onsdag den 29. januar 2014

At bringe Vincent til live

Ja - det sker ikke tit at jeg bliver mundlam. Jeg har prøvet at samle tankerne lidt, for at finde ud af hvordan jeg bedst formidler det her - for det er stort synes jeg. Meget stort.

Nu prøver jeg alligevel.

Som dem der læser bloggen jævnligt vil vide, så er jeg helt og aldeles forelsket i Van Gogh. Jeg har skrevet om ham før, og jeg bliver stadigvæk blæst væk af hans værker. Hans nærmest følbare penselstrøg og farvevalg er efter min mening nærmest perfekt. Og det er jeg jo ikke alene om at mene.

Hans liv var en stor gave til kunsten, men også en tragedie og et mysterium. Vi vil altid kun kunne gisne om hvad der helt præcist førte ham til at begå selvmord og hvordan han led under sine tanker, og kun ved breve og ved at analysere hans tegninger og malerier kan vi komme nærmere på en afklaring. For mig, og for så mange andre, skal hans liv aflæses i hans værker og de følelser der er blevet lagt strøgene og efterladt på de spændte lærreder og på de ark papir hans talent rørte. Det er i kunsten vi finder Vincent.

Hugh Welchman er manden bag et video projekt der søger at forstå Vincent van Gogh ved hjælp af animationer af hans værker, med udgangspunkt i hans efterladte breve, tegninger og malerier. Det er banebrydende arbejde der med stort respekt for Vincents ånd skaber en ny dybde i forståelsen af hvem han var, både som kunstner og som menneske. Og hold da op - det bliver smukt!
Jeg tager stor afstand fra at promovere noget som helst her på bloggen for at tjene penge - min blog skriver jeg fordi jeg har lyst, ikke for at tjene penge. Det her indlæg er således også kun skrevet fordi jeg synes det er et vanvittigt vigtigt og smukt projekt, både kunstnerisk og skønhedsmæssigt og kunsthistorisk. Det er et projekt der kun kan køre via crowdfunding - ved donationer.
Har du lidt ekstra håndører, eller er nysgerrig på at vide mere, så synes jeg du skal svinge forbi deres hjemmeside. Her finder du en lidt længere video end den jeg har med i indlægget, mere information om projektet og hvordan de vil gribe det an - og det er også herigennem du kan donere. Projektet modtager i skrivende stund donationer 7 dage mere.
Afhængig af beløbets størrelse får man også tilsendt merchandise fra projektet -- bonus!

Så hvis du vil støtte kunsten så er det her et virkelig godt sted at starte.







tirsdag den 28. januar 2014

Et ekstra aftenindlæg

... som kun lige skal indeholde en umådelig smuk godnatsang, med en så sjælfuld stemme at det næsten gør ondt.

Kira Skov med Copenhagen. Den passer til det mørke vejr og kulden der bider sig fast i knoglerne og leddene, hvor den, virker det til, tager permanent ophold.





Nytårsfortsæt

En af mine gamle kolleger skrev om en af hendes traditioner på facebook for noget tid siden; hun har i 20 år nedskrevet i kinabøger hvilke bøger hun har læst. 20 års bogminder - gode og dårlige, børnebøger og voksenlitteratur, faglitteratur - alt sammen samlet i kinabøger.
Jeg ved godt at der findes steder som goodreads hvor man kan holde øje med hvad man har læst, og lave lister over hvilke titler man gerne vil læse. Jeg har selv en konto derinde. Men der er noget vidunderligt over at have en håndgribelig liste synes jeg - og enhver undskyldning jeg har for at købe en ny notesbog er god!

Så et af mine nytårsfortsæt i år er, at starte sådan en læse-dagbog. Jeg laver den på månedlig basis, men man kan jo gøre det på halvårlig basis hvis man ikke når at læse så meget. Man laver selv reglerne, jo :)
Det giver overblik, man kan tage notesbogen med på biblioteket hvis man mangler lidt inspiration (bibliotekarer er altid glade for at hjælpe, men de vil jo gerne lige vide hvad man kan lide), og så er det - lets face it - bare hyggeligt at have.

Så i dag har jeg startet sådan en læse-dagbog, og den skal være min ven i mange år fremover.
Det er da et nytårsfortsæt der er til at få ført ud i livet, hva'?







mandag den 27. januar 2014

To bøger senere...

