torsdag den 28. november 2013

Bogtømmermænd og Tom Petty

Jeg har lige lukket min bog - der var ikke mere historie tilbage. Der var tale om en god gammeldags jeg-glemmer-tiden-og-også-aftensmaden oplevelse. Nu lider jeg af mine bogtømmermænd. Jeg er alt for træt til stadig at være oppe, og slet ikke klar til at sove. Så i stedet sidder jeg og ser Elizabethtown på DR3 og husker en sang fordi der bliver spillet en bid af den i filmen. (Ret fin film, i øvrigt)

Eller. Jeg husker ikke så meget sangen, som jeg husker fire små korte sætninger fra den.

Det er et minde om en pige, en beskrivelse af hendes person, en hentydning til en historie om kærlighed og hvordan den sluttede, og en så tydelig sådan-er-livet-henkastethed, at man er sikker på at hun var så meget mere end bare en pige.
Alt sammen i de fire små korte sætninger. Jeg elsker når en historie bliver fortalt intenst, og imellem linierne. Så er der rigtigt gjort plads til alle de følelser som det nogle gange virker som om ord kun kan begrænse i deres beskrivelser. Tom Petty begrænser sine ord, for at give plads til hvad der er vigtigt.

She wore faded jeans, and soft black leather
She had eyes so blue, they looked like weather
When she needed me, I wasn't around
That's the way it goes, it'll all work out


Sangen i sin helhed kommer herunder. Den er god til en sen torsdag aften når man har bogtømmermænd, skulle jeg hilse at sige.




tirsdag den 26. november 2013

At smøge ærmerne op

Man kan godt, nogle gange, sidde og blive lidt fastlåst når man har alle mulige nye muligheder foran sig, fordi man prøver at regne ud hvordan det hele kommer til at ende. For mig er det: Hvilket job ender jeg med at få? Ender jeg med at skulle flytte, som jeg håber? Og kan jeg i det hele taget finde en lejlighed når den tid kommer?
Og så ender man nogle gange med at sidde med det hele i hovedet i stedet for at handle.

For det er i handlingen man kommer videre, når alt kommer til alt.

Det er noget tid siden jeg så det her lille stykke koncept kunst - hvis det overhovedet er den rigtige betegnelse - på nettet. Det er en plakat af Roland Tiangco, hvis budskab først kommer til syne, hvis man tør få sine fingre grattet til.
Det kan nærmest ikke blive mere forståeligt, enkelt eller håndgribeligt; et noget så gedigent spark til alle os der nogle gange glemmer at komme ud og arbejde for at få det vi gerne vil. Og måske endnu mere, at det også er en proces at komme derhen.

Og så elsker jeg bare at han vil have os til at gratte os til, blive lidt barnlige og turde se lidt fjollede ud. Det hele skal ikke være så distanceret og højtideligt hele tiden.
Og det er forbudt at tage forklæde på! Jeg vil næsten insistere på at man gratter sig til iført hvidt tøj - bare fordi.

(Alle billeder lånt herfra)










mandag den 25. november 2013

Tilbage til roen

Foto af Irene Suchocki

Jeg har brugt weekenden på at ramme mig selv igen. Det kommer en gang i mellem, og - har jeg fundet ud af - lidt oftere når man er arbejdsløs, og drømmende skal forsøges at gøres til virkelighed.
Og så kommer a-kasse kurser, ustrukturerede hverdage og burde/skulle oveni. Jeg har i hvert fald nok at tænke på.

Så i weekenden har jeg siddet med næsen i en bog af Tamora Pierce; absolut nede-på-jorden, uprætentiøs litteratur. Men hvor jeg elsker hendes bøger alligevel.

I pauserne har jeg hørt musik. Florence and the Machine, Simon and Garfunkel, Regina Spector, Agnes Obel. Jeg har ladet musikken være det eneste der fyldte når jeg satte den på. For et rodet hoved som mit, som der som nu, har for mange tanker nogle gange, kan musik føles som at dykke ned i køligt vand; med hovedet under overfladen dæmpes hverdagens lyde og uro og verden føles lidt langsommere og mere rolig. Og når man så kommer op fra under overfladen, er det med et klart hoved og lettere åndedrag.

