lørdag den 24. maj 2014

2D med 3D

''walking'', 2012, painting, polystyrene based sculpture

Shintaro Ohata (født 1976 i Hiroshima, Japan) har fanget mit hjerte.
Han arbejder med maleri og skulptur, men gør det utraditionelt og med samme magi som virker til at være reserveret til japanske kunstnere; hans værker har en varme og naivitet som minder mig om den man finder i Hayao Miyazakis film.
Ohata er specielt kendt for at kombinere maleri og skulptur, og gøre dem til ét værk. Det bliver gjort på sådan en fin måde! Selvom den ene halvdel er todimensionel og den anden tredimensionel, formår Ohata nærmest at sammensmelte de to. Han gør værket mere substanitelt, mere virkeligt måske endda, og på den måde trækker han beskueren ind i værkerne. Det må føles som at stå inde i scenerne, at se hans værker. - Og hans måde at vise lys på - han gør det mesterligt!

Der er også en form for ensomhed i hans værker. En tungsindighed. Skøbelige børn - piger - er enten alene i scenerne, eller sammen med dyr eller fabeldyr-agtige voksenskikkelser.
Skulpturene og malerierne har alle en overflade der nærmest er skabt af flager, og det giver det hele en lethed og skrøbelighd der passer til motiverne; som om det let kunne falde fra hinanden. Som om det var stykket sammen af forsigtige, ensomme drømme.


''happy birthday?'', 2012, painting, polystyrene based sculpture

''happy birthday?'', 2012, painting, polystyrene based sculpture

''in the sound'', 2012, painting, polystyrene based sculpture

''in the sound'', 2012, painting, polystyrene based sculpture


''2'', 2011, painting, polystyrene based sculpture

''2'', 2011, painting, polystyrene based sculpture

''Airplane'', 2007, painting, polystyrene based sculpture


Alle billeder er lånt herfra







onsdag den 21. maj 2014

Et mord af krager

Jeg elsker  mit modersmål. Dansk er et ligefremt og jordnært sprog, hvilket jo nok passer meget godt til os som folkefærd; ikke så meget pompøst fjolleri her, tak. Det gør sproget specielt velegnet til romaner som Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne, eller romaner af fremragende Josefine Klougart fx. Der er et mørke i det danske sprog som jeg synes vi skal være stolte af.

Men der er nogle ting som det danske sprog ikke formår - hvis man spørger mig. Og det er her jeg elsker det engelske sprog.
Det engelske sprog har for det første mange flere ord end det danske har. Dernæst, må det gerne være pompæst og lækkert; tungt og poetisk. Hvor det danske sprog generelt er til kortere sætninger og en masse kommaer, er det engelske sprog til lange, smukke sætninger, og til begrænset tegnsætning.
(Hvis du har undret dig over, hvorfor jeg er så håbløs til kommaer, er det min anglofile side der skinner igennem).
Dansk er simpelthen mere minimalistisk, engelsk er mere volumeniøst.

En af mine absolut ynglings aspekter af det engelske sprog, er deres såkaldte collective nouns. Jeg er ikke bekendt med det danske begreb, men det er den gruppe navneord som omtaler noget samlet i flertal; en flok, en forsamling osv.

På engelsk er der forskellige ord for forskellige dyregrupper, og de er smukke! Tænk sig at skulle sige "et mord af krager", "en kaglen af hyæner" eller "en allestedsnærværelse af spurve" når vi talte om en flok af de respektive dyr. Jeg ville gå og finde forsamlinger af dyr over det hele! Alene for at kunne få lov til at sige smukke sætninger!
Er der ikke nogen der gider at prikke Dansk Sprognævn på skulderen og insistere på at det også bliver indført i det danske sprog?

Her er en samling af de fleste engelske collective nouns. Selv for ikke-anglofile nørder, må de da synes fantastiske!



Billedet er fundet over Pinterest. Jeg har ikke kunnet finde den originale kilde.




lørdag den 17. maj 2014

Cohen

Dunkel. Hjerteskærende skarp. Forførende tung. Røgfyldt. Kompromisløs perfektion. Markaber. Fandens smuk.

Leonard Cohen.

Så var det at jeg fandt min Cohen digtsamling, og blev ramt af hvad han kan med ord. Og så var det at jeg fik tegnet for første gang i flere måneder. Cohens ord smager af en gammel, røget skotsk whiskey.


              THE SPARROWS

Catching the winter in their carved nostrils
the traitor birds have deserted us,
leaving only the dullest brown sparrows
for spring negotiations.

