mandag den 21. maj 2018

[eftertanke] liv

Når jeg bliver gammel
vil jeg have et magnoliatræ
der vokser ind i himlen
selvom jeg ikke tror på gud

Og sidde på græsplænen
med mine knudrede knæ
og hylde mælkebøtternes
ægte liv
som små sole

torsdag den 10. maj 2018

[eftertanke] en halv time

Jeg sætter mig ind i bussen lige som de tunge dråber begynder at ramme fliserne. Pigerne ved siden af mig talte om, om de skulle tage i dyrehaven, eller hed det dyrparken? Nej, det er dyrehaven, bestemt. Med 'e'. Men der kommer jo regn lige om lidt.
Jeg sad for mig selv og var sikker på, at de tog fejl. Tag dog ud i livet, tænkte jeg.
Og nu regner det.
Her i Aarhus er en halv time kort tid. "Toget går allerede om en halv time." "Det tager kun en halv time at gå derhen."
Det er ikke fordi, at tiden går langsommere her, tror jeg. Det er mere, at man har affundet sig med den. Jeg finder ro i busskuret og nyder, at folk ikke ser hastende ud.
Mine ben summer. De har også affundet sig med pausen fra at være på vej hen.
Jeg ånder ned i lungerne.
Vinduerne trænger flere stedet. Folk larmer ikke, men for første gang siden, jeg holdt op med at kalde byen hjem, føler jeg ikke, at jeg larmer mere end dem. Vinduerne trænger, men jeg ved, at de nok skal nå til dem. Afskaldningerne af maling gør dem smukke, ser jeg. Og jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke så det før nu.










søndag den 6. maj 2018

[eftertanke] lørdage

Da jeg var lille, tegnede min far glade ansigter på ruderne, når han vaskede vinduerne udenfor.

Det var altid på lørdage.

Jeg kan huske, at jeg løb fra værelse til værelse, mens han gik rundt om huset med en spand med sæbevand og skuresvamp. Jeg ventede med alvor i min krop, når han sæbede ruden ind, og når han så tegnede, hoppede jeg af entusiasme. Det har jeg glemt.

I dag har jeg vasket vinduer.

Det gør jeg kun på lørdage.

Jeg sidder halvt ude ad vinduet på anden sal, og prøver at nå. Tørrer grundigt efter og pudser op.
Det er sin sag at være omhyggelig. Vindueskarmen er for smal, og jeg tænker, at jeg er vokset fra min krop.
Jeg tager afsæt og kravler helt ud på gesimsen. Finder vej ud på tørresnoren mellem bygningerne, danser lidt rundt og gør som hende i musikvideoen. Hende med pilotbrillerne, der hopper fra en line ned i et glas vand, og alle klapper.

Der er ingen i min gård til at tage bifaldet. Jeg går dryppende op ad bagtrappen og lukker mig selv ind. Vandet har dannet en lille pøl. Jeg finder et håndklæde.










lørdag den 30. december 2017

[eftertanke] afstemt

der er ikke nogen
der har sympati
for en pige der smiler
symptomer
det kommer bag på dig
jeg står på reolen
og svinger kontinuerligt
med hofterne
som en anden
hawaiipige
afstemte portioner
gjort tam
i afstemte symptomer