lørdag den 31. januar 2015

[eftertanke] symmetri

Ledningen finder sin plads mod trommeslagerens rygsøjle, og viser musklerne frem, sort linje mod hvid tshirt. Naturlig symmetri. Levende. Sort på hvidt. Rytmen fanger og holder fast.

Jeg er ligeglad. Han er sgu smuk. Også selvom jeg ikke ved hvordan han ser ud.









fredag den 30. januar 2015

[eftertanke] du skrev dem til mig

Jeg kan mærke, at jeg ikke bruger de ord til andre. De bliver her hos mig. Jeg ved godt, at det er barnligt og egoistisk - og faktisk helt unødvendigt.
Men de er mine. Du skrev dem til mig. De er mine nu. 










onsdag den 28. januar 2015

[snak] særligt sensitiv

Boicu Marinela: Breaking. Fundet på Pinterest.




"Jeg synes, at vi skal prøve at tilgive dem, for de har formentlig ikke vidst bedre." 



Min søster er pædagog, og kender fra sin faglighed meget mere til begrebet "særligt sensitiv" end de fleste andre. Det var også hende der fik (banket) det ind i mit lidt modvillige hoved, at der hverken er tale om lommefilosofi eller småhysterisk psykologi uden grundlag. Det var hende der fortalte mig, at det ikke var mit hoved det var galt med. At være særligt sensitiv betyder, at mine nerveender tager ekstra meget information ind. Hun har gjort mig klogere.

For det er jo det jeg er. Altså, særligt sensitiv. Det er virkelig det jeg er. Det er ikke en diagnose. Det er ikke noget der "er galt". Og vi er mange der er det, i større eller mindre grad.

Hos mig, betyder det at jeg ikke kan være social særlig længe, uden at jeg virkelig skal trække mig tilbage. Er jeg ikke opmærksom på dette, ved jeg at jeg bliver "overfyldt", og det fører til at jeg bliver ked af det, overvældet og hektisk. Der har været mange der har dømt mig lidt som kedelig, hvis jeg går tidligt hjem. Men det er ikke fordi jeg ikke hygger mig, og jeg er ikke bare kedelig. Der er ikke så meget "bare" over det. Det er oprigtigt sådan det er.

Det betyder, at jeg snakker meget. Og at der bliver tænkt endnu mere end der bliver talt.

Det betyder, at jeg tager virkelig meget ind - og også mere end hvad der er normalt. Det betyder at jeg ikke er god til horror, drama, og portrætter af uheldige skæbner. Det kan tage et par dage før jeg helt rammer mig selv ovenpå en voldsom film. Det kræver simpelthen utroligt meget energi af mig.

Det betyder, at det tærer meget på min energi når folk omkring mig har det skidt, og modsat smitter det også utroligt meget når folk omkring mig har det virkelig godt. Mine følelser kommer ekstra langt op, og dybere ned. Jeg tager andres energi til mig.

Det betyder, at jeg virkelig skal arbejde på at holde fast i hvem jeg er, for grænserne kan være lidt flydende en gang imellem. Det betyder at jeg nogle gange føler, at jeg mister mig selv lidt. Så skal jeg bruge energi på at få ramt mig selv igen.


Mest af alt, skal jeg arbejde på at lade være med at være træt af det. Det er også det min kloge søster siger til mig.
For blandt andet gør det jo også, at jeg måske er ekstra god til mit job. Og at jeg faktisk har anlæg til at være god til at skrive. Og at jeg er god til at formidle. Og at jeg naturligt giver personer chancer og opbakning, hvor der måske ikke har været så meget opbakning fra andre.
Og jeg mærker store oplevelser dybt. Jeg bliver rørt af kunst, af sætninger og af digte. Når jeg har energien til det, er oplevelserne virkelig store. Jeg er heldig, faktisk.


Lige nu betyder det også, at jeg skal erkende at der er mange der ikke forstår det. Det betyder også at jeg skal huske at fortælle om det, og at jeg skal tilgive dem der ikke har vidst bedre, for det gjorde jeg jo heller ikke selv. Og at jeg skal acceptere. Jeg er jo faktisk rigtig glad for at være som jeg er.

