fredag den 28. februar 2014

Now, aren't these lovely

Jeg har slet ikke tid til at sidde her. Faktisk. Jeg har 1000 ting at nå inden mit liv i morgen bliver omdannet til kasser og sat i opbevaring. Men nu kom jeg til at holde en lille - velfortjent - pause, og tænkte at den skulle bruges på at vise jer de yndigste kvindeportrætter som jeg har haft kig på længe.

Farvelægningen af akvarel bryder rammerne der er skabt af de sorte streger - det virker som om kvindernes personlighed og humør strømmer ud fra dem og farver luften omkring dem, og er blevet fanget i et hurtigt øjeblik af kunstnerens hånd. Virkelig elegante og fine. Sådan ville jeg gerne tegnes!

De er tegnet af Ekatarina Koroleva, som er bosiddende i Berlin. Hun laver skønne ting, altså!


Lånt herfra
Lånt herfra
Lånt herfra


tirsdag den 25. februar 2014

Se, det kunne man også

Så er kasserne ved at være pakket og ting er blevet solgt og afhentet. Nu er jeg ved at være kogt ind til essensen -- så at sige.
Lidt for mange bøger (hostfemtenhost) er ikke blevet pakket endnu. Jeg prøver stadig at bilde mig selv ind at jeg sagtens kan retfærdiggøre at tage dem alle sammen med i kufferten. Some girls bring too many shoes...

Øverst i bunken af bøger (der med lidt god vilje helt sikkert godt kan være i kufferten, og som jeg også helt vildt meget har tid til at læse...) er Frances Mayes' Et hus i Toscana

Den er blevet min busbog/overspringshandlingsbog. Muligvis ikke det klogeste valg. 

Mit flyttehoved, der ellers var så fint realistisk før jeg begyndte på bogen, er nu fyldt med tanker om at tage til Toscana og købe et hus. Og ansætte polske håndværkere til at genopbygge muren udenfor huset. Og lære italiensk, drikke god espresso, lave mad efter de opskrifter der er i bogen (alle mine køkkenting kan jo bare blive pakket ud igen), dyrke oliven og vin og sidde i skyggen af en af træerne i haven med en notesbog. 

"Et hus er en metafor for selvet, naturligvis, men det er også helt virkeligt" ... "Det ny liv vil måske forme sig efter husets konturer, som allerede har hjemme i landskabet og i rytmen omkring det"

Hele bogen er fuldstændig forheksende! Huset bliver beskrevet som en del af persongalleriet, og selvom der følger nok problemer med, vil jeg påstå at man skal være usædvanligt hårdnakket for ikke at have lyst til at rejse til Cortona og prøve eventyret af. 

Er der ikke nogen der vil med? Jeg giver den første flaske vin på terrassen

Ps: Jeg skal nok vende tilbage med mere om Frances Mayes når bogen er færdiglæst -- men i mellemtiden kan jeg anbefale at læse den og drømme. 



fredag den 21. februar 2014

Nu er jeg faktisk ikke til nips

... I hvert fald ikke den slags der ikke har et formål. Keramikvaser, skåle og kopper til alt mit tegnegrej og lysestager i begrænset antal -- al den slags kan jeg godt leve med. Men noget der bare skal stå og være pænt uden at man aktivt skal bruge det til noget? Det har jeg det sværere ved.
Men hvis det nu skulle være, så skulle det være noget jeg kan betragte som kunst. Noget ikke-masseproduceret, som ikke kan findes i hvert andet danske hjem.

Så, hvis det nu skulle være, så måtte det gerne være sådan noget som dem her.
Finurlige figurer, smukke og lidt anderledes i deres udtryk, som er blevet skabt af hænder, ikke maskiner.
Specielt må jeg erklære mig helt og aldeles bundforelsket i alt Anne-Sophie Gilloen laver. Så der kommer to eksempler med fra hende. Bare fordi jeg kan. Og ikke kunne vælge.

Man har da vel lov til at drømme lidt, på sådan en fredag.



Anne-Sophie Gilloen: Il regardait son bonheur pousser

Anne-Sophie Gilloen: Rose aime les roses

CocoetPompon: Small Ceramic sculpture called Moute 178

Paul Jenkins: Medium Moongazing Hare Sculpture

Diana Farfán: The Dream Life


 

torsdag den 20. februar 2014

Bogstaveligt talt

Jeg faldt over Terry Border i går midt i mine overspringshandlinger. Han kalder sig selv "humorist, fotograf, jordbo", og arbejder med at give forskellige ting liv, ved at stille dem op i forskellige situationer.
De er virkelig fine!
Han laver små opstillinger af hverdagsting som bliver hjulpet på vej med ståltråd og lidt kreativitet, og vupti! Så er der skabt små bogstavelige ordspil. Han arbejder minimalistisk og med enkle virkemidler, og det gør hans opstillinger endnu mere skønne.

