søndag den 21. december 2014

En vaniljekrans på musikmåden

Glædelig jul, søde læsere. I er ikke mange, men jeg er virkelig glad for, at I læser med. Jeg nyder sådan at skrive, og det er SÅ fedt at I er nogen der lige hopper forbi bloggen for at læse med.
Jeg er taget til Jylland for at holde jul, og tænker, at jeg vil komme med en julehilsen og - fordi det jo er imellemtiden - en lille anbefaling.

Jeg ELSKER de engelske og amerikanske julesange. Jeg må indrømme, at jeg er godt træt af de julesange man død og pine skal høre hvert år - jeg gider ikke at høre de samme Now Christmas samlinger igen og igen hele december. Jeg bliver sgu helt træt bare ved tanken.

I år, er jeg hoppet på She & Him. Zooey Deschanel (hende der spiller med i New Girl og som er søster til Emily Deschanel der spiller Dr. Temperance Brennan serien Bones) og M. Ward laver simpelthen det fineste musik!

I 2011 kom de med et julealbum, som er et virkelig godt alternativ til de julesange man faktisk er ved at være virkelig træt af. De har indspillet en masse af de store engelsksprogede klassikere, og man bliver så absolut i julehumør på en varm-kakao-og-ild-i-pejsen-og-hjemmestrikkede-sokker-måde.

Jeg har smidt en video med en af mine personlige yndlings her i indlægget, men hele albummet kan også findes på en youtube-playliste her, eller på Spotify eller YouSee Play.

Have a very merry Christmas!











torsdag den 18. december 2014

Heartbroken and writing a novel

Kender I det at rende på sin eks lige præcis når man ligner noget katten ikke engang gad slæbe med ind? Og man samtidig ikke rigtigt er kommet så meget videre i livet siden da? De dér drømme man ihærdigt prøvede at opfylde er selvfølgelig stadig på drømme stadiet. Oh fuck.

Alex Watt har skrevet et virkelig fint lille indlæg til The New Yorker, som jeg knus-elsker;


What the Guy Next to You at the Coffee Shop Is Furiously Typing


Det får lige lov til at stå i store, lettere insisterende bogstaver. For vi kender det da alle sammen, gør vi ikke? At vi render ind i en person vi virkelig ikke vil rende ind i, og så gør vi os travle. 
Watt gør sig travl med at skrive (på den hvidglødende travle måde) da han ser sin ekskæreste (og hendes nye kæreste -- jamen for pokker da!) i en kaffebar. Og der sidder han så, og får ikke rigtigt skrevet på den roman han altid snakkede om, han ville skrive. 
Det er virkelig fint. 

Smut forbi The New Yorker og læs indlægget -- det er jo torsdag.










mandag den 15. december 2014

Ethundredeogfyrretegn

Hvad skal man dog med Twitter? Er det for pokker bare en til af de der sociale apps, som tager min tid (og gør mig afhængig). Og kan man i øvrigt ikke bare det samme som på facebook? *suk*

... Jeg er god til at lyde som en modstridende, sur, gammel dame når der kommer endnu en social dille.

Men jeg er vistnok ved at være omvendt. I hvert fald når det kommer til Twitter. Det er nemlig gået op for mig, hvad det medie kan. Det tog vist også sin tid.

Kan man skrive en historie på blot 140 tegn? Kan man være fængende og spændende? Ja!
Der er sågar skrevet bøger på tweets! Fagre nye verden! Jeg er som altid, håbløst bagefter. Jeg må vist tage løbesko på.


Jeg faldt over et fantastisk initiativ på mashable.com. Åh, og så blev jeg lidt forelsket.
De har bedt deres læsere om at skrive en novelle på blot 140 tegn, og tweete det under #MashReads.
De er vidunderlige!

De smager lidt af digte, men så alligevel ikke. De er historier uden detaljerne, og man sidder som læser og tænker, at man virkelig gerne vil vide mere.
Det er små, lækre, uimodståelige litterære godbidder, der simpelthen smager så godt, at jeg nærmest har lyst til at insistere på, at de skal læses i selskab med en god, røget whisky.

Så nyd dem, og smag lidt på dem. Find de bedste af dem her.










søndag den 14. december 2014

Med blyant og kuglepen




Jeg faldt over en artikel for et par uger tilbage. Tim Parks skriver i The New York Review of Books om at læse med en blyant eller kuglepen i hånden. I artiklen skriver han om, at vi som læsere er blevet for dårlige til at være kritiske læsere; vi har for stor respekt for bogen, til at vi tør skrive kritiske noter i margenen. På studiet sidder vi pænt med en notesblok klar, eller et Word-dokument åbent. Når vi læser i fritiden, er det endnu sjældnere vi overhovedet nedskriver tanker og overvejelser.
Jeg giver ham egentlig ret - vi SKAL være mere kritiske når vi læser. Vi må gerne huske på, at vi som læsere gerne må ønske og kræve noget af det vi putter i vores hoveder - ligesom vi kræver noget af madvarer og hudplejeprodukter. Der er jo en grund til, at vi lærer om kildekritik i skolen.

