fredag den 27. februar 2015

[eftertanke] afstand

"Jeg ved det ikke", sagde hun. "Det er som om, at der er noter af noget anderledes i luften. Måske er det håb? Det gør stadigvæk ondt, men ikke helt på samme måde."

De sad ved siden af hinanden, og kiggede ud. De havde kendt hinanden så mange år. Han kendte hende bedre end han kendte sig selv. Alligevel føltes det for overvældende for hende at snakke med ham om det, hvis hun så på ham. Så kom han for tæt på.

Det havde gjort ondt at høre, men han havde bidt det i sig, for han vidste at det var en præmis for deres venskab. Nu sad han bare og gav hende luft.

"Det er gået op for mig at det nok altid vil gøre ondt. Det er vel på en eller anden måde at komme videre, er det ikke?"

Hans hånd fandt hendes, og gav den et lille klem. Lod hånden være på hendes et meget kort øjeblik, før han trak den til sig igen.

Han tøvede, men sagde så: "De er familie. Men det er dit liv."

"Ja, jeg ved det godt." Hun lukkede øjnene. Lukkede verden helt ude. Skabte endnu mere afstand til det hele, så hun kunne genvinde kontrollen lidt.
Han ville så gerne være derinde med hende. Støtte hende, så hun nemmere kunne finde fodfæstet igen. Bære noget af læsset for hende. Men det var hende der skulle gøre afstanden mindre. Når hun var klar. Det havde havde han hele tiden vidst. Med de ar hun bar rundt på, skulle skrøbeligheden respekteres.

Men denne gang havde hun en ny form for ro over sig, syntes han.


Han havde fundet hende siddende i vandkanten. Hun havde skrevet til ham, at hun var gået herned. Her havde de siddet mange gange, når hendes familie igen havde kørt hinanden op i en spids. Og givet hende skylden. Rutiner stikker dybt.
Hun kunne godt lide at sidde i vandkanten. Det gav hende en følelse af at blive holdt fast, når familien fik trukket hende væk fra hende selv. Vandet og det våde tøj trak hende ned, og når bølgerne gled tilbage mod havet, følte hun lidt, at hun fik lov at komme med.

Sådan sad de ved siden af hinanden, med en forsigtig intimitet. Altid uden at de rørte hinanden, og uden øjenkontakt. Sådan sad de nu, igen. Og fik lidt lov til at komme med bølgerne ud i havet.


"Skal du have et lift hjem?" spurgte han efter noget tid hvor de bare havde siddet i stilhed.

Hun vendte blikket mod ham, og tog hans hånd og holdt fast. "Tak" sagde hun, uden at svare på hans spørgsmål.










torsdag den 26. februar 2015

[eftertanke] retning

Jeg har alt for længe levet udefra og ind. Nu vil jeg prøve at leve indefra og ud i stedet. 
... For det er da sådan I andre gør, er det ikke?










onsdag den 25. februar 2015

[anbefaling] støj

Hvis I ikke vidste det, befinder vi os midt i (indsæt passende mellem-dramatisk musik) terminsprøvesæsonen. For en lærer som mig, betyder det at der skal rettes opgaver. Mange opgaver.
Opgaver skal rettes op til terminsprøverne, så eleverne har fået så meget feedback som muligt, og så skal terminsprøverne rettes bagefter.

Der er, med andre ord, tale om en smøgen ærmerne op. En getting down to business, if you will.

Jeg har fundet det perfekte hjælpemiddel! Det hedder Noisli.

Noisli er en hjemmeside hvor du kan lave baggrundsstøj. Det er lavet, så man kan være bedre produktiv, og finde bedre fokus fx hvis man sidder i et åbent kontorlandskab (eller har et lettere flygtigt fokus...)

Det er vildt smart!

Der findes selvfølgelig mange lignende sider (jeg har for eksempel linket til en i dette indlæg), men hvad der gør Noisli virkelig god, er, at der er ikke mindre end 16 forskellige lyde du kan blande, og skrue op og ned for. Coffee shop, train, summer nights, thunder storm osv.
Og er du i et det-magter-jeg-ikke-at-finde-ud-af humør, er der en "random" knap, en "produktivity" knap og en "relax" knap øverst. Så blander Noisli lydene for dig!

