søndag den 29. december 2013

Godmorgen

Jeg har fået min morgenkaffe under dynen, mens det vælter ind med klart vinterlys. Og der kørte et program på DR med billeder fra Hebriderne. Og så var det, at jeg ville ønske godmorgen.

Det her minder mig om morgenlys og Skotland, med en fin lille ekstra smule af "det kan godt være at det er meget mørkt for tiden, men det skal nok blive lyst igen"

Skål i kaffe

Maurice Sapiro: Gold on the Water

Vincent

Vincent van Gogh: The Starry Night (1889)

Der er nogle stykker musik der, uanset hvor mange gange de bliver spillet, ganske enkelt ikke mister deres skønhed.
Vincent af Don Mclean har jeg kendt siden jeg var et barn; American Pie LPen er ofte blevet taget frem fra min fars pladesamling og spillet. Som voksen har jeg erhvervet mig pladen på vinyl og som CD - sidstenævnte i to forskellige udgaver faktisk. Jeg blev nødt til det.

Det slår sjældent fejl. Kommer dét nummer på, i radioen eller hvor det nu måtte være, bliver alt andet stille for mig. Jeg lytter og føler. Og jeg ved det godt, det nummer er jo hørt så ufatteligt mange gange at man godt kan argumentere for at det er blevet en cliché. Det er jo en gammel sag med 43 år på bagen, og beskriver kunsten af en mand hvis solsikker hang som reproduktion i hvert respektabelt hjem i 90erne. Men prøv lige at læse med, en gang. Humor me for a second.

Don McLeans Vincent er på overfladen bare en sangtekst, sat til musik som en hyldest til Vincent van Gogh.
Men det her er meget finere end det.
Det er følelser og trængsler beskrevet i kunst og forstået i kunst. Kunsten fungerer som formidler for det ekko af følelser den er blevet skabt som.
Van Gogh malede sine følelser og indtryk ind i sine værker. Trekvart århundrede senere påvirkede hans kunst McLean så meget at han fandt inspiration til at skrive en sang, der beskrev hvordan han så van Gogh i hans værker, og hvordan han følte at han lærte ham at kende igennem værkerne. Og her sidder jeg så, i de sidste dage af 2013, og bliver stadig ramt hver eneste gang jeg hører sangen.
For hver evig eneste gang rammer det mig hvor godt McLeans beskrivelse passer, og hver evig eneste gang tænker jeg at det er den smukkeste tekstmæssige og musiske beskrivelse af en malers lidelser og værker. Det er et eksempel på, hvordan billedkunst kan overføres til ord og musik, og måske endnu vigtigere, er det et eksempel på, hvordan kunst ikke kun kan forstås, men mærkes.

Så nu kommer Vincent som billedkunst, og som tekst og musik. De fortjener en adskillelse for at man rigtigt kan se hvor stærk deres forbindelse er. Og nyd det. Meget smukkere bliver det ikke.






Vincent van Gogh: The Potato Eaters (1885)

Vincent van Gogh: Self portrait (1887)

Vincent van Gogh: Wheat Field with Crows (1890)

Vincent van Gogh: Ladies of Arles (Memories of the Garden at Etten) (1888)



mandag den 23. december 2013

Glædelig jul




Nu har jeg været i gang omkring fire måneder, og selvom læserskaren nok ikke er overvældende nyder jeg at skrive til jer. Rigtig meget faktisk.
Jeg lover at prøve at være mere skarp, få mere dansk litteratur herind og prøve at blive bedre til at sætte kommaer, så længe I bliver ved med at komme forbi en gang i mellem.
Og har I bøger jeg bare må og skal læse, så kast endelig titler i hovedet på mig. Jeg er meget lidt kræsen, når alt kommer til alt. Eller. Jeg giver alt en chance :) Almost the same thing.
Det samme med kunst! Det er så meget at opdage og lære at kende.

For et par indlæg siden (her) lovede jeg at vende tilbage til hvad der nok er min ynglings julebog, nemlig Michael G. Ploogs tegneserie Santa Claus - historien om julemanden.
Historien kom først i form af en roman af L. Frank Baum (som blandt andet også har forfattet Troldmanden fra Oz) i 1902, og er så sidenhen på fortryllende vis blevet taget under meget kærlig behandling af Ploog.
Jeg fandt den første gang på min gamle folkeskoles bibliotek, og jeg har fundet den igen og igen sidenhen.