Men jeg skriver altså i mine bøger af en anden grund.
Først: Ja, jeg ved godt, at der er mange der ikke kunne drømme om at skrive i bøger. Og ja, jeg ved skam også godt, at det her er en af de der 'der findes to slags mennesker' emner.
Jeg har også bøger jeg ikke nænner at skrive i, men dem har jeg et stykke papir i, som jeg tager noter på.
Men hvorfor i alverden skriver jeg overhovedet i dem? Hvorfor ikke bare læse dem? Det er et virkelig godt spørgsmål.

Jeg skriver i bøgerne fordi jeg har tanker om de ord jeg læser; tanker jeg ikke bare vil glemme igen. Jeg skriver i bøgerne fordi jeg finder en smuk sætning, der rammer mig - et citat der, på lige præcis dét tidspunkt i mit liv siger mig noget. Jeg skriver i margenen, for bedre at kunne huske de tanker jeg havde lige i dét øjeblik - jeg husker bedst de ting jeg har skrevet ned. Nogle gange er der ikke plads nok. Så skribler jeg videre i en notesbog.
Og så skriver jeg, for at kunne vende tilbage til det sted i bogen senere. Jeg besøger mine bøger, som var det gamle venner jeg lige smutter forbi til en kop kaffe hos. Nogle aftener bruger jeg timer på at bladre i dem, og huske, læse afsnit, blive rørt og grine.
Det er så fint at kunne se noter om tekststykker jeg blev rørt over for nogle år siden, og tænke hvor meget jeg har forandret mig, eller måske hvor meget jeg stadig er den samme. Det er som at se et gammelt fotoalbum igennem igen. Nogle gange genlæser jeg bøger for at se, om jeg oplever nyt. Jeg læser historier og minder.

Det sker også, at jeg køber bøger, andre har skrevet i. Jeg var forbi ark books i København for nogle måneder tilbage, og købte en Keats digtsamling. Boghandleren og jeg faldt begge fuldstændig for den lille, falmede digtsamling, for den tidligere ejer havde skrevet sine tanker ned overalt i den. Sirligt, tænksomt og med respekt, har han skriblet i margenerne. Den er et skatkammer af tanker og liv!

Er det, når alt kommer til alt, ikke det litteratur handler om? Minder, oplysning, tanker, at blive klogere --- liv på skrift?

Det er derfor jeg altid har en blyant eller en kuglepen med mig når jeg læser.



















lørdag den 6. december 2014

Søster, solstrålerne og de særlige


Det her er et anderledes indlæg. Det er et indlæg om en bog, men det er ikke en bog man lige køber i den lokale boghandler, eller som man får med hjem fra en græsning blandt hylderne på det lokale bibliotek. Ikke desto mindre, er det en bog der ligger mig meget på hjerte at fortælle om.

Min søster har et arbejde, jeg tror kun få kan holde til. Det kræver den helt rette hjertevarme og mentalitet at besidde hendes stilling. Min søster arbejder på en døgninstitution for svært handikappede børn. Det er i mine øjne en regnbueinstitution. Ingen af børnene har de samme handikap. Der er altid noget ekstra ved det enkelte barn.
Børnene har ofte en forkortet levetid, der er mange der er svære at komme i kontakt med, der er omsorgssvigtede børn, der er børn som er skrøbelige som glas, og der er meget medicin, for der er følgesygdom på følgesygdom. Der er alvorlige udrykninger med ambulancer. Der er dødsfald.
Jeg har den største respekt for hvad min søster laver til daglig.

Men jeg har svært ved helt at forstå det. Jeg har svært ved at slippe tanken om, at det er synd for børnene.

Så lånte min søster mig en bog. Den hedder Solens varme og en lille brise, og er en samling historier fra Børnehuset i Svendborg, fortalt til Vibeke Marx. Det er ikke stor fortællerkunst, og det er bestemt heller ikke banebrydende grafikerarbejde. Men det er som med børnene, ikke de gængse målestokke der tæller her.
Bogen var en oplevelse. Et tiltrængt indblik i det arbejde de fantastiske pædagoger der passer på disse børn, ligger for dagen. Men måske endnu vigtigere endnu, er det et indblik i, hvordan disse børn er fantastiske, sanselige, livsglade unge mennesker, der kæmper bravt for livet. Vi skal ikke have ondt af dem, og vi skal ikke synes, at det er synd for dem. Det er synd for dem, men det er ikke dér fokus skal være. Fokus skal være at give dem oplevelser, omsorg, kærlighed og livskvalitet. Fokus skal være at lindre smerter og urolige sind. Belønningen finder man i smilene, det pludseligt opmærksomme blik fra en barn der normalt lever i sin egen verden, det hjertevarme grin og ikke mindst, den uforklarlige kontakt der er ved omsorgen.

