over, som I har lyst til at dele med mig og de andre læsere, eller hvis I bare har lyst til at efterlade et par ord. 
Stay tuned.













fredag den 8. juli 2016

[eftertanke] interiør

Sådan er der så meget. De kunne have kaldt det så meget. Det var i hvert fald to mennesker der bragede sammen. Kolliderede uden forbehold, fordi det hele skete lidt for hurtigt til, at der var plads til overvejelser. 
Han havde altid haft forelskelsen under huden. Tæt på puls og vitale organer, sagde han til folk.
Han levede for at være i forhold. Han kunne ikke sove, uden at have en kvinde ved siden af sig. 
Den første gang hun var sammen med ham, havde han trukket hende ind til ham bagefter og sagt dette til hende. Du giver mig luft til at ånde. Hun havde ligget der, som den lille ske, og ikke helt vidst hvad hun skulle svare.Så hun havde ladet være. 
Hun havde bare været i det. 
Sengens midte havde slugt dem som kviksand, og hun var gået til. 
Derefter var hun en anden. Hun var nu under hans hud, en af hans forelskelser, men hun var noget særligt, det vidste hun med bestemthed, og der var lunt under hans hud, tæt på puls og vitale organer. 
Kom min gæst i stuen ind, havde han indbudt. Her er ly for regn og vind. Lysten præger pulsens stue. Her ville hun bo.

Om morgenen var hun vågnet op til duften af frisk kaffe, der legende sneg sig ind i hendes næsebor. Nyristet selvfølgelig. Bønner fra Kenya. 
Koppen blev efterfulgt af et morgenkys, og sådan, med en servering af røræg, friske håndværkere og en klase vindruer, var hun blevet en del af hans interiør. 
Hun passede så naturligt ind i designet, nøje udvalgt efter den korrekte æstetik. Han førte hendes hånd, og hun sad fast i ham, altid så tæt på ham at hans puls slog taktslag med hendes. 

Nogle gange følte hun lidt, at hun mistede sig selv. At det hele ikke var en udvikling af hvem hun var, men en retten ind. En korrekturlæsning af en kvinde, der måske havde været tæt på at være nogen, men så havde endt med at være nogen andens version af hende. 
I sådanne tidspunkter fandt hun sig selv igen i aftrykket i sengen hvor de faldt i søvn sammen. Der hvor sengen havde slugt dem som kviksand, og hvor de altid blev draget tilbage til, som fastlænket med en elastisk kæde. Hun fandt sig selv i hans fodspor, altid tunge og sikre. I hans satin-glatte ord som var hendes alene. I hans efterladte fingerspidser på hendes hud. Så faldt hun til ro igen. 
Hun havde lært af livet. Hun havde lært, at sammenhold dannes i frygten. Det var hendes frygt for at miste, der havde gjort forholdet så stærkt, det var hun sikker på. Der var godt, at han var så standhaftig og sikker. De modvægtede hinanden. 

Første gang han sagde, at han elskede hende, var hun klar. Hun havde ventet på det længe, som når man har ord på tungen der venter på at komme ud. Det kom indøvet fra ham, og hun svarede forhastet og tumlende i et ekko. 

Hun var hans, som kvinden er, i alle de store kærlighedsfortællinger. Det var smukt. Da de blev gift føltes det som en formalitet. Da de blev gift var der kun ham, og da hun sagde ja, kom det som et ekko af hans. Og da de dansede brudevals var hun under hans hud, helt, helt tæt på hans puls og hans vitale organer. 
Sådan passede hun nu så smukt til hans liv, som så meget andet. 









mandag den 27. juni 2016

[eftertanke] amerikanere

Manden ved siden af mig taler om amerikanere.
Hvorfor er der så mange af dem her i byen, spørger han. Kvinden overfor ham foreslår noget med en international sommerskole. Han virker ikke overbevist.
De drikker også kun cola, siger han. Jamen, er det ikke underligt og for galt, ligger der også i hans ord.