Siderne er smykket med smukke illustrationer der i overflod af farver, magi og æblerøde kinder fortæller om julemandens liv, fra han blev fundet af kæmpen Ark som ganske spæd, efterladt i skoven, til han blev julemanden.
Det lille menneskebarn får en opvækst blandt skovens nymfer, men som Claus bliver ældre begynder han at føle en trang til at hjælpe menneskene der lever i fattigdom og sorg. Han begynder at lave legetøj for at give børn glæde, og opgaven vokser og vokser. Da alderdommen næsten har indhentet den menneskelige Claus, bringes han foran Bjergkongen i et sidste forsøg på at redde ham fra den skæbne der må forefalde alle mennesker; døden. Skal han betragtes som et menneske eller som en helgen?

Åh jeg elsker billederne, fortællingen og inddragelsen af de stærke, basale naturkræfter. Bjergene, vindene, moderligheden og kærligheden. Myten om julemanden bliver sidestillet med dem om de temperamentsfulde vinde, skovenes beskyttere og bjergenes herre; han passer på noget der er lige så elementært for verden som vind, bjerge og skove, nemlig troen på det bedste i mennesker, og ønsket om at de har det godt. Han er beskytteren af medmenneskeligheden.

Jeg ved at det er nær umuligt at finde den lillejuleaften, så det bliver nok ikke denne jul I får den læst. Men lov mig at prøve at finde den næste jul. Den er SÅ fin, og den er ren julestemning. Der er et par billeder, som altid, nederst i indlægget - værsgo at lade jer fortrylle.

Som plaster på såret kommer jeg med et andet bud på julehygge, der ikke kræver et tændt TV, et dankort eller at gå ud i byen på en af de mest julehektiske dage der findes.
Er du låner på et bibliotek, kan du med stor sandsynlighed bruge netlydbog ganske gratis -- og derinde ligger Charles Dickens' Et Juleeventyr! Yay! Sæt den bærbare ind i stuen, og sæt den på stream, mens ungerne leger og du futter rundt og prøver at nå det sidste. Det er garanteret julestemning, jeg lover det!
Linket kommer her.

Og så GLÆDELIG JUL!











torsdag den 19. december 2013

Tegning godnat

I dag et blogindlæg uden så mange ord. Men faktisk mest med billeder. God nat og gode drømme tænkt i tankerne, ført igennem hænderne og bragt ned på papir.

Alex Badea

Alex Badea

Amelie Fontaine

Majali

Naoko Stoop

Ani Castillo
Lieke Land

tirsdag den 17. december 2013

But this is absurd

Magen til vanvittig bog skal man altså lede længe efter. Og så er den dansk. Den indeholder besøg på Thisted Amtssygehus, superhelten Jern-Anders og tandrensninger på en drage. Og en troldmand med hinkestensbriller og en troldkvinde i tætsiddende heldragt. Og en mavesur hundeejer der virkelig ikke er fan af Politiken. Nåja, og så en helt almindelig, kedelig seniorforsker ved Københavns Universitet der lige pludselig bliver kastet rundt i forskellige verdener, uden at have så meget som den mindste idé om hvad i alverden der foregår. Og som ender med at få en generel mistro til døre.
Sjældent har jeg grint så meget af absurditeter - og måske lidt for ofte meget højlydt i bussen (men det har så igen ledt til hyggelige samtaler med fremmede der lige ville vide hvad der dog var så morsomt).

Per Vadmand har i Mit liv som fugl skrevet en tosset lille roman. Den er velskrevet, underholdende og meget lidt selvhøjtidelig. Den vil ikke en hel masse andet end at være en sjov historie med fine referencer og humor, og det kan jeg faktisk godt lide. Jeg har hygget mig gevaldigt i dens selskab. Det er ikke den store, episke og helstøbte fortælling, men det foregiver den heller ikke at være. Dog vil jeg sige, at hvis man er til absurditeter og bøger (og for den sags skyld, også film) som Hitchhiker's Guide to the Galaxy, så prøv Mit liv som fugl. Der er dansk humor og absurditet for alle pengene.

Som nævnt tidligere her, har tegneseriekunstner Peter Snejbjerg som lidt ekstra guf, tegnet forsiden og de fine små illustrationer inde i bogen. Alt ialt er der her tale om en ægte, tosset bog-godbid. Haps.