Jeg blev rørt da jeg læste om et besøg fra Søren Hauch-Fausbøll, der talte i Bamses stemme til en af børnene, og gav ham en fantastisk oplevelse. Drengen er svær at kommunikere med, men liver altid op når han ser Bamse og Kylling.
Jeg blev rørt da en pige fik lov til at hilse på vores kronprinsesse; for en pige der elsker kongehuset var det nok det største hun kunne opleve.
Men mest af alt blev jeg rørt over al den omsorg og kærlighed der ligger i pædagogernes arbejde; over alle de tanker de gør sig, og over hvor langt de går, for at give disse regnbuebørn livskvalitet og kærlighed.
Jeg bukker mig i støvet for de pædagoger der giver deres omsorg og faglighed til disse særlige børn - dem der kæmper for at give dem solens varme og frembringe smil.
 














torsdag den 20. november 2014

Amerika

Det er for længe siden, jeg har delt musik.

I aften har jeg ro. Et par hårde uger er overstået, og jeg føler, at jeg er ved at have indhentet hvad det skulle indhentes. Så i aften hører jeg musik, og rammer mig selv lidt igen.

For et par år siden, faldt jeg i et af de der bliver-væk-fra-mig-selv-på-youtube-huller. I kender dem sikkert godt. Man skulle lige se en hurtig video, og en time senere, sidder man der stadig - nu i gang med at se noget helt, helt andet.
Det var sådan en dag, jeg opdagede First Aid Kit. Bag duoen står to utroligt talentfulde svenske søstre. De er yngre end jeg er! De har en misundelsesværdig fornemmelse for folk-musik. Der er en snert af 70er / americana over dem, og deres stemmer er magiske sammen.
Det er rendyrket talent, med musikken og teksterne i centrum. Det er ægte.

Den 28. august 2012, havde de æren af at optræde for Paul Simon til the Polar Music Prize Award Ceremony - de optrådte med Simon & Garfunkel sangen America.

Det er uovertruffent. Intet mindre. Og det er rørende ud over alle grænser, når man ser hvor rørt Paul Simon bliver, over deres optræden.

Så her, kære skønne læser, kommer der en aftensang af den helt store slags. Nyd den!



lørdag den 15. november 2014

Jeg glemmer mig væk


Jeg glemmer mig altid væk.

Jeg glemmer mig væk fra den hverdag der må ligge bag de drømme jeg drømmer. Bag de liv der foregår i New York med musik i røgfyldte lokaler, og store loftsrum med smukke store vinduer der minder om mosaikker i det kunstige nattelys. Bag de massive reoler fyldt til randen med bøger og cd’er og vinyler og en gammel pladespiller og whisky og loppefund. Bag veloursofaerne og alle de intime øjeblikke der blev tilbragt på den sammen med smukke mænd der blæste mig væk.

Jeg glemmer mig væk i drømme uden hverdag med ensomhed, ødelæggende kaos, uden hjertesorg og bidende kulde der kryber igennem de fuldstændig uduelige vinduer om vinteren.

Men det må jeg fanme gerne. Det er jo mine drømme.

søndag den 2. november 2014

Aftentime

Jeg er for tiden ofte stødt på begrebet særligt sensitiv, og har mødt mennesker der har de ekstra følsomme nerveender. Lige for tiden læser jeg en bog om en pige der også føler - synes hun - for meget. 
Jeg tænker, at det her må være sådan det føles. 


Nogle gange mister jeg taget i verden, fortæller hun. 
Nogle gange, kryber mørket ind igennem ruderne i den sene aftentime og trækker mig væk ud op. 
Gør mit sind toptungt og heliumlet. Som var det Harry Potters fucking tante der bliver spændt ud som en ballon og svæver væk. Og så flyver jeg op i himmelrummet, med viltre tanker som ulogiske sejlduge der guider mig væk uden plan om hvorhen. 
Nogle gange mister jeg roden, fortæller hun. Nogle gange svæver jeg rundt med følelser over alt. Men jeg ser til gengæld klarere. Men jeg mærker mere. Men jeg længes efter et anker. 

mandag den 27. oktober 2014

OK? Go!

Hvis du sidder og synes at du er blevet lidt små-ramt af mandagsblues, så kan jeg anbefale OK Go.
Det er som en lille virtuel musikvideo-formet krammer mod dårligt humør.
De har lavet en ny musikvideo. Der er vanvittig synkroniserede dansemoves, underlige segway-lignende køretøjer og MASSER af paraplyer. Jeg vil næsten garantere, at denne musikvideo nok skal få dig til at trække på smilebåndet.


lørdag den 25. oktober 2014

Noon in Copenhagen

( Jeg havde en plan. Det har jeg sådan set stadigvæk. En fin liste over temaer til blogindlæg, og hvornår de skulle ud. Men så blev det efterårsferie, og jeg fik besøg fra Jylland. Og så startede jeg på mit nye arbejde, og har været en anelse skeløjet af træthed efter arbejdstid den sidste uge. Det er svært at skrive blogindlæg i en skeløjet tilstand. Nu kører vi (mig og min smådårlige samvittighed) med better-late-than-never-teorien. )




De fleste der kender mig, ved at jeg elsker efterår. Det er vitterligt min yndlingsårstid. Jeg elsker regnen, der virker rensende, klargørende efter en lang sommer hvor varmen har gjort, at uformlige drømme har sneget sig ind i min underbevidsthed. (Jeg har vist haft selvsving om regn her på bloggen før)
Jeg elsker vinden. Den minder mig om ture ved Vesterhavet i min barndom, da vi lånte min onkels hus i nordjylland i efterårsferien, og gik ture ved vandet og blev blæst igennem. Jeg elsker følelsen af at være pakket ind i lag, og mærke vinden prøve sin styrke af på mig, og klare mit hoved og give mig røde kuldekinder.
Jeg elsker årstidens sanselighed. Det her en en årstid man mærker. Den bringer mig tilbage til en form for status quo. Den er min reset button.

