mandag den 30. marts 2015

[anbefaling] til de bogelskende

Jeg har samlet lidt godt. Lidt bog-godt. Sådan lidt at drømme til, hvis du som jeg ikke skal ud og rejse i påsken (Jylland tæller altså ikke).

Så her følger lidt godt at drømme sig væk til. Smukke bogforretninger og biblioteker, og en video med hvordan en håndlavet, læderindbundet bog bliver til.
... Så er der rig mulighed for skiftevis at drømme sig væk til bogrækker, og alvorligt overveje at begynde på en ny hobby som bogtrykker og -indbinder.

Her og her er lister med smukke bogforretninger (og jeg har faktisk besøgt et af stederne! Her har jeg skrevet om mit besøg i Leakey's i Inverness)

Og skulle det ikke være nok, så har jeg også fundet en liste over smukke biblioteker fra hele verden (jeg kunne sagtens komme til at glemme tiden blandt reolerne)

Og til sidst, som lovet, her en en video som helt sikkert vil få dig til at ønske, at du havde flere læderindbundne bøger på reolen.



Så er der lidt at stille den bibliofile sult med -- eller også gør det bare det hele værre ...












søndag den 29. marts 2015

[snak] eftertanke

I dag afleverer mine forældre nøglerne til mit barndomshjem til husets nye ejer.

Det er egentlig noget jeg har været okay med længe før de fortalte mig at de havde en mulig køber til huset. Jeg er jo 28, og mine forældre har længe snakket om at de gerne ville tættere på min søster og hendes familie. Det er et naturligt skridt at de vil i noget mindre, og at de vil tættere på familien.

Min søster og jeg har skrevet med hinanden over weekenden. Små, korte beskeder med ord som "underligt" og "tungsindigt" og "tomt". Men også med ord som "nybagte boller" og "film i stuen".
Vi bliver vel begge overvældet af alle de minder vi har haft der - på godt og ondt, for livet har godt nok langt fra altid været let. Mine forældre har det på samme måde, bare fra et andet perspektiv.

Det er underligt med steder. De eksisterer jo ikke bare på et fysisk plan.
På det fysiske plan, er mit barndomshjem ikke længere et sted jeg kan komme. Fra i dag af vil det hus være fyldt med en anden families møbler, og det vil skabe rammerne om deres oplevelser og få plads i deres minder.
Men i mine minder er det stadig mit.
Man taler om at et "space" først bliver et "place" i mødet med erfaringer og minder. På dansk mangler vi lidt de rette ord til en oversættelse, men man kan måske bedst sige at et hus først bliver et hjem når det bliver levet i; når minder, smil, erfaringer, nybagte boller og selv skænderier bliver knyttet til arkitekturen. Når livet bliver koblet til rummene.
De erfaringer har jeg stadigvæk. Måske bliver de endda endnu tydeligere, nu jeg ikke kan besøge det fysiske sted længere. Måske lidt ligesom når man mister synet, så skærpes de andre sanser?

Jeg mindes hulebyggeri i (det stakkels) æbletræ, og jeg mindes min søster og jeg der begge sad i den store læderlænestol i stuen og så Snurre Snups søndagsklub, pakket ind i dyner. Jeg husker hvordan far og mor pyntede op i køkkenet aftenen før den første december, så vi vågnede op til kravlenisser og chokoladejulekalendre den første dag i julemåneden. Jeg kan huske godnathistorier i massevis.
Jeg kan også huske da min mor kom ind og fortalte mig at Prinsesse Diana var død. Og da mine klassekammerater havde været onde ved mig en dag i skolen, da jeg havde fødselsdag, og jeg blev trøstet i køkkenet da jeg kom hjem.

Alt dette er mit barndomshjem. Det er ikke huset, og de hvide sandsten. Det er minderne.



"A house is a relatively simple building. It is a place, however, for many reasons. It provides shelter; its hierarchy of spaces answers social needs; it is a field of care, a repository of memories and dreams." 
Yi-Fu Tuan





Så selvom nøglerne nu tilhører en anden familie, skal jeg nok besøge Rønvangen 106 igen.










torsdag den 26. marts 2015

[anbefaling] the little grey cells





Min far har dem alle sammen på dansk. I ved, den gamle pocket-book udgave, der er blevet slidt i ryggen og siderne er blevet gule med tiden. Den udgave der lige kunne være i en baglomme, når man var på farten. Jeg er vokset op med, at han altid var i gang med en bog, og det var mere end ofte netop en af disse, med denne herre som hovedperson.

