fredag den 28. marts 2014

Gentleman

Jeg så ham på vej til arbejde. Som han kom cyklende, var han for mig arketypen på en gentleman.
Han var ulasteligt klædt på til turen.
Iført smuk, skræddersyet beige cottoncoat, cognac-farvede, nypudsede Oxfords, smukke klassiske kørehandsker i læder og silketørklæde om halsen, kom han cyklende med dagens avis og en brun pakke i kurven. Hans cykel var en af de dér herrecykler der kun burde blive cyklet på af mænd som ham.
Det er ikke hver dag man ser en 80-årig gentleman cykle ned ad Istedgade.

mandag den 24. marts 2014

Københavnerglimt nr. 1

Der er tre vinduer jeg lægger mere mærke til end andre, når jeg om aftenen sidder med min aftente i vinduet.
De er hinandens naboer, disse tre vinduer. De er det røde vindue, det gule vindue og det blå vindue.
Om dagen er de ganske anonyme, og ligner alle de andre vinduer sat i den lidt kolde grå facade. Men om aftenen, bliver lysene tændt bag deres ruder, og de fremviser deres farver. De er smukke hver især, men der er deres pudsige naboskab der er magisk.
Jeg forestiller mig, at der flytter nye mennesker ind om aftenen, og overtager fra dem, der bor der om dagen.
Bag det røde vindue må Amélie ganske bestemt flytte ind. Hun må bo der sammen med særhederne, de talende dyr og kæresten som hun fik til slut i filmen.
Bag det gule vindue må der bo en person der helt frygteligt meget elsker sommer og varme, og som inderligt suger alt kraft ud af den spæde forårssol om dagen, for så at oplyse rummet med det om aftenen, når solen er gået ned.
Bag det blå vindue, bor melankolikeren. Om aftenen tænker han tilbage på alle de forspildte chancer, han har ladet passere forbi i sit liv, alt imens han spiller jazz og sange fra hans ungdom på pladespilleren.
Sammen kommer de frem om aftenen, der, side om side.

fredag den 21. marts 2014

Indtryk og overvejelser

Det er kommet lidt bag på mig, hvor meget energi det har taget fra mig at starte livet igen ud fra en kuffert. Overskuddet der normalt er blevet brugt på at læse bøger og opleve kunst, er blevet forflyttet over til "få hverdagen til at fungere"-afdelingen (som inkluderer bureaukrati, ændrede søvnmønstre, gaskomfur og -ovn og praktikplads). Så jeg ved godt jeg har været fraværende. Frygtelig meget undskyld. Jeg er på vej tilbage.

Jeg tænkte, at jeg ville tage jer med ind i min nye verden; bruge mine elskede ord til at tage jer i hånden og vise jer de indtryk der er så berusende. Fortælle om de ting der undrer mig, de passerende korte øjeblikke der indfanger og fastholder mig og de små stykker skønhed der fanger min opmærksomhed.
Det vil jeg gøre tilbagevendende. For jeg ved godt at det endnu varer noget tid inden jeg kommer tilbage i den samme slags rytme som før. Det vil ikke blive en personlig dagbog, og det vil ikke være udbasunerende om mit privatliv.
Jeg vil skrive ud fra det standpunkt at små pudsigheder og indtryk kan skabe oplevelser nærmest på samme måde som litteratur og kunst kan, og selvfølgelig blive ved med at skrive om litteratur og kunst som altid.

Så hold øje! De vil meget snart begynde at poppe op på bloggen. Og lad mig høre hvad I synes!


tirsdag den 11. marts 2014

I mødet med fremmede

En af mine nye københavner venner lagde denne video ind på sin fb væg her til morgen.




Præmissen er ganske enkelt "we asked twenty strangers to kiss for the first time". Og så blev det filmet.
Det er akavet, forlegent, fyldt med grin og fnis, usikkert, overvejende, grænseoverskridende, intenst, sexet, tankevækkende.
Det går på tværs af alder, køn og stil. Det handler om at møde et andet menneske på en så intim måde at de store barrierer og den klassiske overanalysering og overtænkning bliver fjernet helt. For kysse skal de, det er præmissen. Det handler om at prøve at overgive sig til fremmede i en verden hvor udseende og information har overtaget rigtig meget af spillefladen.
Jeg blev øjeblikkeligt i godt humør!