Her kan du læse en virkelig god artikel om hvad det er at være særligt sensitiv. Det er god læsning.










tirsdag den 27. januar 2015

[snak] aftenbøn

I dag er det 70 år siden Auschwitz lukkede. 70 år siden forbrydelserne stoppede i den koncentrationslejr hvor så mange liv blev frarøvet værdighed og så mange skæbner gik til.
Efter at have læst mange digte fra verdenskrigene, og specielt også med al den ondskab der foregår i verden nu, syntes det vigtigt (for mig selv) at få skrevet bare ét eller andet.

Jeg havde måske nok egentlig tænkt at der skulle komme et andet indlæg. Noget med nogle fotografier der er dukket op i mit feed de sidste par dage. Noget med noget fokus på minder. Noget med, at vi skal huske at huske.

Men så ombestemte jeg mig, for Aftenbøn med De Eneste To sneg sig ind i mit hoved (og spørg mig ikke hvor den kom fra; mit hoved er så rodet for tiden, at jeg ikke selv ved det).

Men den passer så smukt ind.

Den handler om at møde hinanden. Om at bede, uafhængig af religion. Om at lytte, erkende, overveje og lære hinanden at kende. Om åbenhed og at finde tiden til at åbne op.
Om at mødes på trods af forskelligheder, og tage de snakke om livet som fortjener at blive taget - på den langsomme og ærlige måde.

Her kommer De Eneste Tos Aftenbøn i en intens, fin version.
Skulle vi ikke ta' os en gin -- gøre natten lidt længere? Det er så lang tid siden, hvis du ved, hvad jeg mener med det.













mandag den 26. januar 2015

[eftertanke] perspektiver

Han gik ned hvor han engang tit havde gået som barn. Nu med voksenøjne. Minderne havde givet ham en afstand fra dengang. Det er vel egentlig okay, tænkte han. Der er bare kommet mere tyngde på. Det er jo sådan det er. Perspektiverne har ændret sig.

Han havde indhentet træerne siden da. Hulerne var nu bare tilgroet buskads. Brædderne var væk.

Frygten sad der godt nok stadig - sådan lidt som et ekko.
Frygt er noget underligt noget, tænkte han. Den bliver aldrig rigtigt taget alvorligt når vi er børn, og som voksne skal den imødekommes med rationalitet og logik.

Han lagde sig ned under et af træerne, der dengang havde virket fulde af monstre, ravne og ondskab. Han tænkte ikke på at hans tøj blev vådt og snasket af februar-jorden. Han gjorde sig i stedet så lille som hans voksne krop kunne blive, og så op i kronen.
I tankerne råbte han efter ekkoet: Nu er jeg her igen. Hvad vil du have, at jeg skal gøre?

Og sådan lå han under træet i noget tid, og sagde farvel til noget han ikke helt var sikker på hvad var.

Det er jo sådan det er. Perspektiverne har jo ændret sig.










lørdag den 24. januar 2015

[eftertanke] kærlighed på film

Er jeg naiv hvis jeg håber på kærlighed som på film? Den må da stamme fra noget virkeligt.

Så come on skinny hope, just last the year.

You see, I can't allow myself to fall in love with you. So I am hating you instead. And am really just hoping for the best.










[anbefaling] morgenmusik

Dagen starter altså bare bedre, hvis man starter med den bedste slags musik. Jeg kan huske en rustur på uni, hvor de spillede Bob Marley om morgenen. Der rendte vi så rundt, bagstive og langsomme, og vågnede med stærk kaffe og Bob Marleys greatest. Det var den bedste start!

Her kommer lidt musisk anbefaling til et godt soundtrack til en lørdag morgen. Lidt langsomt, lidt med beat og lidt med stemning.


Beck: Blue Moon



Benjamin Francis Leftwich: Won't Back Down (Tom Petty Cover)





Glasvegas: Geraldine




Youth: Daughter










fredag den 23. januar 2015

[eftertanke] linjer

Af  Evgeni Tomov, fra Trillingerne fra Belleville. Fundet på Pinterest.



