søndag den 29. september 2013

Den hemmelige have



Her er den så - den bog hele mit liv har handlet om de sidste 6 måneder. Den har været med mig overalt som min permanente busbog / togbog / taskebog. Den er blevet læst og læst og bladret, noteret og overstreget i.
Det er tale om Frances Hodgson Burnetts The Secret Garden fra 1911. En af de helt, helt store engelske børnebogsklassikere. På dansk hedder den ganske enkelt Den hemmelige have.

Jeg valgte at skrive speciale om en af mine absolutte ynglingsbøger, ud fra en tematik jeg synes er vildt spændende. Det er altså farligt. Man kan virkelig nemt ende med at have analyseret den så meget til bunds at man hverken kan udstå tematikken eller handlingen mere. 
Det er jeg på mirakuløs vis sluppet for.

Meget kort fortalt handlede mit speciale om menneskets forhold til sted og rum. Og om hvordan stedets identitet er forbundet med menneskets identitet. Ud fra en børnebog fra 1911. Med to filosoffer, en arkitektur teoretiker, en samfundsdebattør og en geograf som teoretikere. Hvorfor dog springe over hvor gærdet er lavest? 

Nok om det - tilbage til det vi kom fra :) En boganbefaling.

Det er en virkelig dejlig børnebog Burnett har skrevet, og den er slet ikke kendt nok herhjemme i Danmark, hvis man spørger mig. Den handler om Mary Lennox der aldrig er blevet opdraget, og egentlig er en rædselsfuld lille pige. Da hendes forældre dør af sygdom i Indien (koloniernes tid) bliver hun sendt til England for at bo på Misselthwaite Manor hos hendes onkel, Archibald Craven. 
Hele Misselthwaite er tynget af sorg. For ti år siden døde hendes tante i en ulykke inde i den aflukkede have hun elskede så højt (her taler vi en af de typiske engelske haverum, der er omgivet af høje stenmure). I sin sorg og vrede over at miste sin hustru, låser Archibald haven af, begraver nøglen og herfra bliver haven ikke længere omtalt. I ti år er den overladt til sig selv, mens den bliver mere og mere overgroet og vild.
Da Mary kommer til Misselthwaite forandres dette; hun finder haven og stille og roligt begynder hun, med hjælp fra nye venner, at vække haven til live igen, samtidig med at Mary selv lærer om venskab og medfølelse.

Det er en fortryllende børnebog. Intet mindre. Mangler du noget at læse op for datteren eller niecen, eller en god gave til en 11-12 årig pige --- nåja eller bare som jeg godt kan lidt at dyrke dit indre barn en gang imellem, så kan den varmt anbefales. 



Ps -- Specialet blev meldt bestået i weekenden, og endda med en karakter jeg er virkelig glad for. Så tør jeg godt anbefale bogen. Ikke at jeg er overtroisk, men man skulle jo nødig jinxe noget ...




fredag den 27. september 2013

All in your head

Der er noget over godt håndværk, som for eksempel ved de kunstnere der virkelig kan tegne og har evnerne til at få fantastiske detaljer med i deres værker. Det er tydeligt at værket  har taget lang tid at lave, og man kan ikke lade være med at påskønne hvad der er blevet lagt i den tid.

Danske Julie Nord, med hendes smukke og indsnigende groteske tegninger, har for eksempel samme kvalitet over sig. Detaljerigdommen er virkelig slående.

Amerikanske Pat Perry arbejder med kontrasten mellem utæmmet natur og mennesket, og det er ret fedt.
Hans arbejde er virkelig mærket af en eller anden stille egenskab. Jeg forestiller mig ham sidde udenfor med sin tegneblok mens han bare ser på ting - lægger mærke til detaljer. På trods af detaljerigdommen er der nemlig en ro. Specielt i Outlived I og Outlived II. Kaos og ro blandet med enkel skønhed og et behov for nærmest at gå op opdagelse i hans tegninger. Det er virkelig godt.

