tirsdag den 29. september 2015

[eftertanke] skitseord #1

Der er nogle gange, hvor jeg sætter mig ned for at tegne, og ender med at skrive i stedet. 

Den her passer så godt til det efterårsvejr vi har lige nu. Der er altså ikke noget lys der er helt så magisk som efterårslyset sådan en klar, lidt kølig septemberaften.





onsdag den 16. september 2015

[snak] jeg har bemærket

At jeg stadigvæk har en hel bunke forskelligt nattøj ved min hovedpude, så jeg har noget at vælge imellem når jeg skal i seng. Jeg ved jo aldrig, hvad jeg har lyst til at sove i.
Det kan jeg huske, at min mor var lidt irriteret over da jeg var barn. Jeg tror, hun gik og undrede sig over, hvor alt mit nattøj dog var blevet af.

At jeg også stadig sover med to hovedpuder oven på hinanden, som jeg gjorde dengang. Sikkert vanvittigt ergonomisk dumt, men sådan falder altså jeg bedst i søvn. 

At jeg har en forkærlighed for moderne sange der er skrevet i valse-takt.

At jeg på det sidste har haft en tendens til, helt alvorligt, at være i tvivl om hvorvidt jeg har husket at tage briller på. Så skal jeg lige have fingrene til at tjekke om der er et stel. (Om jeg er travl og træt for tiden? Jep.)

At jeg er virkelig langt fra hvem jeg var for et år siden. Som i, helt vildt langt. 

At jeg ikke længere er så matematik-forskrækket som jeg har været.

At jeg slet ikke kan huske følelsen af at have mit hjem i Aarhus, og at den by nok er forandret for mig for bestandigt. Og det gør mig faktisk ikke noget. 

At jeg nok er lige dele by-menneske og bo-på-en-lille-ø-menneske og bo-i-udlandet-menneske. Jeg tror det måske i virkeligheden også betyder at jeg ikke længere tænker, at dét at slå dig ned et sted, ikke nødvendigvis låser dig fast til det sted for altid.

At jeg faktisk er okay med at være kræsen.

At jeg igen er ved at være langhåret.

At jeg for tiden genlæser bøger, i stedet for at læse nye. De giver mig simpelthen en tryghed. De er som et tungt, uldent tæppe en vinterdag, eller gode venner man lige mødes med over en kop.

At luften er begyndt at dufte krydret og orange af efterår. Det gør mig lidt lykkelig.










lørdag den 12. september 2015

[snak] langsom og helt stille

Min søster skrev forleden til mig, at jeg skulle huske at have langsomme formiddage her i weekenden.
Ugen har været lang. Der har overhovedet ikke været tid til at være langsom. Den har været fyldt op med arbejde og planlægning. Jeg er heldig, at jeg er virkelig glad for mit arbejde.

Nu har jeg en langsom formiddag. Jeg har været oppe i to timer, men sidder stadig under dynen. Jeg har åbnet vinduet, og skyndt mig tilbage under dynens varme, trykke fyld.
Frederikssundsvej kryber lidt ind ad mine vinduer med lørdagstraffikken, men det gør mig ikke noget. Den minder mig om byens liv, som jeg elsker.
Jeg har sat Ryan Adams på anlægget - han synger om, at det ikke længere regner - og spist Maries æblekage til morgenmad.

Jeg lytter til min krop. Den har taget min stemme fra mig igen, som den så tit gør, når jeg er forkølet. Jeg vil være helt stille hele weekenden. Drikke utallige kopper kamillete med honning. Lytte mere end jeg plejer.

Det eneste tidspunkt jeg må tale (hvis jeg kan) er, når jeg indleverer min cykel til den lokale cykelmand, og beder ham om at lappe den for mig. Men det er en nødvendighed. Jeg savner min cykel som en vanvittig. Den punkterede tæt på Nørreport, da jeg var på vej på arbejde i torsdags. Sådan er min cykel alligevel sød nok. Jeg fangede metroen, og kom på arbejde til tiden.

Og jeg vil ind til indre by. Jeg vil putte mig i lag, strik og hjemmelavede tørklæder. Og jeg vil have hat på. Og så vil jeg købe godter til min shetlandske veninde der forkæler mig med bøger og puffin poos. (Mangler du en gave til slikmunden der har smagt alt? Så surf løs her!) Hun får mig til at huske mine måneder på de skotske øer, med glæde og hjemve.

Nu synger Ryan Adams om han skal vente.

Jeg venter lidt endnu. Laver en kop te mere, inden jeg tager ud i lag, og er helt, helt stille.

God lørdag, søde læsere.










lørdag den 5. september 2015

[eftertanke] lige der, hvor verden starter

Han står ved foden
lige der, hvor verden starter.
Lige der hvor linjerne
aldrig rigtigt mødes,
men i stedet springer ud
og tager blikket
og ånden med.

Frem og ud. Op.
For (en) Guds skyld!

Det er her, de har ofret.
Det er her, de holder modet
ind til brystet
som den eneste bagage
sammen med frygten.
Det er her, han lader tilbage
for at kunne evne at klatre.

Det er her, han skraber knæ
og fra dem bløder han hjerteblod.

Det er her vi mødes og evner sammen.










torsdag den 3. september 2015

[snak] strøtanker

Nu er hverdagen startet igen, og som altid, har den sørget for at gøre det eftertrykkeligt.
Jeg keder mig ikke. Jeg prøver faktisk bare på at følge med. Føler måske mest lidt, at jeg er hende der render efter gruppen, og råber: Kan I ikke liiige sænke farten lidt, guys?

Her er en blanding strøtanker jeg har haft de sidste tre ugers tid:



Cykelturene til og fra arbejde er jo vidunderlige pusterum! De fjerner den der spænding af træthed der sidder midt i panden på mig. Jeg skal bare altid lige op på cyklen, inden jeg husker det.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor cykelister i København har SÅ travlt, at de føler behov for at overhale ude på vejen. I myldretiden. På Nørrebrogade. Hvor der er tre spor på cykelstien. Og da slet ikke, når de har børn bag på cyklen.

Krammere kan redde liv.

Det kan kaffe også. Muligvis dog mest andres, når jeg har haft tid til at drikke kaffe inden de møder mig om morgenen.

Mon Ryan Adams har en dansk klon, og mon han gider at være kærester med mig?

Hvem i alverden har taget mit overblik? Og gider vedkommende ikke lige levere det tilbage, tak? Det behøver ikke at være i forkromet tilstand.

Hvor var det lige, jeg lagde mit kamera?

Jeg har vidunderlige kollegaer.

Hvor jeg dog glæder mig til at give niecen rødt fluff i fødselsdagsgave. Enhver 5-årig pige burde eje rødt fluff.

Hvor er det bare pisse frustrerende, at planlægning og god undervisning ikke altid gider at gå hånd i hånd. Lærte vi ikke alle sammen at gå hånd i hånd, da vi gik i børnehave?

Shakespeare kan også lidt redde liv. Her taler vi om mit. Specielt når man kan putte sig i tæpper i Kongens Have en torsdag aften, imens magi folder sig ud på en lille, minimalistisk scene.

Nu skal alle mine skitse-eftertanker snart ud på bloggen. Men hvor var det lige, jeg havde lagt mit kamera?