torsdag den 26. juni 2014

Glimt

Vi fik lov til se se små glimt af søen, imens vi kørte forbi. Små kig til refleksioner der næsten forbandt os med den slags sensommerhimmel der har det helt specielle, klare og drømmende lys.
Og imens de små glimt fór forbi os i toget, prøvede jeg ivrigt, næsten desperat, at indtage sommeraftenen.






Jeg sætter min hat som jeg vil

også forsinket, for gammeldags, for anderledes, for ligefremt, for meget, for udfordringens skyld, for mig selv

for det meste

(alle andre gange, gør øvelse mester)



Jeg var inde og se en virkelig fin lille udstilling i toppen af Rundetårn for et par uger siden. Udstillingen er pakket ned igen, men jeg vil lige dele nogle billeder. Der var smukke hatte, kendte hatte og royale hatte, teaterhatte og hatte til lejligheder.

Måske man skulle til at gå fra den metaforiske hat til den virkelige hat. Bare en gang imellem.






















torsdag den 19. juni 2014

Havet for enden af vejen



Jeg havde for et par uger siden en læseoplevelse hvis lignende jeg aldrig har oplevet før. Jeg er blevet overvældet, rystet, rædselsslagen og mærket for livet. Jeg har udskudt at skrive om den, fordi det simpelthen er svært at formulere hvad det faktisk var, der rørte mig så dybt.
Det her indlæg har været undervejs siden sidste side af Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane (2013) blev læst færdig.

Lad mig prøve at forklare.

Den virkelighed et barn lever i, er anderledes end den virkelighed vi voksne lever i. Et barn lever i en virkelighed hvor monstre eksisterer, og er lige så håndgribeligt skræmmende, kan forårsage lige så stor skade, som et biluheld eller en krig kan for voksne. Et barn er ikke i tvivl om at der findes magi, og uforklarlige ting, og møder et barn sådanne ting vil der være en umiddelbar forståelse og anerkendelse, mens en voksen vil rationalisere. Jeg har tit tænkt om barnet faktisk ikke har bedre fat i kernen af forståelse og af frygt. Om det ikke er os voksne der gemmer os.

For hvad vi ikke må tage fejl af er, at denne barnets virkelighed er lige så ægte som vores voksne virkelighed. Barnets frygt, overvejelser og tanker skal tages lige så seriøst, som vi vil tage vores egne. Også selvom de ser monstre hvor vi ser en anden virkelighed.
For, kan vi virkelig bevise at vi som voksne har ret? Og, måske endnu vigtigere, husker vi, at vi som voksne faktisk ofte er genstand for børns frygt?
Måske skulle vi arbejde på at huske vores frygt da vi var børn.

Det er i bund og grund det The Ocean at the End of the Lane handler om; en voksen mands barndomsminder om et helvede han gennemlevede som barn. Om forældre der ikke troede på ham. Om et monster, forklædt som en barnepige, der skulle bekæmpes. Om familien for enden af vejen, der kunne redde ham. Om frygt og om tryghed. Om voksnes magtposition, og et barns desperate handlinger.

Romanen ligger på kanten af virkeligheden. Jeg kan ikke finde ud af om det er en fantasy, en magisk realisme eller om det er en realistisk roman, bare ud fra et barns virkelighed.

Hvad jeg ved er, at den er noget af det smukkeste, mest rammende og dybeste jeg nogensinde har læst. Måske netop fordi den tager udgangspunkt i barneminder - noget af det stærkeste i vores bevidsthed.
Gaiman skriver - som altid - klart og rent, men med så mange lag at man har svært ved at holde fast.
Læs den! Lad dig rive med. Og tillad dig selv at huske de gange hvor du ikke blev troet på som barn. De gange hvor du har været så gennemtrængende bange, men ikke har kunnet sige det til de voksne, for de ville ikke kunne forstå din frygt. Husk den frygt, og brug den til at komme tættere på at forstå børns virkelighed. Den er god at blive mindet om, selvom man er voksen.











fredag den 13. juni 2014

det var da

det var da der var sæbebobler til distortion, der svævede rundt blandt fulde mennesker, (for) høj basgang og lummer sommervarme uden at blive bristet

det var da månen fulgte mig hjem fra vesterbro over amagerbro, mens sommernatten var lyseblå

det var da drengen bagpå sin fars cykel, foldede armende ud og sang hele vejen til næste kryds

det var da vi drak os teenagefulde på marmelade caféen

det var da jeg måtte græde en lille smule efter at have færdiglæst historien om havet for enden af vejen

det var da verden ikke begyndte at give mere mening, men da kaos begyndte af føles som hjem