torsdag den 31. oktober 2013

Scary sh*t

Til alle jer der skal fejre allehelgensaften -- eller halloween -- denne weekend, tænkte jeg at jeg ville give jer lidt uhygge med på vejen.
... Og minde jer om hvorfor I stadig skal huske at tjekke efter monstre under sengen.


Travus Louie: "A Girl and her Troll Head"


Julie Nord: "Parents in law" (2013)


Michael Kvium: Culturel Circle (1992)


Hvordan kunstnere som Louie, Nord og Kvium kan sove om natten, forstår jeg simpelthen ikke! Brr!
Men stopper indlægget her. Jeg er alene hjemme og jeg er en kylling af kaliber og jeg tør ikke finde mere uhyggeligt kunst frem.
Hav en (u)hyggelig weekend alle sammen!

*bevæbnet med kosteskaft begiver jeg mig nu ud og børster tænder*



Like a kid in a candy store...

Jeg har luksusproblemer her. I seks år har jeg gået på universitetet (der sneg sig lige et ekstra år ind med fejlvalg af sidefag og rygproblemer) og jeg har ALTID haft dårlig samvittighed når jeg læste en ikke-på-pensum-bog. Selv lidt i sommerferien, faktisk, for dér kunne jeg jo læse op på de ting der var blevet forsømt i løbet af semesteret. Sådan har det været i SEKS år!

... Og nu er der intet til at give mig dårlig samvittighed. Jeg er blevet sluppet løs blandt skønne skønlitterære bøger og jeg ANER ikke hvor jeg skal starte. Det føles som om jeg har fået 10.000 nye venner og det ville bare være helt vildt hyggeligt at sludre med dem alle sammen på samme tid.

Så her er bogstatus pt. Jeg har gang i fem bøger. Jajaja -- jeg ved det godt. Det er forvirrende og usmart. Og jeg kan heller ikke engang sælge den lidt ved at sige at de er på forskellige sprog og er i forskellige genrer. For fem er alligevel lidt for mange. Når alt kommer til alt. Og det er jo heller ikke fair overfor bøgerne.

Og til at føje spot til skade fandt jeg her til aften listen af sammenklipsede stykker af scrap-paper (det kaldte vi restpapir til noter da jeg arbejde på hotellet på Shetland). Med bare nogle af de få boganbefalinger jeg fik da jeg arbejde på biblioteket i Hadsten. Sådan nogle får man i tusindvis af når man arbejder på et bibliotek. Listen er faktisk så lang at den overhovedet ikke kunne være på billedet - der ligger en række ved siden af den I kan se.

Jeg ved det godt. Jeg skal bare starte fra en ende af; nyde bogen og fortællingen. Lære de nye venner godt at kende én ad gangen. Men. Men. Men ... der er så mange. Og de er så fine. Og de har alle noget godt på hjerte. Og det er så nemt at blive distraheret af alt det man ikke har nået i studietiden, og nu har alverdens tid til at nå.

Jeg tror jeg skal have indført en læsetime hver dag - med kun EN bog, kaffe og mobilen på lydløs.

Luksusproblemer.



mandag den 28. oktober 2013

Storm

Jeg sidder indenfor og putter. Og bager småkager til i morgen. Og laver aftensmad med bacon i, fordi det må man gerne når det stormer udenfor.

Og så fandt jeg ham her. Shane Koyczan akkompangeret af Hannah Epperson. Og han blæste mig lidt omkuld på den eftertænksomme måde. Han er troværdig. Og stærk. Og en ordsmed. Han bruger rytme, intensitet og rim. Og inderlighed.

Brug 6 minutter af jeres aften på at se videoen og lyt. Også selvom det er på engelsk og I måske ikke fanger det hele. Og har I seks minutter mere, så se den igen.