Jeg er specielt fan af hans bogstaveliggørelser af bøger og deres kendte signaturer -- alternativ bogformidling ftw!
Alle billeder er lånt herfra










mandag den 17. februar 2014

Kliché

Fordi nogle gange er klichéer bare gode, også selvom man har hørt dem tusinde gange før. For bare fordi man har hørt dem tusinde gange før, behøver det jo ikke at betyde at der ikke er sandhed i dem. Og den her er fin.
Jeg overlader ordet til E. E. Cummings. 


                                                If 
                                            If freckles were lovely, and day was night, 
                                            And measles were nice and a lie warn't a lie, 
  
                                                      Life would be delight,-- 
                                                        But things couldn't go right 
                                                        For in such a sad plight 
                                            wouldn't be I.

                                            If earth was heaven and now was hence,                                             
                                            And past was present, and false was true,                                               
                                            There might be some sense 
                                                        But I'd be in suspense 
                                                       For on such a pretense                                             
                                            You wouldn't be you.

                                            If fear was plucky, and globes were square,                                            
                                            And dirt was cleanly and tears were glee 
                                                        Things would seem fair,-- 
                                                        Yet they'd all despair, 
                                                        For if here was there 
                                            We wouldn't be we.

                                                                                                    (1910)

lørdag den 15. februar 2014

32 kilometer silkebånd



Jeg er overhovedet ikke religiøst anlagt og jeg får ikke nogen speciel følelse af en guddommelig inflydelse når jeg går ind i en kirke.
Men siden jeg tog mit tilvalg på Kunsthistorie, kan jeg påskønne kirker og kirkearkitektur på en hel ny måde. Jeg synes kirkerum er smukke - de er tænkt som arkitektur med fokus på overvældelse, storhed og skønhed. Kirker er bygget for at man kan føle sig tættere på Gud - men for sådan en som mig, gør et stort, smukt kirkerum bare at jeg er betaget af arkitekturen og det følelsesspektrum der er lagt i denne arkitektur. Hver en sten er tilpasset med tanke på et højere formål, og hver et lille stykke farvet glas er skabt til at være en samlende del i den billedmosaik der skal give farve til gennemstrømmende lys, der flimrende giver liv og skaber stemning i kirkerummet.

Anne Patterson, en amerikansk kunstner med base i New York, arbejder blandt andet med scener og lys. Hun har arbejdet med teaterkulisser og operascener, og har i sit arbejde i Grace Cathedral i San Francisco dannet netop en scene for en stærk oplevelse i kirkerummet.

Inspireret af de farvede glasmosaikker i kirkens rum, har hun lavet en installation af ialt 32 kilometer farvet silkebånd der hænger ned fra loftet. I dagslyset udfylder disse mange hundrede silkebånd kirkerummet med regnbuefarvede vertikale stråler, der bevæger sig let og nærmest mætter rummet. De ændrer akustikken og giver et helt andet syn på arktitekturen. De trækker linier fra toppen af kirkerummet - dét der for de religiøse trækker op imod Gud - og ned til de besøgende, men de gør også rummet mere intimt og den førnævnte kontakt mere haptisk -- mere håndgribelig. Lysets stråler og farver er nu kun få meter fra jorden, og hvis man lige strækker sig lidt mere, kan de faktisk berøres. Når mørket falder på, træder farverne anderledes i karakter.
Som kirkens hjemmeside så poetisk beskriver det: "The ribbons carry our prayers, dreams and wishes skyward, and, in turn, grace streams down the ribbons to us."
For mig, minder det mig om The Tree of Souls fra filmen Avatar, med dens lysende grene der er en forbindelse til forståelsen af livet. Det må ikke være fjernt fra den følelse man må få som besøger i Grace Cathedral.

Patterson har også fået inkorporeret musik og video i installationen, hvilket jeg kun kan antage udnytter rummets akustiske egenskaber til fulde, og smukt må lave lysspil op ad båndende imens de svajer ganske stille. Samlet set må oplevelsen af denne installation være uforglemmelig. Tænk at ligge på en kirkebænk, under alle disse farvede bånd og kigge op mens lyset spiller og lydende omkranser dig. En ualmindelig smuk forening af kunst og kirkerum - også for os ikke-troende.

Via MyModernMet, hvorfra alle billeder også er lånt.





onsdag den 12. februar 2014

I nedpakning

Mit liv er på vej ned i kasser, og de næste par måneder kommer jeg til at bo i en kuffert. Nedpakningen er ekstra tidskrævende for jeg bliver ved med at finde fine ting som jeg lidt havde glemt, som lige skal kigges på igen, huskes og smiles over. Jeg er altså alt, alt for sentimentalt anlagt til nedpakning.
Den her har hængt i en stor collage på min ellers så voldsomt umotiverende køkkenvæg. Det er et postkort fra Poesi Festival 2000, som jeg har fået fingrene i nede på Godsbanen til Litteraturens Dag sidste år. Jeg kendte nu godt digtet i forvejen - jeg synes det er så magisk.




