onsdag den 30. december 2015

[snak] noget om status og fortsæt

Jeg tænkte lidt, at jeg ville gøre lidt status her i slutningen af december. Og i slutningen af året.
Det føles lidt, som noget man skal. Og noget som er sundt.

Der er kommet en del opbrud i mit liv de sidste par år.
Jeg skiftede studie da jeg gik på uni. Hoppede fra et studie jeg følte, var forventet at jeg elskede, til et studie hvor jeg ikke helt anede hvad jeg lavede (i hvert fald i starten).
Fordi det var hvad jeg ville.
Jeg er flyttet. Først og fremmest fra Aarhus, fordi jeg virkelig trængte til afstand.  Sidenhen fra Christianshavn til Amager til Nordvest til Amager.
Jeg har haft tunge, gode samtaler med mennesker. Jeg har sluppet venskaber og tumlet ind i nye. Holdt fast i dem som jeg kan være mig selv i.
Jeg lavede bloggens koncept lidt om, og begyndte at skrive som jeg ikke helt turde at skrive før. Så kom eftertankerne på banen, og jeg fik oprettet en facebook profil til imellemtiden.

Det hele har føltes som en eller anden form for genkalibrering af mit liv. Af venskaber hvor vi skulle finde hinanden igen; af forholdet til min familie; af stil og tankemønstre. Nok lidt af alt, hvis jeg tænker nærmere over det.
Jeg har komplet mistet fodfæstet, for at kunne prøve at se, om jeg kunne lande selv denne gang. I ved, uden at lave en albatros når jeg lander. Og få alt få mange halv-alvorlige brud.

I år har jeg sendt mit første stykke tekst ind til en konkurrence og fået min første eftertanke i glas og ramme (den kommer jeg mig stadig over).
Jeg er blevet endnu gladere for mit job som underviser. Jeg er blevet moster (igen). Jeg er flyttet tilbage til Amager (og jo - man bliver rundtosset af at prøve at følge med på den front).
Jeg er vist bare i bund og grund blevet mere mig, og mere modig. Og mere okay med at lave fejl hen ad vejen, og slippe de elementer i mit liv, som jeg ikke har godt af.

Hvad så? Næste år?
Jeg har kun små fortsæt. Jeg vil gøre med ud af bloggen. Nyt logo (på et tidspunkt). Ny platform (måske). Flere lange tekster (de tager tid at skrive. De er lidt i støbeskeen allerede). En separat instagram-konto (tænker jeg. Den pusler jeg lige lidt med).

Jeg vil mere ud i livet (kaffe, øl, nye mennesker), og blive bedre til at finde ro hvor jeg er. Jeg vil altid have min notesbog med mig (dét er da et fortsæt man kan tage at føle på!) og jeg vil tegne mere. Bum.

Og så kan det være, at jeg lander lidt. Jeg tænker, at jeg skal øve mig i ikke at være en albatros. I'll let you know how it goes.










mandag den 28. december 2015

[eftertanke] hjørner

Hun siger, at der er en tryghed i hjørner.

At hvis hun nu skubber sig nok ind i den skarpe vinkel, så vil hendes krop skubbe til det hårde, og det vil blødgøres og forme sig om hende.
Som et tæppe. Som ler. Som kølende, tyk væske.

Hun siger, at hun helst vil skubbe med hovedet først. Mærke rispapirstapetet mod sin pande og sine kinder. Der er feber i hovedet og det larmer.

Hun er sikker på, at dimensionerne vil forandre sig for hende, for hendes verden føles så elastisk, fortæller hun mig.

Og hvis hun nu skubber nok til, kan hun forsvinde ind i væggen.

Jeg spørger hende, hvad det er, hun vil have på afstand.










lørdag den 26. december 2015

[eftertanke] han til mig

Det hele bygger på en gentagelse.

Sådanne dage er jeg ikke et godt menneske, siger han til mig.

Jeg burde virkelig have vokset fra de drømme, siger han til mig.

Når jeg ser på de andre der er frie, kan jeg ikke være lykkelig, siger han.
Denne gang ikke til nogen specielt.

Og jeg sidder ved siden af ham, og tænker over, hvorfor han sidder så langt væk.









torsdag den 24. december 2015

[anbefaling] til juledagene

Glædelig jul. Rigtig meget glædelig jul. Må dagen give jer glæde, få de hjertelige smil frem og indeholde samvær med de bedste mennesker.

Da jeg var lille, skulle min søster og jeg sove til middag juleaftensdag. Så havde julemanden tilfældigvis altid lige været der, da vi vågnede. Og hvert år blev stod vi der og var så ærgerlige over ikke at have set ham - lige indtil vi så gaverne. Det var "nok se, ikke røre" princippet, indtil de blev delt ud efter maden. Så min søster og jeg kravlede rundt under træet - rørte (næsten) aldrig ved gaverne - og prøvede at tyde, hvem gaverne var til. Og så kunne man jo lige finde lidt mundgodt i kræmmerhusene.

Det er en lang dag med ventetid og hygge, og resten af juledagene er lidt det samme. Vi sætter tempoet ned, og bliver lidt langsomme.
Vi skal huske at være lidt langsomme. At give os tid. Og hvis vi er rigtig gode, så husker vi det også efter juledagene er slut.

Jeg blev først introduceret til den lille julefilm The Snowman af en studieveninde hvis far er englænder. The Snowman er bygget over en billedbog af samme navn, skrevet af Raymond Briggs.
Den er vidunderlig på den langsomme, magiske måde. Drengen i historien bliver ven med sin snemand der pludselig vækkes til live, og de tager på eventyr julenat, mens forældrene sover.
Der er ingen tale i filmen, men i stedet den mest vidunderlige musik komponeret af den fantastiske Howard Blake. De fleste børn (ahem... og voksne) vil sidde og blive lidt væk i fortællingen; lade sig flyve med og få frostrøde kinder af turen i julelandskabet. Filmen varer lidt under en halv time, og er fyldt til bristepunktet af julemagi. 




Det er nogenlunde umuligt ikke at kende Charles Dickens' A Christmas Carol fra 1843. Den er blevet oversat, genfortalt, fortolket, dramatiseret og filmatiseret så mange gange, at man næsten bliver rundtosset.
Da jeg læste engelsk i Aarhus, var det en af mine professorer der læste den op i en forkortet udgave til vores julefrokost. For mig er det bare ikke rigtigt jul uden Dickens.
For et års tid siden, havde The New York Public Library et event hvor den fantastiske Neil Gaiman iklædte sig viktoriansk tøj (selvfølgelig med tophat) og læste hele Dickens' ikoniske fortælling op for et publikum. De var så også så søde at optage det, og lægge det hele på nettet som en podcast så alle kan høre med (der er nogen på NYPL der fortjener en krammer!).
Gaiman (som jeg i øvrigt før har skrevet lidt om her) starter sin oplæsning ca. omkring 11:33, efter en ret sød introduktion af BBC researcheren Molly Oldfield, hvis idé det var, at oplæsningen skulle finde sted.
Oplæsningen finder I her - den tager lidt over en time, og er simpelthen så hyggelig!

http://cdn-prod.www.aws.nypl.org/sites/default/files/35405593_gvv24v-2_0.jpeg










onsdag den 23. december 2015

[eftertanke] med alle mine talenter

Her sidder jeg så, med alle mine talenter.
Holder så kompetent jeg kan
fast i alle enderne.

Lidt som kæmpen i den uendelige historie
med de så stærke hænder
der alligevel måtte give slip.

Jeg mangler det meste
og er nået under lavmålet
mine rolige hænder væltede tårnet i opførslen.

Resterne ligger og roder omkring mig
og der lader jeg dem sgu bare ligge lidt.

Jeg har det nemlig lige så godt.










lørdag den 5. december 2015

[eftertanke] vi mødtes gennem ruden

Jeg har skrevet en julegave i år. Den blev givet i dag, og var til en af de virkelig fine kaffebarer i København. En af de steder, hvor man altid føler sig velkommen, hvor kaffen smager af godt håndværk, og hvor jeg altid rammer mig selv lidt igen, nærmest så snart jeg kommer ind ad døren. De fik en af mine eftertanker, skrevet specielt til dem, og om dem. Og hvor blev de glade! Og hvor er det vidunderligt, at mine ord kan gøre varme andre så meget!
Jeg spurgte dem, om jeg måtte dele den på bloggen også, for det var jo deres ord nu - ikke mine. Det måtte jeg bestemt gerne! Så her kommer min julegave til de søde folk på Vi mødtes gennem ruden.





Hun ønsker sig et værelse med udsigt. Noget med et liv på den anden side af hendes lille sammenfoldede tilværelse.
Det kan være så ensomt at bo i København.

Der er så mange mennesker der ikke ser hinanden, har hun ofte tænkt. Vi bliver klemt sammen i bussen på vej hjem fra arbejde, og står altid i kø i det første det bedste supermarked klokken ulvetime om eftermiddagen. Vi står så tæt, men vi rører aldrig ved hinanden. Vi ser aldrig rigtigt hinanden.

Der er så mange fremmede.