Billederne har jeg lånt fra hans hjemmeside. Jeg kan klart anbefale at tage et smut forbi den og se hvad han ellers har lavet. Han arbejder også med fotografi - som regel med et tema af ensomhed i nordamerikanske motiver hvor naturen dominerer - blandt andet har han haft et projekt i samarbejde med Katmai National Park i Alaska. De er vanvittigt smukke.

Er I ikke typerne der besøger gallerier og tager på kunstmuseum, så prøv at finde kunsten på nettet også. Der er virkelig smukke ting at finde.

Hvad synes I? Går I også på opdagelse i kunsten på nettet?

Pat Perry: Outlived I, ink on paper, 18x24"

Pat Perry: Outlived II, ink on paper, 18x24"

torsdag den 26. september 2013

Kender I Emmi og Leo?




Det gjorde jeg heller ikke. En af mine ynglings kolleger på mit gamle arbejde på biblioteket så helt hektisk og opgivende på mig da jeg måtte erkende at jeg ikke kendte hverken Emmi eller Leo. Hvorefter hun erklærede med myndighed at det var en STOR fejl i min opdragelse.
Hurtigt smutter hun ned blandt rækkerne (... eller reolerne - det andet er vist bibliotektslingo) og kommer tilbage med en bog. Og er nærmest ved at låne den ud til mig før hun kommer hen til skranken.
"Den læser du i eftermiddag, Ann". Og så lytter man og retter ind.

Jeg har godt nok senere konfronteret hende med det faktum at bogen på det tidspunkt var nyudgivet i Danmark, og det teknisk set ikke kunne være en fejl i min opdragelse at jeg ikke havde læst den. Men nogle gange er bogen bare lige præcis så god at sådanne udtalelser alligevel giver mening.

Så lad mig introducere jer for Emmi og Leo. Og tyske Daniel Glattauer der har skrevet to mavepustende romaner om Emmi og Leo. Den første hedder God mod nordenvind.

Emmi vil egentlig bare gerne afmelde et abonnement på et tidsskrift, og Leo vil egentlig bare gerne have at Emmi skriver email-adressen til dette tidsskrift korrekt så hun ikke kommer til at sende mails til ham i stedet.
Det er sådan det hele starter. Et venskab. En kærlighedshistorie der får dig til at sidde med bogen i hænderne lang tid efter du er færdig med at læse. Og elske Emmi og Leo helt vildt højt. Og synes at verden nok skal blive helt i orden hvis bare de to er sammen.

Glattauer har brugt en fortællermetode der virkelig ikke burde virke så godt som den gør.
Romanerne (for ja, der er en toer) er skrevet udelukkende som en mail-korrespondance. Det virker eminent godt. Som læser får man kun at vide hvilken dato (eller hvor mange dage/uger senere mailen er sendt), tidspunkt på døgnet den er sendt (eller hvor mange sekunder/minutter/timer senere mailen er sendt) og så indholdet af emnefeltet og mailen. That is it.
Det giver en intimitet og en rytme i fortællingen der greb mig og holdt mig fast som i et jerngreb.
Som læser ved jeg ikke mere om Leo end hvad Emmi gør, og modsat. Deres virtuelle, intime korrespondance som er den eneste måde hvorigennem de taler med hinanden, bliver delt med os. Det er bragende intimt og stærkt at opleve.
Rytmen i at deres mails kommer med minutter, og nogle gange sekunders, mellemrum gør at man som læser sidder og bliver helt stakåndet. Og når der går dage, og nogle gange uger imellem mails føler man nærmest fysisk deres frustration og smerte.

Glattauer skriver desuden vanvittigt godt. Og Simon Hastrup fortjener virkelig en krammer for et sindssygt godt stykke arbejde da han oversatte den (jeg har haft oversættelse på både bachelor-delen og kandidat-delen af min uddannelse, så jeg er pernitten).
Jamen for søren altså. Hvad venter I på? Kom ind forbi bibliotek.dk eller din lokale boghandler. Emmi og Leo er umanerligt gode at kende.


onsdag den 25. september 2013

Late night Dickinson

Jeg læser lige så godt på engelsk som jeg gør på dansk - en evne der er kommet af at læse Engelsk på universitetet. Og med studiet er jeg også blevet lidt mere nørdet i hvad jeg læser og elsker.
Som en lille engelsk smagsprøve på det vil jeg overlade ordet til den skønne Emily Dickinson (1830-1836) og ønske en god nat derude. 