Find den hos din lokale boghandler, eller over bibliotek.dk.











mandag den 16. december 2013

Bøger som våben

Der er et efterhånden ret kendt Doctor Who citat der, oversat til dansk lyder:
"I vil have våben? Vi er på et bibliotek! Bøger! De bedste våben i verden! Dette rum er det bedste arsenal vi kunne have!"

Der er noget om det. Bøger kan være resonerende, udfordrende, lærerige og uforglemmelige. De kan være provokerende og vredefrembringende. De kan udruste os til lærdom og debat.

Bibliotekets - og velsagtens de fleste litteraturformidleres - rolle er at kunne navigere i denne store masse af information, og gøre det på en saglig og kyndig måde, med en føling for hvad der har været og med et blik fremad på hvad der måske vil komme.

Men hvad gør man med bøger som Yahya Hassans digtsamling, som har fyldt aviser, debatsider og fjernsyn til bristepunktet med tordnende holdninger der vil frem? Og hvad gør man som bibliotekar, når man befinder sig midt imellem ønsket om at formidle, sagliggøre og indrage Yahyas digte og tanker i en debat, og en politisk, medieombrust problemstilling og tilhørende dagsorden.

Jeg havde ellers taget billeder af en bog, og gjort et indlæg klar, men så var det at en af mine gamle bibliotekskollegaer gjorde mig opmærksom på denne kronik i politiken. Jeg kan kun anbefale alle at læse bibliotekar på Vollsmose Bibliotek, Georgios Skouros efterrationaliseringer af Yahyas besøg i Vollsmose, og hans tanker om hvad et bibliotek er, hvad det kan gøre og hvad det måske burde gøre.
Det er stærk læsning, og for mig også læsning der gør mig stolt af biblioteksfaget. Der er stærke kræfter bag skrankerne i de danske biblioteker. Og det skal vi være stolte af.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2159733/efterskrift-til-et-arrangement/

God mandag derude.

lørdag den 14. december 2013

Kort men godt

I dag bliver det kort. Mit hoved er blevet juletræt og det er blevet for mørkt til at fotografere hvad jeg havde tænkt var mit indlæg i dag. Så det må komme i morgen.
Arbejdsløshedslivet er spændende og travlt for tiden, og jeg har juleaftaler over det hele. Men jeg får læst. Og snakket med nye mennesker.

Og apropos.

Jeg havde en snak over et julebord i går, om det dér med at genlæse bøger. For mens min venindes veninde ikke genlæste bøger, er jeg helt modsat. Hun mente at hun kendte historien når bogen var læst, og så var der ingen grund til at læse bogen igen.
Jeg derimod genlæser gerne bøger, men sjældent for historiens skyld, for den kender jeg. Jeg gør det for at se den fra nye sider, opdage nye fine ting i sproget og, ikke mindst, fordi nogle bøger simpelthen bare er minder.

Ynglingsbøgerne på reolen er dem der har minder tilknyttet. Og savnet af den verden de indeholder.
Mine bedste bogminder er Tamora Pierces Alanna bøger, Harry Potter bøgerne, Agatha Christies Hercule Poirot-bøger (men altså kun den slags min far har, for det er dem jeg plejer at stjæle og læse når jeg er hjemme) og Historien om Julemanden af Michael G. Ploog (som jeg vil vende tilbage til her på bloggen). Jeg bliver helt glad bare ved tanken.

Jeg faldt over den her på pinterest, og den er enkelt, rammende og fin. Så den vil jeg lade stå, og spørge jer derude, hvilken bog der giver jer de bedste minder?









onsdag den 11. december 2013

Mission mod bogfrygt

Jeg har gået og tænkt.
For nogle uger siden sad jeg i en bybus og læste, og der satte sig et par 12-årige piger i sæderne overfor mig. De havde åbenbart dømt mig døv midt i min læsning, for lige pludselig kom det fra en af pigerne: JEG hader altså at læse bøger.
Jeg kiggede op og grinede, mens hun lettere forskrækket, på den-var-måske-ikke-helt-gennemtænkt-måden, fik fremstammet: Kan du lide at læse bøger?
Jeg viste hende min +500 sider tykke bog og svarede ja. Og så fik vi os en snak. For de hadede alle bøger. Og hadede at læse. Punktum. Bum.
Jo, hun var tween, med alt det nu indebærer (åbenbart bl.a. mere makeup end undertegnede bruger til fest), men hendes aversion mod ALLE bøger og læsning generelt gjorde mig lidt ked af det. Fik også fortalt hende at jeg er sikker på at det kun var fordi hun ikke havde haft en af de virkelig gode læseoplevelser. Jeg trængte slet ikke igennem.

