fredag den 22. august 2014

Ærefrygt

Helte findes i forskellige afstøbninger. Vi møder dem gerne i sensationsprægede nyhedsudsendelser, eller under det fine, måske lidt overbrugte, banner "hverdagens helte".

Forleden faldt jeg over en artikel der handler litteraturens helte. Dem der kæmper imod at man brænder bøger, fjerner information, forsøger at forvrænge historien og ønsker at cencurere med magt og undertrykkelse for øje.
Litteratur er virkelig værd at kæmpe for. Litteratur er information, viden. Litteratur er vores forankring i fortiden. Det er derfor der er reserveret en særlig plads i helvede til folk der brænder bøger, og det er derfor der er reserveret en særlig plads i himlen til mænd som dem i denne artikel fra Information.

Det er fremragende læsning!

mandag den 18. august 2014

"Der er noget under min seng"




Først og fremmest: Det her er mit indlæg nummer 100! Tak fordi I læser med! 


Da jeg var barn, sad jeg og så filmatiseringerne af R. L. Stines Gåsehud-serie om eftermiddagen, og dykkede ned i Phyllis Reynolds Naylors bøger om Lynn og Marjorie der kæmper imod overnaturlige kræfter om aftenen. Jeg gøs med glæde.

Som voksen har jeg ikke været for god til at finde gys, men jeg er ved at komme efter det. Det er sværere at være bange som voksen. Vi er alt for bevidste om de rigtige farer i verden.

Børne-horror er en vigtig genre. Bevares, det skal gøres anderledes end hvis det var til voksne, men børne-horror skal ikke springes over. Ikke alt skal være sukkersødt, forudsigeligt og nemt. Børn er mere hårdføre end vi voksne tror.
Det er ikke så ligetil at forklare hvorfor det er i orden at skræmme børn. Alene nu jeg skriver det, virker det nærmest grundlæggende forkert. Men det er det ikke. Af samme grund som det ikke er i orden at lade barnet vinde i alle spil og ikke lade barnet kende modstand.

Da Coraline af Neil Gaiman blev filmatiseret, skrev New York Times i deres anmeldelse følgende:

"There are many scenes and images in “Coraline” that are likely to scare children. This is not a warning but rather a recommendation, since the cultivation of fright can be one of the great pleasures of youthful moviegoing. As long as it doesn’t go too far toward violence or mortal dread, a film that elicits a tingle of unease or a tremor of spookiness can be a tonic to sensibilities dulled by wholesome, anodyne, school-approved entertainments."


Den er medicin for de sanser og fornemmelser der aldrig vil blive skærpet i de hjernedøde tv-programmer og alt for nemt læste bøger.

Coraline er bygget på en historie Gaimans 4-årige datter fandt på en dag i børnehaven. Den er tænkt i et barnesind og færdiggjort af en utroligt dygtig forfatter. Og den er fremragende!

Coraline er lige flyttet ind i en ny lejlighed. Hun elsker at gå op opdagelse, men hendes forældre sidder lidt for meget fast i deres voksenverden. En dag finder hun en dør der går ind i en anden version af hendes hus -- en version med en Other Mother, en Other Father og mystiske versioner af de andre beboere i ejendommen. Men noget er galt. Alt er skævt og forkert. Intet er helt ægte. Det er som om, at alt i dette hus, er en underlig, skyggefuld, forskruet version af virkeligheden. Alle i denne verden  har knapper som øjne, og Other Mother er aflang og "slightly off".
Det varer ikke længe før Coralines rigtige forældre er forsvundet, og hun må finde ud af hvordan hun får dem tilbage igen.

Den er lækker. Velskrevet. Fantastiske sætninger. Den er skrevet som en virkelig god børnebog skal være skrevet: Der er mod, barnesindets fine forståelser for verden, seriøsitet og lethed. Gaiman er en troldmand med ord.
Og så er den virkelig uhyggelig. Som skyggerne under sengen der kan være monstre, træets grene der let banker mod ruden på værelset, en fornemmelse af at der er noget der følger efter dig en sen aftentime.
... For det er da bare skygger, grene og fornemmelser.


Min udgave af Coraline er i en bog med andre af Gaimans uhyggelige historier. Bogen er illustreret af Dave McKean.














tirsdag den 12. august 2014

At leve bevidst

Henry David Thoreau skrev i Walden: Or, Life in the Woods

“I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. I did not wish to live what was not life, living is so dear; nor did I wish to practise resignation, unless it was quite necessary. I wanted to live deep and suck out all the marrow of life, to live so sturdily and Spartan-like as to put to rout all that was not life, to cut a broad swath and shave close, to drive life into a corner, and reduce it to its lowest terms.”

Det er tungt. Smukt. Bedre end nærmest alt andet, for en anglofil ord-elsker som jeg. Men det er også svært at forstå. 

Det handler om at leve oprigtigt; leve bevidst. Det handler om at leve så inderligt og så grundlæggende, at man, i hvert fald på de gode dage, ikke er i tvivl om at man har været inde i kernen af livet, og været en del af dets essens. Det handler om at leve.


I filmen Dead Poets Society (Døde poeters klub) er ovenstående citat reduceret endnu mere, uden dog at miste sin grundbetydning.

I went to the woods because I wanted to live deliberately;
I wanted to live deep and suck out all the marrow of life!
To put to rest all that was not life
And not, when I came to die, discover that I had not lived.



Dette citat var det første jeg tænkte på, da jeg her til morgen hørte at Robin Williams var død; 
I wanted to live deliberately. Jeg ønskede at leve med forsæt, bevidst. 

En alt for tidlig død, som den så ofte er når det er en afslutning af et liv der har været præget af tungsind, depression, genialitet og store præstationer. Må han hvile i fred, og må han blive husket for at have inspireret og have levet med forsæt.  

søndag den 10. august 2014

Umiddelbart

Fordi rod og virvar og kaos faktisk har ret til et eksistensgrundlag. Fordi der ikke altid skal være orden og mening.
-
“To Anybody at All,” fra Origins and Elements

I didn’t want you cosy and neat and limited.
I didn’t want you to be understandable,
Understood.
I wanted you to stay mad and limitless,
Neither bound to me nor bound to anyone else’s or your own preconceived idea of yourself.

– Margaret Caroline Tait (1918-1999)




tirsdag den 5. august 2014

Bare

Da hun gik rundt i springvandet på Kultorvet, i bare tæer og med prinsessekjolen trukket omhyggeligt op om lårene, så hun sådan mindede mig om hende fra La Dolce Vida, som 5-årig.





fredag den 1. august 2014

Skovblå

Overalt er der lilla, grønt og gult som pryder kæmperne i alle farvernes nuancer; diskrete og overvældende som kollosaler.
Blå skønheder der kommer lige pludseligt - stille og roligt bag næste sving, tager de gang på gang pusten og forstanden fra én. Og der er man så, fuldstændigt berørt hvor de er uberørte.
De står som skovblå majestæter når solen rammer dem gennem tunge skyer; overvåger, betragter i deres egen tid. Uden at vide at de påvirker mig så jeg aldrig helt igen kan forlade dem.