Og pas på jer selv derude i stormen. Der er i forvejen så rigeligt behov for at holde fast selv når der ikke er storm.



søndag den 27. oktober 2013

Blæsevejr og drager

Det bliver kaldt en bookhangover -- at have bogtømmermænd (det lyder nu bedre på engelsk). Det er noget der rammer når man er færdig med en bog eller en serie, og man slet ikke kan slippe historien igen.
Man er blevet bekendte med karakterene i bogen; man har fået venner og har kæmpet med på sidelinien. Man har heppet og grint og sikkert også råbt lidt. Og man kender områderne beskrevet i bogen som var det ens eget nabolag. Det er nærmest sorg! Det føles frygteligt.
Og så lige pludselig er bogen eller serien slut, og man vil allerhelst læse den igen. Uden at have læst den i forvejen. Og uanset hvor meget man kigger på bogreolen er der bare ikke rigtigt noget der helt er godt nok. 

Jeg tror jeg lider lidt af post-bookhangover. 

Når det bliver efterår har jeg lyst til at læse fantasy. Det er altid når det er blæsevejr og det regner.
Da alle pigerne i min folkeskoleklasse læste grå-serie bøger om piger med anoreksi og gud ved hvad ellers, læste jeg om drager. Og om middelaldersamfund med magi. Og om troldmænd og hekse.
Jeg har læst Tamora Pierces Alanna-serie flere gange end jeg kan overskue at tælle. Både på dansk og engelsk. Jeg var med på Harry Potter fra før rettighederne blev opkøbt af Warner Bros., og jeg måtte vente på at bog nummer to kom ud.

Men i dag har lyst til at læse Christopher Paolinis Inheritance-serie (Arven på dansk) igen. Uden at kende handlingen. Det er 2 år siden den sidste udkom på engelsk, her til november. Jeg kan huske at jeg havde forudbestilt den så jeg kunne købe den på dagen den udkom. Og da jeg var færdig med den sad jeg bare og kiggede ud i luften. Ud over Harry Potter, har jeg ikke oplevet sådan en bookhangover før. Og nogle gange kommer følelsen igen. 

Christopher Paolini har skrevet hvad der skulle have været en triologi, men blev til fire bøger i stedet. Der er klare referencer til Tolkiens Ringenes Herre bøger, men det gør ikke bøgerne dårligere. 
Paolini skriver overbevisende, lidt tungt og detaljeret og grundigt. Og med smukke beskrivelser. Han springer ikke over hvor gærdet er lavest. Magtkampe, politik og personlige udfordringer bliver beskrevet virkelig godt. Han har nørdet i detaljerne. Han beskriver samfundshistorier, traditioner og har opfundet flere sprog til bøgerne.
Og alt dette flettes rigtigt fint sammen i en stor fortælling om en drengs liv der forandres da han finder et drageæg. Mere vil jeg ikke fortælle. Læs bøgerne i stedet! Og hold jer fra filmen. Den er frygtelig på ubeskriveligt mange planer.

Men bøgerne er virkelig gode. Episke og dygtigt skrevne. Og fængende. Og lige i dag ville jeg virkelig gerne læse dem igen som hvis jeg ikke allerede havde læst dem.

Post-bookhangover sucks. 



torsdag den 24. oktober 2013

Nedlagt version 2.0

Nu er jeg nedlagt igen. Denne gang er det dog ikke sygdom, men min ryg. Den besluttede sig lige at komme med et smæld i mandags klokken sent. Det er sådan noget min ryg gør en gang imellem når den ikke mener jeg giver den nok opmærksomhed. Men jeg er næsten på højkant og tilbage til normalen.

Det gode ved at være nedlagt (denne gang uden hovedpine så jeg kan faktisk læse) er, at jeg får tid til at være i godt bogselskab.
Og i lørdags så jeg Mette for første gang i alt for lang tid. Hun har været i Australien og været på eventyr. Og har fundet nogle perler som hun synes jeg lige skulle med-forelske mig i. 
De kommer på bloggen over nogle gange. Det fortjener de altså. 

Min første med-forelskelse er en fin lille digtsamling af Kylie Johnson, der hedder Count Me the Stars
Bogen er en hardback, pakket ind i blødt, fint mørkeblåt stof og med sølvfarvet skrift på coveret. 
Papiret er sandfarvet og meleret, og der er små fine stregtegninger i sort og hvid rundt omkring i bogen, til at holde digtene med selskab. Simpelthen så fint. Hvem siger at man ikke må dømme en bog ud fra udseendet? Så længe man kigger på indholdet også?

