onsdag den 27. maj 2015

[eftertanke] art for the blind




you are making traces
              you are creating something, which I can almost touch

texture so real
                so fine
                    so lovely
                                             you remain just out of bounds


you leave me quiet and wanting


like little brushstrokes, breaking the tension of the surface
                                         
                                             you are


it is intense, breathtaking
tangelizing

like an almost-remembrance on the tip

                                             of the tongue
                                             of the hands










tirsdag den 26. maj 2015

[snak] langsom læsning




Jeg har ikke haft nemt ved at få læst siden sidste sommer, og hvad der er blevet læst, har været letlæst litteratur. Nu ikke ét ondt ord om letlæst litteratur; jeg har læst for at føle mig underholdt, og det er jeg blevet.

Men jeg har savnet roen til at kunne sætte mig ned med en bog der skal nydes. Et bog med sætninger der kræver, at man lige tager et øjebliks pause fra bogen for at tænke shit det var smukt! En bog der skal smages på, læses højt fra og nydes som var den en god årgangswhiskey.
En bog der giver mig lyst til at skrible tanker i margenen med blyant. En bog der kræver min opmærksomhed.

Jeg har savnet litteratur der skal læses langsomt.

Jeg har jo haft arbejde siden efterårsferien (og har det igen næste skoleår! Wuhu!) og der har været virkelig meget at læse, lave og ikke mindst lære. Jeg har jo nok været mættet. Nu nærmer sommerferien sig, og jeg vil prøve på at insistere på at huske at læse. Mest overfor mig selv.
Jeg skal altså ned i tempo, og prøve at se om jeg ikke kan genfinde den dér glæde i at læse langsomt igen. I mean, alt skal jo ikke være effektivt hele tiden.

Mit sommerprojekt er altså at komme ned i tempo igen.
Jeg planlægger at komme af med rastløsheden ved at svømme og træne. Og så vil jeg tegne, skrive på bloggen, drikke vin og kolde øl med søde mennesker og læse gode, langsomme bøger.

Jeg har allerede fået samlet en bunke af gode bøger, og startede på Stoner af John Williams forleden.

Åh -- den har rigeligt af smukke samlinger af ord, man skal smage på.

"He said slowly, 'You must remember what you are and what you have chosen to become, and the significance of what you are doing. There are wars and defeats and victories of the human race that are not military and that are not recorded in the annals of history. Remember that while you're trying to decide what to do."

Mmm. Som en god årgangswhiskey.










onsdag den 20. maj 2015

[snak] ikke tale ... eller snakke

Jeg siger det bare; jeg er ikke god til ikke at må sige noget. Jeg vil endda gå så langt, som at sige, at jeg er direkte dårlig til det.
Det kan alle der kender mig, vist råbe et stort, klangende DET PASSER til.
Men her sidder jeg alligevel. Med en forkølelse der har sat sig på mit stemmebånd. Og føler mig meget tysset på. Og lidt ynkelig.

Jeg havde lidt stemme i går, men den sørgelige rest valgte at forlade mig efter fire timers undervisning. Den smuttede sikkert over vejen, til de hyggelige mennesker på Christiania.
(Endte i øvrigt til sidst med at udpege en elev til at være min shh-person. Jeg kunne ikke mønstre stemme nok til at tysse klassen selv, når de gik i sidste-skoledag stemning, på lidt uheldige tidspunkter).

Så her sidder jeg. Med stort tørklæde. Jeg må hverken tale eller snakke. Og hvor er det altså svært.

Jeg får lige pludselig en utrolig trang til at synge med på sange i radioen. Og til at snakke med folk. Så jeg må ikke tage telefonen, hvis den ringer. Jeg ville så heller ikke kunne sige et pip i den telefon, hvis den skulle ringe.

Men jeg må ikke tale - og heller ikke bare snakke. Jeg skal være helt stille. Shh.


Og nu må I altså have mig undskyldt. Jeg vil ud og lave mig een til kop kamillete. Og så har jeg i øvrigt også travlt med ikke at sige noget.










fredag den 15. maj 2015

[snak] venteværelse

Jeg er i et af de dér venteværelser man kommer til at befinde sig i mange gange i sit liv. Jeg har været her en del gange allerede, og det føles ikke bedre, jo flere gange jeg prøver det.

Det er sådan et i-overført-betydning-venteværelse, med metaforiske småubehagelige stole, skubbet helt ud til væggen, og mindst 3 meter hen til bordet med de gamle ugeblade. Og så er der forsinkelser. Og der er bare ikke rigtigt hyggeligt, uanset hvor meget de har prøvet på at gøre det hyggeligt, med grønne planter og en lidt sørgelig bunke legoklodser der prøver at ligne at de hygger sig henne ved børnebordet.

Det er sådan det føles lige nu. En hel masse ventetid, en hel masse "det skal nok gå", og et par af de der muligheder der kunne have været blevet virkelig fantastiske, men som blev stoppet af andre før de overhovedet fik lov til at starte (specielt dem gider jeg altså ikke mere).
Jeg er med andre ord pænt blevet bedt om at vente her. Og der er tidspunker, hvor det lidt føles som om, alle andre får lov til at komme videre. Og jeg sidder stadig her og bladrer i et fesent, gammelt nummer af Billed Bladet, og prøver på at få tiden til at gå, indtil jeg bliver kaldt ind.

Det er en slags venteværelse-melankoli. Sådan en, der helt naturligt indfalder, når man ikke ved, hvor man arbejder efter sommerferien, og alle andre bliver forlovet og forældre (igen).

Men jeg prøver altså på at komme ud af det venteværelse! Her lugter også lidt. Det gør der altid i venteværelser (også den metaforiske slags).
Jeg prøver på at leve livet og finde eventyr, indtil der kommer et skift. Det er jo også snart sommer, og livet kommer endnu mere ud i gaderne. Og jeg glæder mig, det gør jeg altså.

Men nogle dage, er det bare lidt svært at se sig ud af det venteværelse.










torsdag den 7. maj 2015

[Eftertanke] længere tilbage

We glide through darkness, that is not real darkness but the early morning kind, darkness about to lift. The way it dissolves in my headlights feels as if I am breaking through, that I am, at long last, seeing.

For her driller lyset os. Lige på tungespidsen, lige på spring. Lige knap, og lige ved. Som at prøve at fokusere på et punkt der er lidt for langt væk. 

Det er her hvor skuffelsen kan komme, og hvor man styrer med forventninger og muligvis og måske.
Og det er her, hvor man kan opdage, at man skal starte igen, og at man skal længere tilbage. Og at alt er lidt tungere at få i gear igen, for det gør alligevel ondt.


That the darkness takes its time. Fordi lige på tungespidsen, lige knap og lige ved kan føles tættere på, når de ikke længere er muligheder.










Tekstuddrag fra, og inspireret af novellen The Arena af Martin Golan.

tirsdag den 5. maj 2015

[eftertanke] nu det er regnvejr

Det var en virkelig dejlig samling bogstaver. Helt i den rigtige rækkefølge, og med mellemrum de helt rigtige steder.
Især er jeg fan af den mening de danner.


... og du skrev dem alligevel.