søndag den 26. juli 2015

[eftertanke] regenerering

What do you feel on the subject?
I'm home.
If you wanna be.
I'm sorry. I'm so, so sorry. But I don't think I know who you are anymore.

Og så var det at hun så ind i ham. Så længere end hans vipper og hans blå farve.
Hun så hans frygt, hans forvirring, hans fortabelse. Hans år der gjorde ham mere skrøbelig end et spædbarn - måske fordi der var så mange år, at han sagde, at han var holdt op med at tælle dem.
Hun så efter med forsigtige skridt, for hun kunne heller ikke lægge frygten fra sig.

Det kunne ikke bare være som den lykkelige slutning. Men det var vel heller ikke målet. Den var nået for lang tid siden, og de var kommet videre.

You can't see me, can you. You look at me, and you can't see me.

Please. Just see me.

Hun tog et skridt alene med ham. Nogle gange, tænkte hun, kan vi jo alle sammen tabe os selv.









Ord lånt fra BBCs Doctor Who, første afsnit med Peter Capaldi som Doktoren.

torsdag den 23. juli 2015

[anbefaling] det brev du altid gerne har villet skrive

Jeg har en masse ord i mig, som jeg nok aldrig får skrevet ned. Ord der på en eller anden måde er tilknyttet mennesker der ikke er i mit liv længere. Nogle af ordene er venlige og taknemmelige - min matematiklærer på gymnasiet ville få et brev med sådanne ord - mens andre ville indeholde sandheder i karakter af sorg, ensomhed og spørgsmålstegn. Sådan et brev ville jeg skrive til ham fra tiende klasse, der koldt engang fik fortalt mig at jeg ikke havde nogle venner fordi jeg var for underlig - og i samme vending også fik sagt at jeg var grim. Ham har jeg også ord til.

Sikke en inspiration breve med sådanne ord ville være! Breve med sandheder, tanker og følelser der er gemt til mennesker som man af forskellige grunde ikke har nemt ved at fortælle sandheden til.
Breve der gør godt, gør ondt er på deres plads. 


Den amerikanske nyhedsside The Guardian har lavet en serie med sådanne breve. "A letter to..."-serien indeholder utroligt meget menneskelighed på godt og ondt.
Forfatterne bag brevene får her lov til at være hudløst ærlige, og anonyme hvis de ønsker det. Der er virkelig mange breve der er forløsende i deres eftertænksomhed. 
Det er små, gode bidder af historier man nemt kan relatere til. De er virkelig værd at læse.

De findes alle sammen samlede her, og så er det bare at lave en kop kaffe og sætte sig ned, en dag man har en halv time til overs. 













søndag den 19. juli 2015

[snak] hør hov

I dag er det stilhed efter storm der fører an. Den dér fuldstændige mathed der dukker op efter. 
Tiden går underligt; timer bliver misforstået og flyttet rundt på.
Kroppen kører på autopilot.
Hjernen hører ikke efter, hvad munden siger. Alt tager bare en anden slags tid.

Nogen tvinger mig ned i gear. Jeg er ret sikker på, at det ikke er mig.

Det føles ikke som min krop, eller mit hoved.

Nogen ville kunne stjæle mig uden jeg opdagede det. Smide mig over skulderen, og gå afsted med mig.
Først om et par af de flyttede-rundt-på-timer, ville jeg sige

HØR HOV!










lørdag den 11. juli 2015

[eftertanke] sofaen i Grand Teatret






Der sad en mand med bowler
i sofaen i Grand
Og stok og trench lå pænt på plads
på sofaen i Grand

De optog pladsen hvor hans elskede
dengang havde siddet

Og rutinen var stadig som dengang
Og han kom hvor de kom dengang

Med bowler og stok
og hilsen med hatten
og et smil på spring i mundvigen
fortæller
manden med bowleren gerne om dengang

fra sin plads i sofaen i Grand










onsdag den 8. juli 2015

[snak] et ikke-indlæg

Jeg kunne skrive om, at jeg i dag søgte ly under egetræer, da regnen kom ned lige pludselig (indtil da, havde jeg kun nydt himlen, og lidt glemt, at sådanne mørke skyer kunne medføre regn. Jeg kan godt lide mørke skyer).
Eller om, at jeg har drukket bobler af papkrus med balloner på i Nørrebroparken med en af de fine mennesker i mit liv. Og at jeg har spist vegetarisk ved Storkespingvandet med et andet af de fine mennesker i mit liv.
Eller måske om, at jeg føler mig ekstra fin når jeg har håret hængende, har 90'er-brune læber og den grå kjole på.

Jeg kunne også godt skrive om, at livet starter op igen lige om lidt. Og at jeg er begyndt at smile lidt mere over små, fine ting.
Om, at jeg nyder at sidde og skrive igen.


For i dag hilste jeg på egetræet, der nådigt gav mig ly da regnen pludselig kom. Fik lov til at lægge hånden på barken, og mærke den fine bark og mos.
Og i dag var der faktisk ro i mit hoved for første gang i et par uger, og jeg nød parken uden jeg blev hevet op og ud af alle mulige tanker.

Jeg kunne i virkeligheden godt skrive om meget. Og blive virkelig sentimental og en lille smule for sentimental, sikkert også.

Men det vil jeg ikke.

Det her er et ikke-indlæg. (Ligesom man man modtage en ikke-besked).
Et lille kort hej. Et lille kort jeg-savner-at-skrive-til-jer. Med jer.

Der er ved at komme ord i min notesbog. Og skitser i min skitsebog. De skal nok komme herind, når jeg synes, at de har en sammenhæng.