Den pertentlige, ulasteligt klædte, høflige, korrekte og utroligt skarpe Monsieur Hercule Poirot.
Den lille belgiske (!) detektiv med det omhyggeligt velholdte moustache, og "the little grey cells" (det sidste læste du som Poirot ville sige det, ikke sandt? Me too.)

Jeg samler selv på de engelske Poirot bøger. Agatha Christie var en mester til at skrive. Jeg kan slet ikke understrege nok hvor dygtig jeg synes at hun var. Jeg holder også enormt meget af hendes Miss Marple bøger (og resten af hendes forfatterskab), men det er den lille belgier jeg elsker allerhøjest.

Der er noget utroligt elskeligt over ham, på trods af alle hans irreterende tilbøjeligheder og karaktertræk, og jeg synes, at Christie har formået at skabe et karakter-univers omkring ham, der skaber den perfekte balance. Den dygtige og effektive Ms Lemon, den braldrende og lidt overilede Inspector Japp og den gode, tålmodige Captain Hastings.

For mig, er der absolut ingen der nogensinde vil kunne spille Hercule Poirot som David Suchet gør det. Han har arbejdet med den største respekt for den rolle han skulle indleve sig i. Han gør det vanvittigt godt!
Ikke ét ondt ord om de andre skuespillere der har spillet Poirot før Suchet, men jeg synes Suchet er den eneste der formår at gøre Poirot så elskelig som han er i bøgerne, uden han får for store armbevægelser. For er der noget Poirot mestrer, så er det en afmålt (arrogant) korrekthed, blandet med en utrolig retfærdighedsans.
Suchet mestrer simpelthen Poirot.

Jeg fandt den fineste lille dokumentar på youtube, hvor Suchet fortæller om sit forhold til Poirot, og hvor han besøger nogle af de steder de brugte da de filmede de forskellige afsnit. Vi får endda lov til at komme med da de allersidste afsnit blev filmet i 2013. Jeg fik, om muligt, endnu større respekt for ham, end jeg havde før.
Og jeg sad med tårer i øjnene da han stod foran hele holdet bag Poirot i sit kostume, lettede hatten og sagde tak og farvel med accenten og staturen som Poirot.

Nyd Being Poirot med en god kop te, eller et glas portvin.












mandag den 23. marts 2015

[anbefaling] islandske krystaller

Jeg kan godt mærke, at jeg har haft mere lyst til at tegne end at skrive her på det sidste. Det har føltes utroligt svært at få ord ned på papir, hvor stregerne i tegningerne har formet sig meget lettere. Jeg har adskillige kladder blandt mine indlæg, hvor ordene bare ikke rigtigt vil som jeg vil.
Sådan skifter det jo, en gang i mellem. Uanset hvor meget jeg synes bloggen trænger til en eftertanke. 

MEN men! Måske vender det snart. Bare en lille smule. Det kribler nemlig lidt i fingrene efter jeg så islandske Of Monsters and Mens nye video til deres single Crystals. 
Jeg har vildt meget lyst til at tegne den fantastiske mand der mimer hele teksten, og som er det eneste der faktisk figurerer i musikvideoen, ud over teksten til sangen. Han er jo så smuk! Det vrimler med linjer og udtryk i hans ansigt og hans bevægelser!
Og så synes jeg lyrikken til sangen er helt vidunderlig. Den er nærmest tung - fuldstændig mættet og lidt overvældende i forhold til hvad man normalt finder i fx de danske sangtekster.
Teksten føles lidt, som jeg forestiller mig den islandske natur er; det er som om der er en form for vildskab i teksten, og man prøver lidt at tæmme den, selvom man er meget klar over, at det aldrig vil kunne lade sig gøre. Det hele er meget råt, smukt og poetisk. Det er kropsligt, fysisk og med referencer til naturen - nærmest som en anerkendelse af at naturens måde at leve på, er direkte forbundet til hvordan vi mennesker lever. Og det hele er bare så fandens smukt sat til musik, med en skøn lydside af blandt andet tunge, rytmiske trommer, og en smuk kvindestemme.