Jeg elsker - selvfølgelig - også de få dage, hvor farverne er ekstra stærke, og hvor store trøjer og tørklæder er nok til at holde mig varm. Det er de dage, hvor man får en følelse af at luften dufter af kvæde, små, stærke kopper espresso er helt, helt rigtige, og man kan sidde udenfor på en café med en fantastisk bog, og forelske sig i tjeneren. (Yeah, yeah, call me a hopeless romantic)

I kandidatgave fik jeg af min familie et maleri af hviderussisk-fødte Leonid Afrimov. Han har boet i USA i mange år, og han laver vidunderlige, efterårsagtige malerier af by-scener. Han laver også meget andet, men jeg kan virkelig bedst lide hans malerier af regnvåde efterårsscener af gåture på alléer.
Han maler med en spartel, og bruger tykke lag af skønne, klare, stærke farver. Hans malerier bliver næsten taktile. Man har lidt lyst til at røre lærredet.
Han er ikke højkulturel eller samfundskritisk. Han skubber ikke til nogens grænser, og han er meget nem at holde af. Men det er fløjtende ligegyldigt. I hvert fald for mig. For jeg har et lille stykke efterår, med regnvåde gader og de smukkeste, klare farver på min væg. Jeg elsker det.

Han minder mig om Woody Allens Midnight in Paris. Han minder mig om bøger, romantik og fortabelse i en anden verden. Om det hyggelige i at gå ture i regnen med et dejligt menneske, og sludre om alt og indet. Han minder mig lidt om en anden tid. Og han hænger lige dér, på min væg.



fredag den 17. oktober 2014

That smell...


Fra Sarah See Andersens doodletime. Lånt fra hendes tumblr



Jeg ved da godt, at det måske ikke er helt normalt, det med at synes at gamle bøger dufter helt vildt godt. De dufter bare ... hyggeligt? Bekendt? Af historie og minder? Der er lavet adskillige undersøgelser og udredninger af hvorfor bøger kommer til at dufte så godt med tiden. Jeg har googlet og fundet dem. Jeg forstod meget lidt af hvad der stod - sikkert fordi jeg, når alt kommer til alt, ikke helt vil vide det. Det ødelægger lidt magien i det. Excentrisk? Moi? Jada!
Men jeg trøster mig med, at jeg ikke er alene.

Nu er der åbenbart kommet et marked for duften af gamle bøger! (Og der er ingen der har informeret mig om det?!)
Et link dukkede op på mit feed forleden. Til en side om e-bøger. Now, don't get me wrong, jeg har egentlig ikke noget imod e-bøger. De er bare ikke så hyggelige som papirbøger. Og man kan ikke forsvinde timevis i antikvariater og boghandlere, og bladre og blive væk blandt rækkerne, når man skal shoppe e-bøger. ...
Hov! Tilbage til pointen.
Der er blevet lavet duftlys (som jeg normalt brækker mig over, men som er helt, helt i orden i denne sammenhæng) og parfumer! Den gentager vi lige. PARFUMER!
Nu ved jeg jo godt, at det jo slet ikke er noget en næsten 28 årig ung kvinde går med (hostnejjeggørikkehost), og at det jo helt sikkert bliver for excentrisk og underligt (hoststadigvæknejhost). Men man kan jo godt lege lidt med tanken, kan man ikke (i stedet for at ønske sig dem alle til fødselsdag og jul...)? Og blive lidt ekstra glad for, at der er nogle mennesker der har lavet produkter der taler til os der elsker de gamle bøger. Og som jo ikke kan gå og sniffe dem hele dagen.
Og nu er der jo et sødt menneske der har samlet nogle produkter på en blog. Man skulle da være et skarn.

God weekend!

Virginia Shieldink er også bogsniffer! Lånt fra hendes hjemmeside






mandag den 13. oktober 2014

*Swoon*

Jeg siger det bare. Er man til britiske mænd, dybe stemmer, smukke accenter og engelsk litteratur, så lover jeg at der følger adskillige minutters ren lykke. Sikkert kombineret med en god del teenage-værdig, pludselig fnisen.

Jeg fandt denne for noget tid siden. Den har alle mine yndlings. Den har Cummings, Austen, Cumberbatch, MacFadyen, Shakespeare, Hiddleston, Tennant... 

Would you mind holding my tea one second, dear, while I just go ahead and swoon?

