mandag den 27. oktober 2014

OK? Go!

Hvis du sidder og synes at du er blevet lidt små-ramt af mandagsblues, så kan jeg anbefale OK Go.
Det er som en lille virtuel musikvideo-formet krammer mod dårligt humør.
De har lavet en ny musikvideo. Der er vanvittig synkroniserede dansemoves, underlige segway-lignende køretøjer og MASSER af paraplyer. Jeg vil næsten garantere, at denne musikvideo nok skal få dig til at trække på smilebåndet.


lørdag den 25. oktober 2014

Noon in Copenhagen

( Jeg havde en plan. Det har jeg sådan set stadigvæk. En fin liste over temaer til blogindlæg, og hvornår de skulle ud. Men så blev det efterårsferie, og jeg fik besøg fra Jylland. Og så startede jeg på mit nye arbejde, og har været en anelse skeløjet af træthed efter arbejdstid den sidste uge. Det er svært at skrive blogindlæg i en skeløjet tilstand. Nu kører vi (mig og min smådårlige samvittighed) med better-late-than-never-teorien. )




De fleste der kender mig, ved at jeg elsker efterår. Det er vitterligt min yndlingsårstid. Jeg elsker regnen, der virker rensende, klargørende efter en lang sommer hvor varmen har gjort, at uformlige drømme har sneget sig ind i min underbevidsthed. (Jeg har vist haft selvsving om regn her på bloggen før)
Jeg elsker vinden. Den minder mig om ture ved Vesterhavet i min barndom, da vi lånte min onkels hus i nordjylland i efterårsferien, og gik ture ved vandet og blev blæst igennem. Jeg elsker følelsen af at være pakket ind i lag, og mærke vinden prøve sin styrke af på mig, og klare mit hoved og give mig røde kuldekinder.
Jeg elsker årstidens sanselighed. Det her en en årstid man mærker. Den bringer mig tilbage til en form for status quo. Den er min reset button.

Jeg elsker - selvfølgelig - også de få dage, hvor farverne er ekstra stærke, og hvor store trøjer og tørklæder er nok til at holde mig varm. Det er de dage, hvor man får en følelse af at luften dufter af kvæde, små, stærke kopper espresso er helt, helt rigtige, og man kan sidde udenfor på en café med en fantastisk bog, og forelske sig i tjeneren. (Yeah, yeah, call me a hopeless romantic)

I kandidatgave fik jeg af min familie et maleri af hviderussisk-fødte Leonid Afrimov. Han har boet i USA i mange år, og han laver vidunderlige, efterårsagtige malerier af by-scener. Han laver også meget andet, men jeg kan virkelig bedst lide hans malerier af regnvåde efterårsscener af gåture på alléer.
Han maler med en spartel, og bruger tykke lag af skønne, klare, stærke farver. Hans malerier bliver næsten taktile. Man har lidt lyst til at røre lærredet.
Han er ikke højkulturel eller samfundskritisk. Han skubber ikke til nogens grænser, og han er meget nem at holde af. Men det er fløjtende ligegyldigt. I hvert fald for mig. For jeg har et lille stykke efterår, med regnvåde gader og de smukkeste, klare farver på min væg. Jeg elsker det.

Han minder mig om Woody Allens Midnight in Paris. Han minder mig om bøger, romantik og fortabelse i en anden verden. Om det hyggelige i at gå ture i regnen med et dejligt menneske, og sludre om alt og indet. Han minder mig lidt om en anden tid. Og han hænger lige dér, på min væg.



fredag den 17. oktober 2014

That smell...


Fra Sarah See Andersens doodletime. Lånt fra hendes tumblr



Jeg ved da godt, at det måske ikke er helt normalt, det med at synes at gamle bøger dufter helt vildt godt. De dufter bare ... hyggeligt? Bekendt? Af historie og minder? Der er lavet adskillige undersøgelser og udredninger af hvorfor bøger kommer til at dufte så godt med tiden. Jeg har googlet og fundet dem. Jeg forstod meget lidt af hvad der stod - sikkert fordi jeg, når alt kommer til alt, ikke helt vil vide det. Det ødelægger lidt magien i det. Excentrisk? Moi? Jada!
Men jeg trøster mig med, at jeg ikke er alene.

