onsdag den 30. december 2015

[snak] noget om status og fortsæt

Jeg tænkte lidt, at jeg ville gøre lidt status her i slutningen af december. Og i slutningen af året.
Det føles lidt, som noget man skal. Og noget som er sundt.

Der er kommet en del opbrud i mit liv de sidste par år.
Jeg skiftede studie da jeg gik på uni. Hoppede fra et studie jeg følte, var forventet at jeg elskede, til et studie hvor jeg ikke helt anede hvad jeg lavede (i hvert fald i starten).
Fordi det var hvad jeg ville.
Jeg er flyttet. Først og fremmest fra Aarhus, fordi jeg virkelig trængte til afstand.  Sidenhen fra Christianshavn til Amager til Nordvest til Amager.
Jeg har haft tunge, gode samtaler med mennesker. Jeg har sluppet venskaber og tumlet ind i nye. Holdt fast i dem som jeg kan være mig selv i.
Jeg lavede bloggens koncept lidt om, og begyndte at skrive som jeg ikke helt turde at skrive før. Så kom eftertankerne på banen, og jeg fik oprettet en facebook profil til imellemtiden.

Det hele har føltes som en eller anden form for genkalibrering af mit liv. Af venskaber hvor vi skulle finde hinanden igen; af forholdet til min familie; af stil og tankemønstre. Nok lidt af alt, hvis jeg tænker nærmere over det.
Jeg har komplet mistet fodfæstet, for at kunne prøve at se, om jeg kunne lande selv denne gang. I ved, uden at lave en albatros når jeg lander. Og få alt få mange halv-alvorlige brud.

I år har jeg sendt mit første stykke tekst ind til en konkurrence og fået min første eftertanke i glas og ramme (den kommer jeg mig stadig over).
Jeg er blevet endnu gladere for mit job som underviser. Jeg er blevet moster (igen). Jeg er flyttet tilbage til Amager (og jo - man bliver rundtosset af at prøve at følge med på den front).
Jeg er vist bare i bund og grund blevet mere mig, og mere modig. Og mere okay med at lave fejl hen ad vejen, og slippe de elementer i mit liv, som jeg ikke har godt af.

Hvad så? Næste år?
Jeg har kun små fortsæt. Jeg vil gøre med ud af bloggen. Nyt logo (på et tidspunkt). Ny platform (måske). Flere lange tekster (de tager tid at skrive. De er lidt i støbeskeen allerede). En separat instagram-konto (tænker jeg. Den pusler jeg lige lidt med).

Jeg vil mere ud i livet (kaffe, øl, nye mennesker), og blive bedre til at finde ro hvor jeg er. Jeg vil altid have min notesbog med mig (dét er da et fortsæt man kan tage at føle på!) og jeg vil tegne mere. Bum.

Og så kan det være, at jeg lander lidt. Jeg tænker, at jeg skal øve mig i ikke at være en albatros. I'll let you know how it goes.










mandag den 28. december 2015

[eftertanke] hjørner

Hun siger, at der er en tryghed i hjørner.

At hvis hun nu skubber sig nok ind i den skarpe vinkel, så vil hendes krop skubbe til det hårde, og det vil blødgøres og forme sig om hende.
Som et tæppe. Som ler. Som kølende, tyk væske.

Hun siger, at hun helst vil skubbe med hovedet først. Mærke rispapirstapetet mod sin pande og sine kinder. Der er feber i hovedet og det larmer.

Hun er sikker på, at dimensionerne vil forandre sig for hende, for hendes verden føles så elastisk, fortæller hun mig.

Og hvis hun nu skubber nok til, kan hun forsvinde ind i væggen.

Jeg spørger hende, hvad det er, hun vil have på afstand.










lørdag den 26. december 2015

[eftertanke] han til mig

Det hele bygger på en gentagelse.

Sådanne dage er jeg ikke et godt menneske, siger han til mig.

Jeg burde virkelig have vokset fra de drømme, siger han til mig.

Når jeg ser på de andre der er frie, kan jeg ikke være lykkelig, siger han.
Denne gang ikke til nogen specielt.

Og jeg sidder ved siden af ham, og tænker over, hvorfor han sidder så langt væk.









torsdag den 24. december 2015

[anbefaling] til juledagene

Glædelig jul. Rigtig meget glædelig jul. Må dagen give jer glæde, få de hjertelige smil frem og indeholde samvær med de bedste mennesker.

Da jeg var lille, skulle min søster og jeg sove til middag juleaftensdag. Så havde julemanden tilfældigvis altid lige været der, da vi vågnede. Og hvert år blev stod vi der og var så ærgerlige over ikke at have set ham - lige indtil vi så gaverne. Det var "nok se, ikke røre" princippet, indtil de blev delt ud efter maden. Så min søster og jeg kravlede rundt under træet - rørte (næsten) aldrig ved gaverne - og prøvede at tyde, hvem gaverne var til. Og så kunne man jo lige finde lidt mundgodt i kræmmerhusene.

Det er en lang dag med ventetid og hygge, og resten af juledagene er lidt det samme. Vi sætter tempoet ned, og bliver lidt langsomme.
Vi skal huske at være lidt langsomme. At give os tid. Og hvis vi er rigtig gode, så husker vi det også efter juledagene er slut.

Jeg blev først introduceret til den lille julefilm The Snowman af en studieveninde hvis far er englænder. The Snowman er bygget over en billedbog af samme navn, skrevet af Raymond Briggs.
Den er vidunderlig på den langsomme, magiske måde. Drengen i historien bliver ven med sin snemand der pludselig vækkes til live, og de tager på eventyr julenat, mens forældrene sover.
Der er ingen tale i filmen, men i stedet den mest vidunderlige musik komponeret af den fantastiske Howard Blake. De fleste børn (ahem... og voksne) vil sidde og blive lidt væk i fortællingen; lade sig flyve med og få frostrøde kinder af turen i julelandskabet. Filmen varer lidt under en halv time, og er fyldt til bristepunktet af julemagi. 