De sidste par uger var hun begyndt at trække ud. Ned ad gaden, ned mod den røde plads. Ind i varmen hvor de serverer den langsomme kaffe, og hvor vinduespartierne er store.
Der er ikke nogen der står for tæt herinde, tænker hun, og måske er det derfor jeg kan huske hvordan de ser ud.
Jeg ser dem i øjnene når jeg bestiller. Måske er det derfor jeg kan deres navne.

Det bliver tidligt mørkt for tiden. Hun sidder på bænken i vinduet, så tæt som muligt på at være udenfor, og øver sig i at folde sit liv ud.

Hun nyder den kølige rude mod sin skulder, og de kulørte lampers lys, der mat skinner igennem den duggede rude. Hun nyder, at hun kan føle livet igennem glasset.

Hun kan godt se ham, omme på den anden side af gaden. Han står der og venter, med den type ro over sig, som virkelig skinner igennem i så hektisk en by. Han passer slet ikke ind, tænker hun, og hun lader blikket hvile på ham.

Hun tænker, at han er sådan en som læser. Og at han drikker sin kaffe sort. Uden unødvendigt fyld.

Hun forestiller sig, at de kender hinanden. At hun kender følelsen af hans hånd. Af hans fingerspidser. Og hans blik.
Hun synes, at hun kan se en rytme i hans smil. En forventning i mundvigen som hun gerne vil være en del af.

Hun vil gerne danse med ham. Hun på den ene side af glasset, han på den anden. En akavet form for kinddans, men hun synes, de skulle prøve alligevel.

Et kort øjeblik lader hun drømmen overtage. Baggrundsstøj bliver til musik, og de kulørte lamper synes at falde ind i rytmen. Luften udenfor er blevet koldere, og ruden dugger endnu mere til.

Hun blinker, og vender tilbage. Oppe i baren står han nu og bestiller en håndbryg.

Åh, tænker hun, lettere overrasket over sig selv.
Kunne det ikke være fint hvis vi kunne sige, at vi mødtes gennem ruden?










(For en god ordens skyld skal det siges, at indlægget ikke er sponsoreret. Det gør jeg ikke rigtigt i.)

lørdag den 28. november 2015

[anbefaling] hide and seek

I onsdags havde jeg en meget fin oplevelse. Jeg var ude og høre utroligt dygtige elever synge deres hjerter ud i et virkelig smukt kirkerum.
De klarede det så flot og de var så stolte. Tonerne dansede frem og legede med kirkerummets akustik, så alle hårene rejste sig og dansede med. 

Da pigekoret kom på senere, skete der noget ekstra magisk.
De stod oppe på balkonen, og sang Imogen Heaps vanvittigt smukke Hide and Seek ud i rummet, så jeg nærmest følte, at musikken dryssede ned fra loftet og lysekronen som små fnug af lys. Der var ikke så mange der faktisk kunne se pigerne, men vi kunne alle lytte. Og hvor var det godt. Og hvor kom deres stemmer dybt ind i de kolde knogler og tanker. Og fik det hele varmet lidt op igen. 

Siden da, har jeg hørt utroligt meget Imogen Heap. Jeg kendte godt hendes nummer Just for Now, men jeg har aldrig virkelig taget mig tid til at høre hendes andet materiale. 

Uhm. Hun har sådan en fin, skrøbelig stemme. Hun dykker ned i pop og blander det med harmonier, små ekko-stemmer og elektronik på den helt rigtige måde. 

Jeg kan virkelig anbefale at tage et helt stille øjeblik, sætte Hide and Seek på anlægget og bare lukke øjnene og lade musikken falde ind over dig. 
Sådanne oplevelser skal man nemlig unde sig selv en gang imellem.













onsdag den 25. november 2015

[eftertanke] klik-klik

Skiltene klik-klik-klikkede på min vej over broen.
klik-pause-klik-klik-pause - som i en rytme.

De kæmpede om kap om det højeste JA! og NEJ!

Og så var der det skilt der inviterede til varieté.

Og så spurgte du mig, om jeg ville danse.










lørdag den 14. november 2015

[snak] mørke

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af alt det her. Der er for meget. Det er for meget.

Jeg spurgte for noget tid siden, hvad mit våben er, i al det mørke der synes at være i verden disse år. Det mørke, der synes at eskalere og presse ned på os, som en eller anden stor, klam, blytung tyngde hvis eksistens lever for at tvinge os i knæ. Tvinge os ned.

Hvad er mit våben? I dag kan jeg ikke tænke sådan. I dag tænker jeg, at vi alle sammen skal gøre hvad vi kan for ikke at gå ned i knæ. Ikke for mørket.

Nogle vil gå i knæ for at bede til deres gud for at mørket vil give efter for lyset.

Nogle vil gå i knæ for at sørge. Nogle vil gå i knæ af fortvivlelse.

Men vi må ikke gå i knæ for mørket. For guds skyld, for kærlighedens skyld, for medmenneskelighedens skyld. Vi må ikke gå i knæ for mørket.

Vi må ikke begynde at hade, og vi må ikke lade os friste af at generalisere i mørkets navn. Det skylder vi Paris. Og Syrien. Og alle de steder, hvor mørket synes at gøre sig så tung, at flere og flere vil lade knæene give efter.



Nu vil jeg ind og lægge blomster ved den franske ambassade. Væk fra mørket, i solidaritetens, fredens, medmenneskelighedens og kærlighedens navn.



@jean_jullien, instagram










fredag den 23. oktober 2015

[eftertanke] afstand


Afstand

"Jeg ved det ikke", sagde hun. "Det er som om, at der er noter af noget anderledes i luften. Måske er det håb? Det gør stadigvæk ondt, men ikke helt på samme måde."

De sad ved siden af hinanden, og kiggede ud. De havde kendt hinanden så mange år. Han kendte hende bedre end han kendte sig selv. Alligevel føltes det for overvældende for hende at snakke med ham om det, hvis hun så på ham. Så kom han for tæt på.

Det havde gjort ondt at høre, men han havde bidt det i sig, for han vidste at det var en præmis for deres venskab. Nu sad han bare og gav hende luft.

"Det er gået op for mig at det nok altid vil gøre ondt. Det er vel på en eller anden måde at komme videre, er det ikke?"

Hans hånd fandt hendes, og gav den et lille klem. Lod hånden være på hendes et meget kort øjeblik, før han trak den til sig igen.

Han tøvede, men sagde så: "De er familie. Men det er dit liv."

"Ja, jeg ved det godt." Hun lukkede øjnene. Lukkede verden helt ude. Skabte endnu mere afstand til det hele, så hun kunne genvinde kontrollen lidt.
Han ville så gerne være derinde med hende. Støtte hende, så hun nemmere kunne finde fodfæstet igen. Bære noget af læsset for hende. Men det var hende der skulle gøre afstanden mindre. Når hun var klar. Det havde han hele tiden vidst. Med de ar hun bar rundt på, skulle skrøbeligheden respekteres.

Men denne gang havde hun en ny form for ro over sig, syntes han.

Før han kom, altid før han kom, havde ensomheden haft fat i hende. Sandkornene havde skiftet form til mikroskopiske, sylespidse små stykker glas, der havde boret sig ind igennem huden under hendes fødder, pint hendes nervebaner og skåret blodårenes vægge op indefra. Skabt indre blødninger. Små skrig. Tusindvis af små åbne sår, der hånende havde truet hendes jordforbindelse.

Hun havde skyllet sårene i vandkanten, og var blevet siddende. Hun kunne godt lide at sidde der.
Vandet havde renset de åbne sår, kølet de forbistrede nerveender, og havde fået kroppen til at holde op med at brænde sådan.
Det gav hende en følelse af at blive holdt fast, når familien fik trukket hende væk fra hende selv. Vandet og det våde tøj trak hende ned, og når bølgerne gled tilbage mod havet, følte hun lidt, at hun fik lov at komme med.

Han havde fundet hende siddende i vandkanten. Hun havde skrevet til ham, at hun var gået herned. Her havde de siddet mange gange, når hendes familie igen havde kørt hinanden op i en spids. Og givet hende skylden. Rutiner stikker dybt.


Sådan sad de ved siden af hinanden, med en forsigtig intimitet. Altid uden at de rørte hinanden, og uden øjenkontakt. Sådan sad de nu, igen. Og fik lidt lov til at komme med bølgerne ud i havet.

"Skal du have et lift hjem?" spurgte han efter noget tid hvor de bare havde siddet i stilhed.

Hun vendte blikket mod ham.
"Tak" sagde hun, uden at svare på hans spørgsmål.










torsdag den 22. oktober 2015

[snak] hvad er mit våben?

Jeg møder den overalt. Vi møder den overalt. Den store bølge af tragedier og mørke, der konstant viser sig i nyhedstrømmen, i snakke over aftensmaden - i kunsten og litteraturen.
Den er så gennemtrængende, at den er begyndt at være i selve tonen af vores liv - i luften. Den er der faktisk måske allerede. Det er simpelthen så nemt at blive skyllet med, og miste fodfæstet.

Der er nærmest gået inflation i tragedier. Vi påvirkes ikke så voldsomt af dem længere, for vores grænser for, hvad der uacceptabelt voldsomt, bliver skubbet som vi bliver bombarderet med frygteligheder. 

