fredag den 23. oktober 2015

[eftertanke] afstand


Afstand

"Jeg ved det ikke", sagde hun. "Det er som om, at der er noter af noget anderledes i luften. Måske er det håb? Det gør stadigvæk ondt, men ikke helt på samme måde."

De sad ved siden af hinanden, og kiggede ud. De havde kendt hinanden så mange år. Han kendte hende bedre end han kendte sig selv. Alligevel føltes det for overvældende for hende at snakke med ham om det, hvis hun så på ham. Så kom han for tæt på.

Det havde gjort ondt at høre, men han havde bidt det i sig, for han vidste at det var en præmis for deres venskab. Nu sad han bare og gav hende luft.

"Det er gået op for mig at det nok altid vil gøre ondt. Det er vel på en eller anden måde at komme videre, er det ikke?"

Hans hånd fandt hendes, og gav den et lille klem. Lod hånden være på hendes et meget kort øjeblik, før han trak den til sig igen.

Han tøvede, men sagde så: "De er familie. Men det er dit liv."

"Ja, jeg ved det godt." Hun lukkede øjnene. Lukkede verden helt ude. Skabte endnu mere afstand til det hele, så hun kunne genvinde kontrollen lidt.
Han ville så gerne være derinde med hende. Støtte hende, så hun nemmere kunne finde fodfæstet igen. Bære noget af læsset for hende. Men det var hende der skulle gøre afstanden mindre. Når hun var klar. Det havde han hele tiden vidst. Med de ar hun bar rundt på, skulle skrøbeligheden respekteres.

Men denne gang havde hun en ny form for ro over sig, syntes han.

Før han kom, altid før han kom, havde ensomheden haft fat i hende. Sandkornene havde skiftet form til mikroskopiske, sylespidse små stykker glas, der havde boret sig ind igennem huden under hendes fødder, pint hendes nervebaner og skåret blodårenes vægge op indefra. Skabt indre blødninger. Små skrig. Tusindvis af små åbne sår, der hånende havde truet hendes jordforbindelse.

Hun havde skyllet sårene i vandkanten, og var blevet siddende. Hun kunne godt lide at sidde der.
Vandet havde renset de åbne sår, kølet de forbistrede nerveender, og havde fået kroppen til at holde op med at brænde sådan.
Det gav hende en følelse af at blive holdt fast, når familien fik trukket hende væk fra hende selv. Vandet og det våde tøj trak hende ned, og når bølgerne gled tilbage mod havet, følte hun lidt, at hun fik lov at komme med.

Han havde fundet hende siddende i vandkanten. Hun havde skrevet til ham, at hun var gået herned. Her havde de siddet mange gange, når hendes familie igen havde kørt hinanden op i en spids. Og givet hende skylden. Rutiner stikker dybt.


Sådan sad de ved siden af hinanden, med en forsigtig intimitet. Altid uden at de rørte hinanden, og uden øjenkontakt. Sådan sad de nu, igen. Og fik lidt lov til at komme med bølgerne ud i havet.

"Skal du have et lift hjem?" spurgte han efter noget tid hvor de bare havde siddet i stilhed.

Hun vendte blikket mod ham.
"Tak" sagde hun, uden at svare på hans spørgsmål.










torsdag den 22. oktober 2015

[snak] hvad er mit våben?

Jeg møder den overalt. Vi møder den overalt. Den store bølge af tragedier og mørke, der konstant viser sig i nyhedstrømmen, i snakke over aftensmaden - i kunsten og litteraturen.
Den er så gennemtrængende, at den er begyndt at være i selve tonen af vores liv - i luften. Den er der faktisk måske allerede. Det er simpelthen så nemt at blive skyllet med, og miste fodfæstet.

Der er nærmest gået inflation i tragedier. Vi påvirkes ikke så voldsomt af dem længere, for vores grænser for, hvad der uacceptabelt voldsomt, bliver skubbet som vi bliver bombarderet med frygteligheder. 

Jeg har gået og tænkt, om verden virkelig er et værre sted, end den var for 30 år siden. Jeg tror det ikke. Jeg tror vi bliver bevidste om det frygtelige på en anden måde, end for 30 år siden. Og jeg tror, at mørket har fået et lidt andet ansigt nu. 