Jeg har været et smut i hovedstaden. Jeg har sovet på en vens sofa, jeg har prøvet at holde varmen mens jeg tog fra aftale til aftale (gik ikke godt. Jeg siger det bare. Burde have ønsket mig skiundertøj til jul), og jeg har mødtes med venner og med en lille ny Ronja der kun har været i verden i fem dage.
Og så har jeg snakket med en masse mennesker om at skulle rykke til København og jeg har ventet på svar fra en udlejer. Det blev ikke til nogle bindende aftaler denne gang, men det er okay. Jeg kommer derover soon enough.

Men jeg har haft en masse ventetid / tø-op tid i selskab med adskillige kopper kaffe. Og sådan noget tid bruges bedst med en bog. Og skulle man være lidt trænet (som jeg virkelig er efterhånden), så kan man sidde og varme begge hænder om kaffekoppen, mens man holder bogen åben med albuerne.
Det har ikke været stor, dybsindig litteratur - det går ikke når jeg er langt fra mine dagligdags rutiner og på farten. Det har været en fantasy og en chicklit. Og det har været helt perfekt!

Alt med Tamora Pierce er godt. Det er de første bøger der tilbød mig en verden jeg kunne forsvinde ind i igen og igen. Jeg læste Alanna-serien et par år før den første Harry Potter udkom.
Det er ungdomsfantasy, men det er jeg helt og aldeles ligeglad med; man skal læse hvad man vil, også selvom man "er blevet for gammel" til bøgerne.
Tamora Pierce er blevet betragteligt bedre til at skrive - for ja, så meget som jeg elsker serien om Alanna, så er den ikke skrevet særligt godt.
I København fik jeg læst den sidste i serien om Beka Cooper. Af alle hendes serier, er det nok den bedst skrevne. Plottet er mere jordnært og har mindre magi og mere efterforskning over sig. Men de er gode! Og har man læst Harry Potter og Eragon, så kan de altså varmt anbefales. De er også oversat til dansk.

Den var hurtigt læst, og Me and mr. Darcy holdt mig med selskab på vej hjem med 888eren. Det gode med chicklit bøger er, at de hurtigt er læst og hurtigt glemt igen - men den her var faktisk rigtig sød. Specielt hvis man er i humør til en bogudgave af en romantisk komedie der bare skal underholde et par timer.

Så nu, to bøger senere, er jeg faktisk i humør til noget tungt. Noget der gerne må læses langsomt og med eftertænksomhed. Noget hvor sproget er lækkert. Så i dag begiver jeg mig ud i vejret (jeg ved det godt - jeg er tosset) og ned på biblioteket hvor Yiyu Lis Efter tusind års fromme bønner ligger og venter på mig. Jeg har fået den varmt, varmt anbefalet, og efter jeg faldt over politikens anmelselse gav jeg efter og bestilte den.

Så nu vil jeg pakke mig ind i alt jeg kan finde, ned og hente bogen og så hjem igen til kaffe og en god bog.
Jeg vender tilbage med mindre tekst, flere billeder og generel god stemning i morgen igen.

søndag den 19. januar 2014

Glitter, sex, farver og har-vi-været-den-vej?



Jeg er tosseglad for Tal R udstillingen på ARoS lige nu. Som i -- virkelig, virkelig glad. Den er alt for meget, og lige tilpas.
Der er farver (i overflod), teksturer (i overflod), værker (også i overflod) og man bliver helt omtumlet af at prøve at finde rundt. Helt bogstaveligt. Jeg har set udstillingen to gange, og jeg farer stadigvæk vild derinde, selvom der er et kort bag på brochuren og rummene har forskellige farver og kunst. Jeg kan simpelthen ikke kombinere kortet med virkeligheden.
Det er en del af oplevelsen. Man skal altså blive lidt væk. Og hvis det så undskylder min dårlige stedssans, så er jeg helt med på dén forklaring.

Men hold nu op. Hans værker er umanerligt skønne. Personligt ville jeg gerne eje nogle af de helt store værker - så må jeg bare bygge et hus op omkring det.
Der er så uendelig mange detaljer man kan kigge på, at udstillingen skal ses mange gange hvis man vil opleve værkerne sådan rigtigt. Men vil man bare have en farve-vitaminindsprøjtning der nok skal holde indtil foråret kommer, så er et enkelt besøg nok. Hvis man kan lade det være ved det (jeg kan ikke).