For hvad er det der gør at man mener at man ikke kan lide bøger, og ikke engang kan lide at læse?
Er det fordi man tror det er kedeligt?
Er det fordi man ikke ved hvor mange forskellige bøger der findes derude, og at det derfor nærmest er umuligt at man ikke engang kan lide mindst én af dem?
Er det fordi man ikke kender de forskellige medier (lydbøger, e-bøger, papirbøger) der findes?
Er det fordi man aldrig er blevet læst op for som barn? At det ikke er kommet som en naturlig del af éns barndom?
Er det fordi man tror at man ikke bliver accepteret i fællesskabet hvis man læser?
Eller er det fordi man tror det er noget for de kloge, og at det er svært at læse, for man skal forstå en hel masse, og analysere og kunne diskutere bagefter?

Er det fordi man ikke tør?

Jojo, det skal selvfølgelig ikke betyde at man skal tvinges til at læse, hvis man virkelig ikke vil. Men hvis man ikke tør? Også selvom man ikke vil indrømme at det er derfor, men går rundt og er bange i al hemmelighed?

Kan vi ikke gøre noget? Det gør nærmest ondt ind i hjertet, at der findes mennesker derude der ikke oplever den fantastiske følelse af at finde en bog der rører dem; en bog der ændrer hvem de er, og som de faktisk helst vil have med i tasken selvom de har læst den færdig for længst, alene for at være lidt tæt på den verden der påvirkede dem så dybt.

Kan vi ikke huske at dele vores fantastiske læseoplevelser når vi kan? Fortælle om dem med passion i stemmen, og en masse nede-på-jordenhed. Læse op for de små vi kender. Fortælle at biblioteket, og bøger er for alle. Og at man må læse lige hvad man vil. Skulle man møde nogen der dømmer, så kan det anbefales at vifte med nedenstående.
Bøger er jo faktisk, om noget, folkelige.

Vil I være med?

Nå. Det var jordens længste indlæg. Jeg vender tilbage med kunst, smukke citater og boganbefalinger igen fra i morgen af. Men nogle gange er der bare noget der skal ud.







fredag den 6. december 2013

Invictus

Selvom alle ved det nu, er det stadig en knugende følelse. I går mistede verden Nelson Mandela. Jeg skrev med min skotske veninde i går aftes, da jeg kiggede over på DRs nyheder og så den første omtale om hans død køre over skærmen som breaking.
Vi synes begge det var frygteligt. Vi delte vores tanker og snakkede om vores indtryk. Var han virkelig blevet så gammel; han virkede som en evig-70-årig klippe. Og hvor var han en legende og er en legende. Og hvor var han en stor katalysator for forandring og ønske og håb. Og hvor vildt at han fik opnået så meget. Og at han sad i fængsel i lige så mange år som jeg har levet.
Der sad vi så, i henholdsvis Lerwick og Aarhus og sørgede sammen. Over landegrænser og langt fra Sydafrika. For så langt væk rakte Nelson Mandelas påvirkning - og længere væk endnu, uden tvivl.

Det har vrimlet med R.I.P'er og opsamlinger om hans liv. Om folk der savner ham i verden og skriver og sørger. Men jeg vil ikke skrive mere om det end jeg har gjort nu.
I stedet vil jeg dele en oversættelse af William Ernest Henleys digt Invictus. Det var efter sigende Nelson Mandelas ynglingsdigt, og det er så voldsomt sigende og smukt og stærkt, at det er værdigt at lade stå som et minde om en ualmindelig stærk mand der var med til at ændre verdensvindene.

Oversættelsen er kompetent og dygtigt lavet af den danske ordsmed og rapper Per Vers. 
Må verden huske Nelson Mandela. 