Se nu endelig videoen i fuld skærm, og nyd hvor udtryksfuld den er i sin enkelthed. 














søndag den 22. marts 2015

[snak] et digt om kærlighed

I dag fylder min smukke, kloge, hjertevarme storesøster tredive år. Der har været en del 
hårde år i min familie, så jeg følte at det var vigtigt at skrive nogle ord til hende. Hun fik et
mashup af mig af dette E. E. Cummings digt. Mashuppet er hendes, men jeg vil gerne dele
Cummings' digt fra 1952 med jer. Det beskriver kærlighed så smukt.






i carry your heart with me(i carry it in
my heart)i am never without it(anywhere
i go you go,my dear;and whatever is done
by only me is your doing,my darling)
                                                      i fear
no fate(for you are my fate,my sweet)i want
no world(for beautiful you are my world,my true)
and it’s you are whatever a moon has always meant
and whatever a sun will always sing is you


here is the deepest secret nobody knows
(here is the root of the root and the bud of the bud
and the sky of the sky of a tree called life;which grows
higher than soul can hope or mind can hide)
and this is the wonder that's keeping the stars apart


i carry your heart(i carry it in my heart)










fredag den 20. marts 2015

[eftertanke] Henry Jekyll

Hvad er du mest bange for, lød spørgsmålet.
Han tog sig friheden af et par øjeblikke før han svarede.

Jeg er mest bange når jeg ser dæmoner, svarede han.

Nogle gange får skyggerne liv, sagde han. Nogle gange vokser de sig store, tunge og magtfulde, med tusinde små arme og tusinder skarpe torne. Nogle gange kryber de frem fra hjørnerne, fra under stolene og fra de rygge der bliver vendt mod mig. De giver slip på hvad de har siddet fast i før, og kommer hen til mig. Kryber, sniger og slæber sig hen til mig. Og så hægter de sig fast. Og så bliver jeg en anden.

Og så er det, at jeg ser dæmonerne, siger han.










tirsdag den 17. marts 2015

[anbefaling] tegneinspiration

Nu jeg er begyndt at tegne mere seriøst igen, tænkte jeg, at jeg ville dele nogle af dem der inspirerer mig med jer.
Det kan nemt føles som om jeg sidder fast som "ny" tegner. Intet af det jeg tegner, kommer til at ligne det jeg gerne vil have det til at ligne, og det eneste jeg kan gøre ved det, er at øve mig.
Nogle gange sidder jeg endda så fast i hvad jeg ikke kan få ned på papir, at det eneste jeg kan gøre ved det (udover at blive pigefornærmet på min tegning der ikke vil som jeg vil), er at finde inspiration fra andre. 
Så her følger en lidt blandet anbefaling af dygtige tegnere jeg elsker at følge, og som jeg synes er utroligt inspirerende.

Henkogt Hverdag, Live fra Lolland og Den lille sorte vil jeg nævne først i en samlet flok. De tre dygtige kvinder tegner små hverdagssituationer på hver deres interneside, og samles nogle gange til tegne-events under fanen Tre på stribe.
Jeg elsker deres enkle streg, deres humor og alle de skævheder de giver plads til! Det er små comics med tekst til, og de er virkelig gode til at kombinere tekst med tegning.
Derudover er jeg fan af hvordan specielt Den lille sortes tegner Kira Bang-Olsson prøver nye tegnerier af på bloggen hver søndag. 

Stinestregen har været på banen i en del år efterhånden, og hun arbejder lidt i den samme genre som Tre på stribe. Der er humor og sødme og skørhed i rigelige mængder, men det jeg er mest imponeret over er, hvordan hun har taget nogle svære emner op - blandt andet stress og depression. Hun får en nerve ind i sine tegninger på en rigtig god måde.

Sødt spyt og Katrines Blogbog er jeg begge lidt nyforelsket i. De har vidt forskellige tegnestile, men de bruger begge tuscher på virkelig skønne måder, og der er noget fint over deres måde at tænke stregtegningen på. Lidt naivt og ufærdigt, men alligevel gennemtænkt og lækkert. De er begge skyld i at min tuschsamling er blevet udvidet, og Sødt spyt har i hvert fald fået mig til at prøve nyt af i forhold stregtegninger. 