Jeg har gået og tænkt, om verden virkelig er et værre sted, end den var for 30 år siden. Jeg tror det ikke. Jeg tror vi bliver bevidste om det frygtelige på en anden måde, end for 30 år siden. Og jeg tror, at mørket har fået et lidt andet ansigt nu. 


I går var jeg inde i Politikens hus og se World Press Photo 2014 udstillingen. Det var næstsidste dag udstillingen var åben. Der var egentlig alt for mange mennesker (de havde nok tænkt det samme som jeg; at vi skulle ind og se den udstilling inden det var for sent) men jeg er virkelig glad for, at jeg tog afsted. 
Som jeg gik rundt blandt fotografier der var blæst op i stor størrelse der virkelig fremviste mørkets mange sider i klare detaljer, gik det op for mig, at æstetikken i dag virkelig spiller en meget stor rolle i, hvordan mørke bliver fremstillet.
Da jeg bevægede mig over til den lille udstilling med Politikens egne fotos fra Syrien-krisen, ramte det hele mig meget hårdere. Det fik lov at komme tæt på. Jeg er ikke sikker på hvad det helt var, jeg så anderledes, men jeg fandt mig selv stå med tårer i øjnene over de skæbner jeg blev mødt med på de fotos.
Tårer der sikkert også kom frem af ren frustration over, at mediernes fokus - for mig i hvert fald - synes at være, hvem der er bedst til at sælge tragedierne. For vi skal alle have det skidt. Og nu skal medierne vise os hvor skidt vi skal have det.

Forstå mig ret. Jeg er lykkelig over, at medierne informerer mig og holder mig opdateret. Jeg er heldig, for der er mange lande rundt omkring i verden, hvor mennesker ikke kan sige det samme. Jeg føler bare, at der på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde, er sket et skift. Jeg oplever, at der er gået sensation i nyhedstrømmen. Der er gået æstetik i mørket. 



Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal kæmpe. Hvor min energi skal bruges. Hvad jeg, gymnasielærer og ung, dansk kvinde, bedst kan gøre i det liv jeg nu engang lever. 

Jeg underviser. Har fokus på min tone. Viser tillid. Giver chancer. Kæmper for, og med mine elever. Jeg er venlig. Høflig og velopdraget. Støtter hvor jeg kan. 

Men er det det? Er det - i mangel på et bedre ord - nok?  

I dag sang vi kringssat av fiender til morgenforsamlingen på skolen. Siden den sidste tangents lyd tonede ud fra klaveret, har jeg tænkt på de ord:

I en tid hvor mørket trænger sig ind i tonen og i luften - hvad er mit våben?










fredag den 16. oktober 2015

onsdag den 14. oktober 2015

[eftertanke] mere end hold

Jeg efterlod det meste ved regelrytterne og deres Emma Gad kæpheste. 
Jeg droppede de musselmalede, og gik efter nattens trolde i stedet. Fanme om jeg gad.

Vi dansede rundt i en rus af brud og utoner og andres udtalte pis. 
Man kan blive så utroligt træt af andres forventninger. Nu prøver vi på vores egen måde, uden at blive holdt fast i forbehold. Hold droppes helt. Helte er mere end hold.

Så ser vi, hvordan det hele ender et sted. So far past the point of appropriateness that we actually get somewhere.










"So far past the point of appropriateness that it actually got somewhere" er et citat taget fra Ryan Adams' live album Ten Songs from Carnegie Hall

tirsdag den 13. oktober 2015

[eftertanke] skitseord #2

Der er nogle gange, hvor jeg sætter mig ned for at tegne, og ender med at skrive i stedet. Så skriver jeg små hurtige ordskitser ned, hvori der er overstregninger og stavefejl og umiddelbare tanker.

Nu er kulden så småt kommet, og den har taget regnen og tunge skyer med. Jeg er så småt begyndt at pakke mig ind i hjemmestrik og store tørklæder. 
Denne her blev skrevet en af de kolde sensommeraftener, hvor vejret smagte lidt af efterår. Jeg kommer altid lidt i efterårshumør som andre kommer i forårshumør.











mandag den 5. oktober 2015

[eftertanke] her omkring

Kan du ikke høre mig?
Jeg står her og skriger.

Jeg har lungerne fyldt til bristepunktet af varm luft.

Spøgelser i tågen. Jeg er et spøgelse i tågen.

Jeg er dobbelt svær at se. Dobbelt svær at gribe om.
Jeg er forsvundet i retorik og gråskalaer.
Jeg er tåge i tåge. Jeg har kun substans når de ikke søger efter mig.

Hun siger, det er kun i mit hoved. Jeg ved det godt, siger hun.

Men jeg er her! Siger hun.

Jeg står bare på den anden side af lige her omkring.









Inspireret af Round Here af Counting Crows.




tirsdag den 29. september 2015

[eftertanke] skitseord #1

Der er nogle gange, hvor jeg sætter mig ned for at tegne, og ender med at skrive i stedet. 

Den her passer så godt til det efterårsvejr vi har lige nu. Der er altså ikke noget lys der er helt så magisk som efterårslyset sådan en klar, lidt kølig septemberaften.





onsdag den 16. september 2015

[snak] jeg har bemærket

At jeg stadigvæk har en hel bunke forskelligt nattøj ved min hovedpude, så jeg har noget at vælge imellem når jeg skal i seng. Jeg ved jo aldrig, hvad jeg har lyst til at sove i.
Det kan jeg huske, at min mor var lidt irriteret over da jeg var barn. Jeg tror, hun gik og undrede sig over, hvor alt mit nattøj dog var blevet af.

At jeg også stadig sover med to hovedpuder oven på hinanden, som jeg gjorde dengang. Sikkert vanvittigt ergonomisk dumt, men sådan falder altså jeg bedst i søvn. 

At jeg har en forkærlighed for moderne sange der er skrevet i valse-takt.

At jeg på det sidste har haft en tendens til, helt alvorligt, at være i tvivl om hvorvidt jeg har husket at tage briller på. Så skal jeg lige have fingrene til at tjekke om der er et stel. (Om jeg er travl og træt for tiden? Jep.)

At jeg er virkelig langt fra hvem jeg var for et år siden. Som i, helt vildt langt. 

At jeg ikke længere er så matematik-forskrækket som jeg har været.

At jeg slet ikke kan huske følelsen af at have mit hjem i Aarhus, og at den by nok er forandret for mig for bestandigt. Og det gør mig faktisk ikke noget. 

At jeg nok er lige dele by-menneske og bo-på-en-lille-ø-menneske og bo-i-udlandet-menneske. Jeg tror det måske i virkeligheden også betyder at jeg ikke længere tænker, at dét at slå dig ned et sted, ikke nødvendigvis låser dig fast til det sted for altid.

At jeg faktisk er okay med at være kræsen.

At jeg igen er ved at være langhåret.

At jeg for tiden genlæser bøger, i stedet for at læse nye. De giver mig simpelthen en tryghed. De er som et tungt, uldent tæppe en vinterdag, eller gode venner man lige mødes med over en kop.

At luften er begyndt at dufte krydret og orange af efterår. Det gør mig lidt lykkelig.










lørdag den 12. september 2015

[snak] langsom og helt stille

Min søster skrev forleden til mig, at jeg skulle huske at have langsomme formiddage her i weekenden.
Ugen har været lang. Der har overhovedet ikke været tid til at være langsom. Den har været fyldt op med arbejde og planlægning. Jeg er heldig, at jeg er virkelig glad for mit arbejde.

Nu har jeg en langsom formiddag. Jeg har været oppe i to timer, men sidder stadig under dynen. Jeg har åbnet vinduet, og skyndt mig tilbage under dynens varme, trykke fyld.
Frederikssundsvej kryber lidt ind ad mine vinduer med lørdagstraffikken, men det gør mig ikke noget. Den minder mig om byens liv, som jeg elsker.
Jeg har sat Ryan Adams på anlægget - han synger om, at det ikke længere regner - og spist Maries æblekage til morgenmad.

Jeg lytter til min krop. Den har taget min stemme fra mig igen, som den så tit gør, når jeg er forkølet. Jeg vil være helt stille hele weekenden. Drikke utallige kopper kamillete med honning. Lytte mere end jeg plejer.

Det eneste tidspunkt jeg må tale (hvis jeg kan) er, når jeg indleverer min cykel til den lokale cykelmand, og beder ham om at lappe den for mig. Men det er en nødvendighed. Jeg savner min cykel som en vanvittig. Den punkterede tæt på Nørreport, da jeg var på vej på arbejde i torsdags. Sådan er min cykel alligevel sød nok. Jeg fangede metroen, og kom på arbejde til tiden.

Og jeg vil ind til indre by. Jeg vil putte mig i lag, strik og hjemmelavede tørklæder. Og jeg vil have hat på. Og så vil jeg købe godter til min shetlandske veninde der forkæler mig med bøger og puffin poos. (Mangler du en gave til slikmunden der har smagt alt? Så surf løs her!) Hun får mig til at huske mine måneder på de skotske øer, med glæde og hjemve.

Nu synger Ryan Adams om han skal vente.

Jeg venter lidt endnu. Laver en kop te mere, inden jeg tager ud i lag, og er helt, helt stille.