Digtene er fine og til at komme til. Det er ikke langhåret det her - det er og enkelt og tematisk er det næsten naivt. Og til tider lidt forceret. Der er stjerner og drømme og måske lidt for meget opsætning og lidt for mange "..." for min smag. Det er måske min danske nede-på-jorden-hed der protesterer. Men jeg kan altså godt lide den alligevel. Faktisk.

Den er fin og den rammer nogle gange endda skøn. Og er man lidt påpasselig overfor digte så er Kylie Johnsons Count Me the Stars et dejligt sted at starte.
Jeg er i hvert fald glad for at Mette viste mig den. Og at jeg har den lidt endnu inden hun skal have den tilbage. Jeg er ikke færdig med at kigge i den endnu.

Er I til digte? Eller er det ikke det der får plads i en travl hverdag? Eller er det måske endda lidt svært at gå til?


Hav en rigtig skøn torsdag derude!







tirsdag den 22. oktober 2013

Den dag vi mistede en af de krøllede hjerner

Jeg synes allerede jeg kan mærke at vi er blevet fattigere på krøllede-hjerner-kontoen. På den alvorlige måde. Og det føles ikke godt. Slet ikke godt.

Natten til mandag døde Rune T. Kidde. Tegneserieforfatter, historiefortæller, digter og mester i krøllethed.

Jeg synes det er virkelig sørgeligt. Jeg har godt nok læst historierne om Søde Sally Sukkertop og de andre ækle æventyr en masse gange. Jeg har elsket Kiddes tegninger, hans ordleg i sine fortællinger og de absurde elementer. Og selvom han blev blind som følge af hans diabetes, fortsatte han med at fortælle sine krøllede, absurde historier.

Jeg kan godt lide at det hele ikke skal være pusse-nusset. At der er kant, humor og fjol. Og alvor fra en vinkel man ikke helt regnede med. Det mestrede Kidde til perfektion.

Så jeg stemmer for at vi husker ham og hans krøllede fortællinger. Og husker at læse de ækle æventyr op for børn (og for os selv).
Spørg efter hans bøger næste gang I er på biblioteket (de har masser af dem nemlig) og se efter dem næste gang I er i jeres lokale boghandler. Der er garanteret underholdning, absurditet og nogle gange alvor. På den allerbedste, mest vanvittige og krøllede måde.

Vi må prøve at fortsætte med absurditeten uden dig, Kidde.


mandag den 21. oktober 2013

Et godt ord


Pluviophile (s) (noun), pluviophiles (pl)
1. Anyone or anything that has a fondness for or a desire for rain: "There are many plants that are pluviophiles because they need an abundance of rain in order to survive and to reproduce.
2. Etymology: literally, "a love or fondness for rain" from pluvio-, "rain" + phile, "fondness, love".


Jeg pakkede mig ind i dyner og tæpper i nat - og sov med vinduet oppe. Der er ikke mange nætter tilbage i år hvor jeg kan det mere, før nattefrosten sætter ind.

Men det regnede i går aftes, og mine vinduer er udrustet med metalkarme på ydersiden. Så kan man rigtigt høre regnen når den kommer ned. Det er noget nær det bedste jeg ved.

Luften bliver klarere når regnen kommer ned, alle dufte bliver stærkere, farverne bliver smukkere og det føles lidt som om jeg bedre kan få luft ned i lungerne. Sanserne bliver åbnet op.
Jeg elsker regnen, og var det ikke for brillerne (og det evige problem i ikke at kunne se ordentligt hverken med regn på brillerne, eller uden brillerne) så var jeg tit ude i regnen når den kom.

Så jeg har tænkt mig at nyde de kommende dages regnvejr.
Hvad med jer - er der flere pluviofiler derude?


PS: Skulle I mangle lidt stemning, er der altid råd at finde på nettet. Kender I rainymood.com? Det er ikke den ægte vare, men det er en god b-løsning.




fredag den 18. oktober 2013

Livet i mellemrummene

Det sker nok mest i byerne, der hvor husene står tættere på hinanden. Det er her hvor man finder de mellemrum der er mellem husene der står så tæt, at hvis man kigger op på himlen er den rammet ind af husenes mure.