I går var jeg inde i Politikens hus og se World Press Photo 2014 udstillingen. Det var næstsidste dag udstillingen var åben. Der var egentlig alt for mange mennesker (de havde nok tænkt det samme som jeg; at vi skulle ind og se den udstilling inden det var for sent) men jeg er virkelig glad for, at jeg tog afsted. 
Som jeg gik rundt blandt fotografier der var blæst op i stor størrelse der virkelig fremviste mørkets mange sider i klare detaljer, gik det op for mig, at æstetikken i dag virkelig spiller en meget stor rolle i, hvordan mørke bliver fremstillet.
Da jeg bevægede mig over til den lille udstilling med Politikens egne fotos fra Syrien-krisen, ramte det hele mig meget hårdere. Det fik lov at komme tæt på. Jeg er ikke sikker på hvad det helt var, jeg så anderledes, men jeg fandt mig selv stå med tårer i øjnene over de skæbner jeg blev mødt med på de fotos.
Tårer der sikkert også kom frem af ren frustration over, at mediernes fokus - for mig i hvert fald - synes at være, hvem der er bedst til at sælge tragedierne. For vi skal alle have det skidt. Og nu skal medierne vise os hvor skidt vi skal have det.

Forstå mig ret. Jeg er lykkelig over, at medierne informerer mig og holder mig opdateret. Jeg er heldig, for der er mange lande rundt omkring i verden, hvor mennesker ikke kan sige det samme. Jeg føler bare, at der på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde, er sket et skift. Jeg oplever, at der er gået sensation i nyhedstrømmen. Der er gået æstetik i mørket. 



Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal kæmpe. Hvor min energi skal bruges. Hvad jeg, gymnasielærer og ung, dansk kvinde, bedst kan gøre i det liv jeg nu engang lever. 

Jeg underviser. Har fokus på min tone. Viser tillid. Giver chancer. Kæmper for, og med mine elever. Jeg er venlig. Høflig og velopdraget. Støtter hvor jeg kan. 

Men er det det? Er det - i mangel på et bedre ord - nok?  

I dag sang vi kringssat av fiender til morgenforsamlingen på skolen. Siden den sidste tangents lyd tonede ud fra klaveret, har jeg tænkt på de ord:

I en tid hvor mørket trænger sig ind i tonen og i luften - hvad er mit våben?










fredag den 16. oktober 2015

onsdag den 14. oktober 2015

[eftertanke] mere end hold

Jeg efterlod det meste ved regelrytterne og deres Emma Gad kæpheste. 
Jeg droppede de musselmalede, og gik efter nattens trolde i stedet. Fanme om jeg gad.

Vi dansede rundt i en rus af brud og utoner og andres udtalte pis. 
Man kan blive så utroligt træt af andres forventninger. Nu prøver vi på vores egen måde, uden at blive holdt fast i forbehold. Hold droppes helt. Helte er mere end hold.

Så ser vi, hvordan det hele ender et sted. So far past the point of appropriateness that we actually get somewhere.










"So far past the point of appropriateness that it actually got somewhere" er et citat taget fra Ryan Adams' live album Ten Songs from Carnegie Hall

tirsdag den 13. oktober 2015

[eftertanke] skitseord #2

Der er nogle gange, hvor jeg sætter mig ned for at tegne, og ender med at skrive i stedet. Så skriver jeg små hurtige ordskitser ned, hvori der er overstregninger og stavefejl og umiddelbare tanker.

Nu er kulden så småt kommet, og den har taget regnen og tunge skyer med. Jeg er så småt begyndt at pakke mig ind i hjemmestrik og store tørklæder. 
Denne her blev skrevet en af de kolde sensommeraftener, hvor vejret smagte lidt af efterår. Jeg kommer altid lidt i efterårshumør som andre kommer i forårshumør.











mandag den 5. oktober 2015

[eftertanke] her omkring

Kan du ikke høre mig?
Jeg står her og skriger.

Jeg har lungerne fyldt til bristepunktet af varm luft.

Spøgelser i tågen. Jeg er et spøgelse i tågen.

Jeg er dobbelt svær at se. Dobbelt svær at gribe om.
Jeg er forsvundet i retorik og gråskalaer.
Jeg er tåge i tåge. Jeg har kun substans når de ikke søger efter mig.

Hun siger, det er kun i mit hoved. Jeg ved det godt, siger hun.

Men jeg er her! Siger hun.

Jeg står bare på den anden side af lige her omkring.









Inspireret af Round Here af Counting Crows.