Nu er der åbenbart kommet et marked for duften af gamle bøger! (Og der er ingen der har informeret mig om det?!)
Et link dukkede op på mit feed forleden. Til en side om e-bøger. Now, don't get me wrong, jeg har egentlig ikke noget imod e-bøger. De er bare ikke så hyggelige som papirbøger. Og man kan ikke forsvinde timevis i antikvariater og boghandlere, og bladre og blive væk blandt rækkerne, når man skal shoppe e-bøger. ...
Hov! Tilbage til pointen.
Der er blevet lavet duftlys (som jeg normalt brækker mig over, men som er helt, helt i orden i denne sammenhæng) og parfumer! Den gentager vi lige. PARFUMER!
Nu ved jeg jo godt, at det jo slet ikke er noget en næsten 28 årig ung kvinde går med (hostnejjeggørikkehost), og at det jo helt sikkert bliver for excentrisk og underligt (hoststadigvæknejhost). Men man kan jo godt lege lidt med tanken, kan man ikke (i stedet for at ønske sig dem alle til fødselsdag og jul...)? Og blive lidt ekstra glad for, at der er nogle mennesker der har lavet produkter der taler til os der elsker de gamle bøger. Og som jo ikke kan gå og sniffe dem hele dagen.
Og nu er der jo et sødt menneske der har samlet nogle produkter på en blog. Man skulle da være et skarn.

God weekend!

Virginia Shieldink er også bogsniffer! Lånt fra hendes hjemmeside






mandag den 13. oktober 2014

*Swoon*

Jeg siger det bare. Er man til britiske mænd, dybe stemmer, smukke accenter og engelsk litteratur, så lover jeg at der følger adskillige minutters ren lykke. Sikkert kombineret med en god del teenage-værdig, pludselig fnisen.

Jeg fandt denne for noget tid siden. Den har alle mine yndlings. Den har Cummings, Austen, Cumberbatch, MacFadyen, Shakespeare, Hiddleston, Tennant... 

Would you mind holding my tea one second, dear, while I just go ahead and swoon?

Er I klar? Sidder I godt? Her er linket.







torsdag den 9. oktober 2014

Sådan apropos

Det er ved at være en del indlæg siden, at jeg skrev om (og skamroste som aldrig før) Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane.

Den sidder stadig i mig, den bog. Den har flyttet sig fra min umiddelbare tankevirksomhed (der er den nu kun på visit en gang imellem) til at bo i min underbevidsthed. Der har den slået rod, imens den langsomt men sikkert får ommøbleret nogle af mine lidt for forstokkede, voksne tanker.

Jeg faldt over denne tråd på reddit forleden. Jeg tænkte jeg ville dele den med jer.
Forfatteren var faktisk noget så voldsomt uimponeret over Ocean, men så var det, at romanen kom under huden på ham, og fik fat i det, der måske er sværest at fange.
Det er hurtigt læst, og absolut tiden værd.

Tjek tråden ud her

tirsdag den 7. oktober 2014

Enkle regler - fine resultater

Jeg ved godt, at jeg brugte ordet 'sporadisk' om mine blogindlæg. Det ville nok være mere korrekt, at sige 'ikke eksisterende', i stedet. Nu er jeg ved at være i gear igen. Jeg har sågar en liste over blogindlæg og konkrete planer om emner! Store sager, I tell you.

Vi starter ud i det små, i det enkle. Fotograf Heidi Lender har forstået hvad det handler om.
For noget tid siden fandt jeg fotografier fra hendes fotoserie Once Upon på pinterest.

Hun har lavet en fotoserie, ud fra en meget enkelt præmis:

"Stand on a bench. Make sure it's Monday. 
Wear something pretty."

Det er blevet til en ret så fin fotoserie, der har mere at sige, end bare præmissen: Det handler om at vise identitet i portrætter, uden at vise ansigtet. Derved kommer der et fokus på omgivelser og beklædning - noget der måske oftere end vi helt vil indrømme, bliver stemplet som overfladisk.
Men Lender anerkender at hvad vi tager på, og hvor vi gebærder os, jo faktisk er (som vi allerede vidste) en forlængelse af vores personlighed. 

Lender skriver selv på sin hjemmeside

"Wardrobes and surrounding spaces are representations and reflections of who we are or who we purport to be. We explore, experiment and express the different aspects that are the ingredients of our individual, whether we are aware of it or not. Be it wild or controlled, we inevitably illustrate a part of ourselves. [...] 
With a platform on which to stand, I investigate the host of personalities within, the layers that make up the self, the characters we hide, show, accept and reject, and the role that fashion and design play in molding those characters. [...] Here, it has place and purpose."


Fotografierne er virkelig fine, og generelt kan jeg kun varmt anbefale at smutte forbi hendes hjemmeside, og se hvad hun ellers har lavet. Man kommer i virkelig dejligt (efterårsagtigt) humør.

"Wallpaper Bench" lånt herfra

"Red Bench" lånt herfra

"Velvet" lånt herfra

"Yellow Ball Bench" lånt herfra