For de fleste er det nok spildplads. Det er her man lige stiller cyklen, eller prøver at få planter til at overleve i det begrænsede sollys der kommer derned. Det føles lidt klemt. Som om man har skabt begrænset frirum for at snyde mennesker til at få en lille forbindelse til plads og luft og himmel.

Men hvad gør man så med dette snyde-frirum? Den franske kunstner Thomas Lamadieu leger i sin serie Sky Art med den himmel der kommer af frirummet; den form himlen får af de omkransende mure.
Når han leger bliver perspektivet ændret, og himlen, som før kun var det blå der adskilte bygningerne fra hinanden når man kigger op, bliver basis for Lamadieus fantasi. Nu er det ikke længere arkitekturen der er i fokus, men det anderledes element Lamadieu introducerer.

Lamadieu skaber en kontrast mellem tegning og fotografi, ved at indlægge tegnede figurer af mennesker og dyr på himlen. Det er virkelig fint og det får mig til at smile -- og jeg kommer til at tænke på hvor mange feriefotografier der gemmer på usynlige skæve og underlige figurer i mellemrummene.
Det er bare et spørgsmål om at kigge en ekstra gang.

Det er lige før man burde få bestilt et ekstra tryk af feriebillederne, og gå igang med at finde og tegne. Der hvor der ikke er noget, kan man nogle gange godt finde noget.
Men en dag som i dag hepper jeg på at I udnytter det smukke, smukke oktobervejr og det faktum at der er efterårsferie, og kommer ud og fotograferer mellemrummene. Lad fantasien fare.

God oktoberfredag derude.

Billedet er lånt fra Lamadieus hjemmeside, via thisiscolossal.com

Billedet er lånt fra Lamadieus hjemmeside, via thisiscolossal.com

Billedet er lånt fra Lamadieus hjemmeside, via thisiscolossal.com



onsdag den 16. oktober 2013

Akustisk

I dag tegner jeg, så fjernsynet er slukket. Og jeg sidder demonstrativt med ryggen mod det så det ikke frister. Og lyset kommer bragende ind ad vinduet, igennem de gulgrønne piletræsblade udenfor.
Og jeg har (min mors) hjemmestrikkede strømper på.
Og kaffe.

Og musik fra Mumford and Sons der har indspillet en akustisk koncert i en boghandel - Bookshop Sessions (hvor fint er dét ikke lige?!).
Så mens jeg sidder og tegner (og bruger de nye tuscher jeg har købt - jeg elsker nye tuscher) så vil jeg lige dele noget godt musik. For musik og litteratur og kunst hører sammen. Og det er en fin ting.
På sådan en akustisk dag, uden tv - kun med musik og tegning.





tirsdag den 15. oktober 2013

Det dystre

En gang imellem må det gerne være dystert og mørkt og tungt. Det er en af de store katalysatorer for de bedste fortællinger og den smukkeste kunst. Det er det dystre bag det pæne der tiltrækker os som mennesker, for det er dét vi er blevet mennesker af; balancen mellem, og erfaringen af de gode ting og de dårlige ting. 

Så i dag bliver det om det dystre og det mørke og det tunge. Det skal frem og mærkes en gang imellem, også selvom dagen som i dag faktisk har været rigtig god.
For selv når vi har det godt, ser vi film, læser litteratur og ser på kunst der minder os om disse ting. Bare se på ARoS' besøgstal da de havde Edvard Munch udstillingen i 2012 / 2013 - der blev slået publikumsrekord. 

Jeg har ikke haft nerverne til at læse de store, klassiske romaner i den genre - de virker for voldsomme. Det kommer måske med tiden. I stedet er jeg til novellerne og digtene og kunsten. 

Når Emily Dickinson skriver dette digt er det faktisk ret let forståeligt; det består ikke af de svære, store ord og vi ved nærmest allerede ved titlen hvad digtet handler om. 
Men hun tager de store naturelementer ind. Hun snakker om lyn, om morgenlys, om himlen og om Naturen med et stort N (for det er ikke bare natur. Det er der hvor alt kommer fra: Kernen - Naturen)
Hun gør hjertesorg til noget der er forbundet med Naturen. Hun gør hjertesorg til noget grundlæggende. 
Fordi når man har hjertesorg føles det noget så grundlæggende. Så grundlæggende at Naturen også stopper tiden, så alt går i stå.
 