God lørdag, søde læsere.










lørdag den 5. september 2015

[eftertanke] lige der, hvor verden starter

Han står ved foden
lige der, hvor verden starter.
Lige der hvor linjerne
aldrig rigtigt mødes,
men i stedet springer ud
og tager blikket
og ånden med.

Frem og ud. Op.
For (en) Guds skyld!

Det er her, de har ofret.
Det er her, de holder modet
ind til brystet
som den eneste bagage
sammen med frygten.
Det er her, han lader tilbage
for at kunne evne at klatre.

Det er her, han skraber knæ
og fra dem bløder han hjerteblod.

Det er her vi mødes og evner sammen.










torsdag den 3. september 2015

[snak] strøtanker

Nu er hverdagen startet igen, og som altid, har den sørget for at gøre det eftertrykkeligt.
Jeg keder mig ikke. Jeg prøver faktisk bare på at følge med. Føler måske mest lidt, at jeg er hende der render efter gruppen, og råber: Kan I ikke liiige sænke farten lidt, guys?

Her er en blanding strøtanker jeg har haft de sidste tre ugers tid:



Cykelturene til og fra arbejde er jo vidunderlige pusterum! De fjerner den der spænding af træthed der sidder midt i panden på mig. Jeg skal bare altid lige op på cyklen, inden jeg husker det.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor cykelister i København har SÅ travlt, at de føler behov for at overhale ude på vejen. I myldretiden. På Nørrebrogade. Hvor der er tre spor på cykelstien. Og da slet ikke, når de har børn bag på cyklen.

Krammere kan redde liv.

Det kan kaffe også. Muligvis dog mest andres, når jeg har haft tid til at drikke kaffe inden de møder mig om morgenen.

Mon Ryan Adams har en dansk klon, og mon han gider at være kærester med mig?

Hvem i alverden har taget mit overblik? Og gider vedkommende ikke lige levere det tilbage, tak? Det behøver ikke at være i forkromet tilstand.

Hvor var det lige, jeg lagde mit kamera?

Jeg har vidunderlige kollegaer.

Hvor jeg dog glæder mig til at give niecen rødt fluff i fødselsdagsgave. Enhver 5-årig pige burde eje rødt fluff.

Hvor er det bare pisse frustrerende, at planlægning og god undervisning ikke altid gider at gå hånd i hånd. Lærte vi ikke alle sammen at gå hånd i hånd, da vi gik i børnehave?

Shakespeare kan også lidt redde liv. Her taler vi om mit. Specielt når man kan putte sig i tæpper i Kongens Have en torsdag aften, imens magi folder sig ud på en lille, minimalistisk scene.

Nu skal alle mine skitse-eftertanker snart ud på bloggen. Men hvor var det lige, jeg havde lagt mit kamera?










mandag den 17. august 2015

[eftertanke] lyscikader

Vil du med mig ud i den farvede aften? Lige der hvor lyset falder blåt?
Hvis vi danser på farverne, har de lovet mig, at de hægter sig fast. Nynner med, og slår rytmen, hvis vi skulle glemme musikken. Farver er så gode på den måde.
Hvis vi danser, kommer farverne frem. De lyser op, når vi træder på dem. Som små trædepuder af lys, ligesom dem i dansespillene i arkaden.
Hvis vi danser, kom!

Så danser vi rundt, og oplyser natten. Så insisterer vi på at holde timerne lidt endnu.

Vi er under de ophængte lygter, der så grundigt gemmer på deres poesi. Vi danser under linjerne der inddeler vejens rum, og vi mærker gadens tag.

Farverne og lyden hopper fra væg til tag til vej og tager nyt med. Som pinball bolde og lyscikader.

Så vi skal skynde os ud i den farvede aften, inden regnen og trafikken kommer!















fredag den 7. august 2015

[snak] om det sensitive

Jeg har skrevet om det før - det at være særligt sensitiv. Det var ikke et nemt indlæg at skrive. Jeg kommer fra en familie hvor især kvinderne har enormt svært ved at anerkende, at der er noget vi ikke lige kan klare. Vi klarer faktisk helst alt selv, og er der noget vi ikke kan klare, er vi ikke glade for hverken at anerkende det eller at sige det til andre. Der er så også en del af os der efterhånden har lært på den hårde måde, at vi altså ikke kan klare alt i verden.

Det var heller ikke nemt for mig at indrømme overfor mig selv, at jeg er særligt sensitiv. Jeg kunne nærmest ikke komme nærme mig emnet, før jeg begyndte at komme med forbehold. Alene navnet! Jeg mener, det lyder som noget fodformet, overtænkt et-eller-andet. Et påfund. En af de dér diagnoser, som alle har så travlt med at proppe ned over hovedet på folk der bare tér sig lidt anderledes.

Men ved I hvad? Så holder vi. Og jeg med. Så stopper vi altså kollektivt med at være så nedladende overfor alt nyt der har med følelser, tanker og sind at gøre. Og vi skal specielt holde op med at være så meget klogere, når der er nogen der bryder det tabu der desværre synes lidt at være om alt, der har med følelserne, tankerne og sindet at gøre. Der er en del der smager lidt for meget af hokuspokus, men det hjælper ingen, at vi nægter at lytte. Det er sådan tabuer bliver skabt, og vi glemmer, at vi stadigvæk konstant bliver klogere på mennesket - både når vi taler krop OG sind.
Vi kan med andre ord, kun blive klogere.
Jo, der er småhysteriske mennesker derude der glædeligt tager og giver af diagnoser, men det er ikke dem jeg taler om her. Jeg taler om alle os, der lidt for gerne vil være for skeptiske, og er det med gennemslagskraft på tidspunkter hvor vi burde lytte, give rum og blive klogere.

Jeg har nogle gange mødt utroligt meget skepsis og nedladenhed, når jeg har nævnt, at jeg er særligt sensitiv. Alt fra "jeg kan jo ikke tage det alvorligt når det hedder hvad det hedder" til "er det ikke meget normalt? Har alle det ikke sådan? Er du sikker på, at du ikke bare overdriver lidt" til "nu skal du heller ikke have så travlt med at diagnosticere alt muligt".
Noget af det var helt sikkert sagt i god tro, og det var helt sikkert uden at vedkommende helt havde tænkt sig om.

Jeg kan da ikke gøre ved hvad det hedder. Jeg leder ikke efter hensyn, og jeg prøver ikke at finde nogen som helst undskyldning for hvem jeg er. Jeg gemmer mig heller ikke bag det.
 
Det har bare været utroligt dejligt at kunne få en forklaring på nogle af de karaktertræk hos mig, jeg meget ofte har følt var "forkerte", og som tit er noget der er blevet grinet lidt af. Jeg har ikke tal på hvor ofte jeg har fået en kommentar hen ad "skal du ikke bare tage dig lidt sammen" og "nu skal du ikke overtænke alt". Tit udtalt lidt i en "hun er ikke klogere" tone.
Så det har været meget nemmere at komme med små hvide løgne om aftaler, end det har været at skulle forklare (og undskylde) at jeg ikke har haft overskud. Så er der ikke langt til så at tro, at jeg føler mig forkert. Men det har gjort mig en del klogere, at finde ud af at der er noget der hedder særligt sensitiv.

Jeg skriver nok bare blogindlægget her, fordi jeg håber, at der med tiden kan komme en nysgerrighed og forståelse, i stedet for nedladenhed og fordømmende bedrevidenhed.
Det er jo ikke et svaghed, det her. Det er personlighed, hvor der bare er skruet op for indtag af indtryk og følelser. Og lur mig, om der ikke er en del der kender nogen der kan nikke genkendende til nogle af de karakteristika der følger med til at være særligt sensitiv. Det er jo, ligesom alle andre karaktertræk, noget man kan være i forskellig grad.

Jeg har dog også mødt forståelse, og fået virkelig gode, befriende snakke med andre, men det har faktisk mest været andre der har kunnet se særligt sensitive træk hos dem selv.
Så, nu tænkte jeg så, at jeg lige ville berøre emnet herinde på imellemtiden igen. Det er svært helt at forstå, nemlig. Det forstår jeg virkelig godt - jeg havde det på samme måde.
Jeg har også læst mere om det, og specielt i britiske og amerikanske medier - af en eller anden grund er det bare mere italesat dér. Denne artikel beskriver det for eksempel virkelig godt.

Jeg er særligt sensitiv. Det er ikke en diagnose (for lige at slå det fast), men nærmere et karaktertræk. Det er ikke noget der skal ynkes (og jeg håber heller ikke det er det indtryk man får her på bloggen), men det er noget der faktisk gerne må anerkendes. Det sidder ikke i hovedet (selvom det føles sådan), men i nervebanerne. Hos særligt sensitive tager nervebanerne simpelthen bare mere information ind, end hos andre.
Jeg beder ikke om at der bliver taget hensyn, for jeg kan faktisk rigtig fint styre hvornår jeg lige har brug for en aften hjemme for at lade op.
Jeg kunne bare virkelig godt tænke mig at blive mødt med nysgerrighed i stedet for hovedrysten. Nu er opfordringen så hermed givet videre. Det er altså fedt at blive klogere!










søndag den 26. juli 2015

[eftertanke] regenerering

What do you feel on the subject?
I'm home.
If you wanna be.
I'm sorry. I'm so, so sorry. But I don't think I know who you are anymore.