Og for lige at gøre det hele lidt mere smart, skifter hjemmesidens baggrund farve! Sådan stille og roligt, glider den fra den ene farve over i den næste. Jeg er fan!

Find Noisli her









NB - Mine anbefalinger er aldrig sponsorerede. Jeg anbefaler kun fordi jeg synes noget er fedt.

mandag den 23. februar 2015

[snak] tabu

Det med depression, er svært. Det er svært spørge ind til, det er svært at snakke om, og det er virkelig svært at forestille sig, at man selv bliver ramt.

Jeg synes, at det er blevet mere acceptabelt at snakke om. Det er det virkelig. Men, det føles stadig som -- ja, hvad? Som noget underligt, skrøbeligt noget. Og så er det, at vi har nemmere ved ikke at snakke om det.

Jeg kan huske, da den ramte mig i starten af uni-tiden. Mine, sikkert velmenende, veninder fortalte mig, at jeg helt sikkert skulle styre uden om medicin, fordi de kendte nogen der aldrig var kommet af det igen. Ingen af dem, havde haft en depression.
Da jeg ringede til en anden veninde for at aflyse en aftale og forklare hende, at jeg havde været til lægen, brugte hun de næste 10-15 minutter på en "det kender jeg godt, for da jeg ..." samtale. Hun havde heller ikke haft en depression.

Intet af det var brugbart. Intet af det var hvad jeg havde behov for. Jeg var så træt af, at andre skulle fortælle mig hvad jeg burde gøre og hvad jeg følte.
Men det SKAL snakkes om. Man skal bare ikke prøve at gøre sig for klog. Balancen er sgu svær. Jeg glemmer det stadigvæk. Måske lidt for tit.
Man skal lytte. Være tilstede. Og man må gerne spørge. Når snakken omhandler depressionen, skal man ikke dreje samtalen over på én selv. Eller over på ens søsters venindes mand der også havde det skidt. Det føles påtrængende. Sådan var det i hvert fald ved mig. Det var ikke dér jeg havde et behov, men jeg magtede ikke at sige noget til det.

Når alt kommer til alt, var de fleste dage faktisk okay. Ved mig, var der ét stort kaos i mit hoved. En pokkers masse uro, og en ufravigelig mangel på orden i nogle som helst tanker. Jeg kunne bruge timer på at finde ud af hvordan jeg bedst skulle komme op, fordi hele processen skulle forstås, inden den kunne udføres.
Sådan var det med alt. Relationer. Madlavning. Lektier. Pligter. Ansvar. Jeg kunne ikke finde ud af, at prioritere. Pladen var gået i hak, og det negative spredte sig som en steppebrand.
Jeg tænkte alt negativt; jeg tænkte alt i stykker.

Der var virkelig sorte dage, hvor tankerne trak mig ned. Der var en masse grå dage, hvor jeg gled lidt lydløst igennem det hele. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte medicinen, for den gav mit hoved ro til at arbejde med psykologen. Jeg er stoppet med begge igen for længst.

Men jeg er ikke naiv. Depressionen kan vende tilbage - det gør den ved mange. Denne gang, kender jeg tegnene bedre. Jeg har værktøjer til at få slået bremserne i. Jeg tør bede om hjælp.

Hvorfor hele denne smøre? Det er jo efterhånden mange år siden, for mig.
Det er fordi jeg læste et fantastisk indlæg ovre på Stinestregen i går. Hun beskriver det som at have en brækket arm - inde i hovedet. Det er så klogt og fint beskrevet - og hun er så modig at skrive og tegne om det, for hun er i det lige nu.
Har du fem minutter (mere) så hop derover og læs. Det er absolut anbefalelsesværdigt.










søndag den 22. februar 2015

[snak] søndage

Søndag morgener er de bedste morgener på ugen.

De er stille. Nærmest helt skrøbelige. Jeg ligger altid, helt uden at lave støj, så længe jeg kan, inden lysten til kaffen overvælder mig. Skrøbeligheden kan gå op i sømmene, hvis jeg ikke passer på.
Der er ikke nogle friske indtryk der maser på for at få min hjerne på overarbejde; der er kun små forventninger, og en krop der ikke helt er vågnet endnu. 