The Soul's Storm.
It struck me every day
The lightning was as new
As if the cloud that instant slit 
And let the fire through

It burned me in the night, 
It blistered in my dream;
It sickened fresh upon my sight
With every morning's beam

I thought that storm was brief,-
The maddest, quickest by; 
But Nature lost the date of this, 
And left it in the sky.




Det er samme følelse Christian Schloe fremkalder i Portrait of a Heart. Der er ild i hendes hjerte. Det er ikke hende Schloe portrætterer; det er hendes hjertesorg. Det er brændende og smertefuldt, men hun er stadig med på billedet - hun er stadig i live, på trods af et brændende hjerte. 

Christian Schloe: Portrait of a Heart. (Billedet er lånt fra Christian Schloes hjemmeside)


mandag den 14. oktober 2013

Så står vi op! For lige at hente te.

Lidt morgengruk fra Hr. Piet Hein.


Morgendut: Daglig glæde

Hvad er så lifligt og sødt et behag, som at vågne op og se i den gryende dag, grene mod ruden nikkende, at høre sit hidsige vækkeur endnu fordybet i nattens lur, tikkende tikkende tikkende -

og kækt kommandere sin mødige krop: Så er det morgen! Så står vi op!

Og så blive liggende.





Imens finder jeg en kop te (for kaffen kommer om et par timer i hyggeligt selskab hos en veninde) og kryber under dynen i en halv time endnu.
Godmorgen derude! Nyd efterårsferiemandagen. Jeg håber den skal bruges på noget godt.



Coffee with Maddie, fra maddieonthings.com


søndag den 13. oktober 2013

Samvejr

Det er ikke kun historier der rammer mig når jeg læser - det er også sproget. Hvordan ordene er sammensat og tænkt. Skønheden i hvordan nogle ord kommer ind i ordlege man ikke så komme, hvordan ord hører sammen og hvilke forhold de er i med hinanden og rytmen i hvordan sætninger læses.
Nogle ting skal læses langsomt og nydes. Smages som en virkelig gammel skotsk whisky.
Og selvom en roman lidt er noget rod og den måske er tung og forvirrende, så kan sproget rede alt for mig.

Søren Vad Møller udgav i 2010 sin anden roman, Parløb. Det er en underlig lille perle. Underlig fordi vi har en overvægtig superhelt ved navn Mor Danmark, et meget umage detektivpar Gunner og Vad, og en mystisk rigmand der har noget med en gråand at gøre. Og så en forbrydelse der skal opklares.
Jeg synes det er fedt! Underligt, til tider usammenhængende, men fedt.

Og midt i den ret kaotiske, men virkelig morsomme og skæve historie kommer Søren Vad Møller med vanvittigt smukke sætninger og afsnit. Og disse små vanvittigt smukke ordsammensætninger står endnu skarpere (og virker måske derfor endnu smukkere) i den absurde ramme som historien danner.

Noget af det smukkeste jeg længe har læst, vil jeg dele med jer. Bare lade citatet stå uden at sætte det for meget i kontekst. Det må man gerne når det er begyndt at blive efterår udenfor.


"Så råbte hun: Ilt! og slog armene om ham, og han trykkede sig ind til hende, så de stod tæt sammenslyngede som et iltatom. Fra da af stod det klart for ham, vi er hinandens lunger. 
Samvær blev til samvejr, gav luft til at ånde, som havde han holdt vejret hele livet indtil nu."



lørdag den 12. oktober 2013

Nogle tager i tivoli

For nogle måneder siden var en af mine gode venner på besøg hos mig. Vi har kendt hinanden i ti år. Umiddelbart vil jeg sige at han kender mig ret godt, men jeg tror alligevel at han fik et mindre chok da jeg kom til (host) at slæbe ham med ind i Vangsgaards bogudsalg i Aarhus. 
Jeg vil mene at jeg forholdt mig ret fint i ro. Han ville nok sige at jeg gik i selvsving. 