Jeg tager på café for at være alene. Anonym. Så kan jeg lytte uden at blive talt til. Bortset fra, når jeg bestiller min mad, selvfølgelig. 
Dagens ret og kaffe bagefter.

Når jeg er løbet tør for caféer jeg kan sidde ubemærket på, flytter jeg til en anden by.

Og jeg øver mig i at sige, at jeg elsker at være social, når jeg mener faktisk mener, at jeg godt kan lidt at være blandt mennesker. Det er næsten ikke at lyve.









torsdag den 9. juni 2016

[eftertanke] hvaler

Jeg tegner hvaler i sorte, tunge streger. Legende, som undervandsballerinaer, knejser de med halen.
De minder mig lidt om de store huse. Jeg er sikker på, at de svajer når jeg ikke ser på dem, men det er jeg den eneste der ved. Det er vores hemmelighed, tænker jeg. Hvalernes og min. Og om natten synger de lange, sorte, tunge toner. Og ånder for byen.

Mine fingre er blevet sorte af tegnekullet, ser jeg pludselig. Støvet har sat sig fast under mine negle og i linjerne i mine fingerspidser. Under min hud.
Pladsen er blevet tom, siden jeg satte mig, bemærker jeg. Jeg ser mig omkring for at tjekke, at den følelse af nærvær, jeg mærker, er ægte nok.
Folk er gået andre steder hen. Videre til parken, ud til caféerne og til værtshusene, hjem.
Mine jeans bliver sorte på lårene, da jeg lægger mine hænder på dem for at rejse mig op. Fingerspidserne ind mod hinanden.
Jeg går fra bænken hen mod et af husene, og lader mine sorte fingre glide over murstenene.
Så lukker jeg øjnene og mærker huset svaje for mig.










torsdag den 19. maj 2016

[eftertanke] som formiddage med en lille skarp

Den gule regnfrakke hænger ude i gangen og lugter lidt af dig. Af regn, af din parfume, og med en lille spids smag af gamle fisk. Det hele lægger sig på spidsen af min tunge, som en lille skarp.
Som formiddage med en lille skarp. Den gamle danske på terrassen.

Jeg går forbi den i rutinen. Kommer den helt tæt. Jeg har øvet mig i det her. Det er kun rigtigt, når der er en millimeters luft mellem min hånd og jakken. Nogle gange må jeg gå forbi den i rutinen flere gange. Nogle gange mærker jeg dig ikke.

Jeg har har arvet dine bøger. De har fundet deres plads på reolen. Alfabetiseret. Med æselører i dem du ikke kunne lide. Du sidder i mit afsavn inde i stuen med kaffekoppen og venter. Med bogen hvor ryggen er krum af gennemlæsninger, som alle de andre.

Jeg råber op, og spørger, om jeg skal sætte en ny kande over - bare fire kopper.
Når jeg ikke får svar, går jeg ud i gangen og lader min hånd næsten strejfe din frakke.










torsdag den 12. maj 2016

[eftertanke] retur

Tak for lån af ord. Nu må du gerne få dem tilbage

Jeg gider simpelthen ikke se på dem længere.
De er blevet udtalte. Endt som skærmklicheer tastet i tilstrækkelig afstand.
Som du kan lide det.

Nu har jeg prøvet dem. Nu må du gerne få dem tilbage.


*SEND*




Whisky.










mandag den 2. maj 2016

[eftertanke] vrang

Forstå mig ret, siger du.

Vi har kendt hinanden siden jeg begyndte at få holdninger, og siden jeg begyndte at få holdninger har du sagt at jeg skulle lytte.
Sådan er det med to sider. Den ene vejer tungest.

Sådan er vi et godt par. Hvor er det dog vidunderligt at du kan pakke mig ind i dine rettelser. Du kan pynte på mig med røde streger som lidt for stramme gavebånd af plastik. De gnaver i mig, og skærer mig til, så jeg passer dig bedre.
Du har ret, jeg tog fejl.
Du har ret, jeg har vrangsforestillinger.