Og så var det at hun så ind i ham. Så længere end hans vipper og hans blå farve.
Hun så hans frygt, hans forvirring, hans fortabelse. Hans år der gjorde ham mere skrøbelig end et spædbarn - måske fordi der var så mange år, at han sagde, at han var holdt op med at tælle dem.
Hun så efter med forsigtige skridt, for hun kunne heller ikke lægge frygten fra sig.

Det kunne ikke bare være som den lykkelige slutning. Men det var vel heller ikke målet. Den var nået for lang tid siden, og de var kommet videre.

You can't see me, can you. You look at me, and you can't see me.

Please. Just see me.

Hun tog et skridt alene med ham. Nogle gange, tænkte hun, kan vi jo alle sammen tabe os selv.









Ord lånt fra BBCs Doctor Who, første afsnit med Peter Capaldi som Doktoren.

torsdag den 23. juli 2015

[anbefaling] det brev du altid gerne har villet skrive

Jeg har en masse ord i mig, som jeg nok aldrig får skrevet ned. Ord der på en eller anden måde er tilknyttet mennesker der ikke er i mit liv længere. Nogle af ordene er venlige og taknemmelige - min matematiklærer på gymnasiet ville få et brev med sådanne ord - mens andre ville indeholde sandheder i karakter af sorg, ensomhed og spørgsmålstegn. Sådan et brev ville jeg skrive til ham fra tiende klasse, der koldt engang fik fortalt mig at jeg ikke havde nogle venner fordi jeg var for underlig - og i samme vending også fik sagt at jeg var grim. Ham har jeg også ord til.

Sikke en inspiration breve med sådanne ord ville være! Breve med sandheder, tanker og følelser der er gemt til mennesker som man af forskellige grunde ikke har nemt ved at fortælle sandheden til.
Breve der gør godt, gør ondt er på deres plads. 


Den amerikanske nyhedsside The Guardian har lavet en serie med sådanne breve. "A letter to..."-serien indeholder utroligt meget menneskelighed på godt og ondt.
Forfatterne bag brevene får her lov til at være hudløst ærlige, og anonyme hvis de ønsker det. Der er virkelig mange breve der er forløsende i deres eftertænksomhed. 
Det er små, gode bidder af historier man nemt kan relatere til. De er virkelig værd at læse.

De findes alle sammen samlede her, og så er det bare at lave en kop kaffe og sætte sig ned, en dag man har en halv time til overs. 













søndag den 19. juli 2015

[snak] hør hov

I dag er det stilhed efter storm der fører an. Den dér fuldstændige mathed der dukker op efter. 
Tiden går underligt; timer bliver misforstået og flyttet rundt på.
Kroppen kører på autopilot.
Hjernen hører ikke efter, hvad munden siger. Alt tager bare en anden slags tid.

Nogen tvinger mig ned i gear. Jeg er ret sikker på, at det ikke er mig.

Det føles ikke som min krop, eller mit hoved.

Nogen ville kunne stjæle mig uden jeg opdagede det. Smide mig over skulderen, og gå afsted med mig.
Først om et par af de flyttede-rundt-på-timer, ville jeg sige

HØR HOV!










lørdag den 11. juli 2015

[eftertanke] sofaen i Grand Teatret






Der sad en mand med bowler
i sofaen i Grand
Og stok og trench lå pænt på plads
på sofaen i Grand

De optog pladsen hvor hans elskede
dengang havde siddet

Og rutinen var stadig som dengang
Og han kom hvor de kom dengang

Med bowler og stok
og hilsen med hatten
og et smil på spring i mundvigen
fortæller
manden med bowleren gerne om dengang

fra sin plads i sofaen i Grand










onsdag den 8. juli 2015

[snak] et ikke-indlæg

Jeg kunne skrive om, at jeg i dag søgte ly under egetræer, da regnen kom ned lige pludselig (indtil da, havde jeg kun nydt himlen, og lidt glemt, at sådanne mørke skyer kunne medføre regn. Jeg kan godt lide mørke skyer).
Eller om, at jeg har drukket bobler af papkrus med balloner på i Nørrebroparken med en af de fine mennesker i mit liv. Og at jeg har spist vegetarisk ved Storkespingvandet med et andet af de fine mennesker i mit liv.
Eller måske om, at jeg føler mig ekstra fin når jeg har håret hængende, har 90'er-brune læber og den grå kjole på.

Jeg kunne også godt skrive om, at livet starter op igen lige om lidt. Og at jeg er begyndt at smile lidt mere over små, fine ting.
Om, at jeg nyder at sidde og skrive igen.


For i dag hilste jeg på egetræet, der nådigt gav mig ly da regnen pludselig kom. Fik lov til at lægge hånden på barken, og mærke den fine bark og mos.
Og i dag var der faktisk ro i mit hoved for første gang i et par uger, og jeg nød parken uden jeg blev hevet op og ud af alle mulige tanker.

Jeg kunne i virkeligheden godt skrive om meget. Og blive virkelig sentimental og en lille smule for sentimental, sikkert også.

Men det vil jeg ikke.

Det her er et ikke-indlæg. (Ligesom man man modtage en ikke-besked).
Et lille kort hej. Et lille kort jeg-savner-at-skrive-til-jer. Med jer.

Der er ved at komme ord i min notesbog. Og skitser i min skitsebog. De skal nok komme herind, når jeg synes, at de har en sammenhæng.










søndag den 28. juni 2015

[eftertanke] lykken

Hold nu kæft, hvor var der meget vi ikke forstod
dengang det hele startede

Da alt var på vej, og vi skulle lidt for langt væk
før vi kunne få enderne til at mødes

Vi kæmpede for lykken

ja - lykken

shit! Lykken!

Lykken, på trods af, og på grund af

Vi sad i Nørrebroparken med vores håndøl og vores hvad-vi-skal-nå
og glemte helt at mærke at græsset prikkede til os
og at en af de unge fyre landede sit fliptrick
og at øllen smagte og at byens beat ramte helt rigtigt og faldt i takt

med livet

Vi sad lidt og glemte at disse dage er livet










tirsdag den 23. juni 2015

[snak] rod

Jeg har måske fire påbegyndte indlæg til at ligge som kladder. Der er bare ikke rigtigt noget der er kunnet blive skrevet færdigt.

Det føles altså lidt som om at jeg roder lidt rundt i noget liv herude.

Først og fremmest leder jeg efter et nyt sted at bo. Ikke at det bliver nemt i hovedstaden -- hvis man bare kender lidt til mig, så er jeg ret meget en tryghedsnarkoman når det gælder mit hjem. Jeg magter ikke rigtigt et toilet i gården, fx. Det skal altså være fornuftige forhold. Jeg har sågar fundet et opslag hvor der stod at det køkken man havde adgang til, lå i udlejers del af huset. Og de håbede ikke, at den nye lejer havde stort behov for et køkken, da de værnede om deres privatliv.
Jesus da!
Det skal være en god, tryg base at komme hjem til. Det lyder ikke til at være svært at finde. Men vi taler København.
Det fylder godt nok meget lige nu. Men midt i alt det dér roden rundt i livet, er der også gode ting.


Denne uge er nemlig lidt en festuge. Der er smil og boblende stemning over det hele på min arbejdsplads. Tredje g'ere er blevet til studenter, og det vrimler med smil og masser af stolthed.
Det er ekstra specielt som lærer, skulle jeg hilse at sige. Jeg har haft et 3g hold i år, og jeg er pærestolt over dem! Det er virkelig ikke nemt at være ung i disse år. De bærer simpelthen utroligt meget på deres skuldre. Det pres mindes jeg ikke at have haft da jeg var gymnasieelev (at jeg så havde en masse andet at kæmpe med, er en helt anden sag). Men de klarede det, gjorde de!
Jeg glæder mig til at klappe meget højt af dem på fredag! Og jeg kan næsten love, at jeg kommer til at blive rørt.


Jeg starter det hele ud med at tage ned til noget vand og fejre sankt hans. Finde et krus øl, synge med på midsommervisen og mærke sommerstemning.
God sankt hans alle sammen. Og husk at ønske tillykke, skulle I se nogle fine nyudklækkede studenter.










fredag den 12. juni 2015

[eftertanke] tungespids

Nu prøver vi igen.
Re. Re. Re...
Regenerere. Rentesats. Rentegne. Republik. Repeat. Respekt. Resolut.

Det var noget med re. Det er jeg næsten sikker på.



Eller måske var det noget med gen.
Gendanne. Genopfatte. Genitik. Gentage. Gensidig. Genopbygge.


Det sidder lige på min tungespids. I'll let you know, if it decides to go from the tip to the palette.










torsdag den 11. juni 2015

[anbefaling] om at mærke kunsten

Jeg har ikke altid været kunstinteresseret. Ikke direkte, i hvert fald. Da jeg skiftede til kunsthistorie fra historie på universitetet, var det ud fra instinkt og med en kun spirende forståelse for, at jeg havde en stor interesse i den retning. Det var et godt valg. 

Jeg kan huske da jeg så Mona Lisa Smile for længe siden, og ikke anede hvem Jackson Pollock var, men synes, at det var så smukt hvordan hendes elever fik til opgave at skulle se og opleve et Pollock værk; gå helt tæt på, virkelig se. Mærke efter. 