Evening.
The cricket sang, 
And set the sun,
And workmen finished, one by one,
Their seam the day upon.

The low grass loaded with the dew, 
The twilight stood as strangers do
With hat in hand, polite and new, 
To stay as if, or go.

A vastness, as a neighbor, came - 
A wisdom without face or name, 
A peace, as hemispheres at home, -
And so the night became. 





Privat foto

tirsdag den 24. september 2013

Olafur og mor og kunsten

Jeg elsker når man bliver blæst væk af kunst. Jeg fylder selv godt i et rum med mine 187 cm (i højden -- ikke i omkredsen), så når jeg oplever kunst hvor mine sanser bliver sat ud af deres normalle spil, og jeg måske endda føler mig lille i forhold til det værk jeg står over for / står i, så bliver perspektivet ligesom ændret.
Dette sker specielt i forhold til installationskunst.
Ja, det virker måske lidt langhåret. Jeg er selv vokset op i et hjem hvor vi ikke tog på kunstmuseum og mine forældre er langt fra kunstkendere. De er begge æstetikere i deres egen ret, og min mor er en dygtig tegner, men kunstinteressen har jeg ikke fra dem. Så jeg forstår godt det dér med at kunst kan føles lidt svært og ret utilgængeligt.

Jeg havde min mor med inde og se den Olafur Eliasson særudstilling der var på ARoS i forbindelse med regnbuens åbning i 2011. Specielt Eliassons værk Your Atmospheric Colour Atlas (2009) ramte virkelig os begge.
Installation bestod af et rum der var oplyst af skjulte, farvede lamper i loftet, og så efterfølgende fyldt med røg. Denne kombination gør at man ikke kan se mere end en armslængde foran sig imens man forsigtigt går rundt i et rum der består af ren farve der stille glider fra den ene nuance over i den anden.

Jeg tog mor under armen og så gik vi rundt derinde og oplevede på en hel ny måde. Der var nærved ingen detaljer der skulle lægges mærke til; der var bare farver. Vi gik i farver.
Eliasson fjernede muligheden for at vi kunne stole på vores synssans. Det er et element han ofte opererer med i sin kunst faktisk. Og det føltes nærmest overjordisk.

Det vi gjorde var at vi blev blæst væk af kunsten; vi mærkede hvordan det var at gå derinde og ikke kunne se mere end en armslængde foran os, mens vi bare holdt fast i hinanden og håbede at vi ikke gik ind i noget eller nogen (der var jo trods alt andre folk derinde vi kunne ramle ind i).
Jo, med kunst kan man sagtens læse om værket og kunstneren, sætte det i forbindelse med kunstens og ens egen samtid og analysere derud fra. Det er pisse spændende faktisk - det er det jeg blandt andet lærte om da jeg læste mit tilvalg på Kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Men jeg vil også gerne advokere for at man nogle gange simpelthen mærker kunsten. Det kan skabe virkelig fantastiske oplevelser, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at dyrke en interesse for kunst som man måske ikke troede at man kunne få.

Hvad med jer? Hvad er jeres erfaring med kunst? Er det noget I er blevet flasket op med fra barnsben, eller er det først kommet som voksne -- hvis det da overhovedet er kommet?

Your Atmospheric Colour Atlas (2009) - privat foto

Your Atmospheric Colour Atlas (2009) - privat foto

Øvelse i at ignorere indbygget mainstream-modstand



Åh nej - det er teenage bøger. Og er der ikke noget med en latterlig kærligheds-trekant. Og er det ikke bare et sølle forsøg på at lave noget twiligt-agtigt? Og bare generelt: "Nej! Aldrig i livet!" - som regel efterfulgt af et "det kan du da ikke mene". Jeg har efterhånden hørt det meste i mit forsøg på at forsvare Suzanne Collins triologi The Hunger Games. Bøgerne er The Hunger Games (Dødsspillet), Catching Fire (Løbeild) og Mockingjay (Oprør).