Og du elsker mig.

Og jeg kruser rundt i overfladen.

Jeg står ude ved vasken i badeværelset og vasker mine hænder og mine arme febrilsk i varmt vand. Din røde farve skyller af, som tørret ler der får fugt og bliver grumset og mudret. Det falder af og rammer vandet i halvopløste klumper.

Jeg vasker af, og lader luft blive til ånde.

Jeg kan bedst lide følelsen af vrangsiden.










lørdag den 30. april 2016

[eftertanke] forstå mig ret

Forstå mig ret, skat. Jeg ved jo, at du gør det af bedste mening.

Jeg forstår dig ret. Det gør jeg virkelig. Du har altid kunne se mit potentiale.
"Min lille uslebne rosenkvartz." Semiprecious.

Du siger, at du elsker mig.

Og jeg forstår dig ret.

Vi er som en Burberry trench coat, siger du. Et klassisk design. Du er retsiden, og jeg er foret. Det insisterende mønster. Vrangsiden.
Og det gør ikke noget, når jeg går op i liningen og tvivler, siger du, for du lover, at du nok skal holde sammen på mig.

Når mine vrangforestillinger tager til i styrke, skal jeg forstå dig ret.

Og så siger du, at du elsker mig.










tirsdag den 19. april 2016

[eftertanke] med forlov

Med forlov.
Vi går forbi hinanden i døråbningen. Du står sådan lidt i vejen, og kan ikke helt bestemme dig for, om du skal gå ind eller ej.
Og luften fiser ud og nyt trænger ind.
Noget med gråspurve, vil nogen helt sikkert påpege. Med skiftende perspektiv, du ved. Alt afhængigt.
Jeg vil egentlig bare forbi, men jeg kan ikke rigtigt undgå at stå helt tæt på dig.
Ganske kort. Vi får danset lidt rund om høflighedsfraser, før jeg mister tålmodigheden og går ud.









fredag den 18. marts 2016

[eftertanke] tilløbsstykke

Han brølede det ud på den mest stilfærdige måde, så det kun var hende der hørte raseriet. "Hvad giver dig lov til at bestemme hvordan jeg skal definere min lykke?"

Hun svarede med et ikke-svar der blev sagt så luftigt at han kunne skære sig på det. "Hvorfor skal du bruge mig til at definere din lykke?"

Der lugtede af sæbe på caféen hvor de sad, og solen var forårskold igennem vinduet. De sad omgivet af en masse andre der også havde taget deres smil på som var det et modetilbehør. Som var livet et tilløbsstykke.

Fornemmelsen havde sneget sig ind over længere tid, med endeløse kopper kaffe og kulturoplevelser. Med korrekte lørdage og karrieretilfredshed. Med overforbrug af frihed.

Nu sad de og forsøgte på et nyt tilløbsstykke. "Jeg er begyndt at foragte dig. Det er kommet lidt bag på mig, men jeg har måske foragtet dig fra starten." Havde han lyst til at sige.
"Jeg vil noget andet. Noget mere. Den eneste grund til at jeg stadig er her er, at jeg ikke ved hvad det "noget" er. Og fordi jeg er en kryster. En forbandet kryster." Havde hun lyst til at sige.

Og caféen lugtede af sæbe, og solen var forårskold. Og de blev siddende og ventede på, at nogen anden tog affære.










onsdag den 9. marts 2016

[eftertanke] og sådan var det slut

Du maler dem over, sagde hun.
Hun havde siddet og betragtet ham i et stykke tid.

Han så ikke på hende da han svarede hende.
Der er jo ikke noget her der er værd at gemme, sagde han.

Tonen var dobbelttydig. Det var emnet også. Hun lod ham ikke slippe så let.

Tror du ikke at du har misforstået pointen?