Anderledes, men ikke helt ulig, er Richard Renaldis fotoserie Touching Strangers.
Hans præmis føles på sin vis lige så intim som i videoen, for vi får ikke lov til at se den akavede optakt. Ingen fnis, ingen overvejende og forsigtige skridt. Vi får kun lov til at se øjeblikket hvor kameraet tog billedet. Så selvom de fremmede hos Renaldi "kun" skal røre ved hinanden, føles intensiteten lige så stærk.
Der er noget skrøbeligt ved øjeblikkene. Det er opstillet, jojo, men det vigtigste er stadigvæk ægte: Det er et møde mellem fremmede.




Måske skal projekterne ses som små opråb om at vi skal huske at møde mennesker. Lære nye skæbner at kende, på godt og ondt, oftere end vi gør nu.
Måske vi lærer noget af det skrøbelige og fine, og kommer ud på den anden side, lidt mere menneskelige end vi var før.

lørdag den 8. marts 2014

Parisiske nætter og morgener i New York

Den her tager mine tanker med til forår. Jeg hengiver mig helt uden overtalelse til følelsen af lune forårsnætter i Paris, og tidlige morgener i New York hvor byen søvnigt stadig virker.

Hun har sådan en lækker stemme. Den er naiv, doven og lidt døsig. Sukkersød og sexet og så kvindelig.
Og imens jeg selv er begravet i rengørring og bureaukrati er hun god at drømme væk med.

Corinne Bailey Rae: Paris Nights / New York Mornings.






torsdag den 6. marts 2014

Et lille pip



Ja, jeg er her endnu, hvis nogen skulle være i tvivl. Selvom jeg er her lidt i en relativ form.
Jeg har tænkt meget på hvad man skal have med sig når man lever ud fra en kuffert. Hvad tager man med for at man føler sig hjemme? Hvilke kriterier er der?

Det er af gode grunde umuligt at pakke hele min lejlighed ned i en kuffert. Uanset hvor meget jeg gik og håbede på at min taske ville få nogle Mary Poppinske tendenser, så alt på magisk vis kunne være i den, skete det i hvert fald ikke. Jeg måtte pænt skære ned på mine bøger, min kunst og mine små nick-nacks.

Når alt kommer til alt, var det faktisk ikke svært.

Bøger og kunst og fotografier kan, hvis man nu lige klemmer øjnene lidt sammen og tillader sig at generalisere, faktisk det samme.
De giver os oplevelser, frembringer minder og får os til at føle os mindre alene. De er en del af vores omgivelser i vores hjem, og de minder og de følelser der er tilknyttet disse ting, kobler os til mere end bare hvor vi er lige nu og her.

Så jeg har taget Tamora Pierces Alanna bøger med (for dem kan jeg udenad og det er dem jeg genlæser hvis jeg er stresset), den fine bog om Hr. Morris Lessmores liv (for den er jeg stadig nyforelsket i, og den giver mig ro) og Frances Mayes' drømme om et hus i Toscana (for den giver mig lyst til at drømme) og Antoine de Saint Exuperys Brev til et gidsel og Brev til en general (for den giver mig eftertanke og får mig til at huske hvad det betyder at være rodløs).

Og så har jeg også taget min venindes kunst med mig for hun betyder alverden for mig, og hun laver smukke ting. Og et aftryk af hendes helt nye datters små fødder sat i glas og ramme. Og et billede af min niece og et af min søster og jeg i vores tidlige teenageår.

Det hele er små ting der får mig til at mindes og tænke fremad, og som giver mig ro og får mig til at tænke og mærke efter. Og får mig til at smile.

Det er i bund og grund dét der skal omgive os og som får os til at føle os hjemme. Det behøves ikke være der i hobetal, men det skal være der. Who needs a Mary Poppins carpet bag anyway?