INVICTUS


Midt i natten som omslutter mig
sort som graven, kold og fæl
Takker jeg de guder der måske viser vej
for min uovervindelige sjæl

I mine omstændigheders jernhårde greb
har ingen hørt mig bede eller tigge
Bundet af tilfældets kvælende reb
mit hoved bløder, men jeg bøjer det ikke

Hinsides dette sted fyldt med vrede og tårer
venter kun skyggernes fangst
Trods dét vil de tunge og trællende år
aldrig finde mig iført angst 

Hvor trang prøvelsens port end måtte være 
hvor højt man end har bygget mit håbs hegn
Jeg er min skæbnes herre
Jeg er min sjæls kaptajn



torsdag den 5. december 2013

Storm 2.0 - med indbygget opfordring

Jeg har slet ikke tid til at skrive et indlæg faktisk. Jeg udnytter stormens tilstædeværelse på det groveste. Jeg pakker mig ind i tæpper, finder te og læser.

Lige nu er det en helt igennem vanvittig lille roman af Per Vadmand der hedder Mit liv som fugl.
Af stikord nævner jeg i flæng viktualiekælder, drage, Københavns Universitet, tankelæsning, natlig syngen i søvne, og ræssoneringer som at dragen ikke kunne have låst døren, for dens hale kan ikke komme ind i Ruko-låsen. Jeg er fan! Og meget underholdt!

Jeg ville egentlig bare melde mig, opfordre alle til at slukke TVet i aften (vi VED jo godt at der er storm (som gudhjælpemig jo sågar er blevet navngivet Bodil) og at vi skal blive indendøre og passe på os selv) og finde en bog frem. Hvis man ikke skulle læse en aften som i aften, hvornår skulle man ellers?

I mellemtiden vender jeg tilbage til absurdfantastisk bog (i øvrigt illustreret af this dude), tanker op på te, mens jeg har Bodil udenfor til at skabe stemning.

Pas nu på hinanden! God mørk og stormfuld aften

tirsdag den 3. december 2013

Farvede pletter

Det har været en lang dag, og jeg er begyndt at mærke at mørket kommer tidligere nu - jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der mærker det.
Der er noget enkelt og fint over at kunne mærke når dagene bliver kortere; den visuelle verden bliver mindre fordi mørket ganske enkelt ikke lader os se så meget af vores omgivelser som før, og pulsen bliver lidt roligere, nærmest afstemt af omgivelserne.

Helt hypnotiserende, og helt perfekt til at få en julestresset krop i ro, er Stephen Malinkowskis animationer af klassiske musikstykker. De ligger frit tilgængelige på youtube (så man rigtigt kan blive afhængige af dem)
Det er en skattekiste af smuk musik, der bliver kombineret af en enkel og betagende grafik på jeg-sidder-og-kigger-på-det-og-glemmer-faktisk-helt-at-blinke-måden.
De farvede dansende pletter i videoerne minder mig om dem man ser når man har set ind i stærkt lys, og lukker øjnene - symbolsk rigtig fint passende til at vi er gået fra den fineste, lyseste sommer i mands minde (siger folk til mig - jeg var i specialemørket), til vintertid.

Sjældent har jeg set musik visualiseret på så fin en måde.
Det her er min ynglings.


mandag den 2. december 2013

Julelys og hyperventilering

Så er det at jeg godt kan blive 4 år gammel igen og få julelys i øjnene og hyperventilere en lille smule. Jo, det er bogens indhold der virkelig betyder noget, men når virkelig fantastiske fortællinger bliver forkælet med smuk, smuk indbinding, så bliver jeg helt varm om hjertet.
Det viser en kærlighed og respekt til fortællingen, som taler imod de mange udgivelser i dag der er så billigt indbunde at siderne falder ud efter første genlæsning, og hvor forsiden er så forhastet designet at den nærmest er uinspirerende.
Og så var det at min veninde Rikke sendte mig et link. Og spurgte om de ikke var fantastiske. Og jeg skrev JO! og konkluderede at jeg bliver nødt til at eje dem alle sammen.
Penguin har genudgivet 31 af de store klassikere, og de har virkelig kælet om dem: De er stofindbundne hardbacks, med det smukkeste tryk designet af Coralie Bickford-Smith, der i enkel symbolik elegant refererer til de historier der gemmer sig på siderne.
Så, kald mig bare romantiker, men de store fortællinger (om de så er dømt klassikere eller ej) må gerne bindes ind med kærlighed også. Det synes jeg de fortjener. Det må være vores tilbagebetaling til de oplevelser bøgerne giver os.
Nåja -- og så kan de købes i Danmark også. Blandt andet på Saxo, hvis din ynglings boghandler ikke har dem. Haps!