onsdag den 1. marts 2017

[eftertanke] sløjfer

Jeg har lagt mærke til dine sko. De står ude i gangen, og når jeg går forbi, passer gulvet bedre til mine fødder. Jeg er i strømpesokker. Dine, tror jeg. De er for store.
Der er plads til at jeg vrikker med tæerne, og bomuldstoffet sætter sig lidt fast hvor det kan. Det vil ikke give slip.
Jeg har fantaseret, at du forlader mig. Du har også så ofte sagt, at jeg virker bagvent.
Men jeg er ikke bange, bare reel.
Når det sker, så tager du dine sko på og går. Måske tager du dem endda først på ude på trappen, for at undgå at se mig i øjnene. Som et lille barn, med ryggen til mig og knæene oppe ved brystkassen.
Og jeg vil stå bag døren og se på dig igennem dørspionen, og tænke, at du ser latterlig ud.
Du ligner for helvede et børnehavebarn som du sidder der, og binder sløjfer.
Jeg smider strømperne ud ad brevsprækken til dig.
Nu passer gulvet ikke længere.










mandag den 27. februar 2017

[eftertanke] fra Ord på flisen




For nogle dage siden - onsdag d. 22. februar - tog jeg ordene ved hornet. Jeg skrev mig selv på listen af oplæsere til open mic på Ord på flisen. Tre frivillige minutter hvor jeg ikke gemte mig bag en skærm under navnet imellemtiden, men stod som Ann foran et publikum der gerne vil høre lyrik. 
Så jeg fik en øl inden. 
Og jeg læste op. Og jeg var mere nervøs end jeg troede jeg ville være. Og det gik bedre end jeg kunne have turde håbe. 
Og jeg fik en øl bagefter. 
Det viste sig, at min første gang som oplæser, skulle være til sidste gang der var Ord på flisen. Stedet er solgt. Men der er stadig virkelig gode muligheder for at læse op. Michael fra forlaget Copenhagen Storytellers, der står bag disse oplæsninger, har også også et lignende arrangement i Karensminde - en scene for folk som jeg, der skriver og gerne vil høre lyrik.
Jeg vil prøve at læse op igen senere her i foråret. Mine digte får en anden virkelighed når de bliver oplæst. Det føles både smukt og rigtigt. 
Jeg tænkte, at jeg ville vise jer de tre digte jeg læste op. De er alle blevet postet her på bloggen før, og er kun blevet justeret en lille smule, men her er de samlet. 
Billederne er taget af Michael fra Copenhagen Storytellers. 


[eftertanke] afsavn

Den gule regnfrakke hænger ude i gangen og lugter lidt af dig. Af regn, af din parfume, og med en lille spids smag af gamle fisk. Det hele lægger sig på spidsen af min tunge, som en lille skarp. Som formiddage med en lille skarp. Den gamle danske på terrassen.

Jeg går forbi den i rutinen. Kommer den helt tæt. Jeg har øvet mig i det her. Det er kun rigtigt, når der er en millimeters luft mellem min hånd og jakken. Nogle gange må jeg gå forbi den i rutinen flere gange. Nogle gange mærker jeg dig ikke.

Jeg har arvet dine bøger. De har fundet deres plads på reolen. Alfabetiseret. Med æselører i dem du ikke kunne lide. Du sidder i mit afsavn inde i stuen med kaffekoppen og venter. Med bogen hvor ryggen er krum af gennemlæsninger, som alle de andre.

Jeg råber op, og spørger, om jeg skal sætte en ny kande over - bare fire kopper. Når jeg ikke får svar, går jeg ud i gangen og lader min hånd næsten strejfe din frakke.






[eftertanke] søndagstid

i går da jeg gik hjem
tog jeg flere dage om det

jeg tog min tid som var den min egen
og så kunne jeg lige så godt tage flere dage
nu nogen var i gang

med at forlade byen
for der var helt stille

og jeg var den eneste ude på vejene

bylivets forladte madrasser stod
op ad indgangene til opgangene

måske er det dér folk er blevet af

jeg har CV i ørerne
han kalder mig tomhændet og blind passager

og jeg overvejer lige et kort sekund
om
alle i virkeligheden er her
og om verden er blevet et tovejsspejl
med mig på den anden side







[eftertanke] vrang


Forstå mig ret, siger du.