Altid mere dramatisk, men altid alligevel rammende, beskriver Elizabeth Bishop det så fint:

I am in need of music that would flow
Over my fretful, feeling fingertips,
Over my bitter-tainted, trembling lips,
With melody, deep, clear, and liquid-slow.
Oh, for the healing swaying, old and low,
Of some song sung to rest the tired dead,
A song to fall like water on my head,
And over quivering limbs, dream flushed to glow!


There is a magic made by melody:
A spell of rest, and quiet breath, and cool
Heart, that sinks through fading colors deep
To the subaqueous stillness of the sea,
And floats forever in a moon-green pool,
Held in the arms of rhythm and of sleep. 

God mandag aften, derude.


fredag den 22. november 2013

Jorn

For en uge siden var jeg et smut i Silkeborg på Jorn Museet. Lige nu har de en udstilling der sætter Jorn overfor Picasso.
Jeg var afsted med mine forældre - min mor og jeg glædede os, og min far not so much, men han tog nu det hele meget pænt. Og så tog han sit gode kamera med -- som jeg med det samme snuppede.

For første gang nogensinde oplevede jeg så at få at vide at man ikke måtte tage billeder af særudstillingen. Normalt må man altså gerne, man skal bare slå blitzen fra for at skåne værkerne. Det må have noget at gøre med ophavsret, jeg ved det ikke. Men mine planer om at dokumentere udstillingen til bloggen blev i hvert fald hurtigt ødelagt. I stedet tog jeg kameraet med ind i den faste samling hvor fotografering var lovligt.

Jeg kan virkelig godt lide Jorn. For et par år siden var jeg nærmest kun til kunst hvor jeg kunne se hvad det forestillede. Jeg havde det svært ved abstrakt kunst. Men så begyndte jeg at se anderledes på kunsten.
Man skal ikke bare se, men også føle.
Jorn har bla. udtalt sig om sit værk Stalingrad, at han ikke ville male hvordan slaget så ud, men hvordan det føltes - både for Jorn selv da han hørte om rædslerne, men også som han forestillede sig vidnerne og de døde måtte have følt. Det er med følelserne jeg oplever Jorn. Man skal ikke se fysiske handlinger i værkerne, så meget som man skal mærke de følelser og tanker Jorn har forsøgt at portrættere.

Selve Jorn/Picasso udstillingen er virkelig fin, selvom der ikke var meget plads til værkerne og der lidt var en stemning af opstillet højtidelighed og begravelse. Alle hviskede, og de mørkegrå og sorte vægge blev en tand for meget. Jeg følte lidt det var klaustofobisk at være derinde. Men kunsten var fin og jeg er glad for at have været forbi - specielt den store gobelin i det første rum blæste mig omkuld. Det, og Stalingrad, var også de eneste værker der rigtigt fik plads. Det gav mig lyst til at blive ved dem og se og mærke efter.

Billederne nedenfor er et udpluk af dem jeg tog af den faste udstilling. Det var rungende tomt da jeg var derinde - det var kun mine forældre og jeg der havde forvildet os derind. Så jeg kunne med lethed lege med vinkler og prøve at få indtryk fanget på kameraet (uden at se alt for dum ud overfor for mange fremmede mennesker - altid et plus).
Så afslutningsvis kommer der her lidt stemning fra Jorn, af Jorn, taget en råkold lørdag formiddag i november. (Og jeg beklager de steder jeg ikke har titel på værket med -- jeg kom til at glemme at tage billeder af nogle af værkernes titler... Skidt, jeg ved det)

Hav en dejlig weekend!







Asger Jorn: Fire plus tre (1942)




Asger Jorn: Djerba (1948)












Asger Jorn: Krukkedyr (1953)




Asger Jorn og Enrico Baj; Uden titel (1958)


Asger Jorn: Lécume d'une nouvelle vague (Den nye bølges skum) (1963)









mandag den 18. november 2013

Den der duft

Jeg elsker den der duft af gammel bog. Åh, det gør mig helt glad indeni når jeg finder en bog der har haft et liv før den mødte mig, og dufter gammelt. Det er som om den har flere historier med sig, end kun dem der er skrevet med ord indeni den.
Det er lidt det samme som blandt andet gør at jeg elsker antikvariater. Det dufter af gamle fortællinger og historie.
I Perfumes: The Guide af Luca Turin og Tania Sanchez står det så smukt beskrevet:


"Ligning, the stuff that prevents all trees from adopting the weeping habit, is a polymer made up of units that are closely related to vanillin. When made into paper and stored for years, it breaks down and smells good. Which is how divine providence has arranged for secondhand bookstores to smell like good quality vanilla absolute, subliminally stocking a hunger for knowledge in all of us.