Med hvad?

Med hvad der er indenunder.

Han svarede ikke. Det måtte hun så tolke som hun ville. Han gav hende ikke noget mere.

Prøv nu at høre her, sagde hun. Du kan ikke bare male mine ting over.

Nu vendte han sig om, og så på hende. Hans øjne var skarpe.

Der er for mange ansigter på de lærreder, sagde han. Jeg bliver fanme kvalt!
Der er alt for mange her i stuen! Jeg kan ikke få luft!

Og så er den ikke længere, tænkte hun.
Hun tog sin jakke, og fandt sine sko.

Og da hun gik ud ad døren og lukkede den bag sig, så hun sig ikke tilbage og han så hende ikke gå.

Og sådan var det slut.










lørdag den 5. marts 2016

[eftertanke] modefarve

Byen ligner sig selv.
På trods.
Folk går stadig på
   fortove og over
   fodgængerfelter.
De ser stadig og snakker
   stadig.
De er byen
og byen dyrker stadig
hverdagslivet.
Noget om at modefarven
   er gråt i gråt.
Jeg putter det tilbage i poesien.










torsdag den 3. marts 2016

[eftertanke] bare for at lukke den igen

Så kan vi leve i vores egne illusioner
Lige så trygt, siger jeg dig
Så kan vi mødes i hinandens halvmørke
så selv vores ikke så smukke sider 
bliver skønne
Så er der for en stund ingen af os der holder 
sindsygt meget igen
Så behøver du ikke at fortælle mig hvem
jeg heller ikke må have været
for jeg er din version af mig

Bare for at lukke den igen.

















Med inspiration fra Marie Key og God mod nordenvind af Daniel Glattauer.

søndag den 28. februar 2016

[eftertanke] Kong Lear

Åh jeg vil rejse mig fra min hud
og opføre mig som jeres tosset
(ikke min)
Jeg vil rejse mig i hud og hår

Være fri!

Jeg er så træt af frihed
for den er som et bur
af burde
burde BURDE

Tak skæbne

Tak nogens skæbne
Fanme ikke min

Mig burder I ikke!

Jeg er så grim
af at se på jeres fordømmelser
som I ikke ved
at I kaster som skygge i mit lys

Lad mig nu vandre så jeg kan slide min bitterhed af mig.

Efterlad mig i min egen vold
I mit eget forhold
Lad mig forvolde
mig til min egen verden

lad

mig












mandag den 22. februar 2016

[eftertanke] 100 ord

Kaffen smager lidt bittert, bemærker hun. Den har måske trukket for længe, før hun fik stemplet trykket ned.
Og kaffepletterne på bordet ligner lidt modermærkerne på hendes arm. Poetiske pletter var de engang blevet kaldt. Nu er de tørret ud på bordet, med daggamle krummer som selskab. Hvad end der er blevet ladt tilbage, tænker hun mens hun drikker den sidste mundfuld kaffe.
Hun kigger op mod køkkenuret. Der er tyve minutter til bussen går. Hun vrider kluden op, og tørrer bordet over, inden hun finder sin jakke.
Når hun lukker hoveddøren bag sig, har støvet allerede lagt sig igen.










fredag den 19. februar 2016

[eftertanke] Ground Control

I am covering as much ground as possible
Ground Control to Major Tom

Kontrol med jord
Kontrol med land
Vi krydser grænser og opfinder vores egne

De forstår nemlig ikke, at land er bygget på jord
Og de har glemt, at når vi dør så bliver vi til jord igen

Ground Control to Major Tom
Where do you want to be buried?










søndag den 14. februar 2016

[eftertanke] krøller

Og du siger, at det kommer med alderen. Med erfaringerne og med de rigtige tal.

Du fortæller, at man ikke er i tvivl. Og så læner du dig tilbage, og kræver overblikket.

Du har holdt fast i luftholdige propagandafortællinger siden du var ung, og du slap barndommen. Det var dengang du blev fornuftig, siger du.