Det er så smukt. Magisk realistisk, nærmest surrealistisk. Og det bliver ægte hjertensskærende når man ved hvor godt elefanter husker og at de, i deres sociale natur, også sørger meget når de mister et flokmedlem. At tænke sig at så store dyr har så store følelser, gør virkeligheden i Carsten René Nielsens digt nærmest mulig.
Jeg ved jo godt at de ikke begraver sig selv af hjertesorg, men der er bare en del af mig der ikke kan afvise tanken alligevel. Den er nok for smuk og for poetisk til jeg kan gøre det. Det ligger sig på grænsen til virkelighed; mellem poesi og fakta, mellem overjordisk (eller måske underjordisk?) skønhed og realisme.
I kan i øvrigt finde digtet i Nielsens bog Cirkler.

torsdag den 6. februar 2014

Den gode Hr. Morris Lessmore


Jeg elsker virkelig bøger (shocker, I know). De er som ekstra venner, der altid er der når man kommer hjem til en ellers tom lejlighed. Der er bøger der bliver taget ned fra hylden når jeg har hovedet fuld af larmende tanker, bøger der minder mig om forskellige perioder i mit liv, bøger jeg læser for eftertanke og svar, bøger jeg læser for skønheden i deres sprog og bøger jeg faktisk kun købte - ehm ... som den ægte bogelsker jeg nu er - fordi jeg kunne mærke at de fortjente at blive ejet af nogen der ville elske dem.
Og selvom det lyder vildt nørdet og melodramatisk, og mit liv derved også lidt bliver portætteret ret ensomt (det er det virkelig ikke, vil jeg lige slå fast :) Jeg har masser af menneskevenner også), så er sandheden bare at hvis jeg har en god bog med mig, så er jeg aldrig alene. 

Yeah. Bognørd. Moi. 

Min ynglings Aarhus boghandel Kristian F. Møller havde et tilbud på en bog der taler lige til mit bognørdehjerte, nemlig William Joyces Hr. Morris Lessmores blændende, bevingede bøger. 

Historien startede sit liv som en animationsfilm der i 2012 vandt en OSCAR for bedste animerede kortfilm. Sidenhen er den blevet udgivet som ebog og som bog i børnebogsformat - men lad jer ikke narre! Bogen er lige så meget for voksne som den er for børn. Både kortfilm og bog er vanvittigt henrivende, og har hver deres charme. 

Det her er den smukkeste, mest hjertevarme og kærlige historie - den minder mig om en blanding af Bøgernes Herre og Up. I løbet af de tre-fire minutter det tager mig at læse den, kan jeg gå fra at være i det sorteste humør, til at være glad, rolig og have en følelse af at alt nok skal gå. Og nej, jeg overdriver faktisk ikke. Det er bare noget den her bog kan.

Hr. Morris Lessmore, der ligesom mig elsker bøger og fortællinger, nedfælder sine tanker og oplevelser i dagbøger; han samler sit liv på siderne af en bog. Men en dag blæser den hårde vind op, og blæser alle Morris' nedskrevne ord væk fra siderne. Uden at vide hvad han ellers skulle gøre, vandrer Morris ud i verden og ender, ved hjælp af en venlig bevinget bog, i en bygning fyldt med bøger fra gulv til loft. Her slår han sig ned og finder venner i bøgerne og finder glæde i at introducere bøgerne for mennesker der vil holde af dem. Historien er enkel, rørende og universel. Den har en letlæselighed og forståelighed som børn kan være med på, men den har også dybere lag der rammer voksne i hjertehulen.
Dertil kommer at Joyces tegninger er uimodståeligt smukke og fyldt med sjæl; de er med til at sætte stemningen og opbygge historien mindst lige så meget som ordene er.

Det her er en bog jeg vil glæde mig til at genlæse hundredevis af gange, og læse op for alle de børn jeg kender. 








tirsdag den 4. februar 2014

On repeat

I en lille uges tid har jeg nu haft dette lille stykke musisk stemning i hovedet. Jeg har sunget den alle mulige (ikke altid skide passende) steder, og uanset hvad jeg gør, så går der ikke mere end et par timer, så er den tilbage i mit hoved. Igen og igen og igen og igen. Også selvom den hverken er ny-fancy eller bliver voldspillet på P3.
Og jeg er ikke blevet træt af den endnu! Det skal nok komme; det gør sådan noget som regel. 

Men nu deler jeg lige en fin version af den med jer. Og imens vil jeg synge med herhjemme i stuen, mens jeg begynder at pakke mit Aarhusliv ned i kasser, og tager beslutninger om hvad der skal blive og hvad der skal kasseres. Både sådan håndgribeligt, fysisk ment, men også metaforisk ment. ALT trænger til at blive muget ud i. 
Og så går jeg og drømmer om at få sådan en udsigt. Og en lænestol ved siden af, eller måske en vinduesbænk. 
Tina Dickow beskriver det så fint, med hendes klare sprog og hendes melankoli der, trods alt, har toner af håb og viljestyrke.