søndag den 21. december 2014

En vaniljekrans på musikmåden

Glædelig jul, søde læsere. I er ikke mange, men jeg er virkelig glad for, at I læser med. Jeg nyder sådan at skrive, og det er SÅ fedt at I er nogen der lige hopper forbi bloggen for at læse med.
Jeg er taget til Jylland for at holde jul, og tænker, at jeg vil komme med en julehilsen og - fordi det jo er imellemtiden - en lille anbefaling.

Jeg ELSKER de engelske og amerikanske julesange. Jeg må indrømme, at jeg er godt træt af de julesange man død og pine skal høre hvert år - jeg gider ikke at høre de samme Now Christmas samlinger igen og igen hele december. Jeg bliver sgu helt træt bare ved tanken.

I år, er jeg hoppet på She & Him. Zooey Deschanel (hende der spiller med i New Girl og som er søster til Emily Deschanel der spiller Dr. Temperance Brennan serien Bones) og M. Ward laver simpelthen det fineste musik!

I 2011 kom de med et julealbum, som er et virkelig godt alternativ til de julesange man faktisk er ved at være virkelig træt af. De har indspillet en masse af de store engelsksprogede klassikere, og man bliver så absolut i julehumør på en varm-kakao-og-ild-i-pejsen-og-hjemmestrikkede-sokker-måde.

Jeg har smidt en video med en af mine personlige yndlings her i indlægget, men hele albummet kan også findes på en youtube-playliste her, eller på Spotify eller YouSee Play.

Have a very merry Christmas!











torsdag den 18. december 2014

Heartbroken and writing a novel

Kender I det at rende på sin eks lige præcis når man ligner noget katten ikke engang gad slæbe med ind? Og man samtidig ikke rigtigt er kommet så meget videre i livet siden da? De dér drømme man ihærdigt prøvede at opfylde er selvfølgelig stadig på drømme stadiet. Oh fuck.

Alex Watt har skrevet et virkelig fint lille indlæg til The New Yorker, som jeg knus-elsker;


What the Guy Next to You at the Coffee Shop Is Furiously Typing


Det får lige lov til at stå i store, lettere insisterende bogstaver. For vi kender det da alle sammen, gør vi ikke? At vi render ind i en person vi virkelig ikke vil rende ind i, og så gør vi os travle. 
Watt gør sig travl med at skrive (på den hvidglødende travle måde) da han ser sin ekskæreste (og hendes nye kæreste -- jamen for pokker da!) i en kaffebar. Og der sidder han så, og får ikke rigtigt skrevet på den roman han altid snakkede om, han ville skrive. 
Det er virkelig fint. 

Smut forbi The New Yorker og læs indlægget -- det er jo torsdag.










mandag den 15. december 2014

Ethundredeogfyrretegn

Hvad skal man dog med Twitter? Er det for pokker bare en til af de der sociale apps, som tager min tid (og gør mig afhængig). Og kan man i øvrigt ikke bare det samme som på facebook? *suk*

... Jeg er god til at lyde som en modstridende, sur, gammel dame når der kommer endnu en social dille.

Men jeg er vistnok ved at være omvendt. I hvert fald når det kommer til Twitter. Det er nemlig gået op for mig, hvad det medie kan. Det tog vist også sin tid.

Kan man skrive en historie på blot 140 tegn? Kan man være fængende og spændende? Ja!
Der er sågar skrevet bøger på tweets! Fagre nye verden! Jeg er som altid, håbløst bagefter. Jeg må vist tage løbesko på.


Jeg faldt over et fantastisk initiativ på mashable.com. Åh, og så blev jeg lidt forelsket.
De har bedt deres læsere om at skrive en novelle på blot 140 tegn, og tweete det under #MashReads.
De er vidunderlige!

De smager lidt af digte, men så alligevel ikke. De er historier uden detaljerne, og man sidder som læser og tænker, at man virkelig gerne vil vide mere.
Det er små, lækre, uimodståelige litterære godbidder, der simpelthen smager så godt, at jeg nærmest har lyst til at insistere på, at de skal læses i selskab med en god, røget whisky.

Så nyd dem, og smag lidt på dem. Find de bedste af dem her.










søndag den 14. december 2014

Med blyant og kuglepen




Jeg faldt over en artikel for et par uger tilbage. Tim Parks skriver i The New York Review of Books om at læse med en blyant eller kuglepen i hånden. I artiklen skriver han om, at vi som læsere er blevet for dårlige til at være kritiske læsere; vi har for stor respekt for bogen, til at vi tør skrive kritiske noter i margenen. På studiet sidder vi pænt med en notesblok klar, eller et Word-dokument åbent. Når vi læser i fritiden, er det endnu sjældnere vi overhovedet nedskriver tanker og overvejelser.
Jeg giver ham egentlig ret - vi SKAL være mere kritiske når vi læser. Vi må gerne huske på, at vi som læsere gerne må ønske og kræve noget af det vi putter i vores hoveder - ligesom vi kræver noget af madvarer og hudplejeprodukter. Der er jo en grund til, at vi lærer om kildekritik i skolen.