Du sætter en ære i at pille mig ned, krølle mig sammen og gøre mig fortræd i folder og rynker. Du taler om, at det er dit job, som fik du hyre for det.

Dine erfaringer er halve sandheder, og du fortjener ikke mine toner.




For du ser dem ikke.










torsdag den 11. februar 2016

[eftertanke] skødesløs

I begyndelsen var jeg bange for det meste.
Ser du, sådan en lidt dyb angst.

Hvor de andre var bange for en skygge, var jeg bange for kroppen der kastede den.

Som du står der og kaster rundt med din skygge
råbte jeg til den
kan du da ikke forvente at jeg kan have tillid

når du er så skødesløs.










lørdag den 6. februar 2016

[eftertanke] 79 ord

Vi ramlede ind i hinanden sådan lidt tilfældigt. Det gav mig et blåt mærke på armen, men jeg får virkelig let blå mærker.
Du så mig ikke. Du spurgte alligevel om jeg ville drikke en kop kaffe med dig. Jeg sagde ja.

Nu står jeg alle mulige andre steder, end hvor jeg faktisk er. Og jeg spørger sådan lidt tilfældigt, hvem der husker mig.

Og jeg har små mærker fra dine fingre på min arm. Dem får jeg let.










mandag den 1. februar 2016

[eftertanke] 75 ord

Okay. Så jeg har besluttet mig for at hoppe med på et projekt der hedder FebruaryFiction. Det er et virkelig fint koncept! Alt man skal, er at skrive en kort fortælling på maksimum 100 ord, bestræbe sig at der er en begyndelse, en midte og en afslutning og så dele det med verden sammen med #februaryfiction.
Og så gøre det i februar måned. Det kan jeg jo ikke stå for!
De kommer til at være eftertanker, men på en lidt ny måde. Jeg glæder mig!




Jeg er begyndt at ændre mig
                                          Ja det ser jeg

 Og jeg er ikke rigtigt længere sikker på
                                                         Nej

Det er ikke med vilje


Det lover jeg


Men vil du ikke nok med mig
                          Hvor i alverden dog hen


 Ud i radioen og være lyd
Hen til søerne og være vand
 Bare for at flyde væk 
   
                                                           Nej
                Det hjælper ikke at skifte form
         Vi skal tilbage igen på et tidspunkt




                                   Jeg siger farvel nu

Okay









     

lørdag den 30. januar 2016

[eftertanke] hvad du husker mig for

Kan du ikke sige mig, hvad du husker mig for?
For jeg husker dig for din duft. Og dine læber når du havde drukket kaffe.
Og dine fingres leg når du fortalte.
Og dine hengemte smil som jeg altid var på jagt efter.

Jeg husker dig for de ord der overraskede mig. For dem der smagte bedre når de kom ud af din mund end min. Og jeg husker, at jeg så gerne ville stjæle dem. Men de blev aldrig det samme.

Jeg husker dig for dine fingerspidser under mit højre øre. Og for din luft som mine lunger så inderligt ønskede sig.

Jeg husker os for at jeg havde så svært ved at tage hjem. Og jeg husker dig for at være den der gik alligevel.










onsdag den 27. januar 2016

[eftertanke] utrolige øjne

jeg kæmper imod utrolige øjne
  for de lukker sig ikke
  når mit hjerte ikke magter dem mere

hold fast, beder de mig

men jeg tror dem ikke
  når de siger, at de tror på mig

og de er så meget som mine

og mine er så blå

og jeg kan ikke lukke dem










tirsdag den 26. januar 2016

[eftertanke] planer

Og jeg har planer om at holde fast i dig.
holde om dig
holde dig
Så længe, at mine arme til sidst falder
i søvn
bliver følelsesløse
Og jeg er nødt til at bruge dig til at mærke verden.










søndag den 24. januar 2016

[eftertanke] forventninger



Vil du være med til, at vi prøver at forstå hinanden?