Tal R bruger humor, sex, glitter, tekstur, farver (der ofte ikke burde virke så godt sammen som de gør), udklip, skrald, tekstiler -- og man har meget svært ved at overholde at man ikke må røre ved værkerne. Det hele er så... lækkert. Det klør i fingrene.
Det er ikke så fise-fornemt og det er ikke så højtideligt, men det er godt og det kryber lige så stille ind under huden på een. Det er ganske enkelt en virkelig god oplevelse!

Jeg kan kun anbefale et (eller mange) besøg -- udstillingen lukker først d. 21. april.

Ps -- ARoS lukker først klokken 17 på en søndag. Hvis du skulle synes at det er lidt for gråt udenfor ...







torsdag den 16. januar 2014

Da jeg faldt i


Hvis du sidder og tænker at det er cliché at en kvinde der har studeret Engelsk på universitetet, er fan af Jane Austens Stolthed og fordom, så har du ret. Helt, helt ret.
Og jeg indrømmer gerne at jeg fuldt og helt passer ind i den cliché. Jeg har bogen, BBCs filmatisering på DVD og har sågar besøgt Lyme Park som blev brugt som kulisse til Pemberly af BBC (hvor jeg købte en bog om hvordan BBC serien blev til).

Jeg elsker universet, sprogbruget og alle hentydningerne og indforståethederne. Jeg elsker de stædige karakterer der sidder godt og grundigt fast i deres forestillinger om hvordan livet burde være og hvordan folk burde opføre sig, og alle de vidunderlige misforståelser disse forestillinger giver.
Jeg elsker Lizzie Bennet der er sikker på at hun har ret i alle sine holdninger, og som åbenmundet og livligt ikke er bange for at udtrykke dem. Jeg elsker Darcys stolthed og hans sociale kejtethed.
Ja - selv Fru Bennets alle-mine-døtre-skal-giftes-og-helst-i-går væremåde, der får mig til at krumme mine tæer af pinlighed, kan jeg simpelthen ikke stå for.
Samtidig med alt det, er der også alvoren i historien; den økonomiske krise familien er i, spøger under hele fortællingen.

For to år siden faldt jeg så over Lost in Austen. Jeg er stædig når der laves spin-offs. Som udgangspunkt kan jeg ikke lide dem. Jeg synes ofte de ødelægger historien, og generelt mener jeg også at man skal man lade være hvis de bare laves for at tjene penge. Det skal helst laves med kærlighed til den originale historie.
Lost in Austen synes jeg absolut gør det med kærlighed. Og hvem har ikke drømt en lille bitte smule om at kunne være en del af universet i en ynglingsbog? Indrøm det bare.

I forgårs faldt jeg så i et hul. Et youtube hul. Det er et projekt der hedder The Lizzie Bennet Diaries
Det er et amerikansk projekt, der er bygget op som video dagbøger. De er lavet af fiktive Lizzie Bennet der bruger dagbøgerne som et universitsprojekt, hvor hun fortæller om hendes familie (og hendes søsters kærlighedsliv). Igennem 100 dagbogsindlæg kommer vi igennem hele Stolthed og fordom, fortalt med moderne twists, og det hele er åbenlyst lavet med stor respekt og kærlighed til Austens originale historie. Og Ashley Clements er FABELAGTIG som en moderne Lizzie Bennet. Den tager sig nogle friheder, men jeg har for længst tilgivet alt, og erklæret mig stor, stor fan.

Så mangler du noget at overspringshandle med, så giv dig i kast med at se de 100 afsnit á ca. fem minutter der er at finde på youtube - som en smagsprøve har jeg lagt første afsnit ind her på bloggen.
Haps! Kan anbefales sammen med te, tæpper og stearinlys. Og chokolade. Altid chokolade.







onsdag den 15. januar 2014

Sne! (på den forsinkede måde)

(Følgende skulle have været ude i går. Men så faldt jeg i et hul. Agtigt. Mere om det i morgen, det lover jeg. Men først, i dag:)

Jeg har manglet den -- den dér kolde klare luft der kommer med frosten. Det har jo slet ikke været vinter endnu. Og jeg har manglet sneen.
Jeg vil helst pakke mig ind i uld, strik, lange strømper og vanter og gå rundt udenfor imens det sner; imens verden er helt stille og kold og rolig. Her er det vejret der bestemmer, og vi får ikke lov til at skulle skynde os på den samme måde som før.
Sneen lægger en dæmper på alt der larmer og roder, og dækker det med hvide tæpper som man allerhøjst må lege i.