Så der er lige et par ting jeg gerne vil slå noget så eftertrykkeligt fast. Først og fremmest er det her nogle vanvittigt gode bøger. De fortjener simpelthen ikke at blive dømt ud fra at de som regel findes i fantasy-afdelingen på et bibliotek (selvom det egentlig er science fiction - men fred nu være med det) og man ikke gider det dér overnaturlige noget. Ej heller fortjener de at blive dømt ud fra en voldirreterende Hollywood-promovering der har til hensigt at fange opmærksomheden fra de såkaldte tweens, så de kan være på team Gale eller team Peeta. Ignorer alt det. For min skyld må I faktisk gerne arkivere det lodret.
For det andet - og det her kan jeg heller ikke understrege nok - er det her, mod populær overbevisning, ikke børnebøger. Det er bøger med en hovedperson der er teenager, og selvom triologien ofte er promoveret som en ungdoms-triologi kan den læses af alle. Og, når selveste hr. Stephen King indrømmer at han ikke kunne lægge bøgerne fra sig, kan det ikke være helt dumt.

Hvad vi har med at gøre her, er en usandsynligt velskreven triologi om magt og frihed; om hvem man kan stole på, om politik og om manipulation. Om taktik versus kærlighed. Og om mennesker drevet til desperation. De er 'nemme' at gå til, men man bliver ikke skuffet. Og hvis man tror at der er et virkelig forudsigeligt plot som man sagtens kan regne ud, så kan man godt forberede sig på at blive kørt lidt rundt i manegen af Collins. Det blev jeg i hvert fald.

Jeg vil egentlig ikke begynde på at beskrive bøgernes plot i detaljer. Kort fortalt handler bøgerne om Katniss Everdeen der tager sin lillesøsters plads i de såkalde "Hunger Games", som er et spil designet af landet Panems diktatoriske styre. I dette spil skal tilfældigt udvalgte børn fra landets forskellige distrikter forsøge at slå hinanden ihjel, så der til sidst kun står én tilbage (en af grundene til at jeg ikke mener bøgerne burde tænkes som børnebøger). Hvad der mere sker, vil jeg ikke afsløre.

Jeg kan kun give dem min varmeste anbefaling. De passer i øvrigt også ustyrligt godt som efterårsferie-læsning.
Og husk endelig at smide en kommentar, skulle I have lyst. Har I allerede læst dem? Eller vil I give dem en chance?

søndag den 22. september 2013

"And in that moment, I swear we were infinite"


Jeg har næsten lige fået min frihed tilbage. I et halvt år har jeg ikke tilladt mig selv at læse noget som helst der ikke var specialerelateret - mest ud af nødvendighed, for der var ikke så meget mere plads i mit hoved. 
Så da specialet blev afleveret var det store spørgsmål så, hvad jeg skulle kaste mig over først. 
En af mine venner beordrede mig for nogle måneder siden til at læse The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky fra 1999. Han så helst at jeg læste den før jeg afleverede specialet faktisk (han er en aaanelse stædig) men efter lidt diskussion endte jeg med at love at købe den og læse den som det allerførste når specialet var af vejen. Og det gjorde jeg så.

Det er ikke uden grund at den er blevet kaldt den nye Catcher in the Rye, eller Forbandede ungdom / Griberen i rugen  på dansk (den er blevet genoversat for nogle år siden og har fået ny titel). 
Det er en vanvittig god coming-of-age historie - måske endda den bedste jeg har læst i flere år. 
Den omhandler Charlies første år i High School i 1991/1992; hans fortvivelse, hans ensomhed, hans venskaber, hans undringer, hans kærlighed og hans forsøg på at holde sig selv og sit liv fra at falde fra hinanden. 
Hele bogen er skrevet i brevform til en ven vi ikke kender. En fortrolig i en envejs-samtale. Charlie er en stille dreng der har svært ved at forstå verden. Han lægger som oftest tavst mærke til sine omgivelser. Alle de observationer, oplevelser og tanker Charlie har som denne wallflower - denne dreng der går i ét med tapetet - skriver han ned og sender til vennen. 
Bogen er hjerteskærende simpel; sproget er nemt at forstå, og Charlies naivitet er rammende som jeg sjældent har oplevet før. Men alt dette til trods, er der så meget indhold i bogen, for Charlie observerer og beskriver så læseren får et klart og frisk indtryk af en teenagers verden. 