Det er nogenlunde umuligt ikke at kende Charles Dickens' A Christmas Carol fra 1843. Den er blevet oversat, genfortalt, fortolket, dramatiseret og filmatiseret så mange gange, at man næsten bliver rundtosset.
Da jeg læste engelsk i Aarhus, var det en af mine professorer der læste den op i en forkortet udgave til vores julefrokost. For mig er det bare ikke rigtigt jul uden Dickens.
For et års tid siden, havde The New York Public Library et event hvor den fantastiske Neil Gaiman iklædte sig viktoriansk tøj (selvfølgelig med tophat) og læste hele Dickens' ikoniske fortælling op for et publikum. De var så også så søde at optage det, og lægge det hele på nettet som en podcast så alle kan høre med (der er nogen på NYPL der fortjener en krammer!).
Gaiman (som jeg i øvrigt før har skrevet lidt om her) starter sin oplæsning ca. omkring 11:33, efter en ret sød introduktion af BBC researcheren Molly Oldfield, hvis idé det var, at oplæsningen skulle finde sted.
Oplæsningen finder I her - den tager lidt over en time, og er simpelthen så hyggelig!

http://cdn-prod.www.aws.nypl.org/sites/default/files/35405593_gvv24v-2_0.jpeg










onsdag den 23. december 2015

[eftertanke] med alle mine talenter

Her sidder jeg så, med alle mine talenter.
Holder så kompetent jeg kan
fast i alle enderne.

Lidt som kæmpen i den uendelige historie
med de så stærke hænder
der alligevel måtte give slip.

Jeg mangler det meste
og er nået under lavmålet
mine rolige hænder væltede tårnet i opførslen.

Resterne ligger og roder omkring mig
og der lader jeg dem sgu bare ligge lidt.

Jeg har det nemlig lige så godt.










lørdag den 5. december 2015

[eftertanke] vi mødtes gennem ruden

Jeg har skrevet en julegave i år. Den blev givet i dag, og var til en af de virkelig fine kaffebarer i København. En af de steder, hvor man altid føler sig velkommen, hvor kaffen smager af godt håndværk, og hvor jeg altid rammer mig selv lidt igen, nærmest så snart jeg kommer ind ad døren. De fik en af mine eftertanker, skrevet specielt til dem, og om dem. Og hvor blev de glade! Og hvor er det vidunderligt, at mine ord kan gøre varme andre så meget!
Jeg spurgte dem, om jeg måtte dele den på bloggen også, for det var jo deres ord nu - ikke mine. Det måtte jeg bestemt gerne! Så her kommer min julegave til de søde folk på Vi mødtes gennem ruden.





Hun ønsker sig et værelse med udsigt. Noget med et liv på den anden side af hendes lille sammenfoldede tilværelse.
Det kan være så ensomt at bo i København.

Der er så mange mennesker der ikke ser hinanden, har hun ofte tænkt. Vi bliver klemt sammen i bussen på vej hjem fra arbejde, og står altid i kø i det første det bedste supermarked klokken ulvetime om eftermiddagen. Vi står så tæt, men vi rører aldrig ved hinanden. Vi ser aldrig rigtigt hinanden.

Der er så mange fremmede.

De sidste par uger var hun begyndt at trække ud. Ned ad gaden, ned mod den røde plads. Ind i varmen hvor de serverer den langsomme kaffe, og hvor vinduespartierne er store.
Der er ikke nogen der står for tæt herinde, tænker hun, og måske er det derfor jeg kan huske hvordan de ser ud.
Jeg ser dem i øjnene når jeg bestiller. Måske er det derfor jeg kan deres navne.

Det bliver tidligt mørkt for tiden. Hun sidder på bænken i vinduet, så tæt som muligt på at være udenfor, og øver sig i at folde sit liv ud.

Hun nyder den kølige rude mod sin skulder, og de kulørte lampers lys, der mat skinner igennem den duggede rude. Hun nyder, at hun kan føle livet igennem glasset.

Hun kan godt se ham, omme på den anden side af gaden. Han står der og venter, med den type ro over sig, som virkelig skinner igennem i så hektisk en by. Han passer slet ikke ind, tænker hun, og hun lader blikket hvile på ham.

Hun tænker, at han er sådan en som læser. Og at han drikker sin kaffe sort. Uden unødvendigt fyld.

Hun forestiller sig, at de kender hinanden. At hun kender følelsen af hans hånd. Af hans fingerspidser. Og hans blik.
Hun synes, at hun kan se en rytme i hans smil. En forventning i mundvigen som hun gerne vil være en del af.

Hun vil gerne danse med ham. Hun på den ene side af glasset, han på den anden. En akavet form for kinddans, men hun synes, de skulle prøve alligevel.

Et kort øjeblik lader hun drømmen overtage. Baggrundsstøj bliver til musik, og de kulørte lamper synes at falde ind i rytmen. Luften udenfor er blevet koldere, og ruden dugger endnu mere til.

Hun blinker, og vender tilbage. Oppe i baren står han nu og bestiller en håndbryg.

Åh, tænker hun, lettere overrasket over sig selv.
Kunne det ikke være fint hvis vi kunne sige, at vi mødtes gennem ruden?










(For en god ordens skyld skal det siges, at indlægget ikke er sponsoreret. Det gør jeg ikke rigtigt i.)