torsdag den 20. november 2014

Amerika

Det er for længe siden, jeg har delt musik.

I aften har jeg ro. Et par hårde uger er overstået, og jeg føler, at jeg er ved at have indhentet hvad det skulle indhentes. Så i aften hører jeg musik, og rammer mig selv lidt igen.

For et par år siden, faldt jeg i et af de der bliver-væk-fra-mig-selv-på-youtube-huller. I kender dem sikkert godt. Man skulle lige se en hurtig video, og en time senere, sidder man der stadig - nu i gang med at se noget helt, helt andet.
Det var sådan en dag, jeg opdagede First Aid Kit. Bag duoen står to utroligt talentfulde svenske søstre. De er yngre end jeg er! De har en misundelsesværdig fornemmelse for folk-musik. Der er en snert af 70er / americana over dem, og deres stemmer er magiske sammen.
Det er rendyrket talent, med musikken og teksterne i centrum. Det er ægte.

Den 28. august 2012, havde de æren af at optræde for Paul Simon til the Polar Music Prize Award Ceremony - de optrådte med Simon & Garfunkel sangen America.

Det er uovertruffent. Intet mindre. Og det er rørende ud over alle grænser, når man ser hvor rørt Paul Simon bliver, over deres optræden.

Så her, kære skønne læser, kommer der en aftensang af den helt store slags. Nyd den!



lørdag den 15. november 2014

Jeg glemmer mig væk


Jeg glemmer mig altid væk.

Jeg glemmer mig væk fra den hverdag der må ligge bag de drømme jeg drømmer. Bag de liv der foregår i New York med musik i røgfyldte lokaler, og store loftsrum med smukke store vinduer der minder om mosaikker i det kunstige nattelys. Bag de massive reoler fyldt til randen med bøger og cd’er og vinyler og en gammel pladespiller og whisky og loppefund. Bag veloursofaerne og alle de intime øjeblikke der blev tilbragt på den sammen med smukke mænd der blæste mig væk.

Jeg glemmer mig væk i drømme uden hverdag med ensomhed, ødelæggende kaos, uden hjertesorg og bidende kulde der kryber igennem de fuldstændig uduelige vinduer om vinteren.

Men det må jeg fanme gerne. Det er jo mine drømme.

søndag den 2. november 2014

Aftentime

Jeg er for tiden ofte stødt på begrebet særligt sensitiv, og har mødt mennesker der har de ekstra følsomme nerveender. Lige for tiden læser jeg en bog om en pige der også føler - synes hun - for meget. 
Jeg tænker, at det her må være sådan det føles. 


Nogle gange mister jeg taget i verden, fortæller hun. 
Nogle gange, kryber mørket ind igennem ruderne i den sene aftentime og trækker mig væk ud op. 
Gør mit sind toptungt og heliumlet. Som var det Harry Potters fucking tante der bliver spændt ud som en ballon og svæver væk. Og så flyver jeg op i himmelrummet, med viltre tanker som ulogiske sejlduge der guider mig væk uden plan om hvorhen. 
Nogle gange mister jeg roden, fortæller hun. Nogle gange svæver jeg rundt med følelser over alt. Men jeg ser til gengæld klarere. Men jeg mærker mere. Men jeg længes efter et anker.