Og så kommer kaffen. I den gode kop, og helt frisk fra stempel. Og dufter helt som kaffe ligner at gøre det, på alle de dér fine billeder på Pinterest. Og alt er stadigvæk helt stille. 



Når kaffen er drukket, og jeg skal til at starte op, er det med musik. I dag med Leonard Cohens koncert fra London i 2009. Ren klasse, og smooth beyond believe. 












torsdag den 19. februar 2015

[snak] de rå følelser igennem den næsten nøgne krop

Det sidder stadig lidt fast i mig. Weekenden.

Fordømmelse. Mennesker der bruger tro som et fejt dække for grusomhed. Skønhed der bliver skæmmet af had på grund af -- frygt? Forkvaklede traditioner?

Jeg siger det så ofte til mine elever; I skal værne om jeres holdninger. De er jeres. De er vigtige. Men I må ikke lade det betyde, at I ikke også bliver klogere og lærer nyt. Det er dér udviklingen sker.

Det er simpelthen så nemt at fordømme og blive vred. Selv for personer som jeg, der er ateist, kan det være nemt at gemme sig bag stædige holdninger. Vi kan prædike lige så meget som de der tror på en gud, og vi kan lige så vel ende i ekstremisme som alle andre. Vi tilbeder jo alle, på den ene eller den anden måde.

Jeg fandt denne VIRKELIG smukke koreografi af Hoziers Take Me to Church. Det er balletdanseren Sergei Polunin der danser, med en inføling i musikken jeg sjældent har set mere rørende. Det er Jade Hale-Christofi der har koreograferet, med en utrolig skarphed og forståelse for skrøbelighed.
Det er David LaChapelle der har formidlet det  hele til video.


Sergei Polunin danser rå følelser ud igennem sin nærmest nøgne krop, i en bygning der minder om en kirke der står nøgent i sin skal.

Det er en optræden der virkelig skal ses, nydes og så genses. Muligvis med en pakke kleenex ved hånden.














søndag den 15. februar 2015

[eftertanke] jeg nægter

Jeg nægter at blive hadsk, selv når hadet kommer tæt på mig.

Jeg nægter at drage konklusioner fra et billede der er blevet forvrænget i sort og hvidt.

Jeg nægter at være bange, for frygten er som en steppebrand når den får fat.

Jeg nægter at lade vreden blive i mig, for vreden er frygtens søster.

Jeg nægter at lade ondskab skabe afstand i generaliserings mangelfulde navn.

Jeg nægter, at lade ondskab tage (skønheden i) livet af min by.



Af Christian Schloe










lørdag den 14. februar 2015

[snak] den moderne hofnar



Det specielle ved satire er, hvordan den håndterer sandhed. Satire giver sandhed en helt speciel præmis.

Man kan jo ikke tage satirikeren alvorligt -- han er jo satiriker. En joker. Hans virke er, at få folket til at grine.
Modsat, kan satirikeren jo sige hvad han vil. Og når han må sige hvad han vil, så er han værd at lytte til. Han kan jo tillade sig at sige den sandhed som politikere, magthavere og medier ikke tør nærme sig. Satiren giver ham en frihed der, også historisk set, har en vigtig rolle i samfundet; han er den moderne hofnar.

Jon Stewart har med stor sandsynlighed været den vigtigste hofnar i den moderne vestlige verden. Han har med en skarp tunge gået hårdt efter nyhedsmedierne i USA, og kaldt dem fejlslagne. Han har sat fokus på problematikker der gør ondt, og vekselvirket mellem jokes og alvor for at få spotlight på vigtige emner i politik og problematikker - og de nyhedsmedier som har rapporteret om dem.
Han har været den irreterende torn i øjet på magthaverne, som de har elsket at hade, og gjort klogt i at lytte til.