Vi har kendt hinanden siden jeg begyndte at få holdninger, og siden jeg begyndte at få holdninger har du sagt at jeg skulle lytte. Sådan er det med to sider. Den ene vejer tungest.

Sådan er vi et godt par. Hvor er det dog vidunderligt at du kan pakke mig ind i dine rettelser. Du kan pynte på mig med røde streger som lidt for stramme gavebånd af plastik. De gnaver i mig, og skærer mig til, så jeg passer dig bedre. Du har ret, jeg tog fejl. Du har ret, jeg har vrangsforestillinger.

Og du elsker mig.

Og jeg kruser rundt i overfladen.

Jeg står ude ved vasken i badeværelset og vasker mine hænder og mine arme febrilsk i varmt vand. Din røde farve skyller af, som tørret ler der får fugt og bliver grumset og mudret. Det falder af og rammer vandet i halvopløste kager.
Jeg vasker af, og lader luft blive til ånde.

Jeg kan bedst lide følelsen af vrangsiden.















mandag den 13. februar 2017

[eftertanke] søndagstid

i går da jeg gik hjem
tog jeg flere dage om det

jeg tog min tid som var den min egen
og så kunne jeg lige så godt tage flere dage
nu nogen var i gang

med at forlade byen
for der var helt stille

og jeg var den eneste ude på vejene

bylivets forladte madrasser stod
op ad indgangene til opgangene

måske er det dér folk er blevet af

jeg har CV i ørerne
han kalder mig tomhændet og blind passager

og jeg overvejer lige et kort sekund
om
alle i virkeligheden er her
og om verden er blevet et tovejsspejl
med mig på den anden side












onsdag den 1. februar 2017

[eftertanke] kængurubarn

Men mit hoved svømmer og min krop er støbt fast
Og tankerne er deres egne og mine ben vil gerne ud

Så jeg går

Tager mig selv med over volden, som solen rammer tagene og frelseren
Jeg vender det ryggen og går hjemad
Som en ægte øboer
Jeg hinker mig frem for at undgå troldene hvis jeg træder på stregerne
For at undgå at falde igennem
fortovet hvis jeg rammer kløften

En dame med en Kiwi-pose skriger
'kængurubarn' efter mig
og ser vred ud

Jeg overvejer, om hun er faldet igennem selv
Eller måske har hun mistet frelsen?
Ladet sig selv blive grumset til af vandet og fuglene
der altid spiser hvidt brød fra børnenes hænder
for så at skide det ud igen senere

Jeg tænker, om hun mon også har siddet på bænkene og drømt
om at flyve væk

Først lande ved groteskerne ved spiret
og så videre op op
i spiral mod de stjerner vi ikke kan se for byens lys

Måske er hun bare en af troldene eller måske
er hun bare et menneske ligesom jeg
der heller ikke har hold i noget som helst










lørdag den 14. januar 2017

[snak] årssnak 2016

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke længere er så meget til de opsummerende indlæg, der pænt pakker et år ind og binder sløjfe.
"Se hvad dette år har budt på!" Og så skal jeg så stille det hele op på række som til parade. Og hvad så? Hvad skal jeg så med det? Skal jeg konkludere? Lade processen stå som et færdigt produkt, selvom jeg stadig i er i gang med at have min hverdag?

På en eller anden måde virker det lidt afstumpet for mig. Hvorfor skal et år stå som en ramme omkring en masse små begivenheder der faktisk stod så fint selv, helt i deres egen ret? Jeg kan godt forstå andre gør det, men jeg har ikke behovet.

Og sådanne lister er heller ikke i imellemtidens ånd.

Mine tekster er jo netop ofte uden handlingsforløb. De er små eftertanker - små brudstykker af noget helt ægte, der får lov til at stå selv. Så er det op til dig, kære læser, at tænke ordene ind i en kontekst; at mærke dem som du selv har lyst til.