Er I klar? Sidder I godt? Her er linket.







torsdag den 9. oktober 2014

Sådan apropos

Det er ved at være en del indlæg siden, at jeg skrev om (og skamroste som aldrig før) Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane.

Den sidder stadig i mig, den bog. Den har flyttet sig fra min umiddelbare tankevirksomhed (der er den nu kun på visit en gang imellem) til at bo i min underbevidsthed. Der har den slået rod, imens den langsomt men sikkert får ommøbleret nogle af mine lidt for forstokkede, voksne tanker.

Jeg faldt over denne tråd på reddit forleden. Jeg tænkte jeg ville dele den med jer.
Forfatteren var faktisk noget så voldsomt uimponeret over Ocean, men så var det, at romanen kom under huden på ham, og fik fat i det, der måske er sværest at fange.
Det er hurtigt læst, og absolut tiden værd.

Tjek tråden ud her

tirsdag den 7. oktober 2014

Enkle regler - fine resultater

Jeg ved godt, at jeg brugte ordet 'sporadisk' om mine blogindlæg. Det ville nok være mere korrekt, at sige 'ikke eksisterende', i stedet. Nu er jeg ved at være i gear igen. Jeg har sågar en liste over blogindlæg og konkrete planer om emner! Store sager, I tell you.

Vi starter ud i det små, i det enkle. Fotograf Heidi Lender har forstået hvad det handler om.
For noget tid siden fandt jeg fotografier fra hendes fotoserie Once Upon på pinterest.

Hun har lavet en fotoserie, ud fra en meget enkelt præmis:

"Stand on a bench. Make sure it's Monday. 
Wear something pretty."

Det er blevet til en ret så fin fotoserie, der har mere at sige, end bare præmissen: Det handler om at vise identitet i portrætter, uden at vise ansigtet. Derved kommer der et fokus på omgivelser og beklædning - noget der måske oftere end vi helt vil indrømme, bliver stemplet som overfladisk.
Men Lender anerkender at hvad vi tager på, og hvor vi gebærder os, jo faktisk er (som vi allerede vidste) en forlængelse af vores personlighed. 

Lender skriver selv på sin hjemmeside

"Wardrobes and surrounding spaces are representations and reflections of who we are or who we purport to be. We explore, experiment and express the different aspects that are the ingredients of our individual, whether we are aware of it or not. Be it wild or controlled, we inevitably illustrate a part of ourselves. [...] 
With a platform on which to stand, I investigate the host of personalities within, the layers that make up the self, the characters we hide, show, accept and reject, and the role that fashion and design play in molding those characters. [...] Here, it has place and purpose."


Fotografierne er virkelig fine, og generelt kan jeg kun varmt anbefale at smutte forbi hendes hjemmeside, og se hvad hun ellers har lavet. Man kommer i virkelig dejligt (efterårsagtigt) humør.

"Wallpaper Bench" lånt herfra

"Red Bench" lånt herfra

"Velvet" lånt herfra

"Yellow Ball Bench" lånt herfra




søndag den 21. september 2014

Jeg hørte om en hjertesorg

og skrev 

I am sorry, she said. 
I am sorry I am sorry I am SORRY! she crescendoed
creeping up next to his ear like a small insistent creature
wanting it to flow like thick, persistent liquid into his brain

         SORRY

Did he know it? Get it?

    S . O . R . R . Y .

(she spelled it, just to make sure)

and then, she injected each letter seperately into his veins. 




lørdag den 20. september 2014

(i øvrigt)

Der er efterhånden en del der har prikket til mig, for de kan ikke få lov til at kommentere her på bloggen. Jeg har googlet og spurgt og undersøgt. Det har noget at gøre med, at blogger er uvenner med nogle specifikke platforme - specielt meget med iPads, for some reason. Det er mildest talt irreterende, og jeg undskylder. Jeg er ved at undersøge at flytte bloggen over på Wordpress i stedet. Indtil da: Hang in there! Jeg elsker at I læser med!
Derudover, ved jeg godt at jeg poster lidt mere sporadisk for tiden. Er vist bare lidt mere sporadisk som person lige nu -- men man kan følge mig på bloglovin', eller bare få en god gammeldags email når jeg poster nyt. If it makes it easier :)
<-- Til venstre på bloggen, er der en kolonne, og der kan du finde links.

God weekend!

Ekko

Spring is like a perhaps hand
(which comes carefully
out of Nowhere)arranging
a window,into which people look(while
people stare
arranging and changing placing
carefully there a strange
thing and a known thing here)and

changing everything carefully

spring is like a perhaps
Hand in a window
(carefully to
and fro moving New and
Old things,while
people stare carefully
moving a perhaps
fraction of flower here placing
an inch of air there)and

without breaking anything.                     (e.e. cummings)