Da jeg var på kandidaten på AU, var jeg i praktik på et gymnasium i både engelsk og billedkunst. Første gang jeg mødte eleverne fra billedkunstholdet, var vi inde og se Edvard Munch på ARoS.
Det var en vidunderlig udstilling, fyldt med tungsind og mørke. Og eleverne var færdige med at se den efter fem minutter. De fleste af dem sad på bænkene rundt omkring i rummene, og lavede alt andet end at se kunsten. 
Jeg spurgte dem, om de havde en sumobryder til at sidde på deres bryst. (Dét fangede deres opmærksomhed - det er altid godt at gøre noget eleverne ikke forventer, når man skal fange deres opmærksomhed.) Jeg sagde til dem, at Munch først og fremmest skulle føles. At det handler om dødsmasker, om tungsind, og frygt og om tab. Og at man gerne skulle føle det. Og at de i hvert fald skulle prøve. Og at hvis de var som jeg, så ville de føle som om, at der sad noget virkelig tungt på deres brystkasse.
De gik alle en tur omkring igen, og nogle fangede det faktisk. 

Kunst handler mere end noget andet om at føle efter

Det har jeg muligvis ævlet om før (host)

Men det bliver til noget helt nyt, hvis man ikke kan se. 
Jeg faldt over en video for noget tid siden, hvor en mand, der mistede sit syn da han var tredive, fik lov til at se en af Tates smukkeste marmorstatuer. Med fingrene, kun begrænset af tynde gummihandsker, for at beskytte værket. 
Tænk sig, at få lov til at mærke kunst. Sådan helt bogstaveligt. Tænk jer, at få bind for øjnene, og skulle opdage kunst med fingrene. Det bliver næste erotisk, gør det ikke? Sensuelt bliver det i hvert fald. Smukt er det uden tvivl. 
Davids møde med statuen er blevet til en voldsomt smuk film - som næste gør, at man kan mærke hvad han mærker. Jeg kan varmt anbefale at bruge små fem minutter på at se den. Og mærke efter. Det er en virkelig fin lille oplevelse.












fredag den 5. juni 2015

[snak] status og voksne tigerspring

Der har været stille. Jeg kan også være stille.

Mine fødder har været væk fra jordforbindelsen lidt. Ikke at de kan være det bekendt! Jeg havde jo lige fundet den, ellers. Altså jordforbindelsen. Men nogle gange skal fødderne lige hoppe lidt rundt. Sådan er det nu engang, siger fødderne til mig. Hmpf.

Men det slog mig i går. At jeg måske var landet lidt igen. Måske har det noget at gøre med sommerens komme; det er trods alt finere med jordforbindelse, når man kan have bare tæer på en græsplæne?

Jeg mødte en af de klasser jeg skal undervise næste skoleår, og blev mindet om, hvor glad jeg faktisk er for at undervise teenagere. Det har måske overrasket mig lidt.
Elever er småkaotiske, livlige og virkelig søde. Der er en fin balance mellem alvor, nysgerrighed og barnlighed i dem. Kombinationen af fagligheden og mentor-rollen er virkelig spændende at navigere i! Det er en god hylde jeg har fundet.
Og jeg glæder mig utroligt meget til at se mine 3g'ere få hue på. Jeg kan mærke stoltheden true tårekanalerne allerede.

Jeg forstod også pludselig, hvor meget jeg har udviklet (forandret?) mig siden jeg flyttede for snart halvandet år siden. Og at jeg er nervøs for, og spændt på hvordan det må påvirke forholdene til de mennesker jeg har i mit liv, nu jeg begynder at få overskud til dem igen. Min søster sagde så klogt, at jeg skal huske at være ærlig overfor mig selv og vennerne. Det er et godt holdepunkt.
Jeg tænker, at vi jo alle er blevet ældre. Og jeg har heldigvis venner der har utrolige mængder af rummelighed overfor forskellighed. Jeg er heldig.
Kender I det fra jeres liv? Når man kommer ind i de voksne "tigerspring" og skal finde sine omgivelser igen, når man er kommet ud på den anden side?

Så, status er, at jeg oprigtigt glæder mig til sommeren. Til vin i polkaprikkede picnic-krus, og til møder med mennesker (både dem jeg kender og dem jeg ikke kender).
Og, at jeg glæder mig til næste år - og rigtig meget også på arbejdsfronten.
Og, at jeg faktisk føler, at jeg har ordentligt fat i mig selv.
Og, at jeg glæder mig til at dele med jer - sommer på imellemtiden. Det bliver hyggeligt, gør det!









onsdag den 27. maj 2015

[eftertanke] art for the blind




you are making traces
              you are creating something, which I can almost touch

texture so real
                so fine
                    so lovely
                                             you remain just out of bounds


you leave me quiet and wanting


like little brushstrokes, breaking the tension of the surface
                                         
                                             you are


it is intense, breathtaking
tangelizing

like an almost-remembrance on the tip

                                             of the tongue
                                             of the hands










tirsdag den 26. maj 2015

[snak] langsom læsning




Jeg har ikke haft nemt ved at få læst siden sidste sommer, og hvad der er blevet læst, har været letlæst litteratur. Nu ikke ét ondt ord om letlæst litteratur; jeg har læst for at føle mig underholdt, og det er jeg blevet.

Men jeg har savnet roen til at kunne sætte mig ned med en bog der skal nydes. Et bog med sætninger der kræver, at man lige tager et øjebliks pause fra bogen for at tænke shit det var smukt! En bog der skal smages på, læses højt fra og nydes som var den en god årgangswhiskey.
En bog der giver mig lyst til at skrible tanker i margenen med blyant. En bog der kræver min opmærksomhed.

Jeg har savnet litteratur der skal læses langsomt.

Jeg har jo haft arbejde siden efterårsferien (og har det igen næste skoleår! Wuhu!) og der har været virkelig meget at læse, lave og ikke mindst lære. Jeg har jo nok været mættet. Nu nærmer sommerferien sig, og jeg vil prøve på at insistere på at huske at læse. Mest overfor mig selv.
Jeg skal altså ned i tempo, og prøve at se om jeg ikke kan genfinde den dér glæde i at læse langsomt igen. I mean, alt skal jo ikke være effektivt hele tiden.

Mit sommerprojekt er altså at komme ned i tempo igen.
Jeg planlægger at komme af med rastløsheden ved at svømme og træne. Og så vil jeg tegne, skrive på bloggen, drikke vin og kolde øl med søde mennesker og læse gode, langsomme bøger.

Jeg har allerede fået samlet en bunke af gode bøger, og startede på Stoner af John Williams forleden.

Åh -- den har rigeligt af smukke samlinger af ord, man skal smage på.

"He said slowly, 'You must remember what you are and what you have chosen to become, and the significance of what you are doing. There are wars and defeats and victories of the human race that are not military and that are not recorded in the annals of history. Remember that while you're trying to decide what to do."

Mmm. Som en god årgangswhiskey.










onsdag den 20. maj 2015

[snak] ikke tale ... eller snakke

Jeg siger det bare; jeg er ikke god til ikke at må sige noget. Jeg vil endda gå så langt, som at sige, at jeg er direkte dårlig til det.
Det kan alle der kender mig, vist råbe et stort, klangende DET PASSER til.
Men her sidder jeg alligevel. Med en forkølelse der har sat sig på mit stemmebånd. Og føler mig meget tysset på. Og lidt ynkelig.

Jeg havde lidt stemme i går, men den sørgelige rest valgte at forlade mig efter fire timers undervisning. Den smuttede sikkert over vejen, til de hyggelige mennesker på Christiania.
(Endte i øvrigt til sidst med at udpege en elev til at være min shh-person. Jeg kunne ikke mønstre stemme nok til at tysse klassen selv, når de gik i sidste-skoledag stemning, på lidt uheldige tidspunkter).

Så her sidder jeg. Med stort tørklæde. Jeg må hverken tale eller snakke. Og hvor er det altså svært.

Jeg får lige pludselig en utrolig trang til at synge med på sange i radioen. Og til at snakke med folk. Så jeg må ikke tage telefonen, hvis den ringer. Jeg ville så heller ikke kunne sige et pip i den telefon, hvis den skulle ringe.

Men jeg må ikke tale - og heller ikke bare snakke. Jeg skal være helt stille. Shh.


Og nu må I altså have mig undskyldt. Jeg vil ud og lave mig een til kop kamillete. Og så har jeg i øvrigt også travlt med ikke at sige noget.










fredag den 15. maj 2015

[snak] venteværelse

Jeg er i et af de dér venteværelser man kommer til at befinde sig i mange gange i sit liv. Jeg har været her en del gange allerede, og det føles ikke bedre, jo flere gange jeg prøver det.

Det er sådan et i-overført-betydning-venteværelse, med metaforiske småubehagelige stole, skubbet helt ud til væggen, og mindst 3 meter hen til bordet med de gamle ugeblade. Og så er der forsinkelser. Og der er bare ikke rigtigt hyggeligt, uanset hvor meget de har prøvet på at gøre det hyggeligt, med grønne planter og en lidt sørgelig bunke legoklodser der prøver at ligne at de hygger sig henne ved børnebordet.