Svenske Hasselberg følger jeg på Instagram, hvor hun går under navnet jagheterpiwa. Hun tegner skæve, næsten udflydende, utroligt enkle stregtegninger, ofte med en kort tekst til. Jeg er så forelsket i hvordan hun får følelser frem i hendes ukorrekte menneskekroppe. Hun tegner (og skriver) hjerteskærende fint.

kiahkiean følger jeg også på Instagram. Han tegner lækkert og rodet med blæk og nogle gange akvarel. Han har en forkærlighed for arkitektur og bybilleder, som han får fremstillet kaotisk og fyldt med liv. Han giver mig altid lyst til at tegne bybilleder i frihånd og give plads til kaos i mine tegninger.

Maxime Buchi sang bleau følger jeg på Instagram under navnet mxmttt. Han er tatovør, og skiller sig jo nok lidt ud i denne flok. Men han laver de smukkeste tatoveringer der ofte kun består af omrids, og han er vanvittigt dygtig til at lave smukke, symmetriske værker, der virkelig er anderledes end den klassiske tatoverings-stil man ser så tit. Suk. Han måtte gerne lave et piece på mig. 










fredag den 13. marts 2015

[snak] om at tegne

Da jeg var i Esbjerg i weekenden, faldt jeg i snak med dygtige Jørgen Bech Pedersen. Han havde en stand med sine tegninger og akvareller, og han har virkelig talent for fine illustrationer! Der var en stille stund, så jeg endte med at hyggesludre lidt med ham. Ikke så meget om drager og troldfolk, men om at tegne.

Vi snakkede om at glemme tiden, når man rigtigt kommer i gang, og om det virkelig lækre ved nye tegne- og maleredskaber. ... Jeg kunne altså mærke, at jeg savnede det lidt. 

Problemet er, at jeg er frygtelig selvkritisk, og det har åbenbart (?) været en virkelig god undskyldning for ikke at blive bedre. Omvendt logik er jo fremragende, når man mangler reelle gode undskyldninger. Jeg har for eksempel ikke købt gode tegneting før. For det er jeg jo slet ikke dygtig nok til at have. Kan I fornemme den omvendte logik?
Jamen for hulan da også.

Så nu har jeg købt gode tuscher (der er ikke meget der er bedre end nye, gode tuscher). Og ordentlige skitseblokke. Og jeg får tegnet.
Jeg prøver på ikke at være for kritisk ved mig selv, men jeg ved også at min teknik virkelig skal forbedres. De to faktorer spiller altså ikke for godt sammen!

Så jeg starter i det små. Får mig selv lidt med. Finder inspiration hos forskellige dygtige tegnere jeg følger på de forskellige medier. Tester nogle grænser, og prøver lidt forskelligt af.

Så kan det jo ende med, at jeg faktisk bliver helt god, og at min selvkritik får et hak over snuden. Det kunne den ærlig talt godt trænge til.












onsdag den 11. marts 2015

[eftertanke] en samling fravalg

Jeg kunne for eksempel godt tænke mig, at alle stolsæder var brede nok til at mine lange ben kunne foldes sammen på sædet. ...
Og nu vi er ved plads til benene, kan vi ikke kollektivt beslutte at hæve alle borde 10 cm. Så jeg kan være der. Jeg kommer lidt for ofte i nærkontakt med andre folks fødder. På forhånd tak.



Det er nytår i morgen, og jeg skal nå alt. Jeg mangler alt. Jeg må lave en liste.
- Jeg er ensom.



Forslag til hvad lykke er:
1) En nieces "HARJ MÅSTÅR" efterfulgt af *sludresludregymnastiksludreELSAsludreSPIDERMANsludresludreOGveddusåhvadmåstårhvasludresludrehvorerkattenhennemåstår*
2) Nye gamle bøger. Og deres duft.
3) Morgenens første kop
4) Nye kuglepenne, blyanter, tegnetuscher, tegnekul og notesbøger.










torsdag den 5. marts 2015

[snak] Alanna





Det var ikke nemt i folkeskolen. Det var ensomt. Jeg følte aldrig at jeg passede ind. Der var mobning i min klasse, og jeg var en af dem det gik ud over. Oftest blev jeg ignoreret, mange gange var det onde ord, og få gange blev det fysisk.
Frikvarterene blev ofte tilbragt på skolebiblioteket blandt bøgerne. Det var der jeg havde mine venner. Jeg havde altid gang i bøger. Jeg blev budt indenfor i verdener der tog varmt imod mig.
Jeg dykkede ned i verdener hvor der var hekse, eventyr og standhaftige piger der stædigt kæmpede imod. Jeg fandt mod i deres mod.
Det var dengang jeg første gang læste Tamora Pierces serie om Alanna.