Ekko




Efteråret er som en til-ro berøring
(som kommer langsomt
ud af Forventning)som en
for tidlig gæst, lidt uvelkommen(men
nydt som
den farveskifter udtrækker putter
sælsomt skrøbeliggør
skifter hvor vi ser hvad)og

ligger alt til ro med ro

efterår er som en til-ro
Berøring moder eftertanke
(forsigtigt for
Til-ro er tæt på I-TU smuldre
nu til gammelt til nyt,imens
vi betragter fra det der var før
flytter os forsinket
grøn bliver grøngul bliver rød bliver
små mundfulde luft gøres klarere)og

påpasseligt ligger til-ro.                     (Ann Mølgaard)

mandag den 8. september 2014

Var til bryllup

og sagde et par ord


'Så var det, at jeg tænkte:
Jeg tror, at det handler om tosomhed.
     om to som en enhed
Om to ensomheder som hver
     har fundet i hinanden, en der passer   helt   rigtigt
Når to enheder, der slet ikke vidste, at
     de var ensomme enheder
                ensomheder
møder det der hele tiden har manglet.
         Når ensomhed bliver til
                tosomhed bliver til
                kærlighed'





 
 
Der var flere ord der blev sagt, læst op, efter disse, men de ord var skrevet om brudeparret, og derfor er de ikke på bloggen. De ord er ikke længere mine, men deres.
        

fredag den 22. august 2014

Ærefrygt

Helte findes i forskellige afstøbninger. Vi møder dem gerne i sensationsprægede nyhedsudsendelser, eller under det fine, måske lidt overbrugte, banner "hverdagens helte".

Forleden faldt jeg over en artikel der handler litteraturens helte. Dem der kæmper imod at man brænder bøger, fjerner information, forsøger at forvrænge historien og ønsker at cencurere med magt og undertrykkelse for øje.
Litteratur er virkelig værd at kæmpe for. Litteratur er information, viden. Litteratur er vores forankring i fortiden. Det er derfor der er reserveret en særlig plads i helvede til folk der brænder bøger, og det er derfor der er reserveret en særlig plads i himlen til mænd som dem i denne artikel fra Information.

Det er fremragende læsning!

mandag den 18. august 2014

"Der er noget under min seng"




Først og fremmest: Det her er mit indlæg nummer 100! Tak fordi I læser med! 


Da jeg var barn, sad jeg og så filmatiseringerne af R. L. Stines Gåsehud-serie om eftermiddagen, og dykkede ned i Phyllis Reynolds Naylors bøger om Lynn og Marjorie der kæmper imod overnaturlige kræfter om aftenen. Jeg gøs med glæde.

Som voksen har jeg ikke været for god til at finde gys, men jeg er ved at komme efter det. Det er sværere at være bange som voksen. Vi er alt for bevidste om de rigtige farer i verden.

Børne-horror er en vigtig genre. Bevares, det skal gøres anderledes end hvis det var til voksne, men børne-horror skal ikke springes over. Ikke alt skal være sukkersødt, forudsigeligt og nemt. Børn er mere hårdføre end vi voksne tror.
Det er ikke så ligetil at forklare hvorfor det er i orden at skræmme børn. Alene nu jeg skriver det, virker det nærmest grundlæggende forkert. Men det er det ikke. Af samme grund som det ikke er i orden at lade barnet vinde i alle spil og ikke lade barnet kende modstand.

Da Coraline af Neil Gaiman blev filmatiseret, skrev New York Times i deres anmeldelse følgende:

"There are many scenes and images in “Coraline” that are likely to scare children. This is not a warning but rather a recommendation, since the cultivation of fright can be one of the great pleasures of youthful moviegoing. As long as it doesn’t go too far toward violence or mortal dread, a film that elicits a tingle of unease or a tremor of spookiness can be a tonic to sensibilities dulled by wholesome, anodyne, school-approved entertainments."


Den er medicin for de sanser og fornemmelser der aldrig vil blive skærpet i de hjernedøde tv-programmer og alt for nemt læste bøger.

Coraline er bygget på en historie Gaimans 4-årige datter fandt på en dag i børnehaven. Den er tænkt i et barnesind og færdiggjort af en utroligt dygtig forfatter. Og den er fremragende!

Coraline er lige flyttet ind i en ny lejlighed. Hun elsker at gå op opdagelse, men hendes forældre sidder lidt for meget fast i deres voksenverden. En dag finder hun en dør der går ind i en anden version af hendes hus -- en version med en Other Mother, en Other Father og mystiske versioner af de andre beboere i ejendommen. Men noget er galt. Alt er skævt og forkert. Intet er helt ægte. Det er som om, at alt i dette hus, er en underlig, skyggefuld, forskruet version af virkeligheden. Alle i denne verden  har knapper som øjne, og Other Mother er aflang og "slightly off".
Det varer ikke længe før Coralines rigtige forældre er forsvundet, og hun må finde ud af hvordan hun får dem tilbage igen.

Den er lækker. Velskrevet. Fantastiske sætninger. Den er skrevet som en virkelig god børnebog skal være skrevet: Der er mod, barnesindets fine forståelser for verden, seriøsitet og lethed. Gaiman er en troldmand med ord.
Og så er den virkelig uhyggelig. Som skyggerne under sengen der kan være monstre, træets grene der let banker mod ruden på værelset, en fornemmelse af at der er noget der følger efter dig en sen aftentime.
... For det er da bare skygger, grene og fornemmelser.