Jo, Charlie har det nok betragteligt værre end den gængse teenager (også undertegnede da jeg var den alder), men alligevel sad jeg tilbage med minder om dengang jeg selv var teenager, og med en fornyet forståelse på hvordan det hele hang sammen. 
Den er desværre (så vidt jeg har kunnet snuse mig frem til) ikke oversat til dansk - men den er virkelig ikke svær -- og den kan virkelig ikke anbefales for lidt. Mit råd? Vent med at se filmatiseringen. Vent med alt det andet I skal nå. Kom ned på jeres lokale bibliotek og se om de har den hjemme, og hvis ikke så køb den. Jeg lover jer - I kommer ikke til at fortryde det. 



lørdag den 21. september 2013

the event of a thread

Åh at have haft pengene til at rejse. Lige pakke en hurtig kuffert og kunnet have taget til New York sidste december. Åh det ville jeg altså gerne have kunnet.

Jeg faldt over installationskunstner Ann Hamilton på pinterest (kender I pinterest? Det er en tidsrøver af kaliber, men hold op man kan finde alskens fabelatige ting igennem det. Tjek linket i venstre side her på bloggen -- det er vildt smart, er det!) og forelskede mig. Helt enormt.

Fra d. 5. december 2012 til d. 6. januar 2013, indtog hun Park Avenue Armory i New York, med installationen in the event of a thread (kurateret af Kristy Edmunds). Og bare ud fra billederne af installationen, så var det helt igennem magisk.

Installationen bestod af forskellige elementer; brede gynger med plads til 2 hang i knap 22 meter lange reb fra loftet, og disse reb var med til at holde et enormt, hvidt stykke stof ophængt i midten af rummet.

Her kunne publikum blive en aktiv del af installation ved at bruge gyngerne, og ligge på gulvet under det hvide stof og opleve som lå de under himlen og kiggede på skyer.

Som en sidste del af installationen, var der et bord med duer i bure (en reference til brevduer) og oplæsere der læste adresser fra skriftruller til duerne.

I programmet kan I læse Ann Hamiltons egne fine tanker om installationen, og på hendes hjemmeside kan I se flere billeder og videoer fra installationen. Billederne herunder har jeg lånt fra hendes hjemmeside.

Der er selvfølgelig mange flere aspekter der kan analyseres; stedet, titlen på værket -- men det vil jeg lade jer om, skulle I have lyst.
For i bund og grund; hvor magisk er installationen ikke lige i sig selv? Med gynger som da man var barn og troede at man kunne nå himlen hvis man bare gyngede højt nok. Og skyerne er blevet bragt ned fra himlen så man kan røre ved dem. At gynge mellem skyerne, helt oppe i himlen.
Åh havde jeg bare haft pengene til at tage til New York i december sidste år.






torsdag den 19. september 2013

De fine streger

Jeg er helt fortabt i stregtegninger for tiden, og gerne de lidt naive blyantstegninger fyldt med skævheder der på deres egen måde anerkender livets uperfekte sider.

En veninde anbefalede at jeg smuttede forbi Pernille Egetofts (aka PernilleE) webshop og det var virkelig en god anbefaling. Jeg kan godt mærke at jeg nok gerne vil have noget fra hende når jeg får lidt penge på lommen igen. Hvis jeg kan finde plads på de efterhånden ret fyldte vægge jeg har.
Jeg er klart mest fan af hendes tegninger med tekst på; de er kiksede og sjove og det kan jeg virkelig godt lide. Jeg er ikke så snobbet ifht hvad jeg har på mine vægge; kunst betyder meget for mig og derfor går jeg op i, at kunst kan findes mange steder, i mange forskellige prisniveauer. Kriterierne er, at det skal være noget jeg synes er fint, det skal sige mig noget og jeg skal synes det reflekterer noget jeg kan stå inde for. Det betyder så at jeg har alt fra postkort med print på væggene, til kunst lavet af bekendte til - ja -min egen kunst.