Selvom sneen nærmest allerede er væk, gælder den altså stadig. Og det indlæg jeg har gemt til den første sne kommer her. Det er et af mine absolut ynglingscitater. Det beskriver en fredfyldthed i den dalende sne; nærmest en personificering hvor sneen har fået en bevidsthed som en stille beskytter.
Igennem Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne har sneen mange forskellige roller, men helt i starten, til drengen Esajas' begravelse, er den fredfyldt og måske endda moderlig? Kulden der er ladt tilbage er ikke andet end minusgrader; sneen er omfavnende og trøstende. Noget større end bare vintervejr.


"Nu sænker de ham ned i jorden. Kisten er af mørkt træ, den ser så lille ud, og den har allerede et lag af sne over sig. Fnuggene er store som små fjer, og sådan er sneen, den er ikke nødvendigvis kold.Hvad der i dette øjeblik sker, er at himmelrummet græder over Esajas, og tårene bliver til frostdun, der lægger sig over ham. Det er universet der på denne måde trækker en dyne over ham, for at han aldrig mere skal fryse."


Hele bogen er vanvittig hård, mørk og dyster. Og helt ekseptionelt smuk. Jeg kender mange der ikke kan komme igennem den; den er for hård og for underlig og for snirklet. Jeg var en af to elever der faktisk gjorde som min fantastiske dansklærer i gymnasiet sagde, og læste den i sommerferien før 3.g. Det var lektier. Vi var nok alligevel for unge til den; til at forstå dens kompleksitet og dens skønhed, når alt kommer til alt. Den er så fremmedgørende og alligevel så nærværende. En af mine absolut ynglingsbøger - selvom jeg altid kun kan genlæse den i bidder. Men jeg har heller ikke nemt ved at komme igennem de tungsindige bøger. Det er ikke fordi de ikke er fantastiske, men fordi at jeg måske er lidt for medfølende i forhold til hvad karakterene skal gennemgå af strabadser.
Men jeg vil gerne give Peter Høeg mine bedste og kraftigste anbefalinger. Han er en mesterlig ordsmed.


torsdag den 9. januar 2014

Gløder



Kender vi i virkeligheden hinanden? Lader vi vores egen magelighed forblænde os, så vi ikke ser hvad vi i virkeligheden burde se? Hvad der ligger lige for næsen af os?
Kan selv det dybeste og stærkeste bånd være et fatamorgana skabt af hvad vi ønsker at se, mens det bekvemt skjuler de mørke skygger der har sneget sig ind i ad sprækkerne og langsomt forgiftet venskabet. Og har venskabet så overhovedet eksisteret?

Den ungarske forfatter Sándor Márai har begået en decideret smuk roman i Embers fra 1942 (på dansk Lysene brænder ned). Aldrig har jeg læst noget lignende.

Det er en langsom roman. Plottet er pinefuldt enkelt. Sætningerne er lange. Alt i romanen virker som om det er taget væk fra verdens hast, og nu eksisterer tilbagetrukket i ensomhed, i halvmørket.
Og på trods af alt dette, er bogen utrolig spændende og fængende. Den er skarp i beskrivelser og overvejelser, på kanten til overdetaljeret. Men den slipper godt afsted med det. Márai beskriver med utrolig velovervejethed hvordan et venskab er blevet bygget op, og hvordan det er brudt sammen; hvordan minder og svigt kan holde liv i gløderne af et venskab, der 41 år tidligere blev blæst op til et stort og uhyggeligt bål.
Embers er i øvrigt det engelske ord for gløder.

Bogen handler i bund og grund om et venskab der startede mellem to ganske unge drenge, og som er fortsat igennem deres ungdomsår og tidlige voksenliv. Den ene dreng velstillet og en naturlig militærmand, den anden dreng fattig i forhold til sin ven, et musisk talent og en outsider i militærverdenen. 
Hovedhandlingen foregår over én dag, hvor de to før så tætte venner, mødes for første gang i 41 år. For første gang siden noget hændte der gjorde at de på voldsom vis brød. 
Det er det. Alt andet er minder, tanker og beskrivelser. Og den er fantastisk! 