Nogen tager i tivoli, andre (aka mig) går ind i hyggelige boghandlere og antikvariater og er helt, helt lykkelig. 

Jeg var i Inverness i sommers med mine forældre. Jeg efterlod dem nede ved River Ness med hver deres Guiness (faktisk ikke helt dårligt, skulle jeg hilse at sige). Jeg havde set en boghandel da vi kørte ind i byen... det kunne man jo godt. Jeg behøvede jo ikke at købe noget (løgnløgnløgn).

Jeg startede ud med en klassisk Ann. Jeg for lidt vild, og endte med at gå ind i en lille genbrugsforretning kun med bøger. Ekspedienten var ualmindeligt meget sød; vi sludrede bøger og mit speciale. 
Og jeg forholdt mig helt, helt i ro. Købte kun fem bøger. For ti pund i alt. Det blev man jo nødt til. 

Lige overfor genbrugsforretningen lå så (selvfølgelig) den bogforretning jeg havde set på vej ind i byen. 
Og. Her snakker vi ikke bare et antikvariat. Det her er antikvariatET! 

Leakey's ligger i en gammel gælisk kirke. Reolerne står tæt og danner små huler op ad væggene, og de farvede glasmosaik-vinduer kaster farvet lys ind på bøgerne. 
Der er ikke plads nok på reolerne, så der er bunker af bøger på gulvet over det hele. Og midt i det hele er der en brændeovn hvor skranken er bygget rundt om. 
Førstesalen er et galleri -- eller en gang der går hele vejen rundt om rummet. Og for enden er der en café hvor man kan købe varm suppe der hjælper én med at stå imod det skotske vejr. Man kommer derop via en metal vindeltrappe.

Jeg tror faktisk aldrig jeg har været helt så mundlam som da jeg trådte ind i Leakey's. Jeg var en lille smule i himmelen. 

Så da jeg havde fundet mig to bøger (jeg havde ikke redepenge til andet, og dankortet var ikke med) og de var ved at lukke, gik jeg tilbage til forældrene og deres Guiness - og jeg var helt, helt lykkelig. 

Så skulle I være i Inverness engang, så besøg Leakey's Bookshop and Café. Og for guds skyld, husk penge. Og sæt tid af. Det er der plads til at lede, og læse og finde. Og så er der også kaffe.

Og tænk sig at nogen tager i tivoli...


Billedet er lånt fra Leakey's Facebook-side


Billedet er lånt fra Leakey's Facebook-side

Billedet er lånt fra Leakey's Facebook-side

onsdag den 9. oktober 2013

At give tilbage til lyset




Dare alla luce



På italiensk giver man tilbage til lyset, når et lille nyt barn kommer til verden. Det er det dare alla luce så smukt betyder; at give tilbage til lyset. At give tilbage til livet.

Amy Friend er en canadisk fotograf der arbejder meget poetisk med fotografi og lys. For hende er lyset en kilde til liv. Hun har lavet en rigtig fin serie af fotografier med navnet Dare alla Luce.

Friend skriver på sin hjemmeside: "Through small deliberate interventions, I altered these vintage images, allowing light to pass through them. (After all, photographs are made possible with light.) In a literal and somewhat playful manner, I aimed to give the photographs back to the light [...]"

Hun bruger gamle fotografier - fotografier med sjæl og historier der ligger langt tilbage i tiden. Fotografier der måske netop derfor har brug for ekstra hjælp til at blive bragt tilbage til livet.
Disse fotografier laver hun små huller i, og på den måde lader hun lyset komme igennem fotografierne. De små lysende huller samler sig om det liv - mennesker og dyr - der er på fotografierne, som om der er en skjult magnetisme. En tiltrækningskraft.
De minder mig om ildfluer. Og om den støv som Philip Pullman skriver om i sin His Dark Materials - triologi. De minder mig om minder.

En klar anbefaling herfra er at smutte forbi hendes hjemmeside og udforsk hvad hun ellers har lavet. Det er virkelig fine ting :)

Amy Friend: Latent Light (2012)

Amy Friend: What is done in the darkness, will be brought to the light (2012)

tirsdag den 8. oktober 2013

Dukker af papir

Det er smukke ting den japanske kunstner Maki Hino laver. Det føles lidt som papirsklip a la H. C. Andersens smukke klip. Og lidt som tegninger fra en børnebog. Og lidt som i drømme og eventyr er der mørke men samtidig skønhed og de er fine og fjerlette.