Da teenageårene kom, hang Alanna ved. Da livet viste tænder, besøgte jeg Tortall og læste om Alannas stædige gemyt og hendes år hvor hun gik imod systemet forklædt som dreng, for at blive ridder.

Jeg har læst de bøger flere gange end jeg orker at tælle - både på dansk og på engelsk.
De bliver stadigvæk læst et par gange om året - det er lidt som at komme hjem at åbne dem.

Der er mange der har sådanne bøger; mange der har fundet venner i bøger, når livet var svært, eller ensomt.
Jeg fandt en video hvor Neil Gaiman beskriver hvordan kvinder i starten af tyverne var kommet op til ham og fortalt ham at de havde læst Coraline da de var børn; hvordan de havde tænkt: Hvis Coraline kan overvinde det, så kan jeg også! De berettede om alt fra misbrug til ensomhed, og Coraline var deres heltinde.

Bøger kan noget magisk. Der er verdener og venner at finde på siderne at bøger, og der er støtte og historier. Der er pusterum.

I weekenden skal jeg til Esbjerg, hvor det fantastiske bibliotekshold i kommunen har stablet en fantasy festival på benene. De har gjort et brillant stykke arbejde, og programmet er flot! Kenneth Bøgh Andersen og Josefine Ottesen kommer blandt andre, og fra USA har de fået Tamora Pierce også.

Jeg må indrømme, at det bliver et af de helt store møder for mig. En af dem jeg aldrig troede jeg ville få mulighed for.

Jeg tror slet ikke jeg kommer til at vide hvad jeg skal gøre af mig selv.

















mandag den 2. marts 2015

[eftertanke] smukke menneske




Smukke menneske.

Så står du der, og blomstrer. 
Og foråret sværmer omkring dig, 
Og solen kommer frem fra dit smil. 

Åh, smukke menneske. 

Skal vi ikke nok kende hinanden? 
Må jeg ikke nok være med? 

Jeg trænger sådan til foråret. 
Jeg har sådan savnet lyset.





Fundet på Pinterest










søndag den 1. marts 2015

[anbefaling] reading is sexy

Jeg har en (meget elsket) tshirt hvorpå der står 'reading is sexy', sådan lidt på den kække måde, med et billede af en kvinde der løfter blikket over sine briller. Jeg købte den for nogle år siden fra Sarah Utters side på Buyolympia. Den er ved at være godt brugt.

Der er bare noget over folk der læser. Jaja, hver sin smag, men vi er mange der har det sådan. Bogreoler er fx. noget af det første mit blik leder efter første gang jeg kommer ind i en persons hjem.
... Jeg lyder lidt elitær nu, jeg ved det godt. Men der er ikke langt fra en mand der ejer en bogreol, til en veltalende læser der har noget på hjerte. Og en veltalende mand er bare altid lidt mere sexet. I am sorry, it is true. Hvis du ikke tror mig, så tjek bare her.

Så, hvis du er til læsende mænd, og endnu ikke er på Instagram, bliver du muligvis overtalt nu.
Der findes en - hold nu fast - Instragram konto med snig-billeder af smukke mænd der læser bøger på subway-turen.
Jep. Den hedder Hot Dudes Reading.
Man bliver bare lidt mere glad, når man scroller igennem sit Instagram feed, og der så dukker en smuk mand op, der er helt væk i en bog.
(... hov! Og skulle man ikke være på Instagram, er de vist også at finde på Facebook).

Hvis du nu ikke skulle være til mænd, så kunne dette jo passende være en opfordring til 1) at huske at læse bøger (for det er altså sexet) og gerne også i offentligheden, og 2) at overveje at starte en lignende konto med kvinder der læser. Der er sikkert en masse kvinde-elskere derude der ville være glade for det.


Lånt herfra