Den ældste og fineste bog på min bogreol blev jeg hovedkulds forelsket i. Det er en lærebog i engelsk fra 1881; N. Jul Eibes 100 Timer i Engelsk. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i Hadsten for nogle år tilbage, og selvom dens oprindelige formål er håbløst forældet, og selvom jeg ikke på nogen måde har behov for at lære engelsk fra bunden, så skulle den med mig hjem.
Bogen er smuk. Den har læder-ryg med falmet guldskrift der næsten er ulæselig. Den har smukke, plettede, gullige sider der sidder lidt løst, og så er den på fineste manér sat op med en snirklet skrift når der bliver skrevet på dansk, og en let læselig skrift ved de engelske eksempler (fabelagtig detalje).

Og så dufter den af gammel bog. På den bedste måde i verden. Poetisk, elskværdigt og sjælfuldt.

















lørdag den 16. november 2013

I want a girl who reads

Nogle gange når jeg går i selvsving overfor vennerne over en ny bog, og insisterer liiige at læse en lille passage op for dem, for den er så smuk og rammende, og de ryster på hovedet og holder mig ud alligevel -- så er jeg lidt ekstra glad. For jeg har vennerne der accepterer at jeg er en bog- og ordnørd, og synes det er skønt at jeg er lidt excentrisk.

Det kan være svært at tænke sådan hvis man er teenager og føler sig forkert, eller man er voksen og ikke tænker at det er cool at gå i bog-selvsving en gang i mellem. Jeg kender til adskillige eksempler af begge.

Og så var jeg forbi søde Mettes blog i dag og fandt denne her. Og så blev jeg helt varm om hjertet og tænkte at der er håb for os læsende mennesker.

God lørdag alle sammen


fredag den 15. november 2013

Mere skal der ikke til

En stor del af mit speciale omhandlede det forhold der er imellem os som mennesker og det vi omgiver os med; hvordan vores identitet kommer til at ligge i, og forandres af vores omgivelser, og hvordan vores omgivelsers identitet bliver forandret af os. Det lyder måske lidt langhåret og akademisk, men i grunden kan man finde eksempler på det overalt. Vi slår rødder, og indretter os for at vi føler os hjemme og godt tilpas, og stedet ændrer karakter hvor vi slår rødder. Vi laver ændringer omkring os, og efterlader mærker hist og her for at vise hvor vi har været. 

Kunst er at efterlade mærker i verden, og nogle gange når vi møder kunst så bliver vi påvirket, og nogle gange bliver kunsten påvirket tilbage.

Amerikanske Patrick Fisher gør noget ret fint. Han laver sin kunst på guitarer. Guitaren skifter helt karakter, når han sirligt og præcist tegner sine smukke fortællinger på den. Men der sker også noget mere.
Tegningerne er lavet for at kunne påvirke og inspirere musikeren og hans musik, men som guitaren vil blive spillet på, vil Fishers "mærke" lige så stille og roligt blive slidt og ændre karakter. Musikeren vil få inspiration af værket, og værkets identitet og karakter ændres som musikeren spiller på guitaren. Påvirkningen går begge veje. Og måske, som sprittuschtegningen bliver slidt med tiden, bliver den endnu smukkere fordi den har været med til at skabe musikken.

Og alt der skal til er en sprittusch, en guitar og en kunstner. Mere skal der ikke til.



Detaljebillede. Partick Fisher: Filament (Sharpie on older Yamaha CG-171SF)
Billede lånt fra Patrick Fishers hjemmeside. 
Detaljebillede. Partick Fisher: Filament (Sharpie on older Yamaha CG-171SF)
Billede lånt fra Patrick Fishers hjemmeside. 

Detaljebillede. Partick Fisher: Filament (Sharpie on older Yamaha CG-171SF)
Billede lånt fra Patrick Fishers hjemmeside. 

Detaljebillede. Partick Fisher: Filament (Sharpie on older Yamaha CG-171SF)
Billede lånt fra Patrick Fishers hjemmeside. 

Detaljebillede. Partick Fisher: Filament (Sharpie on older Yamaha CG-171SF)
Billede lånt fra Patrick Fishers hjemmeside. 

Detaljebillede. Partick Fisher: Filament (Sharpie on older Yamaha CG-171SF)
Billede lånt fra Patrick Fishers hjemmeside. 