Så, jeg har tænkt mig at give jer en lille samling af tekststykker fra mine notesbøger. Der kommer ikke til at være meget sammenhæng, og jeg kan ærligt talt ikke huske, om nogle af dem allerede er blevet tænkt ind i en eftertanke, og nogen kommer sikkert med i fremtidige eftertanker. 
Men de kommer her. Som en rodet, lidt tumlende sammenblanding af ord.
Så må de stå her på bloggen og være fine, lidt kaotiske og måske lidt ufærdige, men i hvert fald ægte og i deres egen ret. 
Sådan lidt skønhed på en regnkold januardag. Tak fordi, du læser med.





Jeg får dine ideologier / du sætter kaffe over / og bager kage / så er det en ceremoni.
Du vil gerne have, at jeg tager imod.
Vil du ikke lige tage fat / siger du / som var det et bord / vi skulle flytte for at / gøre klar til gæster.

Velkommen / vi skal have kalvefrikassé / til aftensmad
Jeg byder ordet kalve-fri-kasse tilbage

Hvem må jeg heller ikke have været?

Jeg sidder her og betragter dig som kun en person ser ud, der betragter mænd der ikke må opdage det / jeg gled væk et sted i midten

Jeg spørger / hvad der er at miste / du svarer luft

Glimtvis forstår han det / det (hele) er i al sit nærvær gået hen og blevet så verdensfjernt

Jeg aner ikke / hvad du ser i luften / men jeg forestiller mig / at det er farver

Vi sætter ord til musik / højtlæsning med toner / akutsindssyge / akut sindssyge

Men de valmuer / ikke også / de står stærke og går i stykker lige om lidt

Hun havde brugt tiden på / at sende vrede blikke efter / fluer der sværmede om hendes / øl, og var sikker på, at det / var hende der skræmte dem væk / når de fløj videre. 

Jeg har prøvet at finde ud af, hvad der egentlig holdt mig i live. Jeg har prøvet at finde uf af, hvorfor jeg stadig vågner hver morgen efter at have sovet helt alene i hvad der var vores seng i næsten 20 år.
Jeg sover stadig på min side, for at holde fast i vores. 

glider stille ned i grøftekanten











onsdag den 11. januar 2017

[eftertanke] fastland

Denne eftertanke har jeg skrevet til et af mine vennepar. Et par af de sødeste, mest rummelige og varme mennesker jeg kender. De blev gift i det tidlige efterår, og dette er mine alt for forsinkede ord til dem. De er deres, men de har sagt, at jeg gerne må dele dem med jer. Så her kommer eftertanken Fastland.



Og når lyset vender tilbage, så vil jeg igen kunne se.
Jeg mødte jer i en mellemtid.
Jeg havde glemt at være her. Der. Dengang.
Jeg tænkte, at livet nok skulle starte om lidt.
Sådan kan man også være rodløs.

Jeg mødte jer, da jeg var rodløs.
Jeg var omflagrende og tung
På samme tid. Jeg havde tabt mit anker
Og jeg sejlede rundt, uden så meget at holde fast i.
Sådan kan man også være et skib.

Sådan kan man være et fastland.
Midt i en mellemtid, er I et fastland.
Midt i et liv, er I lyset når det vender tilbage.
Og I er den blå time, for den står klarest.
Sådan kan man også være særlig.

Sådan kan man også være et hjem.

Og I har altid været meningen. 










fredag den 23. december 2016

[eftertanke] brydere

Pulsen kommer fra masterne til højre for bussen. De står forskudt men mod hinanden, som knejsende, stolte fugle, der holder linen oppe for os andre. Nu vi har tabt den.

Pulsen kommer fra vejen, der først trækker vejret, når vi kører på den.

Pulsen kommer fra kysten ved de lave tunger, hvor vandet har elsket med landet og efterladt bølgebørn.

Jeg spiller med. Sandkornene flytter ind under neglene, til de er gravet ind i fingrene, og jeg får ondt i ryggen.

Træk ind, ånd ud.