Det er det byen er, sagde han. Det er kaos og rod og linjer der rammer og ramler mod hinanden i ét virvar. Det er en hel masse uro der ender med at give ro. Det er vel faktisk sammenhæng.
Hun lyttede og tog hans ord ind, men det var ikke rigtigt hende han snakkede til, og da hun svarede ham at hun forstod ham, hørte han hende ikke.










torsdag den 22. januar 2015

[eftertanke] I wonder if you know

'You know, I've heard of people like me, but I've never made the connection.'

Måske er det fordi, at jeg aldrig helt har forstået, hvordan en besættelse ser ud. 
Når jeg ikke har set den hos andre, hvordan har jeg så kunne se den hos mig selv? Den ligner forræderisk meget passion, og passion, siger de jo, er godt at have.
Det er vel en form for talent. Og jeg har klaret mig meget bedre, end de sagde, at jeg ville. 

'And I wonder if you know
that I never understood
that although you said you'd go - until you did, I never thought you would.'





(Dele af sangtekster er lånt fra Don McLeans Crossroads og Empty Chairs.)










tirsdag den 20. januar 2015

[anbefaling] en tese om at finde kærlighed

Kunstner: Geoff McFetridge - fundet på Pinterest



Da jeg først så denne artikel på mit feed på facebook (jeg følger New York Times) fik jeg ikke læst den. Det virkede lidt for opstillet, tror jeg. Alene titlen på artiklen: To Fall in Love With Anyone, Do This. Det smager lidt af en overskrift på forsiden af et dameblad... Jeg skyndte mig videre!

Men så stødte jeg på den igen hos en blogger jeg virkelig godt kan lide. Så måtte jeg jo lige prøve at se hvad det var for noget. Linket blev åbnet over en kop mandagskaffe, og det var godt jeg gjorde det.
Mandy Len Catron har faktisk skrevet en virkelig fin artikel her; den er dejligt direkte, og eksperimentet er tilpas tankevækkende.

Kan man virkelig forelske sig i et fremmed menneske, efter bare 90 minutters snak og fire minutters stirren ind i hinandens øjne?
Klinisk? Sikkert. Opstillet? Jep. Men det kan nu noget alligevel.
Det der virkelig er rammende for mig, er tanken om at åbne op for de mest intime tanker og personlige oplevelser nærmest med det samme. Og at være åben for at der kan komme kærlighed ud af det. Det er da vildt, er det ikke?
Så sidder man dér, overfor en person man overhovedet ikke kender, andet end måske som en bekendt, og indvilliger i at fjerne alle barriererne.

Nysgerrige? I kan finde den her.



NB - Mine anbefalinger er aldrig sponsorerede. Jeg anbefaler kun fordi jeg synes noget er fedt.










mandag den 19. januar 2015

[eftertanke] *anstrengt smil*

Det er utroligt hvad de mener, at de kan tillade sig at kommentere på. 

Hvorfor fanden bor du i København? Hvad vil du dog dér?
Nu skal du da også snart selv se at komme i gang. Man behøver jo ikke en mand i dag. Det kan klares uden!
Er du ikke bare kræsen? (Og i samme åndedrag:) Du stiller for høje krav.
Skulle du ikke tone det lidt ned? Nu du jo er blevet voksen. Men du er jo ikke så vild som du har været. Det er blevet bedre.



Tak en fandens masse. Nu har jeg set lyset. Og er i øvrigt også blevet smittet.










søndag den 18. januar 2015

[eftertanke] ville gerne

Jeg ville virkelig gerne kunne spille på et instrument. Så kunne jeg komme ind til nerven med mine toner, og selv om jeg så måtte blive helt væk i det, så gjorde det ikke noget, for jeg havde delt inderlighed.
Måske skulle jeg bare skrive i stedet.










lørdag den 17. januar 2015

[eftertanke] bare lidt endnu

Oplevelsen sad i nerven [sidder i alle nerveenderne]. 

Og i det insisterende, inderlige ønske om, at kunne indfange og indtage alle de små glimt af noget perfekt, der dukkede op i løbet af aftenen. 

Fastholde dem. Kræve at de bliver lidt her hos mig. Bare lidt endnu.










[snak] that (off)beat



MØ! ... MØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØMØ!     Offbeat, lovely MØ.