Det er sådan det føles lige nu. En hel masse ventetid, en hel masse "det skal nok gå", og et par af de der muligheder der kunne have været blevet virkelig fantastiske, men som blev stoppet af andre før de overhovedet fik lov til at starte (specielt dem gider jeg altså ikke mere).
Jeg er med andre ord pænt blevet bedt om at vente her. Og der er tidspunker, hvor det lidt føles som om, alle andre får lov til at komme videre. Og jeg sidder stadig her og bladrer i et fesent, gammelt nummer af Billed Bladet, og prøver på at få tiden til at gå, indtil jeg bliver kaldt ind.

Det er en slags venteværelse-melankoli. Sådan en, der helt naturligt indfalder, når man ikke ved, hvor man arbejder efter sommerferien, og alle andre bliver forlovet og forældre (igen).

Men jeg prøver altså på at komme ud af det venteværelse! Her lugter også lidt. Det gør der altid i venteværelser (også den metaforiske slags).
Jeg prøver på at leve livet og finde eventyr, indtil der kommer et skift. Det er jo også snart sommer, og livet kommer endnu mere ud i gaderne. Og jeg glæder mig, det gør jeg altså.

Men nogle dage, er det bare lidt svært at se sig ud af det venteværelse.










torsdag den 7. maj 2015

[Eftertanke] længere tilbage

We glide through darkness, that is not real darkness but the early morning kind, darkness about to lift. The way it dissolves in my headlights feels as if I am breaking through, that I am, at long last, seeing.

For her driller lyset os. Lige på tungespidsen, lige på spring. Lige knap, og lige ved. Som at prøve at fokusere på et punkt der er lidt for langt væk. 

Det er her hvor skuffelsen kan komme, og hvor man styrer med forventninger og muligvis og måske.
Og det er her, hvor man kan opdage, at man skal starte igen, og at man skal længere tilbage. Og at alt er lidt tungere at få i gear igen, for det gør alligevel ondt.


That the darkness takes its time. Fordi lige på tungespidsen, lige knap og lige ved kan føles tættere på, når de ikke længere er muligheder.










Tekstuddrag fra, og inspireret af novellen The Arena af Martin Golan.

tirsdag den 5. maj 2015

[eftertanke] nu det er regnvejr

Det var en virkelig dejlig samling bogstaver. Helt i den rigtige rækkefølge, og med mellemrum de helt rigtige steder.
Især er jeg fan af den mening de danner.


... og du skrev dem alligevel.










torsdag den 30. april 2015

[Eftertanke] en samling

Jeg vil ikke stille mig tilfreds!

           (og jeg er træt af at prøve på det)

Det føles som om verden har sat mig i stævne med dig.

    And the life will take me in?
    But will you?
 
    There is no life without you.





               Is she beautiful?


















Eftertanken er blandt andet inspireret af Ryan Adams' Only If You're Lucky Now. Værket er af Sarah Gonzales, og lånt fra hendes hjemmeside.

søndag den 26. april 2015

[anbefaling] til en langsom søndag morgen

Det er endnu en langsom søndag morgen.
En af de dér dage, hvor man vågner op, og lidt nemmere kan klare verden. Og så vælger at klare den i et langsomt tempo, med stempelkande og et lille stykke mørk chokolade efter morgenmad. I mean, what the hell.

Her kommer lidt musik der passer helt perfekt til sådan en langsom morgen.
















fredag den 24. april 2015

[anbefaling] faren ved den enkeltstående fortælling





Det handler om fordomme.

Chimamanda Adichie er den nigerianske forfatter bag blandt andet bogen Americanah. Hun har vundet et hav af priser, og har blandt andet også været nomineret til the Man Booker Prize for Fiction.

I 2009 holdt hun en tale på TED talks.
(Kender I TED talks? Det er en række konferencer hvor udvalgte folk med noget på hjerte, får 18 minutter til at tale. Deres slogan er "Ideas Worth Spreading". Læs mere her. Det er et virkelig fremragende koncept!)

Denne tale handler om faren ved den enkeltstående fortælling; hvor farligt det kan være, kun at forholde sig til en person, en befolkningsgruppe, en kultur eller et helt land ud fra bare et enkelt aspekt.
Hun gør det virkelig godt. Der er noget over hendes respekt for ord, hendes positur, hendes udtale - man lytter når hun taler. Der er følelse af at man er i øjenhøjde med hende - også selvom man sidder bag en skærm, og ikke foran hende under talen. Og hun bebrejder os ikke; hun tager udgangspunkt i sig selv.

Hun beder os ikke om at ignorere problemer. I stedet prøver hun at fortælle os at vi skal huske at blive klogere og udvide vores horisont. Det er for dumt at være naiv i et samfund hvor vi har lettere adgang til viden end nogensinde før. Vi skal huske at lede efter de andre historier også.

Vi kommer videre ved at være nysgerrige på de mange historier, ved at uddanne os selv og andre og ved at dele fortællinger.

Jeg oplever alt for ofte (også hos mig selv) at fordomme får lov til at fylde for meget, og med fordomme kommer frygten og afstanden.
Det der kan gøre mig mest frustreret er, når jeg møder mennesker der ikke ønsker at blive klogere. Hvis man bliver klogere betyder det ikke nødvendigvis at man bliver fralægger sig sit eget værdisæt, men at man udvikler sig og får en ny viden.
Det betyder, at man kan se ud over sin egen næsetip, og selvom man ikke er enig i hvad andre mennesker gør, så prøver man at forstå dem alligevel.
Og det handler ikke kun og indvandrere og om verdens fattige lande - det handler skam også om udkantsdanmark og om naboen og om den lokale kioskejer.

Det er så vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre vores menneskesyn. Vi skal være opmærksomme på faren ved den enkeltstående fortælling.



Talen kan findes på tekst her.










onsdag den 22. april 2015

[eftertanke] lader dem tage mig med


Luften er fuld af fugle. Hvide, stærke fugle der dufter af hav og bærer styrken fra det salte vand på deres vinger. De er over og omkring mig, og bringer himlen lidt tættere på mig, trækker den ned mens jeg kigger op. Deres skrig er frihed, deres mønster er bølgerne på åbent hav.

Jeg lukker øjnene og lader dem tage mig med.



Foto af David Swailes, fundet på Pinterest









mandag den 20. april 2015

[snak] lille du

Jeg er lige kommet hjem.
Hvor er han dejlig.

Sådan et lille myr. Med små, fine fingre, små fine lyde og et let eftertænksomt udtryk når han sover.
Jeg sad med ham i tre kvarter her til morgen, inden jeg tog toget hjem til København.
Jeg kunne næsten ikke nænne at slippe ham igen.


Traditionen tro, havde jeg lavet en barselsgave til ham. Min niece fik et lille maleri af den Lille Prins, med et citat fra bogen. Denne gang lavede jeg noget helt andet.

Min søster og jeg har altid synes virkelig godt om sangen Be Still fra Las Vegas-bandet The Killers' album Battleborn. Der er en fin umiddelbarhed over teksten, og der er også en snert af mørke. På den rigtige måde.

Så jeg oversatte det første stykke af teksten til dansk. Jeg valgte at være fri i min oversættelse, og har ikke ladet mig begrænse af rytme og rim. I stedet har jeg så haft fokus på sproget og meningen - og på, at det var til ham. Et lille, nyt menneske. Og at det skulle være en tekst han ville kunne have med sig.

Efter at have hørt min søster om det nu var i orden, vil jeg dele teksten, og den dertilhørende tegning, med jer. Jeg håber, I synes om resultatet. Det blev i hvert fald modtaget med glæde i lille - nu lidt større - familie.
Her et link til sangen med originalteksten - så kan I sammenligne lidt, skulle I have lyst. Stavefejlen opdagede jeg selvfølgelig først da jeg så billederne igennem i dag. Efter at have kigget på teksten i et par uger, uden at have opdaget noget som helst. Oh well.

Billederne er taget efter den kom i ramme, så der er lidt refleksioner fra min bogreol. Det blev ikke bedre - jeg fik pludseligt travlt med at skulle pakke den ind, og bestille billetter til Jylland.
Sådan kan det jo gå, når han lige pludselig ville til verden.

Hvor er han altså dejlig.














lørdag den 18. april 2015

[snak] og så kom han

Jeg giver slet ikke mening. Alt mening er et andet sted. Alt mening er hos et lille nyt liv.
Jeg render rundt om mig selv, er virkelig træt, er tudefærdig og er virkelig glad.


For så kom han. I dag. Min lille fine nevø. Han er helt ny i verden.


Jeg tror, at jeg er gået lidt i stykker af al den glæde. Der er kortslutninger i min hjerne, og jeg glemmer hele tiden hvad det var jeg skulle.
Der er så meget kærlighed. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.
Og lige med et er det hele lidt anderledes. Ventetiden er blevet til ny tid.

Og hvor er han heldig. Lille pus. Med forældre, storesøster og alle os andre. Så mange med så meget.


Men nu må I undskylde mig. Jeg vil tilbage til at rende rundt om mig selv.










onsdag den 15. april 2015

[eftertanke] didn't you notice?

The world fell apart. Didn't you notice?