Detaljebillede. Partick Fisher: Filament (Sharpie on older Yamaha CG-171SF)
Billede lånt fra Patrick Fishers hjemmeside. 



onsdag den 13. november 2013

Hvad jeg også kan


Tekst taget fra Adeles "Set Fire to the Rain"

Noget af det vi danskere er notorisk dårlige til, er at være selvpromoverende og selvrosende. Vi skal nok nå at tale vores egne evner ned, før andre har færdiggjort en kompliment til os. Mig selv inklusiv. Og det skal vi altså blive lidt bedre til lade være med. Hvad får vi dog også ud af det?
Alligevel har jeg slet ikke vist herinde, hvad jeg selv tegner. Det er altså bare nemmere at skrive om andres ting. 
Men nu, efter jeg har taget en stor dyb vejrtrækning, skal det altså være. 

For noget tid siden nævnte jeg her på bloggen at jeg havde fået en tegneopgave, og den er nu blevet offentliggjort! Jeg har tegnet en portrætopgave til et nyt (og gratis - hvor cool er det ikke lige?) tablet-magasin der hedder FAR!. Alt man skal er at downloade Tabazines app (som også er gratis) og så kan man læse løs. Der er ikke alt muligt mellem-linierne-sigen-ja-til her, og for sådan en som mig der altid er mistænksom overfor hvad man siger ja til i det skjulte, er det altså et stort plus.
Det skal i øvrigt også lige siges at jeg ikke får penge for at reklamere for det her. Jeg synes bare det er et vildt cool koncept med gratis magasiner. Bum. 
Men jeg linker hermed til mine illustrationer - mest fordi jeg er pavestolt og virkelig gerne vil vise dem frem. 
Men normalt sidder jeg faktisk bare og tegner for mig selv. Til fødselsdagsgaver, til afslapning efter lange dage og til udskiftning på mine (ret fyldte) vægge.
Jeg tegner for at glemme tiden lidt, for at blive dygtigere og for at lære at acceptere at jeg stadigvæk skal starte fra bunden nogle steder og øve mig for at ramme det niveau jeg gerne vil op på.
Det er der vi alle starter. Man skal ikke være bange for at starte fra bunden og prøve noget nyt - om det så er en ny litterær genre eller at tegne eller noget helt tredje. Ellers kommer vi jo ingen vegne! Så jeg håber at I tager mit lille selv-fede, indlæg som et lille kærligt indspark i jeres liv, om at man aldrig bliver for gammel til at (igen begynde at) tegne. 

Tekst taget fra Søren Vang Møllers "Parløb"

søndag den 10. november 2013

Så...

Jeg har været en lille smule fraværende. Undskyld. Men jeg havde ikke noget valg! Jeg fik et gavekort så jeg endelig kunne få toeren i kærlighedshistorien om Emmi og Leo hjem på min reol. Bøger er dyre når de er på dansk! Og så skulle jeg lige genlæse etteren igen, før toeren kom med posten og jeg kunne genlæse den. ... Og så var det at der lige pludselig gik nogle dage med bøger og te, kun afbrudt af kaffeaftaler med veninder og møder på min a-kasse. Og ikke så meget andet.
Men nu er jeg vistnok tilbage igen - sådan nogenlunde på overfladen.

Men i dag skal det handle om Kay Christensen. Kender I ham? Det gjorde jeg heller ikke.
Jeg var egentlig på ARoS for nogle uger siden, fordi deres guldalder-udstilling skulle til at lukke. Under speciale-tiden var jeg slet ikke på ARoS - der var ikke plads til andre indtryk i mit hoved.

Så var der en dag hvor efteråret var særligt smukt, og jeg havde overskud og jeg tænkte jeg ville på ARoS og se på Dronningens og Prinsgemalens kunst, og lige få set guldalderudstillingen i samme omgang.
Guldalder har aldrig rigtigt været mig, og der var alt for mange mennesker inde og se kongelig kunst (hvilket egentlig ikke er nødvendigt - så god er den udstilling altså heller ikke).
Men på samme etage som den royale kunst er der gemt en lille perle. Den bliver lidt overstrålet af royale kunstværker, så hvis du spørger mig, så drop den royale og gå direkte hen til Kay C.

