fredag den 25. april 2014

Kirsebærtræerne i blomst

Fordi lyset er vendt tilbage, og træder stærkere frem nu foråret har slået rod igen, og viser sig i lysegrønne blade og blomstrende kirsebærtræer. Fordi foråret har det med at vække os til live igen, efter en mørk vinter.

Her er et af versene fra Pablo Neruda's kærlighedsdigt Every Day You Play.
Nyd nu foråret, kære læsere.


My words rained over you, stroking you.
A long time I have loved the sunned mother-of-pearl of your body.
I go so far as to think that you own the universe.
I will bring you happy flowers from the mountains, bluebells,
dark hazels, and rustic baskets of kisses.
I want to do with you what spring does with the cherry trees.




Claude Monet: An Orchard in Spring (1886)

tirsdag den 22. april 2014

Hvad der blev ladt tilbage

Der har været stille her på imellemtiden. Livet kom lidt i vejen. Som det jo gør en gang imellem. Nu er jeg på vej tilbage.

Jeg er ellers faldet over noget fint, som fuldstændig tryllebinder en romantisk, stedsidentitets-elskende street-art tilbeder som jeg; The unconcious art of demolition, også passende kaldet ghost architecture.

På Flickr siden "The Unconcious Art of Demolition", findes det er noget så fantastisk som en samling af fotos der viser hvad der er tilbage på en gavl, når den ene af to før sammenhængende bygninger er blevet revet ned.
Hvad der er tilbage, er en slags testamente - en beretning i tværsnit - af det liv der engang blev levet der.
Jeg synes det føles småt. Ligesom når man flytter, og ser det tomme rum man engang har haft et liv i. Det er mærkværdigt at se hvor trapper engang har været, hvor et barneværelses eller en stues vægge har gået til, og nogle gange også resterne af de ting der har været hængt op, eller monteret på væggene.
Det er melankoli og minder. Det er rester af liv, forladt af de mennesker der holdt til der; levninger af rum der ikke længere kan besøges og trapper der ikke længere kan bestiges.
Det er steder der nu er uden for vores fysiske rækkevidde, men som i hvad der er ladt tilbage på gavlen, giver os glimt af hvad engang var, men som nu kun lever videre i minder. Hvad der er ladt tilbage, er komprimerede, todimensionelle minder fra forgangene liv i forgangne rum.

Det er der nogle steder street-art kunstnere har brugt det utraditionelle lærred til deres kunst, hvilket kun understreger denne "ubevidste nedrivningskunst", og er med til at fremhæve det ekko af liv der engang var på disse steder.


Ocalf-53: Room with a view #3
George Weatherbee: Ghost house
Jukie Bot


Alle billederne er fundet via google, og kan også findes på The Unconcious Art of Demolition's Flickr side.
Det er et overflødighedshorn af smukke billeder!




søndag den 6. april 2014

*Skifter*

"Jeg skal altså have enten et halvt STORT franskbrød eller et helt LILLE" hørte jeg, mens jeg stod i kø hos bageren denne søndag morgen. Den ansatte bag disken prøvede at gemme sit smil, mens hun gjorde sit bedste for at være professionel og behjælpelig overfor den 10-årige københavnerpige.
"Jamen det her er et lille franskbrød" forsikrede hun den unge kunde. Pigen stod med rynkede bryn. Der skulle lige overvejes.

Så blev det min tur og jeg flyttede mit fokus.

Da jeg trak min cykel væk fra fortovet, gik jeg forbi hende igen.

"Far - det kostede 27 kroner, så jeg havde ikke nok penge med. Skifter."
Hun var blevet sendt på bagermission med en walkie-talke. Sådanne missioner skal jo tages alvorligt. Også selvom man må gå tomhændet hjemad.