Min udgave af Coraline er i en bog med andre af Gaimans uhyggelige historier. Bogen er illustreret af Dave McKean.














tirsdag den 12. august 2014

At leve bevidst

Henry David Thoreau skrev i Walden: Or, Life in the Woods

“I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. I did not wish to live what was not life, living is so dear; nor did I wish to practise resignation, unless it was quite necessary. I wanted to live deep and suck out all the marrow of life, to live so sturdily and Spartan-like as to put to rout all that was not life, to cut a broad swath and shave close, to drive life into a corner, and reduce it to its lowest terms.”

Det er tungt. Smukt. Bedre end nærmest alt andet, for en anglofil ord-elsker som jeg. Men det er også svært at forstå. 

Det handler om at leve oprigtigt; leve bevidst. Det handler om at leve så inderligt og så grundlæggende, at man, i hvert fald på de gode dage, ikke er i tvivl om at man har været inde i kernen af livet, og været en del af dets essens. Det handler om at leve.


I filmen Dead Poets Society (Døde poeters klub) er ovenstående citat reduceret endnu mere, uden dog at miste sin grundbetydning.

I went to the woods because I wanted to live deliberately;
I wanted to live deep and suck out all the marrow of life!
To put to rest all that was not life
And not, when I came to die, discover that I had not lived.



Dette citat var det første jeg tænkte på, da jeg her til morgen hørte at Robin Williams var død; 
I wanted to live deliberately. Jeg ønskede at leve med forsæt, bevidst. 

En alt for tidlig død, som den så ofte er når det er en afslutning af et liv der har været præget af tungsind, depression, genialitet og store præstationer. Må han hvile i fred, og må han blive husket for at have inspireret og have levet med forsæt.  

søndag den 10. august 2014

Umiddelbart

Fordi rod og virvar og kaos faktisk har ret til et eksistensgrundlag. Fordi der ikke altid skal være orden og mening.
-
“To Anybody at All,” fra Origins and Elements

I didn’t want you cosy and neat and limited.
I didn’t want you to be understandable,
Understood.
I wanted you to stay mad and limitless,
Neither bound to me nor bound to anyone else’s or your own preconceived idea of yourself.

– Margaret Caroline Tait (1918-1999)




tirsdag den 5. august 2014

Bare

Da hun gik rundt i springvandet på Kultorvet, i bare tæer og med prinsessekjolen trukket omhyggeligt op om lårene, så hun sådan mindede mig om hende fra La Dolce Vida, som 5-årig.





fredag den 1. august 2014

Skovblå

Overalt er der lilla, grønt og gult som pryder kæmperne i alle farvernes nuancer; diskrete og overvældende som kollosaler.
Blå skønheder der kommer lige pludseligt - stille og roligt bag næste sving, tager de gang på gang pusten og forstanden fra én. Og der er man så, fuldstændigt berørt hvor de er uberørte.
De står som skovblå majestæter når solen rammer dem gennem tunge skyer; overvåger, betragter i deres egen tid. Uden at vide at de påvirker mig så jeg aldrig helt igen kan forlade dem.









tirsdag den 29. juli 2014

Tryllerier

I dag har været grænseoverskridende. Og anderledes. Så, her følger der et lidt anderledes indlæg.

Jeg har i dag været gæste-poet på dygtige Bianca Fløes Instagram-profil trylleformuleringer. Sikke en masse nerver man kan få, af at skulle skrive fire små tekststykker og dele dem med de godt 3400 følgere profilen har! Og specielt når det er mine egne skriblerier, og ikke en holdning til andres tekster og kunst, jeg skal forfatte. Det føles mere intimt og meget mere angstprovokerende, men det var også voldsomt fedt.
Jeg tænker, at oplevelsen nok gør at jeg i fremtiden kommer med flere små tekststykker a la mine københavnerglimt. Jeg har fået blod på tanden.

Her er dagens tryllerier.


 

 
 
 
 
 
 
 

mandag den 28. juli 2014

Vildskab



Jeg har før, og ofte, skrevet om børnelitteratur. Jeg har også før nævnt hvorfor jeg mener, at det er så vigtigt at vi som voksne stadig læser børnelitteratur. Børnelitteratur er, når alt kommer til alt, jo faktisk stort set altid skrevet af voksne.
Antoine de Saint-Exupéry skriver i sit forord til Den lille prins, noget i retningen af at hans bog er skrevet til de voksne dengang de var børn. Jeg vil mene at man kan argumentere for at børnelitteratur er skrevet til voksne, for at vi kan huske dengang vi var børn så vi bedre kan finde ud af at være voksne.