All my life I've stepped to the rhythm of the drums inside my head. 



Jeg vågnede tidligt her til morgen, har nået alt og skal nå endnu mere. Men humøret er helt oppe! I aften skal jeg til koncert sammen med en veninde. Vi skal ind i en udsolgt Koncertsalen og være offbeat med MØ.

Jeg har slet ikke fået dyrket hende nok, kan jeg mærke. Nu er jeg kommet i gear!

Hun gør vel i bund og grund det, jeg gerne ville se noget mere af - både i musik- og i mediebilledet: Hun er helt og aldeles sig selv. Hun går helt ind i musikken, tør at vende ryggen til publikum og lukke øjnene lidt. Hun danser ukoreograferet og dyrker sin egen æstetik. Der er en fuckfinger til alle dem der vil gøre hende "pæn" og konform. Ikke bare i hendes udseende, men også i hendes tekster og musikkens udtryk.
Hold kæft hvor er hun sej! She marches to the drums inside of her head.

Og specielt i et samfund hvor det kræves at man er konform og let forståelig, er det umanerligt forfriskende at se en ung kvinde brage igennem - også internationalt - på den måde.

Og specielt i et job hvor jeg ser så meget usikkerhed i mine elever, er det umanerligt dejligt at se at der findes rollemodeller som MØ.














fredag den 16. januar 2015

[anbefaling] FvonF


Alle billeder i dette indlæg er lånt fra Freunde von Freundens pinterest-side



Jeg kan ikke rigtig med boligmagasiner, og da slet ikke de danske. Det virker altid som om at alle har taget hinanden under armen og er blevet enige om hvad der er pænt. På en så-er-den-ikke-længere måde. Selv de 'skæve' boligrapportager virker polerede og alt for pæne. 
Og så koster alt en formue.

Jeg ved ikke med jer, men det har jeg svært ved at finde inspiration i. 

Så, når andre køber boligmagasinet, smutter jeg forbi Berlin-baserede Freunde von Freundens hjemmeside. Og suger til mig. 

Jeg ELSKER deres koncept. 
FvonF er et webmagasin der interviewer vidt forskellige mennesker i deres hjem, og i deres urbane nærmiljøer. Der er kunstnere, forretningsfolk, up and comers, forfattere ... alt. Fra hele verden. Det er som regel folk med en kreativ nerve og derfor også en speciel stil. Læserne får indblik i deres historier, deres passioner og deres omgivelser. 
Og så er der billederne af hjemmene; der er rod, der er stilrene rum, der er hipstermiljøer, der er klasse. Der er noget for enhver smag. 
Det er netop dét der inspirerer mig - at der ikke er en forudbestemt idé om hvad god smag er, men at de vælger at skrive om meget forskellige typer, fra forskellige kulturer og forskellige kreative lag. 

Det er så cool! Sørg lige for at finde en kop kaffe i weekenden og smut forbi deres hjemmeside, ikke? Du får sikkert lidt mere lyst til at flytte om og gøre ved, end du havde før. 











NB - Mine anbefalinger er aldrig sponsorerede. Jeg anbefaler kun fordi jeg synes noget er fedt. 










torsdag den 15. januar 2015

[eftertanke] det er meget godt

En eftertanke er et stik, en følelse, en kommentar.
Den er en videretænkning af noget jeg har set eller hørt eller læst. Den har også rod i noget fra mig selv.
En eftertanke kan også gøre ondt. Men den kommer fra noget virkeligt, og den er ærlig.






Det er meget godt, at du står der og siger til mig at livet er godt, sagde hun.
At der er en mening med alt, og at man kan finde kærlighed and whatnot over det hele. At det allerede er i mit liv.

Men hvad fanden skal jeg gøre med afstanden? Det der store, blanke, tomme rum der står i vejen? Kan du sige mig det?

Og er du nu helt sikker på, at det ikke bare er bullshit du lukker ud, når du nu lige tænker efter.










onsdag den 14. januar 2015

[eftertanke] blank fucking space

En eftertanke er et stik, en følelse, en kommentar.
Den er en videretænkning af noget jeg har set eller hørt eller læst. Den har også rod i noget fra mig selv.
En eftertanke kan også gøre ondt. Men den kommer fra noget virkeligt, og den er ærlig.