Kay Christensen (1899-1981) var en dansk maler og historiefortæller -- eventyrforfatter. Han malede med dunkle farver med accenter af en stærk, flammende orange-rød. Han malede dystre motiver, men aldrig uhyggeligt. På en eller anden måde, formåede han at male dystert samtidigt med at han fortalte eventyr i sine malerier. De er dragende, og uden så meget pis. Der er ikke overdådige rammer, der er ikke guld og glitter og der er ikke noget disney. De er som eventyr skal være; smukke, mørke men ikke fremmedgørende.
Han varierede sine penselstrøg fra at være spøgelsesagtige og udhviskende, til at være skarpe og stikkende. Og jeg kan ikke lade være med at elske hans værker. Og så har han nogle gange tekster med på sine værker. Det kan jeg jo heller ikke stå for.

Næsten lige ved indgangen er der en video hvor der bliver læst op af hans eventyr Evigglæde og de fire Vinde fra 1948, mens man ser klip af tegningerne og den håndskrevne tekst. Gør jer selv en tjeneste og se den. Sæt jer på bænken og nyd en historiefortæller, eventyrforfatter og talentfuld tegners fine eventyr blive læst op for jer.

Jeg fik taget nogle billeder da jeg var inde og se udstillingen igen med en veninde. Jeg beklager kvaliteten - mit kamera er ikke super når blitzen slås fra. Lad det være en opfordring til at komme ind og se hans værker i virkeligheden -- ARoS udstiller ham indtil d. 29. december 2013.

Kom så ind og se den! Det kan kun gå for langsomt!


Kay Christensen: Balkonen, Paris (1936)

Kay Christensen: Interiør Ung Kvinde (1961)

Kay Christensen: Valby - det grønne værelse (1945-46)

Kay Christensen: Karen Blixen (1885-1962) (1955)

Kay Christensen: Brødmaskinen og dukkerne, der blev efterladt i det tomme hus. Kathrinebæk Søndag 17. Januar (1971)


Kay Christensen: La Mouche og Stenos vers (1947-50)







tirsdag den 5. november 2013

Fordi jeg ikke kunne vente

Jeg er slet ikke færdig med den endnu. Jeg sidder og nyder den i små, dejlige bidder, på tidspunkter hvor hovedet er klart og roen sådan lige kommer over mig. Xiaolu Guos A Concise Chinese-English Dictionary for Lovers er ikke en page-turner som fx Emmi og Leo var. Den er fremmedartet, smuk og ord bliver gransket på en indtagende måde. Den handler om en kinesisk kvinde der flytter fra Kina til London, og vi får lov til at opleve hendes opdagelse af vestens kultur -- og kærlighedsforståelse -- sammen med hende. På hendes snublende engelsk, får vi lov til at følge med hende.

Men selvom jeg ikke er færdig med den endnu, bliver jeg nødt til at dele et citat. Jeg skal nok nævne bogen i et senere indlæg igen (jeg er jo kun halvvejs), men jeg har lige læst en virkelig, virkelig fin passage. Og det er sådant et I gerne må kende selvom I ikke får læst bogen (selvom I virkelig burde).



"I think the loneliness in this country is something very solid, very heavy. It is touchable and reachable, easily. The loneliness comes to me in certain hours everyday, like a visitor. Like a friend you never expected, a friend you never really want to be with, but he always visit you and love you somehow. When the sun leaves the sky, when the enormous darkness swallow the last red strip in the horizon, from that moment, I can see the shape of the loneliness in front of me, then surround my body, my night, my dream."




Ganske enkelt smukt.


søndag den 3. november 2013

Sunday mood

Weekenden er blevet brugt på at have gæster og være utrolig glad for at have dejlige mennesker i mit liv. Der har været kaffe, smil, hygge, skål og en masse knus og musik. I dag er jeg så vågnet op med tømmermænd og mangel på søvn; det en rigtig søndags-søndag med lyst til at putte under dynen, tænde stearinlys og have en rigtig efterårs-hygge-inde-søndags-stemning over det hele.

Billeder kan bruges til at danne stemninger, og påvirke humøret; få os til at mærke efter og tænke. Nogle gange er det maleri, nogle gange er det minder og nogle gange er det anonyme fotos hvor historien bag er hemmeligholdt for os. Det gør at vi kan drømme og indsætte os selv i billederne, som en del af en historie vi selv opdigter.
Her er lidt billeder til at inspirere sådan en søndags-søndag som i dag -- alle sammen hentet fra mine pinterest boards Mood og Coffee and tea breaks. Dem har jeg lavet til dage som i dag.

God søndag derude!