Den blev anbefalet til mig af min veninde, der er ungarsk gift. Jeg har lånt hendes engelske eksemplar hun har fået af sin mand, og jeg har nydt den til fulde. Jeg er dog ikke i tvivl om at den danske oversættelse er mindst lige så smuk som den engelske oversættelse er. Men anbefalede bøger er mine ynglings, tror jeg. Jeg føler altid at jeg lærer vedkommende der har lånt mig den, lidt bedre at kende ved at læse bogen. Ynglingsbøger fortæller os meget om hvem vi er, og denne er så absolut kommet på min liste.







onsdag den 8. januar 2014

Klokken ti minutter i midnat

Jeg har anerkendt en fejl ved min timing; et lille fjollet problem, om man vil.

Jeg skriver så absolut bedst, med størst inspiration, på bloggen om aftenen - på tidspunkter der nærmest nærmer sig nat. Det er jo ikke umiddelbart et problem, hvis det ikke var fordi at jeg også nogle gange skal have taget fotos til indlægget. Og mit kamera virker virkelig ikke godt når der ikke er dagslys til stede.

Jeg er ellers lige blevet færdig med en rigtig fin bog her til aften, som jeg gerne ville dele med jer. Men den fortjener fotos, så det må blive i morgen i stedet (det her skulle gerne blive nemmere når sommeren, og lyset, vender tilbage.

Jeg ville egentlig også bare melde mig. Og sige at der kommer et indlæg i morgen en gang. Og undskylde at jeg er lidt fraværende herinde, men mit liv er ved at blive hevet lidt op med rod. Det er en god ting - jeg glæder mig - men jeg må indrømme at det går stærkt. Jeg synes jeg har lidt svært med at følge med.

Aftenens (eller nattens -- nu er klokken jo passeret midnat) ordkærlighedsindspark kommer derfor passende fra Lewis Carrolls Alice-figur. Jeg elsker når det helt, helt bogstavelige også virker så fint på det metaforiske plan.

Godnat kære læsere

Billedet er taget fra Pinterest






onsdag den 1. januar 2014

Til den nye start

Godt nytår! Først og fremmest.

Her til aften, midt i min søvnmangel ovenpå nytårsnattens eskapader og utroligt meget dårligt TV, endte jeg med at finde min digtsamling af A. A. Milne frem. Netop - ham der har skrevet om den plyssede Plys og Hundredemeterskoven. Det er en henrivende digtsamling, skrevet til børn, men, som altid med børnelitteratur, så absolut også læsværdig for voksne.

Og så tænkte jeg, at fordi det er den første januar - en dato for nye begyndelser og drømme om hvad næste år skal bruges til - ville jeg dele et par af Milnes kloge barnetanker. De passer så smukt ind i sammenhængen. Må det nye år blive taget imod med barnesindets entusiasme, som når det er puttet om aftenen og nattemørket giver mod og lyst på store drømme om morgendagen.


                                                                      In the Dark

                                                         I've had my supper, 
                                                              And had my supper, 
                                                                   And HAD my supper and all;
                                                         I've heard the story 
                                                              Of Cinderella,
                                                                   And how she went to the ball;
                                                         I've cleaned my teeth
                                                              And I've said my prayers,
                                                                   And I've cleaned and said them right;
                                                         And they've all of them been
                                                              And kissed me lots,
                                                                   They've all of them said, "Good-night."

                                                         So - here I am in the dark alone
                                                              There's nobody here to see; 
                                                                   I think to myself, 
                                                                   I play to myself,
                                                              And nobody knows what I say to myself;
                                                         Here I am in the dark alone
                                                              What is it going to be?
                                                         I can think whatever I like to think,
                                                         I can play whatever I like to play,
                                                         I can laugh whatever I like to laugh,
                                                              There's nobody here but me.

                                                         I'm talking to a rabbit . . .
                                                              I'm talking to the sun . . .
                                                         I think I am a hundred -
                                                              I'm one. 

                                                         I'm lying in a forest . . . 
                                                              I'm lying in a cave . . . 
                                                         I'm talking to a Dragon . . . 
                                                              I'm BRAVE. 
                                                         I'm lying on my left side . . . 
                                                              I'm lying on my right . . . 
                                                         I'll play a lot tomorrow . . . 
                                                              .    .    .    .    .    .  
                                                         I'll think a lot tomorrow 
                                                             .    .    .    .    .    . 
                                                         I'll laugh . . . 
                                                                           a lot . . . 
                                                                                       tomorrow . . . 
                                                                                   (heigh-ho!)
                                                                                                            Good-night. 



                                                         A. A. Milne