Nogle gange glimrer forklaringen ved sit fravær.

Som i dag og som for tiden.










tirsdag den 13. januar 2015

Den første eftertanke

En eftertanke er et stik, en følelse, en kommentar.
Den er en videretænkning af noget jeg har set eller hørt eller læst. Den har også rod i noget fra mig selv.
En eftertanke kan også gøre ondt. Men den kommer fra noget virkeligt, og den er ærlig.

Her er den første.






Jeg tænker det i stykker, sagde jeg.
Hvilket? spurgte han.
Det hele, svarede jeg.

Men hvordan lever du så, spurgte han. Hvad med alt det usikre?
Det ved jeg ikke, svarede jeg. Måske lever jeg bare i processen. Uden at overveje en slut-destination.

Må jeg ikke være din GPS, så? spurgte han.
Småkoldt stirrer jeg på ham. Alle ved at man ikke kan stole på en GPS, svarer jeg.










mandag den 12. januar 2015

Lidt nyt, lidt forandret og lidt vovemod

Som lovet i nytårsindlægget, kommer der til at ske lidt på imellemtiden. Nu sætter vi det hele lidt i gear.

imellemtiden startede da jeg kom lidt ind i en hvad-skal-jeg-for-pokker-nu-bruge-min-tid-på krise efter studiet. Det var her jeg ville nedfælde mine tanker og holde lidt fast i min faglighed, hvilket kan være utroligt svært når man går ledig. Som i, åndssvagt svært.

Men der er sket en masse med mig, og det virker som om at imellemtiden ikke helt er fulgt med. Her er stadig lidt for meget kaos (selv for mig), og jeg tør stadigvæk ikke helt det jeg gerne vil.

Så nu skal der gøres noget.

Der kommer til at ske lidt med udseendet inden for det næste stykke tid - det har længe kriblet i fingrene for at give siden et nyt udseende. Det bliver cool.

Jeg kommer til at prøve at inddele mine indlæg lidt i nogle kasser, så der kommer lidt mere orden i kaos. Der kommer anbefalinger, generelle indlæg og eftertanker. Der kommer mere nerve på bloggen; mere af det jeg ikke har turdet at dele med jer før. Det bliver også cool.

Og sidst (men slet, slet ikke mindst hvis man spørger mine nerver) så kommer der en Facebook-side.
... Det er sikkert slet ikke så stort og farligt som jeg tænker at det er. Vel?
Nå, men her vil jeg poste links til nye indlæg, og det vil være meget nemmere at skrive en kommentar. Det er lidt til alle jer der ikke er på bloglovin', men også bare til alle jer der synes at det kunne være hyggeligt.
Facebook-siden lever faktisk allerede. Den kommer til at være under udvikling i en lille periode (så hav lidt tålmodighed med mig), men den lever! ... og kan findes her :)

Hep hep!









søndag den 11. januar 2015

Je suis

Jeg er.

Jeg vil ikke gentage alle de tanker der er blevet delt om Paris. Jeg tror de gode er blevet delt og kyndigt beskrevet, både af folk der er bedre tegnere end jeg, og bedre ordsmede.

Men jeg vil gerne skrive noget alligevel - ikke som en kommentar derpå, men i forlængelse deraf. 

Jeg er ... en af dem der skiller sig ud. Jeg har højde, personlighed, tankevirksomhed, farverighed og snaksalighed nok til to. Jeg fylder. En af mine nye veninder har fortalt mig at jeg kommer ind i folks liv med træsko på. 

Men jeg er hvem jeg er. Så vidt som overhovedet muligt, er jeg uden afgrænsning mig. Jeg magter simpelthen ikke længere at ligge under for, at nogen mener at jeg lige skal skrue ned, eller tage mere neutralt tøj på. Jeg er mig, med træsko på, kaos i hovedet og en lidt for fantasifuld tilgang til virkeligheden.

