søndag den 12. november 2017

[eftertanke] sorgmasker

Det er hende, jeg lægger mærke til. Hende for enden af sengen.
Hun står i blå maske i sit mørke, mens lyset får lov til at spille i de andres ansigter.
De er alle masker. Ingen af dem er ægte. Hun står for enden af sengen, og ligner som den eneste en, der burde være ved et dødsleje. Hendes øjne virker tomme. Hun kigger på mig, mens hun kigger ned. Hun ser på den døde, som jeg ikke må se. Hun er trængt op i en krog. Sammenmast af de andres påtrængende sorg.
Hun fortæller mig, at hun vil ud. Have ro for Guds skyld, fortæller hun mig. De andres masker er groteske. Hvem bærer så meget liv, når de er i sorg? Hvem er så detaljerede? Hvem er malet i gule og røde farver i sorgen? Kun hun er ægte. Flad. Blå. Underligt udvasket og toneløs. Mast og uden dybde.
Det er hende, der er den ægte sorg.
Kunsten skal vise vej til en højere virkelighed. Hun vil ud i det ægte.










søndag den 10. september 2017

[eftertanke] så er vi kvit

Jeg er ked af det.
Du tager på vej, jeg kan godt se det.
Du har taget lyset fra rummet, jeg kan godt se det.
Jeg har taget resten, siger du.
Så er vi kvit.
Vi har såret hinanden på kryds og grundigt for at være sikre. 
Trukket hinanden rundt ved navlen og fodret
hinanden med små tunge sandkorn der langsomt
har slået revner i vores blodkar.
Ligesom porcelæn, bare endnu mere skrøbeligt.
Og du er ked af det.
Jeg tager af sted. Du kan godt se det.
Jeg siger, at man jo må vælge
en retning og stå ved den, hvis man skal være rigtig,
og det vil jeg så gerne være.
Du har vasket dine hænder rene, siger du, og ser så
bebrejdende på mig.
Og jeg skælder dig ud for at misbruge de ord som vi
engang mødtes om.




Ord i Karens Mindes billede.

Ord i Karens Mindes billede.











tirsdag den 5. september 2017

[eftertanke] tro

Han balancerer så fint
sin dåseøl på styret
knapper op og spilder minimalt
med trænet håndled
slukker han hvad der måtte være
tilbage af tørst
selvom det er længe siden
den var reel

Han kaster dåsen lidt klodset
fra sig
og rammer asfalten
og falder fra sig selv
så fint og langsomt
og stumperne spredes over
betonfliserne, chaussestenene, cigaretskodderne
og han ligger som en
komplimentærfarve
til os der står omkring ham som får

Jeg tænker, om han mon var troende
eller om livet også havde taget
dét fra ham

Jeg tænker, om han mon håbede på mere
nu, det alligevel kom til alt

Jeg tænker, at han nok altid
vil ligge lige dér

Jeg tænker, at evigheden jo også bare er
et sted jeg besøger
når jeg har lyst til at føle mig lille











fredag den 4. august 2017

[postkort] #3


Vi har taget varmen ind og taget rejsetøjet på. Vi ved nu hvor man køber gode is, og hvor man køler sine fødder i sommervarmen. Hernede samles man på pladsen ved det lave bassin, og trækker ned i baren under de kulørte lamper om natten. Alt er lidt i stykker, men her er så smukt. Der er små ivrige maskiner under parasoller, der sender gus ud i luften, hvis man savner støvregn. Eller bestøvning. De siger jo, at bierne er på vej væk.