Men jeg skriver altså i mine bøger af en anden grund.
Først: Ja, jeg ved godt, at der er mange der ikke kunne drømme om at skrive i bøger. Og ja, jeg ved skam også godt, at det her er en af de der 'der findes to slags mennesker' emner.
Jeg har også bøger jeg ikke nænner at skrive i, men dem har jeg et stykke papir i, som jeg tager noter på.
Men hvorfor i alverden skriver jeg overhovedet i dem? Hvorfor ikke bare læse dem? Det er et virkelig godt spørgsmål.

Jeg skriver i bøgerne fordi jeg har tanker om de ord jeg læser; tanker jeg ikke bare vil glemme igen. Jeg skriver i bøgerne fordi jeg finder en smuk sætning, der rammer mig - et citat der, på lige præcis dét tidspunkt i mit liv siger mig noget. Jeg skriver i margenen, for bedre at kunne huske de tanker jeg havde lige i dét øjeblik - jeg husker bedst de ting jeg har skrevet ned. Nogle gange er der ikke plads nok. Så skribler jeg videre i en notesbog.
Og så skriver jeg, for at kunne vende tilbage til det sted i bogen senere. Jeg besøger mine bøger, som var det gamle venner jeg lige smutter forbi til en kop kaffe hos. Nogle aftener bruger jeg timer på at bladre i dem, og huske, læse afsnit, blive rørt og grine.
Det er så fint at kunne se noter om tekststykker jeg blev rørt over for nogle år siden, og tænke hvor meget jeg har forandret mig, eller måske hvor meget jeg stadig er den samme. Det er som at se et gammelt fotoalbum igennem igen. Nogle gange genlæser jeg bøger for at se, om jeg oplever nyt. Jeg læser historier og minder.

Det sker også, at jeg køber bøger, andre har skrevet i. Jeg var forbi ark books i København for nogle måneder tilbage, og købte en Keats digtsamling. Boghandleren og jeg faldt begge fuldstændig for den lille, falmede digtsamling, for den tidligere ejer havde skrevet sine tanker ned overalt i den. Sirligt, tænksomt og med respekt, har han skriblet i margenerne. Den er et skatkammer af tanker og liv!

Er det, når alt kommer til alt, ikke det litteratur handler om? Minder, oplysning, tanker, at blive klogere --- liv på skrift?

Det er derfor jeg altid har en blyant eller en kuglepen med mig når jeg læser.



















lørdag den 6. december 2014

Søster, solstrålerne og de særlige


Det her er et anderledes indlæg. Det er et indlæg om en bog, men det er ikke en bog man lige køber i den lokale boghandler, eller som man får med hjem fra en græsning blandt hylderne på det lokale bibliotek. Ikke desto mindre, er det en bog der ligger mig meget på hjerte at fortælle om.

Min søster har et arbejde, jeg tror kun få kan holde til. Det kræver den helt rette hjertevarme og mentalitet at besidde hendes stilling. Min søster arbejder på en døgninstitution for svært handikappede børn. Det er i mine øjne en regnbueinstitution. Ingen af børnene har de samme handikap. Der er altid noget ekstra ved det enkelte barn.
Børnene har ofte en forkortet levetid, der er mange der er svære at komme i kontakt med, der er omsorgssvigtede børn, der er børn som er skrøbelige som glas, og der er meget medicin, for der er følgesygdom på følgesygdom. Der er alvorlige udrykninger med ambulancer. Der er dødsfald.
Jeg har den største respekt for hvad min søster laver til daglig.

Men jeg har svært ved helt at forstå det. Jeg har svært ved at slippe tanken om, at det er synd for børnene.

Så lånte min søster mig en bog. Den hedder Solens varme og en lille brise, og er en samling historier fra Børnehuset i Svendborg, fortalt til Vibeke Marx. Det er ikke stor fortællerkunst, og det er bestemt heller ikke banebrydende grafikerarbejde. Men det er som med børnene, ikke de gængse målestokke der tæller her.
Bogen var en oplevelse. Et tiltrængt indblik i det arbejde de fantastiske pædagoger der passer på disse børn, ligger for dagen. Men måske endnu vigtigere endnu, er det et indblik i, hvordan disse børn er fantastiske, sanselige, livsglade unge mennesker, der kæmper bravt for livet. Vi skal ikke have ondt af dem, og vi skal ikke synes, at det er synd for dem. Det er synd for dem, men det er ikke dér fokus skal være. Fokus skal være at give dem oplevelser, omsorg, kærlighed og livskvalitet. Fokus skal være at lindre smerter og urolige sind. Belønningen finder man i smilene, det pludseligt opmærksomme blik fra en barn der normalt lever i sin egen verden, det hjertevarme grin og ikke mindst, den uforklarlige kontakt der er ved omsorgen.

Jeg blev rørt da jeg læste om et besøg fra Søren Hauch-Fausbøll, der talte i Bamses stemme til en af børnene, og gav ham en fantastisk oplevelse. Drengen er svær at kommunikere med, men liver altid op når han ser Bamse og Kylling.
Jeg blev rørt da en pige fik lov til at hilse på vores kronprinsesse; for en pige der elsker kongehuset var det nok det største hun kunne opleve.
Men mest af alt blev jeg rørt over al den omsorg og kærlighed der ligger i pædagogernes arbejde; over alle de tanker de gør sig, og over hvor langt de går, for at give disse regnbuebørn livskvalitet og kærlighed.
Jeg bukker mig i støvet for de pædagoger der giver deres omsorg og faglighed til disse særlige børn - dem der kæmper for at give dem solens varme og frembringe smil.