Men jeg må indrømme at jeg sagtens kunne se mig selv udskifte indholdet af en af rammerne med postkort i, med den her fine sag. Jeg er lidt forelsket. For hvem har ikke haft en af dé der dage hvor man taber deodoranten i toilettet?


Pernille Egetoft; "i dag" (297x410 mm) 

onsdag den 18. september 2013

Antoine de Saint-Exupéry



Kender I det at man elsker en bog så meget, at man bliver nødt til at eje den på forskellige sprog? Det gør jeg (nok lidt for godt). Det er sådan jeg har det med denne her lille perle ... og så skulle jeg også lidt bruge den på engelsk i mit speciale på engelskstudiet på AU, hvor jeg bla. skrev lidt om hvordan man bedst mindes en afdød. Når karakteren er kommet (og jeg ikke er ved at dø af nervøsitet) skal jeg nok skrive lidt om mit hovedværk og hvad det egentlig var at jeg skrev om. Jeg lover at passe på, at jeg ikke går (alt for meget) i nørderi-selvsving.
Anyway, siden jeg kun havde den danske udgave af bogen som jeg har erhvervet i et antikvariat i Aarhus, måtte jeg jo så købe den på engelsk også. Åh sikke man må lide som specialestuderende ;)

De fleste kender Antoine de Saint-Exupéry fra hans (med rette) virkelig elskede Den lille prins, som en bog til de voksne da de var børn. Kender du den ikke, så lææææs den! Den er simpelthen downright vidunderlig.

Saint-Exupéry var en poet, forfatter, eventyrer og pilot der levede fra 1900 til 1944, hvor han forsvandt under en flyvning fra Korsika til Frankrig. Indtil da havde under sine rejser set en masse sider af livet.
I Brev til et Gidsel og Brev til en General skriver de Saint-Exupery fremrangende og ualmindelig fængende om fremmedhed, rodløshed, selvbedrag og krig. Og dette med et vanvittigt fint, klart og smukt sprog.
De to brevsamlinger er skrevet hhv til en syg jøde i det besatte Frankrig og til en flyvergeneral -- og det er to små absolutte perler! Og selvom brevsamlingerne er fra 1940erne, er de nærmest universelt rammende. Det er små filosofiske anskuelser som jeg tror er lige så relevante og tidsløse som dem man finder i Den lille prins er, og jeg kan slet ikke forstå at flere ikke kender til dem! Jeg har læst dem flere gange og jeg kommer til at læse dem mange gange endnu.

Jeg ved at den danske (virkelig godt oversat, i øvrigt) version kan skaffes på her på bibliotek.dk og i øvrigt også antikvarisk (bland andet her på Saxo). Den er på under hundrede sider, passer perfekt som tog-bog på længere ture, eller til en kop kaffe og et uldent tæppe -- så der er faktisk slet ikke nogen undskyldning for ikke at læse den.

Giv mig endelig en kommentar med på vejen, hvis jeg fik jer overtalt :) Jeg vil meget gerne høre hvad I synes!

mandag den 16. september 2013

Eftertanker, snak og anbefalinger

Imens verden har travlt med at skynde sig, prøver jeg at følge med.
Og jeg forsøger ihærdigt at jonglere lærerliv, byliv, mosterliv, drømmeliv og kvindeliv.



imellemtiden er stedet hvor jeg nedfælder lidt af al det der roder i mit hoved og gerne vil ud.


En eftertanke er et stik, en følelse, en kommentar. En eftertanke kan komme fra noget jeg har set, hørt eller læst. Eller fra samtaler. Den kan også komme fra mig selv. 
En eftertanke kan også gøre ondt. Men det må den gerne. Og den er ærlig.
Nogle gange ligner den et digt, andre gange en kort novelle. Lige med eftertanker går jeg ikke så højt op i genrer.

En snak er det, som ikke lige er en eftertanke eller en anmeldelse, men som alligevel gerne vil med.
Det skal det jo have lov til.

Der er også et par anbefalinger. Anmeldelser bruger jeg ikke her. Jeg skriver om det, jeg hepper på.