mandag den 17. august 2015

[eftertanke] lyscikader

Vil du med mig ud i den farvede aften? Lige der hvor lyset falder blåt?
Hvis vi danser på farverne, har de lovet mig, at de hægter sig fast. Nynner med, og slår rytmen, hvis vi skulle glemme musikken. Farver er så gode på den måde.
Hvis vi danser, kommer farverne frem. De lyser op, når vi træder på dem. Som små trædepuder af lys, ligesom dem i dansespillene i arkaden.
Hvis vi danser, kom!

Så danser vi rundt, og oplyser natten. Så insisterer vi på at holde timerne lidt endnu.

Vi er under de ophængte lygter, der så grundigt gemmer på deres poesi. Vi danser under linjerne der inddeler vejens rum, og vi mærker gadens tag.

Farverne og lyden hopper fra væg til tag til vej og tager nyt med. Som pinball bolde og lyscikader.

Så vi skal skynde os ud i den farvede aften, inden regnen og trafikken kommer!















fredag den 7. august 2015

[snak] om det sensitive

Jeg har skrevet om det før - det at være særligt sensitiv. Det var ikke et nemt indlæg at skrive. Jeg kommer fra en familie hvor især kvinderne har enormt svært ved at anerkende, at der er noget vi ikke lige kan klare. Vi klarer faktisk helst alt selv, og er der noget vi ikke kan klare, er vi ikke glade for hverken at anerkende det eller at sige det til andre. Der er så også en del af os der efterhånden har lært på den hårde måde, at vi altså ikke kan klare alt i verden.

Det var heller ikke nemt for mig at indrømme overfor mig selv, at jeg er særligt sensitiv. Jeg kunne nærmest ikke komme nærme mig emnet, før jeg begyndte at komme med forbehold. Alene navnet! Jeg mener, det lyder som noget fodformet, overtænkt et-eller-andet. Et påfund. En af de dér diagnoser, som alle har så travlt med at proppe ned over hovedet på folk der bare tér sig lidt anderledes.

Men ved I hvad? Så holder vi. Og jeg med. Så stopper vi altså kollektivt med at være så nedladende overfor alt nyt der har med følelser, tanker og sind at gøre. Og vi skal specielt holde op med at være så meget klogere, når der er nogen der bryder det tabu der desværre synes lidt at være om alt, der har med følelserne, tankerne og sindet at gøre. Der er en del der smager lidt for meget af hokuspokus, men det hjælper ingen, at vi nægter at lytte. Det er sådan tabuer bliver skabt, og vi glemmer, at vi stadigvæk konstant bliver klogere på mennesket - både når vi taler krop OG sind.
Vi kan med andre ord, kun blive klogere.
Jo, der er småhysteriske mennesker derude der glædeligt tager og giver af diagnoser, men det er ikke dem jeg taler om her. Jeg taler om alle os, der lidt for gerne vil være for skeptiske, og er det med gennemslagskraft på tidspunkter hvor vi burde lytte, give rum og blive klogere.

Jeg har nogle gange mødt utroligt meget skepsis og nedladenhed, når jeg har nævnt, at jeg er særligt sensitiv. Alt fra "jeg kan jo ikke tage det alvorligt når det hedder hvad det hedder" til "er det ikke meget normalt? Har alle det ikke sådan? Er du sikker på, at du ikke bare overdriver lidt" til "nu skal du heller ikke have så travlt med at diagnosticere alt muligt".
Noget af det var helt sikkert sagt i god tro, og det var helt sikkert uden at vedkommende helt havde tænkt sig om.

Jeg kan da ikke gøre ved hvad det hedder. Jeg leder ikke efter hensyn, og jeg prøver ikke at finde nogen som helst undskyldning for hvem jeg er. Jeg gemmer mig heller ikke bag det.
 
Det har bare været utroligt dejligt at kunne få en forklaring på nogle af de karaktertræk hos mig, jeg meget ofte har følt var "forkerte", og som tit er noget der er blevet grinet lidt af. Jeg har ikke tal på hvor ofte jeg har fået en kommentar hen ad "skal du ikke bare tage dig lidt sammen" og "nu skal du ikke overtænke alt". Tit udtalt lidt i en "hun er ikke klogere" tone.
Så det har været meget nemmere at komme med små hvide løgne om aftaler, end det har været at skulle forklare (og undskylde) at jeg ikke har haft overskud. Så er der ikke langt til så at tro, at jeg føler mig forkert. Men det har gjort mig en del klogere, at finde ud af at der er noget der hedder særligt sensitiv.

Jeg skriver nok bare blogindlægget her, fordi jeg håber, at der med tiden kan komme en nysgerrighed og forståelse, i stedet for nedladenhed og fordømmende bedrevidenhed.
Det er jo ikke et svaghed, det her. Det er personlighed, hvor der bare er skruet op for indtag af indtryk og følelser. Og lur mig, om der ikke er en del der kender nogen der kan nikke genkendende til nogle af de karakteristika der følger med til at være særligt sensitiv. Det er jo, ligesom alle andre karaktertræk, noget man kan være i forskellig grad.

Jeg har dog også mødt forståelse, og fået virkelig gode, befriende snakke med andre, men det har faktisk mest været andre der har kunnet se særligt sensitive træk hos dem selv.
Så, nu tænkte jeg så, at jeg lige ville berøre emnet herinde på imellemtiden igen. Det er svært helt at forstå, nemlig. Det forstår jeg virkelig godt - jeg havde det på samme måde.
Jeg har også læst mere om det, og specielt i britiske og amerikanske medier - af en eller anden grund er det bare mere italesat dér. Denne artikel beskriver det for eksempel virkelig godt.

Jeg er særligt sensitiv. Det er ikke en diagnose (for lige at slå det fast), men nærmere et karaktertræk. Det er ikke noget der skal ynkes (og jeg håber heller ikke det er det indtryk man får her på bloggen), men det er noget der faktisk gerne må anerkendes. Det sidder ikke i hovedet (selvom det føles sådan), men i nervebanerne. Hos særligt sensitive tager nervebanerne simpelthen bare mere information ind, end hos andre.
Jeg beder ikke om at der bliver taget hensyn, for jeg kan faktisk rigtig fint styre hvornår jeg lige har brug for en aften hjemme for at lade op.
Jeg kunne bare virkelig godt tænke mig at blive mødt med nysgerrighed i stedet for hovedrysten. Nu er opfordringen så hermed givet videre. Det er altså fedt at blive klogere!