Personligt husker jeg bedst hans medvirken i det amerikanske debat-program Crossfire d. 4. oktober 2004. Jeg skrev faktisk bacheloropgave om den.
De to værter, en republikaner og en demokrat, inviterede Jon Stewart og forventede satirikeren, værten fra The Daily Show. De fik Jon Stewart, samfundskritikeren. De fik en velinformeret, dygtig mand man ikke så nemt kan løbe om hjørner med.
På få sekunder fik Jon Stewart vendt rollerne om, og nægtede at blive underlagt deres firkantede idé om hvem han var. Han var (og er stadig) utroligt træt af hvordan medierne har glemt deres rolle i samfundet. Medierne glemmer at være kritiske og undersøgende. De glemmer at være uafhængige af politikernes dagsorden.

"It's hurting America. Here is what I wanted to tell you guys: Stop... You have a responsibility to the public discourse, and you fail miserably."

Få måneder efter blev Crossfire taget af æteren.

Nu er en æra slut. Jon Stewart stopper som satirisk, falsk nyhedsvært på The Daily Show, efter 15 år. Han bliver savnet! Han var brilliant! Det bliver meget spændende at se, hvad han nu vil give sig til.
Men programmet fortsætter, som satiren fortsætter. Behovet for den skarpe tunge (eller pen, for at mindes tragedien på Charlie Hebdo) vil altid være til stede, for den skarpe tunge skal give modvægt til information med bagtanker, og give klarsyn i den verden vi lever i.










onsdag den 11. februar 2015

[eftertanke] jeg har det fint

Jeg er dækket af hud. Jeg vil ikke lade nogen komme ind. Træk mig frem fra indersiden. Træk mig frem fra vrangsiden.

Jeg ser farverne i sorte og hvide toner. Jeg ser kun verden i de klare konstraster. Jeg er farveblind. Lad mig være. Kom forbi mine mure. Jeg er klar. Jeg er parat. Jeg har det fint.

I am covered in skin. Noone gets to come in. Pull me out from inside. I am ready. I am ready. I am ready. I am fine.









Tekst inspireret af, og lånt fra, Counting Crows' Colorblind.

tirsdag den 10. februar 2015

[eftertanke] det er indviklet

I aften er jeg forelsket i at være forelsket. Også selvom jeg ikke er forelsket.

Det er indviklet at leve i sine drømme.

Jeg drømmer blandt andet om din duft. Og om hvordan du trækker mig ind til dig om aftenen. Og om hvordan jeg savner dig.
Jeg kan næsten mærke forventningen.

Jeg kan næsten tænke dig virkelig.









mandag den 9. februar 2015

[anbefaling] den unge kvinde og havet

Jeg har de bedste minder fra min onkels sommerhus i Nordjylland. Der var sivmåtter på gulvene, køkkenet var småt men funktionelt, TVet kunne kun tage DR1, der var brændeovn og der var puslespil og gamle Anders And blade fra 70'erne.

Vi kom altid ind til et meget koldt sommerhus ved ankomsten. Vi blev ramt at kulden blandet med duften af sivmåtterne, og forventningerne om hygge. Far og Mor fik fortalt min søster og jeg at vi skulle smide vores ting ind på værelset, og mens mor satte madvarene i køleskabet, satte far varme på. Og så ud med os alle fire. Ned til vandet at gå, mens varmen fik overtaget i det lille sommerhus.
Der ventede varme godter når vi kom hjem. Hjemmebag. Kakao til børnene og kaffe til de voksne.

Vesterhavet har fået en helt speciel plads i mine barndomsminder. Masser af tykke jakker og store tørklæder og hatte. Masser af blæst. Grålige toner af blå, grøn og gul. Tang og duften af noget en lille smule magisk. Barneben der prøvede at løbe trods overtræksbukser. Den evige jagt efter smukke skaller og sten med huller i. Fyldte lommer.

Man bliver så dejligt blæst igennem, sagde Mor altid.

Man får blæst røde i kinderne. Man vågner.



Politiken har lavet en fin lille feature om Anna Sol Jørgensen, der er opvokset ved Øresund, og aldrig har været ved Vesterhavet. Det er virkelig god læsning. Måske for mig fordi det vækker minder, men man skal ikke kimse af noget der vækker minder.
Uanset er det en fin beretning om et første møde med Vesterhavet.

... Og så er mit litteraturhjerte ret glad for referencen til Hemingway i titlen.

Den unge kvinde og havet.










søndag den 8. februar 2015

[eftertanke] tilpas

Hvad han skulle have sagt, men ikke kunne.