Where the Wild Things Are af Maurice Sendak (på dansk hedder bogen Villy Vilddyr), er et henrivende eksempel på netop sådan en bog. Det er en billedbog (Åh! Og hvilke billeder!) om Max (ja, du gættede rigtigt; Villy i den danske oversættelse), der laver ulykker. Han ender med at blive sendt i seng uden aftensmad, og når døren er blevet lukket, vokser der en jungel frem i værelset. Herfra tager han ud på et hav, der kommer tumlende hans vej, og han drager hen hvor "the Wild Things are". Her bliver han med hjælp af magi pludselig konge, og bestemmer over de vilde bæster. Men ak, Max opdager at det kan være frygteligt ensomt. Så da de vilde bæster sover, tager han tilbage til sit værelse. Her står en tallerken med en portion varm aftensmad og venter på ham.
Man kan nemlig godt blive sulten når man er konge over vilde bæster. Og man kan godt bruge at komme hjem igen, selvom man har været en vild dreng der har lavet alskens ulykker. Og det er godt at vide at man kan komme væk, og være konge og tage på eventyr mange, mange mil væk, når de voksnes liv gør det svært at være barn.

Den var nærmest ukendt i Danmark, indtil den blev (ekseptionelt dygtigt) filmatiseret af Spike Jonze i 2009 (link til trailer her), men bogen har eksisteret længe. Den udkom første gang i 1963, og den version jeg har er en 50års jubilæumsudgave. En børnebog der faktisk ville være voksen, var den et menneske. Er det ikke poetisk?

Og så skal man ikke undervurdere hvor fantastiske Maurice Sendaks illustrationer er, og hvor stor en rolle de spiller i at fortælle historien. Små børn forstår jo ikke tekst, de lytter og ser billeder. Historier kan nemlig bygges ud fra meget lidt. Det er dér fantasien kommer i spil, og det skal vi voksne jo huske på at huske.













søndag den 27. juli 2014

On the road back

Jeg har været væk. Undskyld. Jeg har været veninde, planlægger, skulder, rådgiver, go-to-woman og stresset.
Jeg vender tilbage lige om lidt. Jeg skal lige puste ud. Og trække vejret ind. Så mange gange, og så dybt og grundigt, som muligt, inden i morgen. Så kommer der noget om (flere) smukke bøger, og andre lækre ting.
Jeg har savnet at skrive til jer.

Jeg vil også lige skrive at jeg er gæste-poet på instagram-profilen Trylleformuleringer på tirsdag. Jeg glæder mig som en tosset! Jeg har allerede flere tekster end der skal postes. Er du på instagram, så kunne du jo lige smutte forbi tirsdag og sige hej. I would really love that.


onsdag den 2. juli 2014

Hvordan møder man en storby?

Møder man den fra luften, første gang man flyver ind over den? Eller møder man den i en rejseguide, og på en hop-on-hop-off bus imens man ivrigt tager billeder af i forvejen overfotograferede turistattraktioner? Møder man den når man farer vild i byens gader, lettere forhastet og fortumlet af alle de nye indtryk?
Jeg har især overvejet, om man kan møde en storby i én samlet mundfuld? Lære den at kende som en helhed? Jeg tror det ikke. Ikke rigtigt. Jeg tror, at der vil gå noget tabt i forsøget. Det vil blive mødet mellem giganten og myren; hvordan kan myren nogensinde se giganten i hans helhed?

Jeg er i gang med at møde New York, og jeg har fundet en helt vidunderlig måde at gøre det på.
humansofnewyork.com, møder man storbyen ved at få hurtige indblik i dens indbyggeres liv.

Udgangspunktet er altid et billede og en kort tekst, og fordi konceptet er så enkelt, er der en virkelig stor forskellighed i historierne, skæbnerne og holdningerne. Nogle gange omhandler teksten drømme, knuste eller virkeliggjorte, andre gange kan man læse om tro og sorg, og nogle gange er det begyndelser og håb om mere. Nogle gange fortælles der i lange tekster, andre gange kun en enkelt sætning.
Jeg er helt væk i dem! Overvældet! Hold nu op hvor er der mange! Newyorker-glimt i tusindvis.

Her får man lov til at møde storbyen i korte, rammende indblik i dets indbyggeres liv; for storbyen er jo sådan set bare millioner af menneskeskæbner, og man kan bedst møde byen hvis man møder skæbnerne.
Det her er en god begyndelse.

Læs mere om projektet her, og så ellers: Klar, parat, sæt igang! Mød New York.









torsdag den 26. juni 2014

Glimt

Vi fik lov til se se små glimt af søen, imens vi kørte forbi. Små kig til refleksioner der næsten forbandt os med den slags sensommerhimmel der har det helt specielle, klare og drømmende lys.
Og imens de små glimt fór forbi os i toget, prøvede jeg ivrigt, næsten desperat, at indtage sommeraftenen.






Jeg sætter min hat som jeg vil

også forsinket, for gammeldags, for anderledes, for ligefremt, for meget, for udfordringens skyld, for mig selv

for det meste

(alle andre gange, gør øvelse mester)



Jeg var inde og se en virkelig fin lille udstilling i toppen af Rundetårn for et par uger siden. Udstillingen er pakket ned igen, men jeg vil lige dele nogle billeder. Der var smukke hatte, kendte hatte og royale hatte, teaterhatte og hatte til lejligheder.

Måske man skulle til at gå fra den metaforiske hat til den virkelige hat. Bare en gang imellem.