Hino skriver på sin hjemmeside:
Kitchen, anything can be made there.
They make culinary delights there.
However, I make my dolls sitting on the corner of my kitchen. 
The place connects with the distant world.
And, it is waiting for arising something.

Hino bliver lidt væk fra verden i hjørnet i sit køkken. Det er der de flyvske, vilde tanker kommer farende, og giver afstand til verden - det er her man svømmer væk til et andet sted. Produktet er fint, med både lys og mørke - dagdrømmende.

Smukke, nærmest skrøbelige er disse farvelagte udklippede "papirsdukker" når de skabes af Hinos hænder, og de bliver vist frem svævende over en hvid baggrund. De minder mig om et barnesind der drømmer, og den verden der dannes bag de store øjne. Jeg synes de er helt magiske. 


"color in my memory" af Maki Hino

"entropy" af Maki Hino




mandag den 7. oktober 2013

For 30 kroner guf


En dag for nogle uger siden stod jeg inde i min ynglings Aarhus boghandel, Kristian F. Møller. Det er en meget farlig butik for mig - jeg ender altid med at købe noget. Faktisk er det en hel sejr hvis jeg KUN kommer ud derfra med én bog. De har den fineste engelsksprogede afdeling! Jeg bliver virkelig alt, alt for tit forelsket i for mange ting. Nå. Min veninde der var med mig derinde havde sendt mig op til kassen i troen om at det var et sikkert sted for mig - der ville ikke lande flere bøger i bunken. Æh, der tog hun lidt fejl.
Jeg fandt denne lille perle til 30 kroner (det er jo ingenting! Det må man altså gerne. Og titlen var SÅ fin. Fortalte jeg veninden da hun rystede på hovedet...).

Ann Patchetts The Bookshop Strikes Back er en fin lille sag på 20 sider. Det er en lille smagsprøve på hendes nye roman This Is the Story of a Happy Marriage der udkommer fra Bloomsbury d. 7. november 2013. Det bliver vistnok en bog med små historier fra Patchetts eget liv.

The Bookshop Strikes Back er en lille hyldest til den uafhængige boghandel. Den boghandel der ikke nødvendigvis har alt, men det de har, kan de ansatte anbefale fordi de har læst bøgerne. Og de bøger de ikke har, vil de glædeligt bestille hjem til dig. Og der er hyggeligt. Og der er tid til en sludder. Den boghandel hvor det handler mere om nærhed og bøgerne og kunderne end profit og kvadratmeter.

Patchett opdagede en dag at der ikke var flere boghandlere i hendes by. Der var de store generiske kæder, men ikke nogen rigtig boghandel. Og hvad gør en forfatter med respekt for sig selv (og bøger) så? Hun åbner sin egen boghandel, sammen med nogle venner.

Den lille fine bogforsmag røg ned i min taske i går aftes da jeg skulle ud til en veninde (man skal altid have en busbog med sig) og den passede lige til et post-influenzaramt hoved. Oveni en dejlig aften, endte jeg også med være nyforelsket i de små boghandlere.

For mig er en boghandel et sted man kan blive lidt væk og dykke med i andre virkeligheder. Det er et trygt sted. Duften af nye og gamle bøger er som små løfter om nye venskaber. Jeg føler mig simpelthen hjemme.

Hvor er jeres ynglingsboghandel? Vi skal huske at anbefale dem, og besøge dem. De må ikke forsvinde!





lørdag den 5. oktober 2013

Nedlagt

Ja - jeg er nedlagt af forkølelse. På hovedpine/småfeber/ingen stemme/kleenex måden. Og jeg kan ikke engang læse for hovedpinen sætter sig imod det (det er da ikke fair?). Der er store doser af selvmedlidenhed her, for jeg har to vanvittigt gode bøger der venter på mig.