Da du var væk. Hvor meget du manglede? Og jeg?
Hvor meget vi gik blinde rundt om et tomrum?

Det var enfoldigt, tofoldigt og tilfældigt.

Det var ikke engang en rigtig smerte. Det var en koncentration på et fikspunkt der var "du må holde det ud for de andres skyld".

Det var en døs, for ellers var det ikke til at holde ud.



The world fell apart. Didn't you notice?










tirsdag den 14. april 2015

[anbefaling] photobooth

Mit hoved roder stadigvæk. Lille nye lillebror-nevø lader vente på sig, og det meste er stadigvæk oppe i luften. Hvad det laver deroppe, og hvordan i alverden jeg dog skal gribe det hele, aner jeg ikke. Dette blev kun understreget af at jeg væltede i dag, og formåede at slå mig grundigt, og bekymre end sød ældre dame der delte historier om hvordan hun også er faldet et par gange på det sidste. Nu er vi falling-down-buddies. Det må være det nye sorte for os der er småklodsede af natur.

Generelt er jeg dog fortrøstningsfuld for tiden, for der er forår udenfor de fleste dage. Og vennerne er søde og mulighederne er stadigvæk mange. Og øl smager bare lidt ekstra godt i solskinsvejr og godt selskab. Og jeg har lavet en aftale med en veninde om prikkede picnic-krus med hvidvin i, på en græsplæne på Nørrebro når varmen rigtigt sætter ind. 

Men skulle du nu alligevel sidde og føle at foråret ikke har fået fat i dit humør endnu, har jeg fundet noget jeg næsten med sikkerhed kan garantere vil hjælpe lidt på det hele. 

Det er er fotografen Guinnevere Shuster der har fået den intet mindre end formidable idé, at fotografere hunde fra et internat i Utah, som var billederne taget i en "photobooth" - I ved, ligesom de dér pasfoto-bokse vi har her i Danmark. Så får man de mest fantastiske, skæve og sjove billeder af hunde, som trænger til et nyt hjem. Jamen, der er ikke et øje tørt, eller en mund uden et grin.
Og så er sagen oven i købet virkelig fin.

Følg linket her, for at finde billeder af flere henrivende hunde. 

Foto: Guinnevere Shuster. Lånt herfra










fredag den 10. april 2015

[snak] helte

Jeg har tænkt meget på helte på det sidste.

På dem der er bange for at flyve. Og på dem der insisterer på, at øvelse gør mester. 

Jeg har husket at kapper ikke er tilladt, og så har jeg husket at jeg har to i mit klædeskab. 

Jeg har tænkt, at de bedste helte er ukendte for de fleste, og jeg har tænkt, at jeg ikke tror, at jeg kender dem så godt. 

Jeg har opdaget, at de jo nok både vægter mig ned, og hiver mig op. Og jeg har undret mig over, hvordan de kan få den balance til at virke, og hvordan, de dog kan finde ud af den dobbeltrolle. 

Jeg har tænkt på, hvor ensomme de nok også er en gang imellem. For rollen må være tung. Og tyngde skaber ensomhed nogle gange, tror jeg.

Jeg har håbet på, at nogen en dag vil tænke at jeg er en af dem. 

Og jeg har tænkt, at det nok er det første skridt på vejen til at det kommer til at ske.










tirsdag den 7. april 2015

[snak] hvad der fylder

I vilkårlig, fuldstændig i-øst-og-vest rækkefølge er nedenstående en liste over hvad der fylder lige nu.




Min højgravide søster, og meget snart også lillebror der kommer ud og siger hej til verden. Og som faktisk gerne måtte komme ud nu. Hører du, lillebror? Vi venter!

En lidt underlig irritation over, at jeg ikke var start tyverne da Venner først rullede over skærmen.

En mindst lige så underlig nostalgi over halvfemserne, med klodsede mobiltelefoner, og intet bøvl med sociale medier der skal passes. Skriver hun på sin blog.

Livet efter sommerferien.

Hvor lyder Leonard Cohen dog fantastisk på en lidt skramlet, gammel vinyl. Greatest hits fra 75. Da hans stemme var knap så dyb, men han var mindst lige så flot som han er nu. Og så til en 10er. Jamen hvad giver du mig?

Terminsprøver der skal afleveres tilbage til eleverne. Og rettearbejde. Det evige rettearbejde

Hvor vildt det er, at man kan savne sådan nogle elever. Og hvor fint det var at se dem i dag. Så gør rettearbejdet intet, faktisk.

Jobsøgning. Suk.

Hvor smukt det pladecover er! Gammelt, med lidt fugtskade. Købt i Fona i sin tid. Jeg er forelsket.

You told me again, you prefered handsome men. But for me, you would make an exception. Synger han igennem højtalerne.

Livet er spændende. Faktisk. Proppet med en hel masse besværligt. Men spændende.

Det er dejligt at mine forældre er faldet så godt til i deres nye bolig. Der er hyggeligt.





Jeg vender tilbage når det der hoved er blevet lidt mindre kaotisk.










onsdag den 1. april 2015

[eftertanke] tillidsøvelse

Nu bliver vi opløst som skygger i natten. Vi falder ind i mørket. Lukker øjnene, og falder tilbage.
Ser du, det er en tillidsøvelse.









mandag den 30. marts 2015

[anbefaling] til de bogelskende

Jeg har samlet lidt godt. Lidt bog-godt. Sådan lidt at drømme til, hvis du som jeg ikke skal ud og rejse i påsken (Jylland tæller altså ikke).

Så her følger lidt godt at drømme sig væk til. Smukke bogforretninger og biblioteker, og en video med hvordan en håndlavet, læderindbundet bog bliver til.
... Så er der rig mulighed for skiftevis at drømme sig væk til bogrækker, og alvorligt overveje at begynde på en ny hobby som bogtrykker og -indbinder.

Her og her er lister med smukke bogforretninger (og jeg har faktisk besøgt et af stederne! Her har jeg skrevet om mit besøg i Leakey's i Inverness)

Og skulle det ikke være nok, så har jeg også fundet en liste over smukke biblioteker fra hele verden (jeg kunne sagtens komme til at glemme tiden blandt reolerne)

Og til sidst, som lovet, her en en video som helt sikkert vil få dig til at ønske, at du havde flere læderindbundne bøger på reolen.



Så er der lidt at stille den bibliofile sult med -- eller også gør det bare det hele værre ...












søndag den 29. marts 2015

[snak] eftertanke

I dag afleverer mine forældre nøglerne til mit barndomshjem til husets nye ejer.

Det er egentlig noget jeg har været okay med længe før de fortalte mig at de havde en mulig køber til huset. Jeg er jo 28, og mine forældre har længe snakket om at de gerne ville tættere på min søster og hendes familie. Det er et naturligt skridt at de vil i noget mindre, og at de vil tættere på familien.

Min søster og jeg har skrevet med hinanden over weekenden. Små, korte beskeder med ord som "underligt" og "tungsindigt" og "tomt". Men også med ord som "nybagte boller" og "film i stuen".
Vi bliver vel begge overvældet af alle de minder vi har haft der - på godt og ondt, for livet har godt nok langt fra altid været let. Mine forældre har det på samme måde, bare fra et andet perspektiv.

Det er underligt med steder. De eksisterer jo ikke bare på et fysisk plan.
På det fysiske plan, er mit barndomshjem ikke længere et sted jeg kan komme. Fra i dag af vil det hus være fyldt med en anden families møbler, og det vil skabe rammerne om deres oplevelser og få plads i deres minder.
Men i mine minder er det stadig mit.
Man taler om at et "space" først bliver et "place" i mødet med erfaringer og minder. På dansk mangler vi lidt de rette ord til en oversættelse, men man kan måske bedst sige at et hus først bliver et hjem når det bliver levet i; når minder, smil, erfaringer, nybagte boller og selv skænderier bliver knyttet til arkitekturen. Når livet bliver koblet til rummene.
De erfaringer har jeg stadigvæk. Måske bliver de endda endnu tydeligere, nu jeg ikke kan besøge det fysiske sted længere. Måske lidt ligesom når man mister synet, så skærpes de andre sanser?

Jeg mindes hulebyggeri i (det stakkels) æbletræ, og jeg mindes min søster og jeg der begge sad i den store læderlænestol i stuen og så Snurre Snups søndagsklub, pakket ind i dyner. Jeg husker hvordan far og mor pyntede op i køkkenet aftenen før den første december, så vi vågnede op til kravlenisser og chokoladejulekalendre den første dag i julemåneden. Jeg kan huske godnathistorier i massevis.
Jeg kan også huske da min mor kom ind og fortalte mig at Prinsesse Diana var død. Og da mine klassekammerater havde været onde ved mig en dag i skolen, da jeg havde fødselsdag, og jeg blev trøstet i køkkenet da jeg kom hjem.

Alt dette er mit barndomshjem. Det er ikke huset, og de hvide sandsten. Det er minderne.



"A house is a relatively simple building. It is a place, however, for many reasons. It provides shelter; its hierarchy of spaces answers social needs; it is a field of care, a repository of memories and dreams." 
Yi-Fu Tuan





Så selvom nøglerne nu tilhører en anden familie, skal jeg nok besøge Rønvangen 106 igen.