Hvis jeg nu stiller mig her,
     54,5 centimeter fra dig.

Og lover at kigge væk.

Og lover at krydse mine arme.

Og du lover at gå væk bagefter.

Så er alle forventningerne ligesom blevet indfriet.










lørdag den 23. januar 2016

[snak] indtil videre

Det er nu ellers hyggeligt. Det sner udenfor. Jeg kan sidde fra min plads (under dynen, i min seng, ved siden af radiatoren) og drikke kaffe og nyde de stille fnug komme ned.

Jeg får skrevet hat for tiden. Og får lavet alt for meget af nogenlunde alt andet. Jeg får også glemt at have en notesbog med mig til skitser og småtekster. Det var ellers et af mine nytårsfortsæt. Er der nogen der opdager det (alt for meget) hvis man starter på sit nytårsfortsæt et par uger for sent?

Jeg skal nemlig da lige love for, at 2016 er startet med eftertryk. Jeg har for eksempel arbejdet +45 timer to ud af de tre uger 2016 har budt på indtil videre.
Og så har jeg lidt glemt at holde fri når jeg ikke har arbejdet.
Jeg vil godt lige indskyde, at den kombination ikke er den smarteste i verden. Man mister nattesøvn (og sammenhængende tanker) over det skidt. Det gider jeg sådan set ikke.

Det er fanme godt, at jeg elsker mit arbejde.

Så nu har jeg trukket i håndbremsen i fritiden. Og sidder nu under dynen med min kaffe, og ser på, at det sner udenfor. Simpelthen.
Og så må de ord godt snart komme tilbage til mig. Jeg savner, at de rydder op i mit hoved. Hvad i alverden skal dog ellers gøre det arbejde for mig? Eller hvem i alverden?


Men indtil videre, kan jeg berette at 2016:

- Har fået min cykel til stædigt kun at ville bruge andet gear. Selv min cykel vil have mig ned i fart. Og så er den ligeglad med, at det får mig til at ligne en idiot når jeg hjuler igennem KBH.
- Har fået mig til at gå med to par strømpebukser på én gang.
- Har budt mig en virkelig sød, krølhåret roomie.
- Har bragt min far ind i pensionistlivet. Det tager manden med ophøjet ro. Manden er jo vestjyde.
- Har inkluderet en fredag aften med bobler, puslespil og veninde. Og en anden fredag fyraften, der startede med en kollegas 'skal du ikke have et glas vin med?' på lærerværelset.
- Var året min niece tabte sin første mælketand. Hun er voldhamrende stolt. Det er moster også. Og jeg er ligeglad med, at vi alle skal tabe mælketænder. Det er overhovedet ikke relevant i denne sammenhæng.

Summa summarum? Aner det ikke. Mit hoved arbejder stadig på det dér med de sammenhængende tanker.
Men nok noget med, at jeg har fundet noget håndbremse. Og at det sner så fint udenfor. Og at vi vistnok går mod forår, selvom der er en masse minusgrader udenfor.










lørdag den 9. januar 2016

[eftertanke] jeg blev

Jamen for helvede. Jeg blev, fordi jeg havde lyst til at blive.
Jeg havde jo brug for larmen, så der kunne blive ro.
Bare ro. Bare lidt.
Og ved du i øvrigt ikke, at det bedste ved en dårlig dag er, at den er i orden?

Så jeg gik ind i midten af larmen. Sammen med resten af de evigglade.










lørdag den 2. januar 2016

[eftertanke] sandheden

Han arbejdede i modsætninger,
og han skrev fiktion når han ville sige sandheden.

Så stod jeg tilbage,
og vidste ikke helt hvad der var ægte.

Han blev ved med at sige,
at vi skal finde sandheden i ødemarken.


Og så var det, at jeg ville tage fat i ham,
og holde fast i ham.

Og overhovedet ikke have forstået hvad han mente.