Så for at sende lidt muntert ud i verden, vil jeg i dag anbefale nogle af de fine blogs med tegneserier jeg følger. Som man ikke kan andet end at blive i en smule bedre humør af.

Den første er skønne, skønne Stinestregen som laver "illustreret navlebeskuelse" som hun selv siger det. Små fine tegninger af Stine i Stines hverdag, hvor man trækker på smilebåndet og nikker genkendende til alle de der små tanker hun har - og som man jo også selv har. Og så er hun også i gang på Politikens Helt Normalt. Og så er hun altså virkelig sød. Oven i købet. 

Den anden er Maren -- hende der har en stribe i politiken. Og som lige er kommet ud med en bog (som jeg ikke endnu har fået fingrene i, men lur mig om det ikke snart sker). Og som altid gør at jeg griner en masse. Hun skriver og tegner om alle de småfejl man nu har som menneske (og mor - ikke at jeg helt kan sætte mig ind i det endnu) og det er så dejligt forfriskende. 

Den sidste er amerikanske Doodle Time tegnet af Sarah Andersen. Den kører ikke på så prof et plan som Stines og Marens, men jeg elsker den. Der er en hel masse om social angst, om usikkerhed og om kiksethed. 

Så skulle du som jeg være nedlagt af diverse irreterende sygdomme og ikke kan fokusere på noget i så lang tid ad gangen uden at få morderisk hovedpine, så prøv at stifte bekendtskab med de tre kvinder.
Man bliver bare lidt gladere.

torsdag den 3. oktober 2013

Stilhed før storm

Jeg er virkelig fan af efteråret; det er nok faktisk min ynglings årstid. Det er måske de vestjydske gener i mig, eller en rest af en forbindelse fra min mors mange sejlture som barn; jeg elsker vinden, regnen, den skarpe luft og farverne på træerne og på himlen. Der er knap noget smukkere end en en storm-himmel hvis du spørger mig.

I dag føles det lidt som efterår.
Og inde i mit hoved føles det lidt som den russiske maler Nikolay Nikanorovich Dubovskoys Silence Has Settled fra 1890. Dramatisk - nærmest farligt - men samtidig helt stille, dæmpet og smukt.

Billedet er lånt fra museumsyndicate.com

onsdag den 2. oktober 2013

Med udsigt til kaos

Nu er det begyndt - livet efter nogle-og-tyve-år på skolebænken. Knap er jeg kommet mig over specialesstress og den tvivl der følger med, før karakteren lige pludselig er kommer ind på selvbetjeningen på nettet og jeg skal melde mig ledig. Og til møder på a-kassen og jobcenteret. Fra den ene yderlighed til den anden - sådan føles det lidt.

Lige nu ved jeg ikke hvor jeg ender. Det er et bevidst valg, og på én gang virkelig spændende og virkelig skræmmende.

Det er en tanke om at træde villigt ud i kaos; at være bevidst om frygten for det uventede, samtidig med at man har en tiltro til at kaos faktisk kan være det eneste rigtige.

Det er et tema jeg har set mange steder i litteraturen; livet i velvilligt kaos.

Shakespeare skrev om at træde ud på dybt vand og følge hvad man tror på, selvom man ved at det nok ikke ender lykkeligt. For træder man ikke ud på det dybe vand når floden rammer og man kan blive båret ud på åbent hav, har man så levet?

There is a tide in the affairs of men.
Which, taken at the flood, leads on to fortune;
Omitted, all the voyage of their life
Is bound in shallows and in miseries.
On such a full sea are we now afloat,
And we must take the current when it serves,
Or lose our ventures.

(Julius Caesar, akt 4, scene 3)

Ikke ulig dette, har Marie Key skrevet om i De her dage, fra hendes album af samme navn.
Vi skal ikke sky væk fra det kaos der nogle gange rammer os i vores liv, for måske er det netop dette kaos der frigører os fra de de æfgrænsninger vi har givet os selv.

Men måske er det her tiden
Hvor det godt må være lidt ude af kontrol
Måske er det her året
Hvor vi ikke lover mere end vi kan holde
Måske er de her dage
Nogle vi husker som dem der satte os fri

Så nu prøver jeg det dér kaos. Og det vil jeg glæde mig til.