I told you we were fools
to have them in our games,
but you replied:
           They are only wind-up birds
who strut on scarlet feet
so hopelessly far
from our curled fingers

I had moved to warn you,
but you only adjusted your hair
and ventured:
           Their wings are made of glass and gold
and we are fortunate
not to hear them splintering
against the sun.

Now the hollow nests
sit like tumors or petrified blossoms
between wire branches
and you, an innocent scientist,
question me on these brown sparrows:
whether we should plant our yards with breadcrumbs
or mark them with the black, persistent crows
whom we hate and stone.

But I shall tell you of migrations
when in this empty sky
the precise ghosts of departed summer birds
still trace old signs;
or of desperate flights
when the dimmest flutter of a coloured wing
excites all our favourite streets
to delight in imaginary spring.



Tegnet af mig d. 13 maj 2014


torsdag den 8. maj 2014

Ensom poesi

Jeg synes jeg ofte ser skæbner i København der ikke har det nemt i livet. Nogle gange er jeg blevet passet op, og har fået livshistorier og lyttet og givet en kop kaffe, andre gange har jeg ikke kunnet rumme det.

Så her er et anderledes københavnerglimt, der ikke viser en situation, men følelser i stedet.
Fordi der er mennesker i skyggesiden af livet også.


- Det ligner regn, men har en fornemmelse som sne. Det føles som ensomhed, men håner mig som en tilstedeværelse. Det er formgivet som tomrum men giver ikke plads til andet end sig selv. Det er uhåndgribeligt og uundgåeligt, og det trækker mig væk fra søvn og drømme og livet. Det efterlader mig i ekko. -



onsdag den 7. maj 2014

Tilbage til huset i Toscana

Jeg er blevet mødt med en del løftede øjenbryn og et par rystede hoveder når jeg har snakket om Et hus i Toscana af Frances Mayes.
Mit eksemplar af bogen har da heller ikke den mest alvorskrævende forside jeg har set -- der er blomster og pastelfarver over det hele. Jeg kan ikke helt tilgive Aschehoug for ikke at have lavet den mørkeblå så den ligner den notesbog Mayes købte i sin tid, og som endte med at blive til Et hus i Toscana. Pastelfarver er ikke min kop te. Langt fra.

Men bogen! Åh! Hvor tager de fejl når de ryster på deres hoveder!

Det er ikke en skønlitterær bog. Der er ikke nogen forsødet kærlighedsromance gemt i den, som der er i Hollywoodfilmen af samme navn. Der er ikke noget lesbisk vennepar, og der er heller ikke en ung, smuk polsk håndværker der forelsker sig i Mayes' nabos datter. Alt dette kan dog tilgives, for var det ikke for filmen, havde jeg aldrig læst bogen. Og bogen ville ikke have kunnet filmatiseres som den er - der er simpelthen ikke noget klassisk skønlitterært handlingsforløb i den.

Men der er beskrivelser. Der er lækkert sprog (Lone Burmeister har været dygtig i oversættelsen til dansk) og der er livsenergi så det sprutter ud fra siderne. Der er siesta, grøntsager der smager af noget, håbløse håndværkere, opskrifter, etruskerfascination og - jojo - masser af smukke og romantiske overvejelser af stedsidentitet, liv og minder og tid.

Og så er det hele skrevet så pokkers dejligt, at jeg faktisk begyndte at læse den igen da jeg blev færdig med bogen den første gang.
Det kan muligvis godt være fordi jeg lige nu drømmer om den slags eventyr; og om store rum, tykke marmorbordplader i køkkenet, om sommervarme så hed, at jeg står op klokken 4 om morgenen for at kunne nå at ånde før det bliver for varmt, om haver med roser og krydderurter i latterligt overskud, om at have nok i et basiskøkken - om Toscana med sådan et folk og sådan en stemning som i bogen.
Men for at tage mig selv lidt i forsvar -- lyder det ikke også helt vidunderligt?
Men bogen ER godt skrevet, og den er et dejligt pusterum fra en travl hverdag. Den er tilgivende og kræver ikke noget af læseren; vi skal ikke sidde og være bange, bestemme hvem vi holder med, eller forholde os til politiske kriser.  Dog, alt dette til trods; den går ikke ned på sproget som diverse hurtigt skrevne chick-lits fx gør i dag. Og selv sådan én som jeg, der har en lav fnidder-tolerance, har måttet hengive mig helt og holdent til svungne, romantiske sætninger og dagdrømme.
Det passer til bogen.

'Hvad det nu end er, tøver jeg med at børste vejstøvet af Jomfru Marias ansigt eller polere det blå med en klud, så det skinner, og endog forstyrre de stive buketter, der ligger i en stadig intakt dynge på jorden. Der er et liv på gamle steder, og vi er altid på gennemfart.'