Jeg er ikke den store politiske forkæmper - det bliver jeg aldrig. Det er ikke dér min force ligger. Jeg står i et klasseværelse og kæmper en kamp for at fortælle mine elever at jeg ser potentiale i hver og én. Nogle skal have det forklaret på en anden måde end andre. Nogle tror helt sikkert at jeg er imod dem. Nogle kan slet ikke lide mig. Det er i orden; det er sådan det skal være.
Men sandheden er, at jeg virkelig hepper på dem alle, og jeg ser det som en æresag, at hjælpe dem på vej. Jeg ønsker virkelig højt at de alle når deres potentiale. Hver og én. Og at dem der ikke rigtigt bliver heppet på af så mange andre i deres liv, ved at jeg i hvert fald tror på dem. 

Det er sikkert alt for meget for mit hoved. Og jeg er slet, slet ikke dygtig nok som lærer endnu. Jeg er jo grøn. Kynikerne vil stå i kø og råbe op om, at jeg skal passe på mig selv, og stå med en lettere nedgørende mine og erklære at jeg nok skal komme ned fra piedestalen med tiden - jeg skal bare vente og se. Jeg skal nok blive klogere.

Men indtil jeg selv lærer den lektie (hvis jeg lærer den lektie) så lad mig sige det sådan her: 

Jeg tror på, at der skal heppes på den enkelte. Jeg tror på, at forandring sker nedefra. Jeg mener, at det er vigtigt at jeg lader mine elever forstå, at deres holdninger tæller, og at hvis de vil frem i verden, så er det via respekt, dialog, forståelse og venlighed at man kommer længst. Jeg er sikkert slet, slet ikke dygtig nok til at formidle det, men jeg gør mit bedste. 

Nej, jeg er ikke som satire-tegnerne på Charlie Hebdo, men jeg vil ikke gå på kompromis med hvad jeg mener, og jeg vil ikke forandre hvad jeg står inde for, alene fordi andre mener at jeg tager fejl, og ikke passer ind i deres verdensbillede. Jeg vil være lydhør, lære en masse og udvikle mig, men ændre mig for andre vil jeg ikke. Det er svært! Der er mange dage hvor jeg er usikker og i tvivl, og der er dage hvor jeg føler mig bedrevidende og træls - men jeg prøver mit bedste på at stå fast og støtte og lære. Det er vel der vi skal starte?

Jeg er. Je suis.










torsdag den 1. januar 2015

Nyt år

Så hoppede vi igen over i et nyt år. For mit vedkommende var det med læbestift, bobler, god mad, gode veninder og et manglende tv-signal så vi måtte efter-streame Dronningens nytårstale. Det var en dejlig aften.
I dag sidder jeg så og er helt forkert, som man altid er sådan en første januar. Det er ikke engang tømmermænd, for vi kom aldrig dertil i går. Det er bare en skævhed. Min veninde siger klogt at det er antiklimax efter jul og nytår. Måske.

Året vi lige er hoppet videre fra, var vildt for mig. I frit fald. Som en iltmaske hvor luften før var tynd. Jeg kan slet ikke tænkte tilbage på livet før flytningen, uden at føle mig fastklemt og utilpasset. Jeg har svært ved at sige hvad det helt var. Men det var der.

Næste år byder på en masse usikkerheder. Frit fald igen. Men med en større tryghed i faldet.
Det handler om, at turde at være lidt naiv, tror jeg. At turde være lidt urealistisk, være ligeglad med om så mange andre også har en mening med ens liv, og så bare leve alligevel. Drømme som man vil.
Som First Aid Kit synger i deres New Year's Eve: "I know that I am naïve, but if anything, that is what is going to save me".
2015 skal smage af det frie fald. Af naiviteten i de egoistiske, drømmende men stadig voksne valg. Af mig, sådan til en forandring. Jeg fortsætter i den samme tanke som i 2014.

Og imellemtiden? Den skal stadig være her. Måske på en ny platform i løbet af året. Måske med nye vinkler. Måske med en anden tone. Måske med mere hjerte, mere der gør ondt -- mere kerne? Det kommer i en proces, tror jeg. Men jeg vil stadig være her for jer der læser med. Stadig med bøger og kunst. Stadig med glimt. Mere med digte. Mere med mig. Jeg håber, I stadig kommer forbi.

Godt nytår!