'Sandheden? Sandheden er, at jeg ikke føler mig til rette. Men det tænker jeg ikke på. Det er nemlig værre at jeg ikke kan se hvor jeg vil være tilpas.'


Hvad han gjorde i stedet.

Gik. 










lørdag den 7. februar 2015

[anbefaling] den amerikanske pige

Ruth Orkin: American Girl in Italy (1952)


Jeg er sikker på, at I kan huske hende? Den amerikanske pige i Italien.
Hun hang på mit teenageværelse, og så pæn ud. Selvfølgelig pakket ind i en ramme af noget der prøvede at ligne noget der måske var træ, måske var plastik.
Men fotoet var nu virkelig smukt stadigvæk. Hun lignede lidt sådan en kvinde jeg gerne ville være; lidt forhastet, naturligt smuk, ombejlet og helt sikkert på vej hen til et piazza for at drikke umenneskelig stærk espresso med et spændende menneske som selskab.  Hvilken ung kvinde ville ikke gerne være lidt som det? Sådan lidt en Eat Pray Love kvinde.

Ruth Orkin hedder fotografen, og billedet fra 1952 hedder American Girl in Italy.

Jeg havde faktisk ikke tænkt på fotografiet i mange år. Teenageværelset er blevet skiftet ud med en voksentilværelse, og væggene har nu fået andet kunst og andre minder på sig. ... Men jeg ville nu stadig gerne lidt være den lidt forhastede, naturligt smukke kvinde på vej til et piazza for at drikke kaffen i godt selskab.

Så da jeg så at The Guardian havde lavet en lille artikel med kvinden på fotografiet, blev jeg nysgerrig! Det er en fin, hurtig læsning - det passer lige til en kop morgenkaffe.

Hun hedder i øvrigt Ninalee Craig (dengang hed hun Jinx Allen), og er 83 år gammel i dag.
Læs The Guardians artikel her.

Hvis du skulle være nysgerrig på resten af serien med den unge Jinx kan du se den her.




Stadig smuk. 83-årlige Ninalee Craig, af Keith Beaty. Lånt herfra.









mandag den 2. februar 2015

[eftertanke] sneen var så smuk

Alt hvad hun ville var, at danse.

Hun talte med en fasthed i stemmen hun ikke havde troet hun længere kunne mønstre:
Jeg ville gerne fortælle dig om min dag, men jeg er bange for at miste den hvis jeg gør det. Den har været så god. Den har været min.

De hørte ikke efter. Sneen var så smuk udenfor og dæmpede den verden hun følte sig trængt af. Fjernede forstillelsen et øjeblik.

Og uden, at nogen rigtigt så det, forsvandt hun i den iskolde nat.










Dele af sangtekst lånt fra TV2s Det eneste hun ville var at danse.

søndag den 1. februar 2015

[anbefaling] samlerier



Inde på I Do Art har Camilla Konradsen lavet noget fint. Det gør hun egentlig i det hele taget (jeg bliver helt væk på sådanne sider. Jamen det er et slaraffenland af visuelle lækkerier! Jeg er afhængig).

... Tilbage til pointen.

Da jeg var barn samlede jeg på sten med huller i, glansbilleder, servietter og brevpapir. Jeg kan overhovedet ikke huske hvorfor jeg gjorde det. Jeg kunne måske godt lide at noget var mit. Sådan rigtigt. Og at jeg selv kunne vælge ud. Det var mine skatte.

Og så bliver man voksen, og så begynder det at virke for fjollet at samle. Nu kalder vi det bare noget andet.

Jeg har for eksempel tre penalhuse. Og har en svaghed for skriveredskaber og notesbøger. Og kaffekrus i den helt rigtige størrelse. Og vinglas i klare farver. Og gamle, smukke bøger der er blevet skrevet i af andre. Busted, I guess.

Camilla Konradsen har fundet ti samlere i Danmark som hun så har besøgt. Der er hende der elsker pingviner, hende med æggebægrene, ham med spolebåndoptagerne og hende med inspirationen.
Det er fine små portrætter, og det er perfekt søndagslæsning.

De ti samlerportrætter kan findes her.